Cykelåret 2014: Det uforudsigelige Tour de France

Af Nicolai Foldgast

Sommerens Tour de France var et interessant og opsigtsvækkende ét af slagsen, som jeg nød til fulde drag. Men i min optik, overskyggede især én ting alt - uforudsigelighed.

Uforudsigeligheden er med til at gøre cykelløb interessant og sjovt at se på, for man ved aldrig, hvad der kan ske. Vejret kan ændre en på papiret kedelig etape til en yderst spændende én af slagsen qua pludselig sidevind eller massiv nedbør, men også sygdom og skader kan gøre ændre hele løbets gang med et knipse-slag.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Styrt og Nibalis dominans

Tag bare et kig på årets Tour de France. Alverdens cykelinteresserede, mig selv inkluderet, havde set frem til en dramatisk og episk kamp om Tour-sejren imellem tre af verdens bedste etapeløbsryttere, Chris Froome, Alberto Contador og Vincenzo Nibali. Det store slag nåede dog aldrig at udspille sig, da Chris Froome og Alberto Contador styrtede ud af løbet på henholdsvis 5.- og 10.- etape, hvilket grundlagde Vincenzo Nibalis sejr. Men hvilken sejr!

Vincenzo Nibali vandt ikke blot Tour de France anno 2014, han smadrede alt og alle på sin vej. Han dominerede løbet fra start til slut og manifisterede, hvilken fantastisk cykelrytter, han nu engang er. Han vandt med hele 7 minutter og 37 sekunder ned til franske Jean-Christophe Peraud på andenpladsen.

Undervejs blev det også til fire, flotte etapesejre til ”Hajen fra Messina”, men italienerens togt akkompagneret af hans danske holdkammerat på Astana, Jakob Fuglsang, på brostensetapen (5. etape, red.), var en fryd for øjet, og noget, som jeg vil altid vil huske tilbage på. Det var i sandheden et kæmpe øjeblik, som altid vil være forankret på min nethinde. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er stor tilhænger af Nibali, men denne præstation understregede det blot, og er i min optik et symbol på Nibalis store styrke - kompletheden.

Italieneren er nemlig så komplet, at det er helt uhyggeligt. Han kører godt opad, kører fantastisk nedad, kører fine enkeltstarter, er en god afslutter, har et dræber-instinkt, og så kan han åbenbart også køre sublimt på brosten. Dette er definitionen på en god etapeløbsrytter, hvis man spørger mig.

Den franske opblomstring

Også franskmændenes opblomstring var en stor, og ganske uforudsigelig, begivenhed, som jeg fandt ganske interessant. Det kan diskuteres, om denne opblomstring var på en lidt billig baggrund qua Contador og Froomes styrt, men jeg tager hatten af for især Jean-Christophe Peraud, Thibaut Pinot og Romain Bardets præstationer under sommerens Tour de France.

De tre franske musketerer blev henholdsvis nummer to, tre og seks i løbet. Derudover kæmpede Pinot og Bardet en yderst intens og drabelig duel om løbets hvide ungdomstrøje, hvor 24-årige Thibaut Pinot endte som sejrherre. Denne kamp om en af de ”sekundære” trøjer gav løbet den spænding og fight, som manglede qua Nibalis dominans. At kampen så var mellem to franskmænd, er jo kun et ekstra krydderi til hele seancen.

For at sætte disse flotte, franske præstationer lidt i relief, vil jeg komme med lidt fakta:

• - Man skal helt tilbage til 1984 for at finde det seneste Tour-podium med to franske ryttere repræsenteret (Laurent Fignon vandt, mens Bernard Hinault blev nummer to.)
   
• - Inden årets Tour de France var den seneste franske podieplads tilbage i 1997, hvor Richard Virenque blev nummer to.
   
• - Den seneste franske vinder af ungdomstrøjen, foruden i år, var Pierre Rolland (2011).
   
• - Den seneste bedste franske placering i klassementet, inden i år, var Thomas Voecklers fjerdeplads i 2011.

Dette vidner om, at Tour de France anno 2014 i allerhøjeste grad var et succesrig ét af slagsen for den stolte franske cykelnation, hvilket er glædeligt for alle cykelfans. I min verden skal hjemmebane-rytterne helst have succes i deres ”eget” løb. Det hører ligesom til, samt det øger begejstringen i landet, som så smitter af på stemningen blandt tilskuerne ude på ruten. Det medfølger så, at hele løbet får et løft, og at rytterne giver den en ekstra tand, som udmønter sig i fantasiske cykeløjeblikke. Kald det en slags domino-effekt, hvis i vil.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Men med Peraud, Pinot og Bardets flotte kørsel er der måske håb for fremtiden. Godt nok er Jean-Christophe Peraud 37 år, men Thibaut Pinot (24) og Romain Bardet (24) har altså fremtiden foran sig.

Dermed kan man måske håbe, at der indenfor en overskuelig fremtid kan blive sat en stopper for den tørke, som Frankrig er inde i angående sejre i Tour de France. Ikke siden Bernard Hinaults sejr i 1985 har en franskmand stået øverst på sejrsskamlen. Sommerens Tour giver i hvert fald håb og optimisten for fremtiden.

Men én ting har jeg lært af dette års Tour de France, som var spækket med underholdning, spænding, drama og store cykeløjeblikke, men også cykelåret i helhed - forvent altid det uforudsigelige!

Det uforudsigelige er blandt årsagerne til, at jeg elsker cykelsporten.