Dauphiné-analyse: Alt godt kommer til den, der venter

Tilværelsen kan være så urimelig. Forestil dig eksempelvis, at du er er en fremragende klatrer i let kuperet terræn og en glimrende afslutter, der sågar har vundet reducerede massespurter i løb som Baskerlandet og Catalonien Rundt. Det vil naturligvis få dig til at drømme stort om store sejre i ardennerklassikerne og i spurter efter hårde, selektive løb, men forestil dig så, at du ender på samme hold som stjernerne Michael Matthews, Simon Gerrans og Michael Albasini, der alle har præcis de samme karakteristika og slås om kaptajnrollen i præcis de samme løb. Med mindre du hedder Peter Sagan eller er en rytter af lignende format, er det en kamp, du næsten på forhånd ville være dømt til at tabe.

Det er præcis den grusomme skæbne, der har overgået Daryl Impey. Siden det store gennembrud med sejren i Tour of Turkey, hvor han efter at være blevet revet brutalt i asfalten af en vanvidshandling fra Theo Bos vandt hele verdens sympati, har det været klart, at den alsidige og loyale sydafrikaner har et stort potentiale med muligheder i en hel stribe forskellige løb, men skæbnen har været ås ubarmhjertig at placere ham på samme hold som tre ryttere med stort set de samme karakteristika, og som alle har et generalieblad, der kan selv den bedste rytter til at blegne.  Det har gjort det næsten umuligt for Impey at få mange personlige muligheder, og bortset en massespurt eller to i Baskerlandet eller Catalonien har det været meget småt med de chancerne for en af feltets mest loyale ryttere.

Tålmodighed er som bekendt en dyd. Alt godt kommer som bekendt til den, der venter, og det kan Impey heldigvis skrive under på i disse tider. Først forsvandt Matthews, da han indså, at holdets stigende fokus på klassementskampen i grand tours ville være gøre drømmen om en grøn trøje i Touren umulig at indfri hos Mitchelton-Scott, og siden forsvandt Simon Gerrans efter igennem et års tid at have været en skygge af den rytter, der tidligere har vundet både Liege-Bastogne-Liege og Milano-Sanremo. Pludselig efterlod det Impey med et større ansvar i klassikerne og de reducerede massespurter, ikke mindst fordi Albasini efter sygdom gennem foråret aldrig fandt formen til årets vigtigste endagsløb.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Heldigvis har Impey været i stand til at gribe muligheden. Det startede allerede i Tour Down Under, hvor han overgik alle forventninger ved at blive nummer 2 bag Richie Porte på løbets kongeetape og senere i kraft af bonussekunder sikre sig en lidt uventet samlet sejr i mandskabets vigtige hjemmebaneløb. En uges tid senere spurtede han sig til en podieplads i Cadel Evans Great Ocean Road Race, inden han sluttede en fremragende sæsonstart af med en dobbeltsejr ved de sydafrikanske mesterskaber, hvor han som ene mand fra sit hold nærmest fik rivalerne til at ligne statister.

Den flotte indledning skabte naturligvis store forventninger til, at Impey kunne løfte ansvaret på den store scene i Europa, men desværre gik det ikke helt som håbet. Trods stor synlighed og massive opbakning fra sit hold lykkedes det ham aldrig at vinde den forløsende etape i Catalonien, og i årets store mål, Amstel Gold Race, lykkedes det ham trods en behjertet indsats akkurat ikke at komme tilbage til den gruppe, der endte med at afgøre løbet. Derfor forsvandt Impey da også hurtigt fra radaren igen, og det føles allerede som en evighed, siden vi alle talte om sydafrikaneren tilbage i januar måned.

I dag gav radaren så udslag igen. Med ét blev der igen zoomet ind på Impey, da han med en bragende flot spurt nærmest satte Julian Alaphilippe fra hjul og tog en knusende sikker etapesejr med sjælden suverænitet på 1. etape af Criterium du Dauphiné. Alle, der så Hammer Series Stavanger, vidste naturligvis godt, at Impey var i storform - et indtryk, der blot blev bekræftet af en overbevisende prolog - men alligevel kom det formentlig bag på mange, at den sydafrikanske mester kunne sætte sig igennem med en så uhørt overlegenhed i så skrapt et selskab. I Catalonien blev det nemlig tydeligt, at Impey ikke havde fordums skarphed i spurterne, og mens han klatrede fremragende, kneb det med at gøre det færdig som afslutter.

Den slags vanskeligheder var der ingen spor af i dag, og dermed fortsatte han den drømmestime, der har sendt Mitchelton-Scott mod stjernerne i de seneste uge. Fem etapesejr i Giroen, etapesejr og samlet sejr til en genfødt Albasini i Tour des Fjords, sejr i fem ud af seks løb i Hammer Series i Stavanger og Limburg og nu altså også sejr til Impey i Dauphiné - og samtidig har man i Adam Yates en af de helt store favoritter til at løbe med den samlede sejr på søndag… Det er ikke mærkeligt, hvis man har lidt svært ved at få armene ned i Australien i disse tider.

Samtidig kan man gnide sig i hænderne over Impeys form. Årets meget alsidige Tour kræver næppe alsidige hjælperyttere, ikke mindst på et gold, der både vil vinde spurter med Ewan og køre klassement med Yates. Der findes ikke mange, der både kan køre lead-out for ”The Pocket Rocket” og sidde med ganske sent på bjergetaperne, men det kan Impey. I disse dage nyder Impey at være tilbage i rampelyset for en stund, men til juli vil han igen være i sin selvopofrende sliderrolle - og den ved vi, at han mestrer som meget få!

Impeys sejr kom efter en etape, der ellers blev lidt af en fuser. Formentlig var det udsigten til fem meget svære dage i sidste del af løbet, der fik feltet til at lægge en dæmper på kørelysten, og derfor var der ikke megen dramatik på en rolig etape, der helt frem til finalen forløb præcis, som sprinterne drømte om. Alligevel kunne de bedste puncheurs ikke dy sig i finalen, og da der til slut endelig blev åbnet lidt op for gassen på den sidste stigning, blev det alligevel for hårdt for de mest rene sprintere. Der var således ingen Fabio Jakobsen eller Phil Bauhaus, som allerede var i vanskeligheder fra kilometer 0, med i spurten, og det endte helt som forudset inden etapen som en ganske selektiv affære.

Den markante undtagelse var Pascal Ackermann, der var dagens positive overraskelse. Det tyske talent har ikke tidligere hørt til blandt de mest holdbare sprinter, men alle, der så Nokere Koerse i foråret, bemærkede formentlig, at han for første gang også kunne køre offensivt i en hård klassikerfinale. Den forbedrede holdbarhed har han bygget videre på, og efter at have gennemført et knaldhårdt Romandiet Rundt og stadig have kræfter til at tage karrierens største sejr på sidste etape tog han yderligere et skridt ved som den eneste klassiske sprinter at sidde langt nok fremme efter sidste stigning til også at kunne blande sig i spurten. I sidste ende havde kraftudladningen kostet den vanlige topfart, men en tredjeplads på en dag, hvor holdets mere holdbare mand på en etape som denne, Jay McCarthy, end ikke sad med de bedste hjem, spurtede han sig alligevel til en imponerende tredjeplads.

Nedtur var der til gengæld for Bryan Coquard, hvis tropper ellers arbejdede stenhårdt gennem hele dagen for at sætte den formstærke kaptajn op til sejr. I en finale, som ellers burde have passet ham som fod i hose, faldt han for langt tilbage på stigningen til i tide at kunne komme frem i spurten, og dermed endte Johan Le Bons hårde arbejde som skønne spildte kræfter. Dermed blev det klart, at al Coquards fremgang til trods er der fortsat lidt vej at gå, inden han atter er den rytter, der sluttede som nr. 4 i Amstel Gold Race i 2016. Samme nedtur oplevede Edvald Boasson Hagen, der efter en skuffende klassikersæson og en ikke specielt opløftende præstation i de norske løb, oplevede endnu en nedtur på en etape, der burde have passet ham som fod i hose.

Etapen blev også en skuffelse for Lotto Soudal, der til slut gjorde alt for at sende ligeledes formstærke Jens Keukeleire i førertrøjen, men som i selve spurten virkerede totalt uorganiserede og endte med at få Tiesj Benoot ind på en 4. plads, mens den belgiske kaptajn ikke var i nærheden af den andenplads, der havde sendt ham op på podiet med en af sportens mest prestigefulde trøjer på sine skuldre. Bedre blev det helle ikke af, at Benoot akkurat gik glip af de bonussekunder, der kunne have hjulpet ham med at genvinde lidt af den tid, han satte til på gårsdagens prolog.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

I klassementssammenhæng var det i stedet Julian Alaphilippe, der endte som den store vinder, idet den lille franskmand, som ikke overraskende viste stor styrke med et stærkt angreb på den afsluttende stigning, spurtede sig til seks vigtige bonussekunder. I det hele taget efterlod han et ganske lovende indtryk, der viser, at vi kan vente os store ting i den indledende fase, indtil han formentlig får det lidt for svært i de rigtige bjerge til allersidst.

Derudover fik vi små svar undervejs. Vigtigst var det, at Geraint Thomas igen konfirmerede det skræmmende indtryk hans trods sit styrt efterlod på prologen, ved med et snuptag at køre op til Alaphilippe og Kwiatkowski på bakken, hvor også hans polske holdkammerat bekræftede den styrke, han viste på førstedagen. Det samme gjorde Bob Jungels, der efter sin gode prolog igen virkede i hopla, ligesom det var positivt at se både Michael Valgren og Pierre Latour vise god form ved som de sidste at komme op til fronten og fuldende den sekstet, der rundede toppen med et lille forspring.

Der var til gengæld visse tabere. Særligt hårdt gik det ud over LottoNL, der mistede tid med begge klassementsryttere på én gang. Et styrt kostede den ellers meget lovende Antwan Tolhoek et dumt tidstab på 40 sekunder, og da også holdets anden kaptajn, Neilson Powless, blev fanget bag styrtet og mistede 1.19, er begge de to talenter sat tilbage. Heller ikke Ag2r kan være tilfredse med en dag, hvor Alexis Vuillermoz som følge af et styrt mistede tid, hvilket overraskende også gjorde sig gældende for holdkammeraten Tony Gallopin. Og helt, helt galt gik det for supertalentet David Gaudu, der havde så store ambitioner, men efter et styrt nu er helt ude af klassementet.

For alle andre gik alt imidlertid efter planen, og de kom alle ét skridt tættere på den næste store test, onsdagens holdløb. Inden da skal de dog igennem løbets letteste etape, hvor det atter vil være de hurtige folk, der vil stjæle rampelyset. Og med bare to sekunder op til førertrøjen vil den allermest ivrige af disse formentlig være Impey, der med en podieplacering vil kunne opleve et af sportens helt store momenter med en førertrøje i et af sportens allerstørste løb. Det ville ikke være nogen helt ufortjent belønning til en af de mest loyale folk i feltet. Alt godt kommer jo som bekendt til den, der venter.