Dagbogsopdatering fra Dorte Lohse.
I oktober 2006 skrev jeg kontrakt med det professionelle italienske cykelhold Nobili Rubinetterie, som nu hedder Menikini Gysko. Allerede 3. februar 2007 tog jeg til Italien for at deltage i deres træningslejr. Ved ankomsten fik jeg oplyst, at jeg skulle køre i Australien, dvs. Geelong Tour og World Cup løbet i Geelong.
Med store forhåbninger til mig selv og holdet, pakker jeg min ramme i kassen for at begive mig ud på en 25 timers rejse “Down Under”.
Geelong Tour består af følgende: 1. dag køres en prolog på 8 km og et kriterium på 30 omgange à 1 km. Samme dag køres en 114 km etape, hvor der efter 59 km skal forceres en stigning på godt 1 km med en stigningsprocent på 24 hele vejen. Kendere vel vide, at det er som muren i Huy i Flèche Wallone – bare dobbelt så lang. 3. og sidste dag køres der 5 omgange à 15 km, hvor der er bonussprint for hver omgang.
Selve etapeløbet skal jeg bruge til at blive skarp til når det virkelig skal gælde – og det er jo til WC-løbet om lørdagen. Etapeløbet er præget af mange styrt, hvilket til dels skyldes, at der deltager en del australske hold, som ikke er vant til at køre i store felter, selvom 100 ryttere jo ikke er særlig mange.
På 2. dagen undgår jeg med nød og næppe at involveres i to styrt og hvem skulle vide, at jeg så dermed havde opbrugt min kvote for held denne gang.
Sidste etape skydes i gang og jeg føler mig helt med, også da T-Mobile sætter sig i front på slutningen af 3. omgang og kører sidevindskørsel. Pludselig kører to ryttere foran mig sammen og vælter. og jeg har absolut ingen mulighed for at undvige. Jeg ryger ned pa venstre side, hvor min arm kommer i klemme mellem asfalten og min krop. Pga den høje fart kurer jeg længe på albuen og husker, at jeg når at tænke, at det her er noget lort. Et splitsekund efter mærker jeg, at huden på albuen springer op med et “pop”, og der står kød ud af såret, og jeg kurer sgu stadig hen af asfalten. Endelig stopper jeg og registrerer at 4-5 ryttere kører ind i nakken på mig, men jeg er mere optaget af, at min albue gør mere end normalt ondt. For at være ærlig var jeg sgu ikke særlig cool på det tidspunkt og vidste udmærket at den var helt gal med albuen.
Ca 5 timer senere bliver der taget røntgenbilleder og om aftenen bliver jeg opereret. Asfalten har raspet noget af albueknoglen og såret skal renses under bedøvelse. Selvom jeg ikke har lyst til at komme i fuld narkose er jeg lettet over, at jeg ikke skal vare live-tilskuer til rensningen.
Her sidder jeg så med armen fikseret med en back slap og stingene tages d. 13. marts. Ved samme lejlighed tager holdlægen stilling til træning og genoptræning. Lige nu er der total forbud mod at træne – ikke engang pa hometrainer. Alt i alt er det ikke en optimal start pa sæsonen og den første tid efter stingene er taget kommer jeg nok kun på hometrainer. Mit mål er fortsat at lave et godt resultat i Tour de L’Aude, men tiden må vise om dèt mål er realistisk.
Under alle omstændigheder skulle dette uheld ikke influere på sidste del af sæsonen og forhåbentlig kan denne ufrivillige pause have den effekt, at jeg er mere frisk på slutningen af sæsonen. end jeg plejer at være