Den personlige træner vinder frem

Cykeltræningen foregår med klubben, hvor også fællesskabet findes. Men den mentale træning, coachingen og planlægningen, sker i samspil med den personlige træner, som både udarbejder træningsplanen og sparrer med atleten. 

Sådan er det blevet for stadigt flere cykelryttere på både konkurrence og motionsplan. Men selvom det nok var med Bjarne Riis og hans tætte forhold til sportslægen og træneren Luigi Cecchini, at den personlige træner og coach for alvor blev en anerkendt metode herhjemme (selvom også bl.a. Fasto Coppi havde en tilbage i 1940-50’erne), behøver man måske ikke være i verdenseliten for at få gavn af den personlige træner.

Samme mål for elite og bredde
Hvad der kræves er dog store ambitioner om at forbedre sig – samt villighed til at betale et ekstra beløb for, at en professionel træner varetager ens træningsstruktur, fremgang og udvikling. Hen over en længere periode eller i forberedelserne mod en særlig målsætning.

Og det har altså stadigt flere atleter lyst og midler til i disse år.

For, som indehaveren af virksomheden AimHigh, Rune Larsen, fortæller, så er udgangspunktet principielt set det samme for både elite og bredde: Man vil have det maksimale ud af sin indsats på cyklen, og man kan se et formål med at alliere sig med en, der kan give individuel sparring. Hvad der tidligere var forbeholdt ryttere på topniveau, er i højere grad blevet tilgængeligt for ryttere på lavere niveauer.
 
”Der er en tendens til, at selvom man ikke er verdenselite, så vil man gerne have nogle betingelser, som er på højt niveau”, forklarer Rune Larsen, som selv gennem flere år havde været en del af Team Danmark systemet, bl.a. som landstræner og som landsholdsrytter. Det motiverede ham til at stifte AimHigh, der i dag blot er én af en række virksomheder, som tilbyder personlig træning og coaching.

”AimHighs udgangspunkt er at kunne tilbyde det samme som Team Danmark og Danmark Cykle Union for alle dem, som ikke lige er i den eksklusive gruppe og kan bruge dette system. Ganske vist mod betaling. Men at kunne tilbyde noget på samme høje niveau”, uddyber Rune Larsen.

Individualisering af træningen
Hvad i vores tid, det så egentlig er udtryk for, når atleter på alle niveauer finder både tegnebogen og lysten frem til at blive personligt vejledt, er der givetvis adskillige svar på. Men det synes åbenlyst, at stadigt flere inden for cykelsporten søger at skabe en balance mellem fritidsinteresse, selvudvikling og selvudfoldelse samt hverdagens øvrige gøremål. At investere kroner og ører i en ’effektivisering’ og ’professionalisering’ af sin idræt er en måde at opnå dette på. Som med meget andet er tilgangen blevet mere individualiseret.

Blandt andet kan der i langt højere grad nu end tidligere iagttages en accept af, at man vil bruge penge på sig selv og sin ’karriere’. Det ses tydeligt på de beløb, mange er villige til at bruge på udstyrssiden. Men, fastslår Rune Larsen, det går hånd i hånd med en stadig stærkere erkendelse af, at dyrt udstyr ikke nødvendigvis gør én til en bedre cykelrytter. I tråd med tidens ånd rettes fokus også indad – mod målrettet og mere korrekt træning. ”Opgradering af sin sports- eller satsningspakke”, vælger han at kalde det.

Thomas Bonne, som er træner hos AimHigh og også har en fortid hos Team Danmark og på landshold, er enig i denne tendens mod større individualisering. Han giver en yderligere forklaring på, hvorfor tilbud om personlig træner og coaching bider på hos mange i disse år. Det er nemlig blevet accepteret, at det ikke altid er den stærkeste, som har ret.

”Ofte har det været dem, som var bedst, der dikterede, hvilken måde der var den rigtige at træne på i cykelmiljøet. Der er kommet en langt større accept og erkendelse af, at vi trods alt er forskellige. Og at vi måske har brug for noget forskelligt for at kunne præstere det bedste. Mange har desuden en masse, som skal tilgodeses i dagligdagen, og det hele skal passe ind i de rammer, man har. Mange søger derfor at udnytte tiden bedst muligt og få vejledning til den bedste træning for ’mig’ – og ikke det samme som den hurtigste i klubben eller i feltet”, forklarer han.

Supplement til klubtræningen
Dermed ikke sagt, at den personlige træner vil afløse klubtræningen. Snarere skal det ses som et supplement, for der vil altid være masser at hente i klubtræningen, understreger Rune Larsen. Det er vigtigt at bevare et lokalt cykelmiljø, og mange vil endog møde klubtrænere med stort engagement, stor viden samt lyst og kapacitet til at være en god sparringspartner. Men klubtræning vil i reglen foregå på fællesskabets præmisser, ligesom klubtrænerens rolle løbende skal defineres – også i forhold til den enkelte rytter.

Heroverfor tilbyder den personlige træner sig som en professionel relation. Et samarbejde på atletens præmisser, som følger en klar og aftalt struktur; der følger nogle bestemte privilegier med til den pakke, man betaler for. Og produktet er ikke kun den træningsplan, man får udarbejdet. I centrum er samtalerne, sparringen hvor også de større perspektiver inddrages. Hvor det fælles fokus er at skabe sammenhæng mellem træningen, ambitionerne og dagligdagen. At samarbejde om at finde den bedste måde, hvorpå atleten kan flytte sig.

Noget klubtræneren i mange tilfælde kan hjælpe med. Men som flere og flere altså foretrækker at samkøre med andre helt private anliggender.

Ikke kun træningsprogrammer
Set i det perspektiv – at dialogen og refleksionerne er i højsædet og sidestillet med træningsanvisningerne – kan det ifølge Rune Larsen også lade sig gøre at være personlig træner for en rytter, selvom man i princippet ikke mødes fysisk. Hvilket ellers synes at være en naturlig begrænsning. Som Rune Larsen bemærker, kan man jo sagtens finde træningsprogrammer på internettet eller i en bog, hvis det er det eneste, man er ude efter.

Og de er alt fra 10-12 år og op til over pensionsalderen, de ryttere som i dag vælger at tilknytte en personlig træner. Hos AimHigh er de alt fra nybegyndere og til verdensmestre. Rune Larsen og Thomas Bonne kan nemt blive enige om, at det som personlig træner er sjovt at arbejde med eliteryttere og ryttere på internationalt niveau.

Men det er også den 50-årige kvinde med leddegigt, som formår at gennemføre La Marmotte efter benhård træning og coaching, og drengerytteren, som trods fysisk underlegenhed, tilegner sig evner og selvtillid til at afgøre løbene, der berettiger metoden. 

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx