Dagbog fra en weekend i cross-land

Det er december, søndag og klokken er 15.00, men der køres ikke store cykel cross-løb. Ikke i denne weekend og heller ikke i den kommende. De store ryttere og hold er i stedet taget på træningslejre i Spanien - og vi andre keder os pludselig. 

Men fortvivl ikke: den lejlighed benytter vi nemlig til at give jer et indtryk af, hvordan en løbsweekend som den i forrige uge med løb i belgiske Koksijde og hollandske Geiten foregår, når man som de danske ryttere rejser frem og tilbage fra Danmark. Det er dog ikke en dansk rytter, men den herboende newzealænder, Angus Edmond, som Feltet.dk har opfordret til at beskrive en af de weekendture til cross-land, han gennemfører en del af hen over vinterperioden. 

Opfordringen - og udfordringen - tog han op, som det kan læses i nedenstående dagbogsberetning.

...

Torsdag morgen
Min ven og mekaniker Bender ankommer til min bopæl. Klokken er 8.30. Jeg er der først selv klokken 8.40. Klokken 11.00 kommer vi omsider af sted, men til vores forsvar skal det siges, at Bender er nødt til at skifter lejerne på tre hjul.

I mellemtiden får jeg lavet mig en smoothie, risbarer og andet mad, lidt mad til turen - forude ventede en lang køretur og et par dages konkurrence. De næste elleve timer bliver bag rattet, da Bender ikke har kørekort …

Torsdag aften
Lille i Frankrig når vi til omkring klokken 22.00. Her bor en af mine to sponsorer: Willam fra Malteni. Salami, ost, pasta - og øl står klar til os. Til stede er også Gianluca fra Deda Elementi, som jeg skal tale med om nogle nye hjul.

Ved midnatstid er jeg i seng. Jeg lover mig selv - igen - aldrig mere at spise pasta. (Er du klar over, at lidt under hver tredje af os har en eller anden form for glutenintolerance?)
 

Fredag morgen
Det bliver en sen morgenmad, hvorefter turen går videre til Koksijde. Der er gået lidt rutine i det nu. Jeg kender World Cup tidsrammerne og har før været i Koksijde. Så vi ankommer og kører på ruten i den sidste times tid af den officielle træningstid.

Ruten er stort set identisk med sidste år. Det er rart, men jeg må indrømme, at jeg havde svedt ud, hvor ubarmhjertigt sandet her er. Bare én lille kørefejl, og du står bomstille og er tvunget til at skulle løbe.

Fredag eftermiddag
Vi møder min vært for natten, Bram, og tager hen til holdledermødet. En formalitet, hvor vi dog får løbsnummeret, parkeringstilladelsen og mulighed for at vælge skiftezone. Ikke at det sidste bliver et svært valg: New Zealand har færrest UCI point af alle tilstedeværende nationer, så det handler reelt bare om at tage, hvad der er til overs.

Vi får også den officielle startliste - et blik på den giver mig en idé om mine muligheder for at slutte i top 50 og dermed tjene 300€ i præmiepenge. Men det bliver svært - der er 54 ryttere til start.

Vi tager hjem til Bram for at få et par øl, noget vin og middag bestående af ris og kødsovs (ingen pasta!).
 

Lørdag morgen

Klokken er 9.00, og morgenmaden består af bacon, æg og avocado (hvilket viste sig at være lige ’tungt nok’, så det bliver anderledes næste gang), hvorefter bilen skal pakkes.

Lidt senere end planlagt ankommer vi til løbet. En stor fejl viser det sig. Når der er løb i byen, er det noget nær umuligt at komme rundt. Mange veje er lukkede, og i forvejen er trafikken tæt. Dette kombineret med den begynderfejl, at jeg havde glemt mine sko i huset, sender mit stressniveau i vejret. Heldigvis er vi dog i to biler, så Bram redder dagen og nervesystemet ved at køre tilbage efter skoene.
 
Det lykkes akkurat at bliver klar i tide, så jeg kan nå at varme en smule op på ruten. Tilliden til min forbedrede teknik gør, at jeg tænker denne opvarmning og træning som en formalitet. Endnu engang tager jeg fejl - jeg erkender hurtigt, mindes om, at det er sandet og ikke mig, som bestemmer. Det griber fat i mit forhjul, og jeg smides ud af kurs allerede på det første stykke nedkørsel. Jeg ryger ind i og over barrieren. Ikke den bedste start, men jeg prøver ikke at lade det gå mig på.
 

Klokken 15.00 - løbsstart
Jeg kommer ok fra start og forsøger endda at overhale et par stykker i de første par sving. Normalt gør jeg end ikke forsøget, da et styrt og en mulig ”DNF” ikke er det værd. Men som sæsonen er gået indtil nu, er min selvtillid vokset, og det holder ikke, at ryttere, som rent faktisk er langsommere end mig, slutter længere fremme, fordi jeg ikke kæmper for det.

Allerede efter den første omgang gennem sandet finder rytterne bagerst i feltet ind i de positioner, som også vil blive deres slutplaceringer. Der er en smule kamp, og jeg vinder lidt, men ikke meget mere end et.

Publikum her er faktisk ikke så opbakkende, som de har været i andre dele af landet. Det er betagende, de forskelle der er; ikke bare hvordan tilskuerne opfører sig, men også hvordan det påvirker ens løb. På nær mine venner iblandt tilskuerne, nogle få lokale og et par børn, er publikum ret stille.

Det var meget anderledes på Koppenberg: ekstremt og et af sæsonen absolut hårdeste løb. På den rute ser man ikke frem til stigningen og til at skulle begive sig ud på endnu en runde - hvis det ikke lige var for tilskuerne. De gør det hele det værd. Deres øredøvende brøl, når man kæmper sig de sidste meter op, gør, at min mekaniker kan høre mig komme på hundrede meters afstand. Kun det gør tanken om endnu en omgang en smule tillokkende.

Jeg håber, at publikum her i Koksijde før eller siden vil indse, hvor stor forskel, de kan gøre for rytterne og ikke kun heppe på de forreste fem - og måske på den bagerste.

Sidste år, da jeg kørte her, klarede jeg tre runder, styrtede to-tre gange og smadrede et forhjul. Da jeg blev taget ud, var jeg mere død end levende og var glad for at slippe for flere runder. I år når jeg fem gange rundt og er temmelig smadret til sidst. Men jeg slutter kalenderens hårdest sand-løb på en 46. plads ud af de 53 startende. Det bliver selvfølgelig fejret ved bilen med Malteni Fan Club og en kasse af de gode ’varer’. Et par gæster i form af drengene fra Soigneur på Strandvejen i København tager del i festen.

Lørdag aften

Middag hos Bram og bagefter en to timer lang køretur til Eindhoven, hvor vi overnatter hos Pieter og Renske.

Søndag morgen

Morgenmad klokken 8.00. Bacon, æg og avokado. Igen. Ja, jeg er en ædedolk og straffes for det. Foruden venter først to timers kørsel nordpå til Gieten.

Den står igen på sand (!), denne gang i Gieten, men på en hurtig rute, som også er meget smukt beliggende. Det ser ikke umiddelbart ud som om, det skal være et løb for mig. De hurtige ruter betyder ofte, at afstanden mellem de førende og dem nede bagved bliver større, og at jeg hives ud af løbet tidligere end ellers.

Jeg får presset en smule opvarmning ind mellem løbene, og så sætter jeg mig ellers til rette i bilen med varme i sædet i et forsøg på at bekæmpe kulden udenfor. Jeg varmer min skinsuit op ved at klemme den ind mellem sædet og min røv. Jeg er træt af trække i koldt tøj.

Vi var oppe til halvsent aftenen før i Eindhoven, selvom indtaget ikke blev alt for stort (men det er svært at lade være med så mange gode øl!). Kun seks timers søvn blev det til, og det er jo en helligbrøde, når det kommer til ordentlig restitution. Så mens der kæmpes med at holde kulden fra kroppen, er jeg også i en infight med en antydning af tømmermænd.

Imens er Bender flittig bag bilen. I omkring tre kvarter står han og justerer på gearene og gør cyklerne klar. Der røg en ege i går på et af hjulsættene, de hjul, jeg ville bruge i dag, og nogle af kassetterne skifter ikke helt så let, som de burde. Det betyder endnu mere hjulpleje og måske nye kassetter, når vi kommer hjem. Vi har allerede skiftet lejerne i halvdelen af hjulene siden sidst, og også alle kablerne, bremserklodserne, og lejerne i krankboksen og pedalerne.

Næste uge skal bruges på at tage kontakt til flere nye sponsorer.

Klokken 14.58 - to minutter til løbsstart
Ingen soigneur i dag til at tage min jakke, så Bender tager den tjans med i dag. To minutter før løbet skydes i gang forsvinder han for at nå hen til depotet i tide. Et minut og tredve sekunder efter, han er smuttet, nedlægger et vindstød en tredjedel af barriererne på den ene siden af målpassagen, så vi er nødt til at vente, mens de bakser med det.

Så begynder det at regne.

Skulle man nogensinde reflektere over, hvorfor en soigneur er værdifuld, skal man bare prøve at stå i en situation som denne. Man ser til, mens alle andre får sine jakker tilbage og på - ventetiden går i den tunge regn.

Da vi omsider kommer i gang, starter først det rigtige drama. Allerede i andet sving på den første omgang styrter Niels Albert og ryger helt ned bagved. Selv jeg, takket være nogle få indkørte UCI point i løbet af sæsonen, startede ikke helt bagerst.

Sjældent hvis nogensinde har jeg oplevet et blodbad som i dette løb. Ryttere, der ryger ind i barriererne, andre, der løber med cyklerne på grund af tekniske problemer, ikke engang Sven lykkedes det at gennemføre.

Efter at have kæmpet nogle af de vildeste kampe i hele sæsonen, slutter jeg på en respektabel 34. plads uf af de 49 startende - og med et desperat behov for nye solbriller. Så meget sand havde jeg fået i øjnene, at alle vejlys på vejen hjem har små glorier omkring sig, og jeg er heller ikke i stand til at læse teksten på min mobil, før efter jeg har været i bad tilbage i Eindhoven. Efter en herlig middag slutter vores dag på en lokal og stemningsfyldt pub, hvor den belgiske mentalitets hemmeligheder vendes med ejeren til et stykke ud på natten.

Mandag morgen

7.30. Seks timers søvn endnu engang, og igen bacon og æg - og så otte og en halv times kørsel tilbage til Danmark.

Mange siger, jeg er tosset, og mener, at min sæson må være virkelig hård med alle disse køretimer til Belgien hver anden weekend. Sommetider også hver weekend. Men det er ikke weekenderne væk, som er hårde. At køre cross-løbene dernede er enormt fedt, og jeg kan klart anbefale det.
 

Det er det at komme hjem, som er hårdt. Bilen skal pakkes ud, ikke at forglemme alt vaskeriet, den beskidte lejlighed og det tomme køleskab, inden jeg omsider kravler i seng til de første ni timers søvn i, hvad der føles som lang tid.

Dagen efter: På arbejde, hente min knægt, købe ind, få fyldt noget i køleskabet, madlavning, højtlæsning og putning. Lade som om vasken ikke er der, og lejligheden ikke roder - og så ellers sætte sig i sofaen og skrive et nyt blogindlæg eller forsøge at kontakte en sponsor for lidt støtte, inden søvnen kalder.

Sådan fortsætter det, indtil det er tid til at pakke bilen nok engang …

...

Angus Edmond repræsenterer New Zealand ved World Cup løb og verdensmesterskaber og har, som det kan læses, et forhold til cykel cross, hvor sport og gode oplevelser går hånd i hånd. Læs mere på hans blog.
 

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx