Ryttere, mekanikere, massører, chauffører, sportsdirektører og managere: Der kan blive trængsel på arbejdsformidlingerne rundt omkring i Europa i efteråret. Og i Tyskland ser det specielt sort ud.
Discovery Channel forsvandt. Team Wiesenhof ligeledes. Astana står måske over for umiddelbar opløsning. Ingen kender fremtiden for Team Milram og mineralvandsdrengene fra Team Geroldsteiner.
”Skylden ligger hos doperne og hos pressen, der fuldstændig ensidigt går løs på cykelsporten med kødøkserne uden at nævne dopingproblemerne i andre sportsgrene. Om to til tre år har vi måske kun T-Mobile tilbage i Tyskland og måske ti gode tyske ryttere. Og så forsvinder hele fundamentet under professionel tysk cykelsport”, siger nuværende manager hos Team Wiesenhof, Jens Heppner, der sammen med sine 35 ansatte – deriblandt Jan Ullrichs bror Stefan, der er mekaniker - snart kan stille sig op i arbejdsløshedskøen, hvis miraklet ikke sker.
Den tidligere CSC, og nuværende Discovery Channel – sportsdirektør, Sean Yates, er ikke uenig: ”Prøv at forestille dig det her. Vi har gennem de sidste ni år vundet
Tour de France otte gange, og nu er vi stort set værdiløse. Vi var i paradis, og nu er det slut”.
Men Tour de France-vinder, Alberto Contador, - han må da hurtigt ku’ få sig et andet job? Det er den erfarne Yates iflg. radsport-news.com langt fra sikker på: ”Hans (Contadors red.) personlige manager står over for et meget stort arbejde”.
Geroldsteinermanager Hans-Michael Holczer, følger op på denne vurdering ved at anbefale hold, der måtte være interesserede i Contador, til først at ”undersøge hans blodværdier”.
Hans-Michael Holczer ved selv endnu ikke, om Geroldsteiner er købt eller solgt. Men produktet fejler ikke noget, og kunne sagtens annonceres således: ”Fremragende ryttere, velfungerende teamstruktur, ingen dopingskandaler” - men på trods af de gode anmeldelser, ser fremtiden ikke lys ud. For som Holczer formulerer det:
”Cykelsport opfører sig som en selvmorder, der sammenbidt arbejder hårdt på at ødelægge sit eget eksistensgrundlag”.