Ekspertdjævlen – analyse af en lunken debat

Denne artikels overskrift er et lån fra en bog skrevet i 1999 af professor i idræt, Verner Møller. Bogen hedder Dopingdjævlen – analyse af en hed debat, og den dykker ned i den heftige debat om doping, som udfoldede sig under og i kølvandet på cykelsportens største dopingskandale. Den, der fandt sted under Tour de France i 1998.

Skandalen havde cykelholdet Festina i centrum og åbnede alles øjne for de massive problemer cykelsporten led under, når det handlede om doping. Den førte også til mistanken, om hvorvidt ’vores egen’ Bjarne Riis havde været dopet, da han i 1996 vandt verdens største cykelløb.

Det var Bjarne Riis, har han senere erkendt – faktisk dopede han sig i en årrække. Det samme gjaldt i øvrigt hans danske holdkammerat, Brian Holm. Og netop Brian Holm skal vi her opholde os ved.

Romantisk tosse
For efter afslutningen på årets Tour de France, er Brian Holm i flere omgange – i både en klumme på Ekstra Bladet og siden i et interview i samme avis – gået til angreb på TV2’s cykeleksperter, Henrik Jul Hansen og navnlig Jørgen Leth. Den aldrende cykelsportsaficionado og cykelfilmmager blev for få år siden taget til nåde efter at have været i ’bad standing’. Og som tredje led i en kommentator-treenighed, bestående af ham selv, Dennis Ritter og eksstjernen Rolf Sørensen, er han nu i højere grad end tidligere placeret i en rolle som analytisk og historisk ekspert.

I Brian Holms øjne er han imidlertid også en romantisk gammel tosse, som forherliger de gamle dage; dengang hvor rytterne ifølge Jørgen Leth leverede store bedrifter og ikke kørte kedeligt som i årets Tour, hvor vi helt blev snydt for bjergdramaer og stort vovemod.

Og hvad i alverden har disse sager så egentlig med hinanden at gøre?

Jo, først og fremmest skrev Jørgen Leth forordet til Verner Møllers bog fra 1999. Også dengang blev han – og andre – nemlig kritiseret for at have kendt til dopingproblemet hele tiden, men at have negligeret det. Og for alternativt at have været absurd naiv og efterfølgende ude af stand til at forholde sig mere (selv)kritisk, når nu sandheden blev klasket i ansigtet som en våd klud.

Dramatisk potentiale
I sit forord til Dopingdjævlen forsvarede Jørgen Leth sig. Der var ikke tale om nogen konspiration blandt de, som var del af cykelsporten, om at fortie noget. Ja, måske man var – også han – romantisk, men nu ville man ”faktisk gerne vide og forsøge at forstå og formidle sandheden”.

”Cykelryttere er ikke blevet uhyrer fra i går til i dag. De er mennesker. De har brug for os, og vi har brug for dem. Fortælle deres historier. Beundre dem, revse dem. Forsøge at forstå hvad de gør,” skrev han blandt andet – og i vanlig stil. Men, lagde Jørgen Leth heller ikke skjul på, sporten har et ”berusende” potentiale, og det er, hvad folk over hele kloden vil med den. De vil ”glemme alt andet” og ”fortabe sig i sportens skabende øjeblikke.” Med andre ord, vil vi gribes, bevæges og rives med.

Sådan lyder den optik, han i årtier har set cykelsporten igennem, den metode han uden bagtanker har anvendt til at få danskerne til at elske cykelsporten som han selv. Ikke belære danskerne, men i sig selv være et eksempel på en æstetisering af cykelsporten. Om vi, danskerne, er modtagelige, det er i og for sig ikke hans sag. Det er vores – og TV2s.

Han fulgte op nogle år senere i det nye forord til 2009-udgaven af sin egen, personlige bog om Tour de France, Den gule trøje i de høje bjerge. Den blev oprindeligt udgivet 1995, dvs. før al balladen. Her hedder det, at alle cykelryttere, til alle tider, ønsker at ”udtrykke sig”, og det er bl.a. det, der gør, at Jørgen Leth trods alle dopingsagerne stadig kan begejstres af sporten. Nok kan vi ikke længere tillade os at være naive, men vi bør heller ikke fralægge os den egenskab, det er at skabe fortællinger sammen med rytterne. Cykelsporten er ikke uskyldig, den er ”ikke et teselskab eller en børnehave”.

En barsk og ren sport
Så langt vil Brian Holm, den tidligere professionelle rytter og nuværende sportsdirektør, givetvis gerne være med. Hvis der er noget, cykelsporten ikke er, så må det da for pokker være et teselskab. Og den er næppe heller uskyldig, i Brian Holms øjne. Men, og det er afgørende, den forsøger på, kæmper med, at blive ren. Og det betyder, at det må være slut med dagdrømmeri om ”overjordiske præstationer”, som han skriver i sin klumme.

Moderne cykling, uden brug af ulovlig medicinering, er en mere jævnbyrdig affære – det er urimeligt og en romantisk fornægtelse at kalde den slags cykelløb kedelige. Det var ”andet end kiks og postevand”, der muliggjorde fortidens ufattelige udfoldelser. Det vi ser i dag er mere ægte og dermed bedre.

Og hvad værre er for Brian Holm, så indpoder disse TV2 eksperter alle os andre med disse forestillinger om, hvordan cykling skal være, hvordan cykelløb bør køres. Modsat har han selv igennem flere år gjort sig til talsmand for, hvad man kan kalde en usentimental udlevering af sporten set fra aktørernes perspektiv. Det er sgu hårdt at køre cykelløb, hverken mere eller mindre. Pisse hårdt, faktisk, om end rytterne da også kan være både stolte, ambitiøse og have en cykelhistorisk bevidsthed.

Men når rytterne bliver sat af på et bjerg, kører ’udramatisk’ og netop ikke angriber, så er det, fordi de kører med, hvad de har – og ikke har – af kræfter i behold. Men også fordi de er realistiske og ved, de ofte har mere at tabe end at vinde, og fordi sporten er bundet op på masser af interesser, personlige og ikke mindst økonomiske. Det må man forstå, forholde sig til og acceptere. Men det vil de ”såkaldte eksperter” ikke – de holder derimod alt op imod fortiden, hvilket Brian Holm ser som et falsum, et farligt et. De giver ifølge ham et usandt billede af moderne cykelsport.

Ophobet irritation
Allerede i sin bog Sportsdirektøren, der udkom og altså var skrevet længe inden årets Tour de France, tordnede Brian Holm. Mod både stokkonservative franske kommissærer, den tidligere og nu helt ’uskyldsrene’ stjerne, Laurent Jalabert, samt altså mod Jørgen Leth, som i Brian Holms forstand ”aldrig er bleg for at svine en rytter til, selv om han ikke aner, hvor mange gear der er på en racercykel”. Kritikken bundede dermed ikke, som nogle ellers ville tænke, i frustration over, at sportsdirektørens OmegaPharma-QuickStep hold præsterede under forventning i Touren.

Men samtidig med, at DCU’s sportschef, Lars Bonde, benyttede Brian Holms efter-Tour-kritik af TV2’s eksperter til at brede billedet ud og påpege mangler og forbedringsmuligheder ved TV2’s samlede Tour-dækning, og Henrik 'Rico' Elmgreen i sin klumme her på Feltet.dk gjorde det samme, fortsatte Brian Holm i et interview sine til tider perfide bemærkninger om Jørgen Leth – måske opildnet af, at TV2’s ansvarlige forsvarede sin legendariske medarbejder, som ikke selv ønskede at kommentere på kritikken. (Hvorved der rent faktisk aldrig blev tale om en rigtig og måske endda tiltrængt, men snarere om en lunken debat - udover på diverse cykelfora, fx her på Feltet.dk.)

Jørgen Leth tror, han er ”cykelsportens H.C. Andersen, men han ved ikke en fløjtende fis om cykelsport,” udtalte Brian Holm. Ligesom vi skulle vide, at supersprinteren Mark Cavendish simpelthen ikke forstår de spørgsmål, “den gamle tosse fra Danmark” stiller ham. Skåret ud i pap: Jørgen Leth er simpelthen ude af trit med cykelsporten anno 2012 og taler i koder.

Så hvad er det egentlig, der er på spil her?

Idealistiske udgangspunkter
Om Brian Holm har ret i sin kritik, om Jørgen Leth – og andre eksperter som Henrik Jul Hansen – burde gå på pension og holde sig til historiefortælling ved teselskaber, og om alle vi, som rent faktisk syntes, Touren var lidt kedelig i år, er galt på den, er der åbenlyst meget delte meninger om. Men hvor vil han hen med det, udover selvfølgelig at give sin retmæssige mening til kende og igen stille sig på rytternes side? (De har jo af indlysende årsager svært ved at sige offentligt, hvad de egentlig tænker). Det handler forhåbentlig næppe om selvpromovering af den københavnske hipster-sportsdirektør eller om personlige udeståender?

Naturligvis ligger der et opgør med eksperterne i Brian Holms angreb, en stærk irritation over en form for æstetisk ’smagsdommeri’ – cykelløb skal være stort og smukt! – som han opfatter som farlig for synet på sporten. For kritikken kommer også fra en idealistisk baggrund: at oplyse os om sportens virkelighed, om atleternes trods alt begrænsede evner – så længe vi altså virkelig ønsker os en ren sport. Vi må lære at finde begejstring i andet end de vilde og ubegribelige udfoldelser; leve med cykelsporten af i dag. Det kommer an på, hvad vi gerne vil se, og Brian Holm selv var jo godt underholdt. (Ligesom også briterne var vilde med den måde, Touren i år kørtes på – åbenlyst fordi deres favoritter dominerede, men også fordi de har lært at værdsætte andre sider af cykelsporten, lært at se det ’smukke’ i noget andet end vi danskere.)

Det centrale i polemikken bunder dermed i, at Brian Holm og ’eksperterne’, personificeret ved Jørgen Leth, forklarer cykelsporten fra modsatrettede vinkler – de lægger med andre ord vidt forskellige ting i, hvad de ser og oplever. At rytterne ikke kan angribe og skabe drama og jo ikke det samme som, at de ikke vil, eller at de ikke skal. På samme måde er en sejr jo langt mere, end at en rytter kører før over stregen end alle de andre. Og også nederlaget har langt flere jordnære årsager end ulysten til at ville ’udtrykke sig’.

Rytterne fortjener det
’Eksperterne’ analyserer og dramatiserer cykelløbet ud fra, hvad de ser. Og de ønsker sig måske også mere, end sporten kan leve op til – solidt bakket op af både medier og alle os andre, der vil have noget for skillingerne. Men er der egentlig noget galt i det? Ja, vi vil gerne underholdes, betages og få det maksimale ud af cykelsporten. Som Jørgen Leth i sin tid lærte det og siden er lykkedes med at give videre til mange herhjemme: At være medskabende. Cykelryttere har jo selv valgt deres erhverv, og uden os til at følge sporten, ville den så overhovedet eksistere?

Det forstår Brian Holm sikkert godt. Men alligevel er han på mange måder ret uforstående – og kritisk: Cykelløbet er, hvad vi ser, men ikke tilsat alle mulige perverterede forestillinger om, hvordan moderne – og rene – cykelryttere tænker og agerer samt ikke mindst er i stand til. Derfor bruger han også sin bog, Sportsdirektøren, til, i modsætning til mange af de øvrige danske bøger om cykelsport, at komme tæt på sportens virkelighed. Beskrive hvordan det rent faktisk foregår. Elske den, men med andre forudsætninger.

Og mest af alt vil han have, at særligt rytterne behandles med respekt, som når han i Sportsdirektøren, forundres over, at journalister bliver ved med at tro, de kan få gode interviews med rytterne lige før og efter et løb. En anden, mere reel og accepterende respekt end den, Jørgen Leth og andre eksperter ud fra egne, idealistiske udgangspunkter udviser dem.

Er vi kommet videre?
Samtidig – og det er velsagtens det essentielle i kritikken – stiller Brian Holm spørgsmålstegn ved, om Jørgen Leth – og andre med ham – overhovedet lærte noget af ’Festina-skandalen’ og den efterfølgende debat. Og den danske sportsdirektør spørger, om Jørgen Leth er den rette til fortsat at påvirke danskerne i denne romantiske retning – om han nogensinde har været det.

Sandt er det, at cykelfilmmageren (og TV2) har haft kolossal betydning for cykelsportens popularitet hertillands, men hvad i alverden nytter det, når den ramme, han tilbyder og sætter op om sporten, forbliver uændret, trods de mange øjenåbnere i form af dopingskandaler? Her insisterer Brian Holm på et filter. Andre, der har det på sammen måde, har for længst forkastet TV2 og valgt at følge cykelløb hos den langt mere nøgterne og konstaterende dækning hos Eurosport.

Trods påstanden om det modsatte, ved Jørgen Leth selvfølgelig ét og andet om cykelsport – det kan umuligt være rigtigt, at man ikke kan udtale sig uden selv at have aktiv eller en del selv. Og man er også nødt til at forholde sig til, i hvor høj grad det for Jørgen Leth handler om rytternes evne til at gennemføre Det Store – bedrifterne, der skriver sig ind i historien – eller om netop at have modet til at kaste sig ud i det. Uanset omkostningerne. Hvilket man fx så Alberto Contador og Andy Schleck gøre sidste år.

Men derfor kan Sportsdirektøren have en væsentlig pointe i, at vi alle, og både Jørgen Leth og andre eksperter, må se fremad og på den sport, vi har i dag, og ikke tilbage på fortidens bedrifter – ægte eller ej.

Det bliver der allerede rig mulighed for, når Vuelta a España starter lørdag i denne uge med fuld dækning af TV2 (og Eurosport). Ruten lægger atter op til hårde kampe i bjergene, og med et skarpt felt af kombattanter er balancen mellem at forvente og opildne drama og at acceptere det, når rytterne ikke udnytter ’tilbudt angrebsterræn’ endnu engang hårfin.

Feltet.dk har tidligere anmeldt "Sportsdirektøren" - du kan læse anmeldelsen her.
 

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk