Cykelåret 2014: ”It was amaaazing …!”

Af Adam Aisen

2014 blev året, hvor jeg for alvor, og mere professionelt, kom til at beskæftige mig med mountainbiking (MTB). Ikke som udøver, bestemt ikke - trods en del ture i terrænet, vover jeg stadig ikke at kalde mig ’mountainbiker’ - men som stærkt fascineret beskuer og journalist.

Der er i den forstand meget at huske året 2014 for - Simon Andreassen, Malene Degn og Annika Langvads fabelagtige præstationer, hvis de danske briller skal på. Og navnlig Julien Absalon og Pauline Ferrand-Prevots måder, på deres bedste dage i sæsonen, at gøre alle andre i verdenseliten til statister; ophæve sporten til kunstneriske indslag.

Alligevel er der en særlig begivenhed fra 2014, som her ved årets slutning trænger sig på, og som egentlig ikke involverer nogle af de ovenfornævnte. En særlig, spektakulær begivenhed, som det føltes som noget helt specielt - underholdende var det i hvert fald - at have overværet.

Der hvor teknik, styrke, taktik og alt det andet, som i kombination skaber sejre og  mestre, for en stund tilsættes af det helt særlige krydderi, der kaldes vilje. Den rene, indre trang til at overvinde sig selv, ikke give efter - for noget som helst. Finde det frem, som faktisk ikke er der.

Det vender vi lige tilbage til - først lidt historie ...

1990 - Årets dille
Min egen interesse for MTB går egentlig langt tilbage, men har mestendels været på distance. Men altså: her ved min side, denne skrivende aftenstund, har jeg nogle udgaver af det hedengangne danske magasin ”International Cycling” liggende, alle købt og læst i 1990 og gemt - og hør blot.

I januar-bladet indleder ansvarshavende redaktør Henrik Elmgreen indslaget ”mountain bike - det er bare sagen” med ordene: ”Alle taler om den, og de fleste kører - i hvert fald lejlighedsvis - på den”. Jo da, den udråbes til ”årets dille”, og dengang stadig aktive koryfæer som bl.a. Jens Veggerby, Rolf Sørensen, Jesper Worre, Brian Holm og Dan Frost udtaler sig om den, denne nye, underlige cykel.

Senere samme år, i juni-bladet, går skribenten Allan Rasmussen mere i dybden og forklarer om sporten og om dens ”forrygende udvikling”. Nej, det er ikke bare amerikanske ’freaks’ på farvestrålende cykler, som leger (og ødelægger skovene) - det er faktisk en rigtig sport. Og det forklares, at - og hvorfor - der er etableret noget så sært som en World Cup, som den der findes i alpin skisport. Minsandten om ikke en afdeling skal køres i Danmark, i Viborg. Den 22-23. juni 1990.

Allan Rasmussen slår fast: ”Der er ingen tvivl om, at Mountain Bike sporten bliver populær” (…) ”Der er lidt show i det , men ingen skal tro, at Mountain Bike disciplinen ikke er mindst lige så hård som et ’rigtigt væddeløb’”

Det var altså i juni 1990, og i august berettes der om ”dansk succes i Viborg”. Både i den forstand, at World Cup-arrangementet var vellykket (verdenseliten var til stede), og at den danske cykel cross- og landevejsrytter, Henrik Djernis, forsøgte sig med MTB-sporten og efter et offensivt løb kørte sig på podiets nederste trin. To andre danskere kørte sig i top 30 - Michael Jørgensen (nr. 15 ) og Thomas Nørup (nr. 27).

Sidst på året, i december-bladet og i Banani-MTB, der kørtes for anden gang i Egebjergskoven ved Værløse, tog Djernis en suveræn sejr. Som Elmgreen kunne fortælle var det lige dele sport og show, blandt deltagerne var Ole Ritter, Jørgen Emil Hansen samt landevejsprofferne - og dem som skulle blive det - Brian Bistrup, Thomas Bay, Johnny Weltz, Frank Høj, Bo Hamburger og Lars Michaelsen.

Samme år - stadigvæk i 1990 - var de første verdensmesterskaber i cross country (XC) MTB blevet kørt, i Durango, Colorado. To år senere, i Bromont (Canada), har Djernis fået så meget smag for sporten, at han vinder sit første af tre efterfølgende verdensmesterskaber, i 1993 endog med landsmanden Jan Erik Østergaard to trin længere nede på VM-podiet. Inden 1990’erne er omme har Østergaard snuppet endnu en bronze (1995), Djernis vundet en fjerde VM-medalje (sølv i 1997), Lennie Kristensen blevet hædret som europamester (1997) og Michael Rasmussen taget VM-titlen (1999).

Jo, man kan roligt sige, at Danmark var med, da det hele startede.

2014 - ”It was amaaazing …!”
Hermed tilbage til 2014. Med erindringen om, hvad Allan Rasmussen skrev i 1990 - at sporten med sikkerhed var kommet for at blive, hvilket jeg allerede dengang bed mærke i!, - med konstateringen af, at VM for første gang siden Rasmussens titel i 1999 i svenske Åre skulle tilbage til Skandinavien - til norske Lillehammer - og med begejstringen over, at jeg skulle derop; til Norge.

For at se det VM, hvor altså Danmark igen fik flere ryttere på VM-podiet, hvor Absalon - mit eget vel nok største idol udi MTB - satte ærkerivalen Nino Schurter på plads.

Og hvor italienske Marco Fontana hentede bronzen hjem ved at fremvise en aldeles imponerende vilje - det var nemlig ham - da den var allermest nødvendig. Den særdeles populære, teknisk brillante og festlige rytter havde ikke haft sin bedste sæson, faktisk havde den været pænt dårlig, og om han kørte for en kontraktforlængelse vides ikke. Men at køre stærkt og kæmpe for det, det gjorde han i Lillehammer.

Bevares, Absalon og Schurter er på dagen i en klasse for sig, endnu engang og med Absalon i forrygende form, men Fontana kører sig hurtigt langt frem, og han ligger længe med sin tyske teamkammerat Manuel Fumic efter de to forreste. Fumic får dog defekt, ryger fra, og senere rammes så også Fontana af en defekt. Nu har han en anden tysker, Moritz Milatz, lige efter sig.

Det er sidste omgang, og jeg overværer scenariet i det fri, på den sidste lange, skrappe stigning, som går højt op ad fjeldet. Minutter forinden har jeg i den bragende sensommersol stået lige ved siden af Pauline Ferrand-Prevot og hørt hende heppe sin landsmand Absalon på vej mod titlen (”allez Julien, allez!”), men nu er det ikke fransk, men italiensk, der runger på det norske fjeld.

En fuldstændig sammenbidt Fontana tager fat på stigningen, Milatz er ikke langt efter, og den langt mere klatrestærke tysker vinder frem. Syren må simpelthen stå italieneren op til over begge ører, og alt i kroppen må skrige. Men han hører det næppe - for en gruppe på 15-20 italienske fans samler sig ved Fontana. Og de løber ved siden af ham, et godt stykke op ad stigningen, og råber, skriger, brøler, hujer, pifter, fægter om sig med knyttede næver - fighternæver - og gør alt, der står i deres magt for at piske deres helt frem.

Det er helt uvirkeligt, og selvom man da har set gale cykelfanatikere løbe langs landevejsstjernerne i de høje bjerge, virker det her meget anderledes.

Ikke mange meter bagved ligger Milatz, kører sin egen fart - ret uforstyrret. Og de italienske tifosis har held med deres forehavende. Om det tænder en ild i Fontana, slukker en i Milatz eller gør begge dele, er ikke til at sige, men alle som, som står der og både beundrende, måbende, begejstrede, grinende og opildnede ser, hvordan Fontana pludselig lægger afstand til sin tyske forfølger, de må have følt noget af det samme.

Jeg elskede det! Og ligeså ærgerlig, jeg var over ikke at have fået filmet det eller taget billeder af det spektakulære scenarie (jeg har desværre heller ikke været i stand til at finde youtube-klip af optrinet), ligeså spændt var jeg på, ved det efterfølgende pressemøde, at nævne det for Fontana. Hvordan oplevede han det, hvad forskel gjorde …

”It was amaaazing …!,” afbryder han mig, fremkalder det måske for sig selv. ”Den støj mine landsmænd lavede, gav mig det ekstra at køre med,” fortsætter han. Jeg smiler - han smiler.

Der er lidt show i det , men ingen skal tro, at Mountain Bike disciplinen ikke er mindst lige så hård som et ’rigtigt væddeløb’ …
 

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe