Eksperten husker legenden: En helt unik rytter

”En helt unik rytter i moderne cykelsport, som har kunnet vinde alle tre Grand Tours og samtidig manifestere sig som en af de bedre endagsryttere.”

Det er de fornemme gloser, som Emil Axelgaard hiver op af eksperthatten, når snakken går på Vincenzo Nibali.

Efter 18 sæsoner, 52 sejre, 27 Grand Tours, hvoraf de fire blev vundet, og 44 monumenter, inklusive hjemmebane-triumferne ved Milano-Sanremo og Il Lombardia, sluttede italienerens tid som professionel ved 2022-udgaven af efterårsmonumentet.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

En gloværdig karriere, der dog som alle andre både havde sine op- og nedture.

”Jeg vil primært huske ham for, at han måske i virkeligheden har stået meget i skyggen af særligt Froome og Contador, måske også fordi at mange stadigvæk tænker, at han fik sin Tour-sejr, fordi netop de to udgik efter styrt,” siger Emil Axelgaard om Nibali.

Nibali vandt Vuelta a Espana i 2010, Giro d´Italia i 2013 og Tour de France i 2014, før han fulgte op med Giro-sejr nummer to i 2016. Det var blot ved Tour-sejren, at Froome og Contador også stod på startstregen, og i det løb styrtede både briten og spanieren ud før bjergene.

Derimod led Nibali nederlag til Froome i Touren 2012, Touren 2015 og Vueltaen 2017, mens Contador var den stærkeste af de to i Touren 2009 og Giroen 2011.

”Det havde set bedre ud, hvis han havde slået dem begge (i en Grand Tour, red.). Det er måske det, der mangler, når man kigger på hans fire Grand Tour-sejre. Så slår han jo på intet tidspunkt de to ryttere, som de fleste anser for de bedste Grand Tour-ryttere i perioden. Det havde selvfølgelig pyntet.”

Nibali vinder 19. etape af Tour de France. Han kom dog aldrig tæt på at forsvare sin titel. Froome vandt, mens italieneren blev firer. Foto: Sirotti.

Imidlertid ønsker Emil Axelgaard ikke at pille noget som helst af pynten af Hajen fra Messinas bedrifter. For de var stadig mange og imponerende.

Den snart 38-årige italiener står som en af blot syv ryttere i historien til at have gennemført den samlede Grand Tour-triple, og oveni det har han vundet to vidt forskellige monumenter, endda Il Lombardia to gange (2015 og 2017).

”Når man ser på hans resultatliste, så er han en af de sjældne ryttere indenfor de senere år, som har excelleret både som endagsrytter og som Grand Tour-rytter. Det gør ham til noget helt særligt. Nu går Pogacar så i hans fodspor, og Roglic har også gjort det. Men begge har et stykke vej, før de har udlignet Nibali, fordi han har vundet alle tre Grand Tours.”

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

”Det er den alsidighed, der gør, at han skiller sig ud som noget særligt. For jeg tror, at de fleste vil sige, at både Froome og Contador har været bedre Grand Tour-ryttere end ham. Når de har været bedst, så har de været mere overlegne end Nibali. Og Nibali har kun for alvor været i spil til Tour-sejren én gang.”

Læs også om: Alejandro Valverdes karriere

Den suveræne og specielle Tour-sejr

Den ene gang kunne dog også have været løbet, hvor Nibali beviste, at han rent faktisk kunne slå Froome og Contaor i en direkte duel over tre uger.

Emil Axelgaard henviser naturligvis til 2014, hvor den ellers hidtil så stabile Nibali ankom til Touren efter en usædvanlig pauver forårssæson og sløj indsats i Dauphiné, men ikke desto mindre erobrede den gule trøje allerede på 2. etape.

På den drivvåde 5. etape røg Froome ned to gange, før feltet end var nået til de brosten, hvor Nibali skulle køre 2.35 fra Contador. Froome, der allerede var på vej mod et gigantisk tidstab, var for længst udgået.

På den første stigende afslutning tre dage senere fulgtes Contador og Nibali ad indtil de sidste meter, hvor spanieren lagde italieneren tre sekunder bag sig.

Yderligere to dage senere var Contadors løb imidlertid slut, da han styrtede og brækkede skinnebenet. Nibali vandt selvsamme etape på toppen af La Planche des Belles Filles og lukkede reelt løbet. Han endte med at vinde med en margin hverken set siden 1997 eller siden overgået.

”Han var vanvittig suveræn, og man kan stadig diskutere, hvordan det var gået, hvis Contador og Froome ikke var udgået dengang. Det var uden tvivl den stærkeste udgave, vi nogensinde så af Nibali, og ud fra de data, som Sky havde, mente de jo bagefter, at han ville have været svær at slå,” fortæller Emil Axelgaard.

Nibali var den stærkeste rytter ved VM i Firenze i 2013. Han kunne dog ikke ryste Rodriguez, Valverde og Rui Costa af, og så listede Rodriguez og Costa sig væk til sidst. Foto: Sirotti.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Var han heldig eller uheldig?

Touren 2014 var hverken første eller sidste gang, at Nibali skulle Grand Tour-sejre efter at have set den værste rival falde fra grundet styrt.

I Vueltaen fire år forinden var Liquigas-rytteren 45 sekunder efter Euskaltels Igor Anton, da den førende basker styrtede grimt på 14. etape, og i 2016 var afstanden hele 4.43, da Steven Kruijswijk på 19. etape af Giroen røg på hovedet i en snedrive på nedkørslen fra Colle dell´Agnello.

”Han har på det område haft nogle heldige omstændigheder, men jeg synes egentlig ikke, at det piller ved hans eftermæle. Det synes heller ikke at fylde specielt meget i debatterne om ham, kun om Touren i 2014,” mener Emil Axelgaard, som samtidig påpeger, at tingene ikke altid har flasket sig for Nibali.

”Hvis ikke han var styrtet på den nedkørsel i Brasilien i 2016, så havde der også været en vis sandsynlighed for, at han måske havde fået en OL-guldmedalje. Det siger også noget om hans alsidighed, at han var med fremme der.”

”Han var også uheldig ved VM i Italien i 2013. Og hvis ikke Maxim Iglinskiy, som senere blev taget for doping, havde passeret ham på den sidste kilometer, så havde han også vundet Liege-Bastogne-Liege i 2012.”

”Det går meget lige op. Jeg synes ikke, at det skiller sig ud hverken negativt eller positivt. Han har vel leveret nogenlunde, som han har fortjent. Han har måske fået mere ud af sit talent, end han berettiger til, fordi jeg anser Froome og Contador som stærkere ryttere.”

Endvidere hylder eksperten Nibalis holdbarhed. Ganske sigende for Hajens klasse kunne han ud af det blå vinde Milano-Sanremo som 33-årig, selvom han tilmed var i dårlig form. Og i en tid, hvor Grand Tour-ryttere blev yngre og yngre, formåede han at gå på podiet fire gange efter sin 30-års fødselsdag, sidste gang som 34-årig ved Giroen i 2019.

Læs også om: Philippe Gilberts karriere

Nibali var ikke altid lige gode venner med Bradley Wiggins under Tour de France i 2012. Nibali sluttede treer efter Sky-duoen Wiggins og Froome. Foto: Sirotti.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Kunne han have vundet mere?

Et vigtigt spørgsmål er så: Kunne Nibali med anderledes valg, måske i form af andre løb eller arbejdsgiver, have fået en endnu større karriere?

”Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror, at han har gjort det klogt ved at satse meget på Giroen. Jeg tror, at selv da han var bedst, så havde han haft svært ved at slå Froome. Han slog jo Nibali i Touren 2012, selv da han kørte som hjælper. Jeg tror, at Nibali nogenlunde har maksimeret det,” forklarer Emil Axelgaard om italieneren, der i to omgange fravalgte at skifte til Sky.

”Det kunne have været interessant at se ham hos Sky. Hvordan det var gået er svært at sige, fordi han ville have stået i skyggen af Froome. Det var svært at se ham køre Tour de France for dem.”

”Han vandt jo ingen Grand Tour for Bahrain. Måske han kunne have vundet Giroen eller Vueltaen efter 2017 med et bedre hold omkring sig, som Sky kunne have givet.”

Modsat mener Emil Axelgaard, at Nibalis impulsive kørestil og meget egenrådige mentalitet næppe ville have passet ind hos de systematiske briter, som desuden næppe havde givet ham lov til at køre det Milano-Sanremo, som i 2018 gav ham en af karrierens højdepunkter.

Nibali efter sin fjerde og sidste Grand Tour-sejr ved Giro d´Italia 2016. Foto: ANSA - PERI / DI MEO / ZENNARO.

Den offensive fighter

Én ting er, hvad der står på rytterens palmares. En helt anden er, hvordan rytteren er kommet frem til disse resultater. Og her står Nibali for Emil Axelgaard som en rytter, der både vil blive husket og savnet.

”Hans fightervilje har været helt ukuelig. I 2016 ligger han ned i Giroen, da der mangler en uge. Han bliver haglet ned i den italienske presse, som synes, at det er helt forfærdeligt, at deres store stjerne kører så ringe. Han kollapser og kører en katastrofal bjergenkeltstart,” fortæller Emil Axelgaard, der fire dage senere kunne se Nibali vende op og ned på løbet.

Fra en 25. plads på enkeltstarten, 2.10 efter Kruijswijk, vinder Nibali 19. etape, hvorefter han den følgende dag på løbets allersidste bjerg flår den pink førertrøje af en ung Esteban Chaves.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

”Der er selvfølgelig noget held i, at Kruijswijk styrter, men det er også Nibali, der er med til at fremkalde det. For han rejser sig i tredje uge og forcerer på nedkørslen, hvilket får hollænderen til at tage nogle chancer,” beskriver Emil Axelgaard, der også mindes 2015, hvor Nibali vandt Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og sit første Il Lombardia.

”Han bliver smidt ud af Vueltaen for at få et lidt for langt håndtag. Mange havde nok sagt: ”Fuck det, nu er min sæson slut. Nu gider jeg ikke mere”. Men han tager til Sicilien og træner som en vanvittig. Han kommer så tilbage og kører et fuldstændig fabelagtigt efterår.”

Nibali sammen med Valverde før legendernes sidste løb, Il Lombardia 2022. Foto: Sirotti.

Foruden fighteregenskaberne vil Emil Axelgaard huske Nibali for italienerens evige angrebslyst.

”Han er en af de mere spektakulære ryttere, som har været i stand til at skabe nogle situationer, som ikke lige var oplagte.”

”Jeg kan huske Tirreno i 2013, hvor Froome havde vundet kongeetapen. Den samlede sejr lå lige foran ham, men så fik Nibali, Sagan og Rodriguez skovlen under ham på murene to dage efter, hvor det pissede ned. Han gav ikke op, selvom Froome reelt havde lukket løbet.”

”Jeg tror, at han er en, de fleste vil savne, for den kørestil, han har haft.”

Vincenzo Nibali begyndte sin karriere hos Fassa Bortolo i 2005, men det var i de følgende syv år hos Liquigas, at han slog igennem. Hans storhedstid begyndte dernæst i 2013 hos Astana, for hvem han vandt tre af sine fire Grand Tours og første monument.

I 2017 skiftede Nibali til det Bahrain Merida-hold, som han selv var med til at starte og forme. I 2020 forlod han mandskabet til fordel for Trek-Segafredo, før han vendte tilbage til Astana for en sidste sæson.