Dom over Vuelta-holdene - 3. del

Årets Vuelta a España har til tider budt på stor underholdning, og flere af bjergetaperne har været nogle af de mest episke i nyere tid. Kampen om den samlede sejr stod mellem Chris Froome og Nairo Quintana, og colombianeren fik tiltvunget sig sejren med en fantastisk manøvre i løbets tredje weekend på en dag, hvor Team Sky havde en kollektiv off-day.

Derudover blev løbet i allerhøjeste grad præget af danske Magnus Cort, der med hele to etapesejre fik et fantastisk gennembrud, da han var feltets med afstand hurtigste rytter. 

Der har dog været langt flere ryttere og hold med i løbet, end dem der kommer til at sætte sig i hukommelsen, når man tænker tilbage på løbet, og derfor vil vi i en artikelserie, som traditionen byder, foretage en vurdering af hver og et af de deltagende hold.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Bedømmelsen kommer som vanligt til dels at tage udgangspunkt i de opnåede resultater med en hensyntagen til holdets komposition og dets normale placering i cykelsportens hierarki, mens taktiske genialiteter og fadæser bliver henholdsvis belønnet og straffet. Endelig er det selvfølgelig formildende omstændigheder, hvis et holds stjerner enten blev syge eller skadede eller endda måtte udgå. Bedømmelserne foretages på syvtrinsskalaen.

I denne anden artikel behandler vi syv af de hold, der udkæmpede slaget om den samlede sejr i årets Vuelta a España.

Movistar - 12

Antal etapesejre: 1 (Nairo Quintana)

Antal top ti-placeringer: 17

Bedste placering i klassementet: Nairo Quintana (1), Daniel Moreno (8), Alejandro Valverde (12)

Quintana vinder af løbet. Quintana vinder af kombinationskonkurrencen. Quintana 13 dage i førertrøjen. Rubén Fernández 1 dag i førertrøjen. Valverde 10 dage i pointtrøjen. Quintana to dage i bjergtrøjen. Fernández og Valverde 1 dag hver i kombinationstrøjen. Quintana 12 dage i kombinationstrøjen.

Movistar er det eneste tilbageværende spanske hold i verdenseliten, men på trods af den manglende kvantitet, kan man ikke klage over kvaliteten på holdet. Det var en meget overbevisende Vuelta, de fik kørt, og der kan ikke sættes mange fingre på indsatsen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Som vanligt lagde de forsigtigt ud, og selvom Alejandro Valverde på papiret havde nogle muligheder for etapesejre tidligt i løbet, lod man være med at gå efter dem med hele holdet. Det var en smule frustrerende at bevidne, men man må også bare erkende, at holdet var flyvende i den sidste del af løbet, og det kan jo altså være, at det skyldes holdets ret konservative tilgang til tingene i løbets første uge.

Man holdt både Nairo Quintana, Valverde og Daniel Moreno inde i klassementskampen i løbets første halvdel, og da Quintana vandt på Lagos de Covadonga så tingene ganske lyse ud. Det gav dog anledning til bekymring, at Chris Froome slog igen på Peña Cabarga, da enkeltstarten lurede i horisonten, hvilket betød, at Quintana var nødt til at finde mere tid på briten.

Men i løbets tredje weekend leverede Movistar et fuldstændig mageløst og løbsvindende taktisk mesterstykke, hvis lige man kun meget sjældent får lov at bevidne. På den lange 14. etape anbragte man Moreno i dagens store udbrud, hvilket tvang et usædvanligt vakkelvornt Sky-hold i defensiven. Umiddelbart endte det med status quo mellem Quintana og Froome, mens Valverde mistede ti minutter, og det var i stedet ORICA-BikeExchange, der løb med overskrifterne på dagen.

Men det var Movistar, der havde tvunget Sky til at køre alt, hvad remmer og tøj kunne holde, og da de dagen efter formåede at skabe hul til Froome med Quintana, Fernández og den brølstærke Jonathan Castroviejo ved at følge Alberto Contadors angreb, måtte briten kigge sig desperat efter hjælp, for gårsdagens prøvelser kombineret med manglende opmærksomhed i begyndelsen af etapen, hvor de øvrige Movistar-ryttere fik bragt flere af hjælperne i feltet i rødt felt, efterlod ham med kun David López som selskab.

Quintana fik også stor hjælp af resten af udbruddet, og på en ekstremt spektakulær etape lykkedes det ham at vinde to et halvt minut på Froome, og selvom han fik en lussing på enkeltstarten med over to minutter, havde Froome ikke en chance for at genvinde de sidste 81 sekunder på næstsidste etape til Alto de Aitana. Det var intet mindre end to fabelagtige etaper, de fik sat sammen, og sjældent har man så entydigt kunnet pege på et øjeblik i en Grand Tour og sige, at dér vandt den eventuelle sejrherre løbet.

Quintana var selvsagt fremragende, og Valverde lå nummer tre til og med 13. etape. Efter en tredjeplads i Giroen og en sjetteplads i Touren var det i sig selv fuldkommen vanvittigt, men på den beskrevne 14. etape blev det for meget for selv Valverde, der røg ned på 19.-pladsen i klassementet. Og selvom han holdt et stabilt niveau i resten af løbet, lykkedes det ham lige nøjagtig ikke at kravle ind i den historieskabende top ti, hvor han ellers var endt i de sidste fire Grand Tours i træk!

På næstsidste dag måtte han endda lide den tort at få revet pointtrøjen af sine skuldre, hvilken ellers har været hans ejendel de seneste par år.

Fernández kørte også et glimrende løb, og da han var den stærkeste af feltets ryttere på tredje etape, så det ud til, at han pludselig ville kunne blande sig i klassementet, men så vidt gik det dog ikke. Castroviejo blev kun slået af Froome på enkeltstarten, og Rory Sutherland og Imanol Erviti arbejde ustandseligt og utrætteligt for kaptajnerne. Eneste bet for holdet var José Joaquín Rojas’ styrt og medfølgende benbrud på 20. etape.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Tinkoff - 02

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 10

Bedste placering i klassementet: Alberto Contador (4)

Det er ikke med helt god vilje, at Tinkoff får lov at bestå, for den ”hjælp” Alberto Contador kunne få i løbet af de tre uger i hjemlandet lod temmelig meget tilbage at ønske. Det hjalp selvfølgelig ikke, at man tidligt mistede Robert Kišerlovski, men det var alligevel markant, så alene Contador var det meste af løbet, og mon ikke han glæder sig til at komme til et hold, der kan yde ham lidt bedre støtte i de kommende sæsoner? Hvor det så end bliver.

Contador var dog også selv lidt en skuffelse, og han ramte desværre ikke sit topniveau. Alternativt kan det også være, at han ganske enkelt er to niveauer under Chris Froome og Nairo Quintana, men spanierens forår giver spinkle forhåbninger om, at vi ikke har set det sidste til El Pistolero, der for blot anden sæson siden 2006 ikke vandt en Grand Tour i år (hvis man medregner sejrene i Touren 2010 og Giroen 2011).

Når holdet så alligevel får lov at bestå, er det fordi man ikke kan komme uden om bedriften på 15. etape, hvor Contador faktisk fik fin hjælp af Yury Trofimov og Ivan Rovny på en dag, hvor han så ud til at sikre sig en endelig podieplacering. Den fik han så fravristet igen på 20. etape, hvor Esteban Chaves leverede noget af et kup, hvor Contador i bagklogskabens klare lys skulle have kørt efter colombianeren med det samme, denne trådte an i stedet for at antage, at Movistar ville klare skærene for ham.

Det gjorde han ikke, og dermed fortsatte han sin stil med aldrig nogensinde at slutte på et af de to nederste trin på et Grand Tour-podie.

Det eneste andet lyspunkt på Tinkoffs hold var Daniele Bennati, der fik lov at lege med i spurterne, men på syvende etape fik han ikke åbnet tidsnok til at udfordre Jonas van Genechten, og i Madrid var han chanceløs over for Magnus Cort.

Team Sky - 4

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Antal etapesejre: 3 (Holdløb, 2 x Chris Froome)

Antal top ti-placeringer: 11

Bedste placering i klassementet: Chris Froome (2), Leopold König (29)

Peter Kennaugh en dag i førertrøjen. Michał Kwiatkowski en dag i førertrøjen.

Det kommer nok ud på et spørgsmål om smag og behag, når man skal vurdere, hvilken karakter Team Sky fortjener på baggrund af deres Vuelta a España. Nogen ville måske fristes til at lade dem dumpe, fordi holdet egenhændigt var skyld i, at Chris Froome ikke endte med at vinde løbet. Andre ville måske lade dem få topkarakter, da de blev nummer to i løbet og opnåede tre etapesejre.

Vores vurdering hælder til den hårde ende, og det skyldes primært den gigantiske fadæse, holdet leverede på 15. etape, hvor adskillige af rytterne slet ikke holdt sig fremme i starten af etapen, hvor Alberto Contador og Nairo Quintana blæste til angreb. Det betød, at Froome var helt isoleret på store dele af etapen, og det må simpelthen ikke ske for et storhold som Sky.

Man skal dog også huske på, at holdet allerede dagen før havde været på hårdt arbejde, da Daniel Moreno udgjorde en trussel i dagens lange udbrud, men man burde aldrig have ladet ham slippe af sted. Ydermere kan man med en vis portion rimelighed argumentere for, at Froome selv burde have holdt sig til Quintana på starten af 15. etape, og det var rent held, at briten endte med at holde sig inde i klassementet på den etape, for hvis Astana ikke havde gået op i Michele Scarponis niendeplads, havde Froome ikke haft nogen til at trække feltet for sig.

Det nytter dog ikke noget at stirre sig blind på den ene etape, for ellers leverede Sky et ganske fint løb, der åbnede med en særdeles kneben sejr på holdtidskørslen, og hvor Froome vandt både på Peña Cabarga og på enkeltstarten. Peter Kennaugh og Michał Kwiatkowski fik en dag hver i løbets førertrøje, og Leopold König viste efter en svær sæson, at hans niveau stadig er meget højt, da også han lå helt med i toppen af klassementet.

Altså indtil 15. etape, hvor han tabte de famøse 54 minutter. Og det er svært at undlade at vende tilbage til den etape, for det var entydigt den dag, Froome tabte Vueltaen. Det beviste han med sin magtdemonstration på enkeltstarten, men desværre for ham var den forgæves, og derfor lykkedes det ikke Froome at vinde den ganske sjældne Tour-/Vuelta-double, der ikke er præsteret, siden Vueltaen fik sin nuværende plads på løbskalenderen.

Den hårde dom af holdet skal også ses i lyset af, at Sky nærmest aldrig begår fejl, og det var tydeligt, at de ikke rigtig vidste, hvordan de skulle gribe situationen an, da det pludselig var Froome, der skulle ud at vinde tid. Men det var dog også en meget svær opgave over for et monstrøst stærkt Movistar-mandskab. Sky-truppen var dog væsentligt svagere end i Touren, og det er muligt, at meget havde set anderledes ud, hvis ikke Kwiatkowski måtte udgå efter blot en uge. Men vurderingen herfra bliver et 4-tal.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

BMC Racing Team - 10

Antal etapesejre: 1 (Jean-Pierre Drucker)

Antal top ti-placeringer: 14

Bedste placering i klassementet: Ben Hermans (14)

Sejr i holdkonkurrencen. Atapuma fire dage i førertrøjen. Atapuma fire dage i kombinationstrøjen.

BMC kørte egentlig et ganske fint løb i Vueltaen, og de var svært uheldige med, at Samuel Sánchez styrtede slemt på enkeltstarten og måtte udgå, hvilket frarøvede ham en klokkeklar top ti-placering, hvor han muligvis kunne have snuset til en femteplads. Det var frygtelig bittert for den 38-årige spanier, og spørgsmålet er nu, om han kan komme tilbage fra den skade.

En der til gengæld ikke er med til at bidrage til en positiv balance på BMC’s Vuelta-konto er Tejay van Garderen, der allerede inden løbet havde meldt ud, at han ikke ville køre efter en god placering i det samlede klassement. Man må så sandelig sige, at det kom til at holde stik, men at van Garderen aldrig var i nærheden af at kæmpe med om en etapesejr var alligevel temmelig overraskende, og det er ganske opsigtsvækkende, som han er gået i stå i denne sæson.

Så kan BMC glæde sig over en triumf fra en uventet kant, for i et svagt sprinterfelt lykkedes det for Jean-Pierre Drucker at oversprinte Gianni Meersman på 16. etape.

Et andet lyspunkt var Darwin Atapuma, der på fjerde etape udnyttede sin tilstedeværelse i et udbrud til at opnå andenpladsen på etapen og erobre førertrøjen, som han forsvarede i fire dage, og i slutningen af løbet var Atapuma meget tæt på at tage sin første etapesejr i en Grand Tour, men han blev for ivrig i finalen på 20. etape, hvor han angreb Pierre Latour med 600 meter til mål. Det lignede en etapesejr til colombianeren, men Latour kom tilbage og spurtede fra ham til sidst, hvorfor han ikke fik revancheret sig fra sine mange lige ved og næsten-oplevelser i Giroen.

Kollektivt kørte holdet et flot løb, hvilket bevidnes ved deres sejr i holdkonkurrencen, som nær var gledet dem af hænde efter Sánchez’ exit, men heldigvis for amerikanerne var forspringet til Movistar tilstrækkeligt stort forud for den eneste tilbageværende bjergetape, og de formåede at tage en nogenlunde sikker sejr i den konkurrence.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

ORICA-BikeExchange - 12

Antal etapesejre: 4 (Simon Yates, Jens Keukeleire, 2 x Magnus Cort)

Antal top ti-placeringer: 15

Bedste placering i klassementet: Esteban Chaves (3), Simon Yates (6)

Hold da helt op. Hvor skal man starte? Ved slutningen! Magnus Corts to etapesejre på 18. og 21. etape bidrog til at opløfte denne sæson som den mest succesfulde danske sæson igennem i hvert fald de seneste ti år, og Cort fik bevist, at han virkelig er the real deal. Det var hans Grand Tour-debut, men det var ikke til at se i slutningen af løbet, hvor han var helt forrygende kørende med deltagelse i udbrud på både 14. og 17. etape og to suveræne sejre i massespurter.

Allerede på anden etape viste han, at han var virkelig hurtig, da han kom fra en position som omkring nummer 30 og frem til en tredjeplads, hvilket lige nøjagtig ikke rakte til en førertrøje, men det var nok de færreste, der turde tro på, at han ville lykkes med at opnå to etapesejre. Selv holdet havde ikke rigtigt givet ham lov til at spurte på 18. etape, men det gjorde han alligevel, og det er alle nok glade for - bortset måske fra de andre sprintere.

De præstationer, som Cort leverede i Vueltaen, giver virkelig forhåbninger om store ting i fremtiden, og bornholmeren kunne sagtens ende som den største danske cykelstjerne siden 1990’erne.

Det var dog langt fra kun Magnus Cort, det handlede ham hos ORICA-BikeExchange, for Esteban Chaves var klassementskaptajn, og den smilende colombianer lykkedes med at komme på podiet efter en fantastisk 20. etape, hvor holdet gjorde alt rigtigt. Kort før næstsidste stigning kørte de hårdt i sidevinden, hvilket eliminerede Alberto Contadors holdkammerater, og da Chaves efterfølgende stak af og kom op til den forankørende Damien Howson endte han med at tage nok tid på Contador til at generobre sin podieplads, som han havde tabt på enkeltstarten dagen forinden.

Dermed endte Chaves for anden gang i sæsonen på et Grand Tour-podie, og det var ganske lovende at se, at han i denne omgang ikke mistede pusten i den sidste del af løbet.

Klassementsmæssigt handlede det ikke kun om Chaves, for også Simon Yates var med i løbet, og for briten endte det med både en etapesejr og en samlet sjetteplads. Etapesejren kom i hus, da han angreb med få kilometer til mål på den kuperede sjette etape, og det nummer, holdet lavede på 14. etape fortjener også en kommentar med på vejen.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Her havde man placeret Cort, Simon Gerrans og Jens Keukeleire i udbrud, og de samarbejdede om at holde udbruddet så langt foran, at de ville holde op over næstsidste stigning, hvor Yates angreb, så han havde tre holdkammerater til at trække for sig frem mod den sidste stigning, hvorfor han tog et par minutter i klassementet. Det var taktisk fremragende, men hvis man skal være lidt pernitten, kan man sige, at de måske selv var skyld i, at Yates ikke vandt etapen, for han var kun et halvt minut efter i mål, og hvis ikke de havde arbejdet så hårdt for at øge forspringet til lidt mere end det nødvendige, kunne han måske være nået helt op.

Men det var en ganske umulig balancegang, og australierne skal ikke høre for noget som helst. Keukeleire fuldbyrdede succesen for holdet, da han lidt overraskende formåede at sidde med over stigningerne på 12. etape, hvorefter han tog en let spurtsejr

Astana - 02

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 12

Bedste placering i klassementet: Michele Scarponi (11), Luis León Sánchez (26)

Uden Vincenzo Nibali og Fabio Aru fik det unge kæmpetalent, Miguel Ángel López, chancen for at køre for sig selv i sin Grand Tour-debut, men desværre kom han slemt til skade i et styrt allerede på tredje etape, og få dage senere måtte vinderen af Schweiz Rundt udgå af løbet uden at have vist sig det mindste frem.

Så var det Michele Scarponi, der fik en sjælden mulighed for at agere kaptajn i et treugersløb, men italieneren havde ikke samme form, som han havde demonstreret i Giroen, så på den front endte løbet skuffende for det kasakhiske storhold.

Det gjorde det også på de fleste andre områder, og det var egentlig utroligt, at Luis León Sánchez ikke formåede at vinde en etape, for i flere tilfælde demonstrerede han decideret fremragende form. Men det var som om, at de andre ryttere hurtigt lugtede den lunte, så hver gang han havde muligheden i et udbrud, kørte de andre ryttere så meget på ham, at han mistede muligheden for at gøre det færdigt.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Dario Cataldo var heller ikke i storform, og på 17. etape havde han muligheden for at vinde en etape, da han var sluppet af sted med Mathias Frank, men italieneren kunne ikke følge sin schweiziske følgesvend på den vanvittigt stejle Llucena-stigning, og han blev kun nummer fem på etapen.

Mest opmærksomhed bragte Astana på sig selv, da de åbenbart fandt det yderst vitalt at udføre et stort stykke arbejde for at holde snor i det livsfarlige udbrud med Nairo Quintana og Alberto Contador på 15. etape, hvilket mest bidrog til at holde Chris Froome inde i kampen om den samlede sejr, for Scarponis niendeplads endte alligevel med at blive vekslet til en ligegyldig 11.-plads.

Det er anden Grand Tour i træk, at Astana rammer forbi, men denne gang forsvares de ved, at López udgik nærmest med det samme og af, at Sánchez viste tegn til, at han kan ramme sit niveau fra for efterhånden flere år siden.

Cannondale-Drapac - 4

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 8

Bedste placering i klassementet: Andrew Talansky (5), Davide Formolo (9)

Den er efterhånden ikke helt god for det grønklædte Cannondale-Drapac-hold, for sæsonen lakker mod enden, og de har stadig ikke formået at opnå en eneste sejr på WorldTouren. I Vueltaen var de heller ikke voldsomt tæt på, men de formåede dog at placere to ryttere i form af Andrew Talansky og Davide Formolo, hvilket var ganske fint.

Hvor flere af de store hold brillerede i løbet af Vueltaen med opfindsomme taktikker, skal Cannondale-Drapac dog ingen ros have for måden, hvorpå de to placeringer kom i hus. På trods af at have et hav af bjergryttere med i løbet, var det nærmest kun Pierre Rolland, der forsøgte sig med at gå i udbrud, og igen lykkedes det ikke for franskmanden at finde det ønskede niveau.

Talanskys femteplads var vel næsten mere, end man kunne have håbet på, men på enkeltstarten fik han skovlen under Simon Yates. Der var dog virkelig langt op til de fire foran ham, og amerikaneren virker ikke til at have det, der skal til i forhold til at blive en fremtidig Grand Tour-vinder.

Det gør Davide Formolo heller ikke, men det var dog store fremskridt for ham at holde niveauet igennem tre uger og faktisk ende i den samlede top ti. Simon Clarke viste sig også fint frem ved et par lejligheder i den første halvdel af løbet, mens det var mere småt med synligheden af Moreno Moser og særligt Joe Dombrowski, der nok kunne forestilles at have været en smule slidt efter en hård sæson, hvor han blandt andet kørte godt i Giroen.

Tættest på en etapesejr var reelt Ben King, der blev nummer tre på fjerde etape, som blev vundet af Lilian Calmejane foran Darwin Atapuma.

Prangende var det ikke, men to mand i top ti redder alligevel løbet på en ret kedelig facon.