Criterium du Dauphiné-analyse: Van Aerts franske uvenner - Kapitel 2

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Det har længe været kendt, hvor Wout van Aert har tænkt sig at holde sin sommerferie. Den består nemlig af en tre uger lang tur rundt i Frankrig med afstikkere til både Danmark og Schweiz, og selvom den nok vil koste både blod, sved og tårer, har han ikke lagt skjul på, at han glæder sig til den.

Spørgsmålet er, om forventningens glæde efter de seneste dages begivenheder stadig er den samme. Det vil i hvert fald ikke være helt ubegrundet, hvis Van Aert har det lidt svært med franskmænd i disse dage, for de synes at have en kedelig tendens til altid at komme på tværs af hans ellers bedst tilrettelagte planer. Allerede inden denne sæson havde han nok et lidt anstrengt forhold til Julian Alaphilippe, der både snød ham for VM-titlen i Imola i 2021 og siden spolerede sidste års belgiske VM-fest i Leuven, hvor det ellers var planen, at Van Aert skulle være den helt store hovedperson. Som beskrevet i gårsdagens analyse har det i 2022 været Total-rytterne, der hele tiden synes at komme i vejen, da først Mathieu Burgaudeau og i går Alexis Vuillermoz forhindrede belgieren i at spurte for en sejr, hans hold ellers havde jagtet hårdt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Minsandten om det i dag ikke blev gode gange tre. Denne gang var det ganske vist ikke en Total-rytter, der kom på tværs af de Jumbo-planer, som ellers kom fuldt til skue, da det hollandske mandskab forstod, at Vuillermoz’ Total-hold ikke var stærke nok til at hente det solide udbrud, der i to omgange var blevet etableret på dagens første lille klassementsetape i Criterium du Dauphiné. Man kunne ellers have haft sin tvivl om, hvorvidt Jumbo-mandskabet, der har større mål i dette løb, ville brænde mange kræfter af i jagten på dagens etapesejr, men det stod hurtigt klart, at det hollandske supermandskab har rigeligt med ressourcer. I hvert fald blev der brændt hele tre hjælpere i form af Christophe Laporte, Chris Harper og Tiesj Benoot af, da det skulle sikres, at vi ikke for anden dag i træk fik en overraskende udbrudssejr.

Ambitionerne var således ikke til at tage fejl af, da feltet efter en benhård jagt ramte stigning, og hvis de tungnemme stadig ikke havde fattet pointen, stod det lysende klart, da det Jumbo-tog, som vi formentlig kommer til at se meget til i denne sommer, samledes i front med først Benoot, siden Steven Kruijswijk og slutteligt Jonas Vingegaard. Derfra blev løbet lagt i et jerngreb, og der kunne ikke være skyggen af tvivl om, at ambitionen var, at Van Aert skulle have revanche for gårsdagens store skuffelse.

Det gik da også helt efter drejebogen. I første omgang var gruppen ellers bemærkelsesværdigt stor, men da stigningen tog fat til slut, og Vingegaard åbnede for gassen, blev der alligevel skabt en udskilning i en størrelsesorden, man kunne forvente på denne relativt korte og ikke alt for stejle stigning. Vigtigste var det, at der blev gjort kål på Ethan Hayter, som i en spurt lignede den største trussel mod belgieren, men med den lidt skuffende klatring, briten har vist gennem hele sæsonen, lå det i kortene, at det næppe ville blive den allerstørste udfordring at komme af med ham. Det gjorde det da heller ikke, og da det decimerede felt rundede toppen, var det meget svært at se, hvad der skulle stoppe Van Aert, som endda fik endnu mere god støtte fra Vingegaard, der efter sin føring havde overskud til at bringe sin kaptajn til fronten og endda køre et lille lead-out.

Men så ramte det franske kompleks igen. Bedst som Van Aert så ud til at have fået skovlen under Victor Lafay, der ellers kørte en overraskende god spurt, skete noget, der bare få sekunder forinden havde lignet en umulighed. På det tidspunkt sad David Gaudu så langt tilbage, at han for længst burde være ude af billedet. Nok er franskmanden en god puncheur, men på en bare 200 m lang bakke burde han ikke være i nærheden af at matche Van Aert og slet ikke fra den helt håbløse position, han havde opnået i positionskampen.

Det havde Van Aert i hvert fald heller ikke regnet med. Nu havde han naturligvis ikke den fjerneste ide om, hvor Gaudu var placeret i finalen, for selv ikke crossfænomener har øjne i nakken, men Van Aert havde formentlig kastet et blik rundt i feltet, da Vingegaard kørte sig frem og noteret, at han var omgivet af folk, der tilhørte en helt anden vægtklasse. Det var som en boksekamp mellem en serie fluevægtere og en sværvægter, og den slags plejer kun at kunne have én vinder.

Det syntes Van Aert også at tænke, da han selvsikkert rakte armene i vejret og drog et lettelsens suk over, at det franske kompleks i denne omgang kun varede én dag. Mod den samling stankelben må han i hvert fald have følt sig usædvanligt selvsikker. Det ligner ellers ikke ham at begå så stor en brøler, som det viste sig, da det omtalte lettelsens suk blev erstattet af det, der vel har været lige del skuffelse og flovhed over at lave den brøler, som Erik Zabel vel er mest berømt for at have lavet, da han i Milano-Sanremo til sim store fortrydelse kunne konstatere, at den altid snu Oscar Freire havde snydt ham for endnu en sejr i det monument, han ellers ejede.

Det var da også en temmelig stor sensation. Gaudu har før vundet puncheurspurter før, da han tog sin første WorldTour-sejr i Romandiet på bakken i Romont, hvor Dylan Teuns tidligere i år også sejrede, eller da han tidligere i år vandt spurten på Foia i Algarve på en dag, hvor udfaldet dog nok havde været et andet, hvis ikke Sergio Higuita var blevet taget ud af spillet af en kollision med Tobias Foss. At kalde ham en af feltets førende afsluttere i denne form for finale, vil imidlertid være en overdrivelse og da særligt, når modstanderen er Van Aert på en rampe, der bare er 200 m lang.

I dag lavede han imidlertid et zigzagcomeback, der gav mindelser om Alberto Daineses vilde spurt fra en lignende position på 11. etape af Giroen, og det var en sejr, der faldt på et tørt sted. Akkurat som det i går var tilfældet med Vuillermoz, der med sin triumf definitivt kunne lægge en lang og svær skadesperiode bag sig, kan Gaudu med dagens triumf, der er hans største på fransk grund og kun overgås af de to Vuelta-etapesejre, endegyldigt glemme det forsømte forår, der blev spoleret af først et styrt i Paris-Nice og siden den bronkitis, der kostede ham Ardennerne.

Sejren er endnu mere overraskende i lyset af hans kørsel i sidste tirsdags Mercan’Tour Classic. Her endte han ganske vist som nr. 3, men i et svagt felt, hvor han blev slået klart af Jakob Fuglsang, som ikke just har sat verden i brand de seneste sæsoner. Det satte i den grad spørgsmålstegn ved hans form forud for Dauphiné, men i dag lignede han en mand, der er på sporet.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Man skal dog nok passe på med at overfortolke resultatet. Ja, Gaudu kørte en uhyre flot spurt, men stigningen var for let til at give os mange svar. Vi fik ganske vist set, at Jan Hirt trods sin motor ikke er i stand til at gennemføre den svære kombination med både en god Giro og et godt Dauphiné, og vi fik set, at George Bennetts triste periode fortsætter, at Antonio Tiberi stadig mangler noget i de store løb på WorldTouren, at Carlos Verona ikke har forårets superform, at Michal Kwiatkowski igen i år er under niveau i Dauphiné, at Warren Barguil og Geoffrey Bouchard er lige så formsvage, som de var sidste tirsdag, at lottokuponen Michael Storer igen er en nitte i dette løb, og at Mark Padun, som allerede faldt fra i går, er milevidt fra sidste års vanvidsniveau, men derudover var stigningen for let til at give os mange svar.

Det var ellers tydeligt, at Primoz Roglic havde sin frihed til at jagte en åbning, hvis den bød sig, selvom den defensive kørsel var lagt an for Van Aert, men chancen bød sig først, da stigningen fladede ud, og derfor stoppede sloveneren prompte sit angreb. Ben O’Connor testede benene, og Enric Mas så lige så overbevisende ud, som han har gjort hele året, mens Tao Geoghegan Hart var mere synlig, end man efter hans præstation i Norge kunne vente, men det blev en dag, der for de fleste blot skulle bruges til en test af benene, og den test bestod de næsten alle.

Spurten havde til gengæld et overraskende udfald. Mange af favoritterne sad med til toppen, men hverken Tobias Johannessen, Juan Ayuso, Patrick Konrad, Tao Geoghegan Hart eller Wilco Kelderman, der ellers alle er hurtigt, spillede nogen rolle. Det gjorde heller ikke Andrea Bagioli, som ellers var godt placeret, men hvis ben stod helt af, da de ramte den sidste rampe, og som dermed fortsatte med en lille skuffelse i et år, hvor han aldrig har fundet sit niveau. Benene manglede også hos Samuele Battistella, men alene det forhold, at han var med så langt, var endnu et bevis på den forbedrede klatring, vi har set gennem hele året.

I stedet var det outsiderne, der dominerede. Én ting var sejren til Gaudu. Noget andet var 3. pladsen til Lafay, der i år har fået sit helt store gennembrud som puncheur, men som aldrig har vist en hurtighed i denne form for meget eksplosive finaler, og som bestemt ikke viste form for en uge siden. Ruben Guerreiro var hele tiden udset som en potentiel outsider, men på papiret var der hurtigere folk end ham. Omvendt va det med Teuns, der efter sit vilde forår var regnet som en af de tungere favoritter, men som var helt, helt uden fart. Det var dog ikke helt overraskende, for belgieren er primært kendt for sine evner i rigtige puncheurfinaler og ikke på ramper, der bae er 200 m lange.

Teuns var imidlertid også en undtagelse, for de mange overraskelser betød, at der vel var flere positive oplevelser end skuffelser. Det var i hvert fald uventet at se Kevin Geniets klatre så godt, at han ikke blot kunne sidde med hele vejen, men også køre en spurt på en dag, hvor blandt andre Bagiolis ben stod af. Det var også herligt at se Damiano Caruso igen dyrke de spurtevner, han også stillede til skue på Sicilien, men som han ellers slet ikke har vist i flere år. Matteo Jorgenson viste også endelig i hvert fald en lillebitte smule af den hurtighed, der gav ham pointtrøjen i Tour de l’Avenir, men det bedste af det hele var næsten Nick Schultz. Australieren var endelig i gang med sit helt store gennembrud sidste forår, indtil han blev sendt ud af Giroen med en skade, men ser man bort fra en etapesejr i Tjekkiet sidste sommer, har han været helt usynlig siden da. I dag viste han sig endelig fremme i den slags finaler, som han bør mestre, og det kan give håb for, at han er på vej tilbage.

Det er Mikkel Honoré også. Danskeren havde som bekendt et forfærdeligt forår, men i dag var han tæt på at klare en stigning, der på papiret var en anelse for lang, og dermed synes han at have stadig bedre chancer for at få en Tour-plads hos Quick-Step. Set med danske øjne var den bedste overlevelse dog nok, at Vingegaard, som jo ellers havde nedspillet forventningerne, leverede en overbevisende hjælperindsats, der bekræfter holdets meldinger om, at det ikke er tallene, der tilsiger, at han ikke skulle køre klassement i dette løb. Det ender han formentlig nu med at gøre, for nu har han ikke haft det tidlige tidstab, han havde indikeret, og med en god enkeltstart i morgen vil han have givet sig et udgangspunkt, man ikke bare smider væk.

Det var til gengæld også det eneste lyspunkt hos Jumbo. Hollænderne kan også glæde sig over, at de fortsat er helt på sporet i jagten på den samlede sejr, men for Van Aert er der ikke meget at grine af. Det franske kompleks synes blot at tage til i styrke, og desværre for belgieren er der pokkers mange franskmænd til start, når Touren skydes i gang om et par uger. Spørgsmålet er vel blot, hvem der bliver den næste i rækken til at komme i vejen for ham. Næste gang skal han i hvert fald nok være helt sikker på, at der ikke er franskmænd i miles omkreds, inden han rækker armene i vejret.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier