Eksperten mindes Rebellin: Triumferne, dopingdommen og den abnorme holdbarhed

Den 30. november gik Davide Rebellin bort i en alder af bare 51 år, da italieneren på en træningstur i hjemlandet blev ramt af en lastbil.

I denne artikel husker Feltet.dk´s ekspert Emil Axelgaard tilbage på manden, hvis professionelle karriere startede samme sommer, som Danmark havde vundet EM i fodbold.

”Det er det ekstreme ved ham. Jeg gik vel i 1. klasse, da han startede sin karriere. Så af gode grunde er min hukommelse i forhold til ham ikke så lang sammenlignet med de andre ryttere,” indleder 37-årige Emil Axelgaard om den 14 år ældre Rebellin, der først indstillede karrieren denne oktober.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Rebellins første professionelle arbejdsgiver var det stjernespækkede GB-MG Maglificio, der havde navne som Mario Cipollini, Andrei Tchmil, Fabio Baldato og Franco Ballerini i truppen.

Allerede i den følgende sæson præsterede Rebellin sine første top 10-placeringer på øverste hylde, og i 1996 skiftede han til Polti, som han, undtaget et kort visit hos FDJ, kørte for indtil 2000.

I den periode manifesterede italieneren sig som et af verdens største talenter, blandt andet med top 10-placeringer i både Giroen og Vueltaen i 1996, hvilket gav forhåbninger om en mulig klassementskarriere i Grand Tours.

Rebellin som 21-årig nyprofessionel i 1992. Foto: Sirotti.

Det blev imidlertid i klassikerne, at Rebellin det følgende år skulle bryde igennem og med World Cup-sejre i Clasica San Sebastian og GP Suisse pejle retningen for sin karriere. Allerede to måneder efter sin professionelle debut var han blevet nier i Il Lombardia.

I de følgende sæsoner var Rebellin en fast del af Ardenner-eliten, men sejren undslap ham. Det blev til andenpladser i både Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, og i alt nåede han at køre 10 top 10-placeringer hjem, før han som 32-årig i 2004 omsider kørte monumentsejren i hus.

Den 25. april kunne Rebellin løfte armene og ikke blot fejre sit første monument, men også kronen på et værk, der var lagt første hånd på en uge forinden ved Amstel Gold Race. Aldrig havde nogen rytter vundet alle tre Ardennere i samme år (siden har Philippe Gilbert gjort det).

Rebellin skulle genvinde Fleche Wallonne i 2007 og 2009 samt få sin måske største etapeløbssejr ved Paris-Nice i 2008. I 2001 havde han vundet Tirreno-Adriatico.

Positiv efter OL-sølv

Kort efter den tredje Fleche-sejr ændrede Rebellins karriere sig imidlertid med et trylleslag. IOC havde tidligere samme april annonceret, at seks atleter var blevet testet positiv under forrige sommers OL, hvor Rebellin havde vundet sølv.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Mandag den 29. april 2009 bekræftede det italienske cykelforbund, at Rebellin var blandt de seks. Næsten 18 fuldstændig løbsfrie måneder senere fik stjernen to års karantæne for brug af CERA.

”Han har et lidt blakket ry på grund af sin dopingfortid. Han var jo en af dem, der aldrig rigtig blev taget til nåde igen, måske fordi han ikke viste nogen anger. Det virker lidt tilfældigt, hvem der tages til nåde, og hvem der ikke gør,” siger Emil Axelgaard og fortsætter:

24-årige Rebellin under Giro d´Italia 1996. Han kørte sig i pink med en sejr på 7. etape. Han skulle slutte som samlet sekser. Foto: Sirotti.

”Nationaliteten betyder meget, men på den anden side blev Ivan Basso taget tilbage, som ganske vist indrømmede, at han havde forsøgt at dope sig, men som der næppe er mange, der tror på. Så meget anger viste han heller ikke, men Rebellin blev ikke på samme måde taget til nåde.”

”Rebellin har ikke offentligt indrømmet noget som helst, og han syntes til det allersidste, at det hele var urimeligt. Så medmindre der var tale om et kæmpe justitsmord, så vil det altid påvirke bedømmelsen af ham.”

”Som det også gjaldt (Alejandro) Valverde, kan man dog nemmere se igennem fingrene med og forstå, at han har dopet sig, når det skete i en tid, hvor det var normen og en præmis for at få en god karriere.”

”Til gengæld er det lidt sværere at tilgive Rebellin, eftersom han tester positiv i 2008, hvor der er begyndt at komme et holdningsskifte efter Operation Puerto, som han tilsyneladende ikke har taget ved lære af.”

I 2011 genoptog Rebellin karrieren, men selvom han nåede et højt og ikke mindst stabilt niveau, hvilket vi vender tilbage til, blev han aldrig den samme dominerende faktor igen.

Italiensk hierarki og argentinsk statsborgerskab

Ved en rytter af Rebellins kvalitet kan man let få tilbøjelighed til ikke kun at se på de mange topplaceringer, som rytteren har opnået. I lige så høj grad bemærker man dem, der IKKE står på rytterens palmares.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Hvad sidstnævnte angår er der for Rebellins vedkommende særligt tale om mesterskabsløbene.

”Han stod meget i skyggen af (Paolo) Bettini. De var meget ens som ryttertyper, og Bettini var bare lige den tand bedre, hvis man ser bort fra 2004-sæsonen. Rebellin fik aldrig rigtig chancen for at køre VM-løbene. Det er noget af det, man kan huske ham for. At han konsekvent blev forbigået til VM, fordi de byggede holdet op om Bettini,” mindes Emil Axelgaard.

Rebellin fuldender sit Ardenner-hattrick ved Liege-Bastogne-Liege i 2004. Han slog Michael Boogerd med to sekunder. Foto: Sirotti.

Rebellin kørte VM hvert år fra 1996 til 2001, men i perioden, hvor både han og Bettini var bedst, trak han det korteste strå. Først i 2006 deltog han atter ved VM - med en 48. plads, mens Bettini vandt sin første af to guldmedaljer i træk.

”Ved VM i 2004 på hjemmebane bliver han ikke udtaget, selvom han har haft den vilde sæson. Der prøvede han at få argentinsk statsborgerskab lige indtil det sidste. Det blev blokeret i sidste øjeblik af UCI. Han var heller ikke med til OL samme år, hvor de vinder med Bettini. Bettini ejede holdet, og Rebellin stod i skyggen,” beskriver Emil Axelgaard og fortsætter:

”Efterfølgende kunne de ikke overse ham mere. Så kom han med til det berømte OL i 2008, som bliver starten på hans fald. Han vandt sølv, men fik det frataget.”

”Det var måske meget symbolsk, at han fik sin eneste medalje i et løb, hvor Bettini var den store favorit, og Rebellin kørte som løjtnant. Der kørte en stor gruppe af løjtnanter tidligt, og de afgjorde løbet. Rebellins oprejsning varede så under et år, før han testede positiv og mistede medaljen.”

”I de første år af sin karriere led han meget under, at han var meget genert og stille. Han var ikke en mand, der tog ansvaret. Det var en af grundene til, at han kom til at stå i skyggen af Bettini.”

Cykelrytter som 51-årig

Rebellin kørte sit niende VM i 2008. Han blev nummer fire med to landsmænd og Matti Breschel foran sig, hvilket var det tætteste, som han nogensinde kom regnbuen. Efter dopingdommen kom han nemlig aldrig til at køre for landsholdet igen.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

De manglende mesterskaber og dårligere resultater til trods blev tiden efter 2011 den måske allermest definerende for Rebellins karriere. For selvom han rundede de 40 år i 2011, fortsatte han i yderligere 11 sæsoner.

”Han havde lagt dopingdommen bag sig, og folk blev imponerede over, at han kunne fortsætte så længe. Dermed blev det også lidt nemmere at se igennem fingre med dopingdommen. Og når en mand dør i den alder, giver det sig selv, at der kommer en kraftig sympatireaktion,” fortæller Emil Axelgaard og fastslår:

”Men det er klart, at folk i dag ser tilbage på hans karriere med mere positive toner, end da han testede positiv og forgæves prøvede at komme tilbage til allerhøjeste niveau i de følgende par år.”

Feltet.dk-eksperten understreger, at Rebellin samlede et imponerende CV sammen. Fem Ardenner-klassikere, en masse semiklassikere og to WorldTour-etapeløbssejre sender en rytter langt op på diverse ranglister. Det samme gør en sæson så vild som 2004, og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis Rebellin havde fået flere chancer ved VM?

Rebellin (tv) efter sølvmedaljen til OL-landevejsløbet i Beijing. I 2010 blev han frataget medaljen grundet doping. Foto: Sirotti.

I helt samme klasse som Valverde, Vincenzo Nibali og Gilbert rangerer Emil Axelgaard ikke Rebellin. På den anden side er eksperten mindst lige så imponeret af italienerens vedholdenhed og professionalisme, som han vurderer cykelfans har været det.

”Når man husker tilbage på ham nu, så tænker man lige så meget på hans holdbarhed som hans resultater. Lidt ligesom Valverde. Hvorimod man ved en type som Gilbert tænker primært på resultaterne.”

”Hovedfortællingen om Rebellin er i virkeligheden hans holdbarhed. Hans alder var abnorm, og hans niveau for en 51-årig var rystende højt. Han kørte top 10 i Sibiu Cycling Tour (i 2021, red.), som er et løb med WorldTour-hold. Det er jo helt abnormt. Og han kom tilmed tilbage fra et brækket lårben som 50-årig sidste efterår. Det er jo i sig selv vanvittigt imponerende.”

”Det er også imponerende, at han kunne holde ud at leve så dedikeret. Det fortæller diverse nekrologer også i disse dage. Han levede en munkeagtig livsstil og var bare så passioneret. Han levede som vegetar og sørgede for at sove alt det, han skulle. Han har kunnet gøre det i alle de år.”

”Jeg så, at Wielerflits´ nekrolog sluttede med en meget flot kommentar, der lød, at på et øjeblik var 51 år ikke længere ekstremt gammelt. Nu er det pludselig alt for ungt. Det er meget sigende. For her til sidst er det meget hans alder, som folk husker ham for. Også fordi mange af de nuværende fans ganske enkelt ikke kan huske, da han var allerbedst.”

Fra 2000 og frem nåede Rebellin at køre for Liquigas, Gerolsteiner, Androni, Miche, Meridiana Kamen Team, CCC, Kuwat - Cartucho, Sovac og Work Service Marchiol Vega.

I løbet af sine 30 professionelle sæsoner tog han 62 professionelle sejre samt kørte 19 Grand Tours og 46 monumenter, sidstnævnte fordelt udelukkende på Milano-Sanremo, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia.