Epilog: Brostensklassikerne

Helt tilbage i starten af marts åbnede Het Volk den halvanden måned af sæsonen, der kulminerede i sidste uge med Ronde van Vlaanderen, Gent – Wevelgem og Paris –Roubaix. Mange af forårets store stjerner kan nu se frem til i resten af sæsonen at skulle køre som hjælperyttere for deres etapeløbskaptajner og så måske håbe på en enkelt etapesejr i diverse forskellige løb.

Brostenen er kamppladsen for nogle af de mest klassiske opgør og selvom 2008-sæsonen ikke som sådan vil gå over i historien som noget af det mest fascinerende cykelløb gennem tiderne, er der alligevel grund til at være begejstret over den vilje de store hold har vist til at ville skabe løbene alngt ude fra, i stedet for blot at vente til finalen med at sætte et håbefuldt angreb ind. Selv et ellers lukket løb som Gent – Wevelgem blev fascinerende til slut med et aggressivt angreb, der med en forbløffende indsats holdt helt indtil afslutningen, men jeg vil nu alligevel koncentrere mig om de to ”store”, Ronde van Vlaanderen og Paris – Roubaix:

Ronde van Vlaanderen
Der var på forhånd lagt op til drama, da vejrudsigten havde spået regnvejr i stor stil over Belgien denne søndag, men udover nogle enkelte byger viste vejret sig fra sin bedre side. Man går altid op i vejret med blandede følelser, idet regnvåde brosten giver et fantastisk cykelløb, men samtidig ved man også, at det betyder at flere ryttere må ned og bide i asfalten. Det er i virkeligheden nok det, der gør regnvejr så fascinerende, cykling handler ikke længere kun om at køre hurtigst og være den taktisk klogeste, men også om teknik, held og overlevelse.

Som sagt blev regnvejret i det store og hele væk og vi fik i stedet et cykelløb, der blev åbnet meget tidligt, men som mod slutningen døde en smule. Det skyldtes først og fremmest en glimrende taktisk indsats fra Quick-Step. Jeg tvivler på, at det var meningen at Stijn Devolder skulle køre sig selv i vinderposition, derimod var det et udspil fra en af løbets bedre ryttere, der tilfældigvis holdt til mål, primært på grund af at løbets bedste rytter, Tom Boonen, sad og hæmmede alle forsøg på at køre Devolder ind.

Devolder har ellers tidligere lignet en mand, der aldrig ville vinde et stort cykelløb, fordi han simpelthen ikke har den taktiske sans til at sidde og økonomisere med sine kræfter selv når løbet var i sin afgørende fase. Alt for mange gange har man set Devolder kaste sig ud i tidligere udbrud, der var dødsdømte fra start. Dødsdømt lignede også sidste søndags forsøg 25 kilometer fra mål, men Devolder holdt på forbløffende manér helt til målstregen på trods af at han ellers tidligere i løbet havde brugt mange kræfter i forskellige forceringer og udbrud.

Devolder gjorde det bestemt fremragende, hvilket kunne ses af, at enkeltmandsforsøg på at lukke hullet alene fra Langeveld og Flecha (begge Rabobank) mislykkedes. Alligevel er det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at Devolder mere vandt fordi de bagvedliggende ryttere ikke ville køre Boonen frem til en sikker triumf i spurten frem for at ofre alt for at køre Devolder ind. Stjerner som Ballan (Lampre), Cancellara (CSC) og Hincapie valgte i hvert fald ikke at samarbejde om at hente Devolder og i stedet prøvede de at køre for dem selv. Genial som Boonen var i løbet valgte han at lade ryttere, der næppe kunne hente Devolder på egen hånd slippe af sted, mens han konstant vågede over de store navne.
Cykling er heldigvis til tider skruet sådan sammen, at man ikke behøver at være den stærkeste for at vinde, derimod er en taktisk favorabel situation og et stærkt hold, kerneingredienser i de fleste sejre. Det var dog lidt underligt, at talstærkt repræsenterede hold som Team CSC; Silence-Lotto, Team High Road og Lampre ikke var mere villige til at ofre nogle af deres hjælperyttere.

Ronde van Vlaanderen har aldrig været Team CSCs løb, men forventningerne var tårnhøje inden løbet og derfor må resultatet med to mand i top 10 med Arvesens 7. plads siges at være skuffende. De mange stigninger er ikke til Cancellaras fordel og holdets på papiret største ekspert til dette løb, Karsten Kroon, havde ikke helt dagen selvom han en overgang så fin ud i udbrud med blandt andet Devolder. Det virker måske som et luftkastel, men jeg kunne godt tænke mig at se Fränk Schleck i dette løb, hvor brostenene trods alt ikke er værre end at de fleste kan sidde med. Jeg kan ikke se, hvorfor korte baskiske etaper med regnvåde nedkørsler skulle være bedre til at tune formen inden Ardennerklassikerne, særligt ikke når nu Schleck nærmest årligt styrter dernede.

Paris – Roubaix
Mens Ronde van Vlaanderen blev en noget taktisk præget affære, var Paris – Roubaix en helt anden historie. Alt hvad der kunne betegnes som tilfældigheder var nærmest fjernet og i stedet blev det et løb, hvor de store ryttere og hold tidligt tog teten for aldrig at slippe den igen. Der var lovet regnvejr og maser af vind, men regnen blev væk og i stedet blev det faktisk nydeligt forårsvejr det meste af dagen.

Igen var det med Quick-Step i den fremtrædende rolle, først sørgede holdet for at køre forhåndsfavoritter som Juan Antonia Flecha (Rabobank) og Filippo Pozzato (Liquigas) trætte efter at de var blevet fanget af et styrt nede bagved og derefter var det dem, der styrede den afgørende 8-mandsgruppe. Som i Ronde van Vlaanderen blev Devolder igen skudt af sted i en taktisk manøvre, men denne gang var Team CSC hurtige og fik sendt Stuart O’Grady med i udbruddet. Det kunne have vist sig at være en katastrofe for Quick-Step fordi Boonen igen blev låst nede bagfra og kun Leif Hoste (Silence-Lotto) var interesseret i at bruge kræfterne på at lukke hullet op til O’Grady og Devolder.

Det der kunne have udviklet sig skidt for Quick-Step endte med at være et taktisk mesterværk. Hoste måtte bruge alle sine kræfter på at hente udbryderne og bagefter kunne Boonen stikke afsted med Cancellara og Ballan.

Man kan med nogen ret påstå, at Leif Hoste til tider har været uheldig, men man kan omvendt heller ikke komme udenom, at han taktisk er blottet for evner i de afgørende situationer. Mens Hoste brugte alle sine kræfter kunne ryttere som Ballan og Maaskant (Slipstream) sidde med på hjul selvom de havde ligeså stor interesse i at lukke hullet som Hoste havde.

Begge endte foran Hoste som nummer tre og fire. For Maaskants vedkommende var det et kæmpe gennembrud efter at den unge hollænder efter flere sæsoner uden rigtigt at slå til var begyndt at blive betragtet som lidt af et evighedstalent. Han leverede i Ronde van Vlaanderen og bragte sig selv op i toppen af cykelsporten i Paris – Roubaix og eftersom han stadig kun er 24 år gammel, er der grund til at tro, at han vil sidde med i mange år fremover.

Ellers er der grund til at fremhæve Boonens suveræne triumf. Det er givet blevet diskuteret, hvorvidt Ballan og Cancellara burde have angrebet til sidst, men det var tydeligt i spurten, at der ganske enkelt ikke var noget at komme efter. Da Carrefour de l’Arbre var overstået kørte de om 2. pladsen ligesom Hincapie og Flecha gjorde det i 2005, da de befandt sig i den samme situation i selskab med Boonen. Boonen reddede med en enkelt sejr sit forår, men endnu vigtigere så fik han genskabt noget af sin tidligere mystik. Når Boonen rammer en dag som i går er der ingen i verden, der kan besejre ham og påstande om manglende slidstyrke er igen gjort til skamme.

Jeg skal ikke påstå at have kendskab til, hvor kroppen føles efter 260 kilometers brostenskørsel, men det lader til at rytterne mod afslutningen af netop dette løb, har en så god fornemmelse af hvordan de andre i gruppen er kørende, at løbet er afgjort på forhånd. Det er let nok at sige ”angrib!” foran TV-skærmen, men når man har meget begrænsede midler til sin rådighed og samtidig ved at man bliver kørt ind igen, så har jeg forståelse for at man venter og håber på, at der sker et mirakel.

Paris – Roubaix er et løb, hvor de stærkeste overlever, men det er også et løb, hvor man i den grad ser betydningen af at have et godt hold til sin rådighed. Det kom til udtryk taktisk i fronten af løbet ved Quick-Step og Team CSCs kørsel, men i særlig grad bagved, hvor outsidere som Flecha, Hincapie og Pozzato kom i vanskeligheder og selv måtte løse problemerne – dét var aldrig sket for Boonen eller Cancellara. Særligt i Pozzatos tilfælde var det helt grotesk, idet holdet rent faktisk havde tre mand oppe foran, alligevel ville Liquigas-holdet ikke ofre en mand for sin kaptajn. Hvis det så havde været fordi Quinzato eller Fischer havde ramt dagen kunne man måske forstå, men Quinzatos 13. plads var vel i den sidste ende ikke så betydningsfuld, at det kunne betale sig at ofre den ene mand, der måske kunne have kørt med om topplaceringerne.

For danske vedkommende blev det et løb, hvor man fik rigeligt at se til Allan Johansen og Matti Breschel i fronten af feltet for Team CSC. Allan Johansen var uheldig og blev sat tilbage, mens Breschel ikke havde noget at skyde med i løbets afgørende fase. Det blev derfor igen en forårssæson, hvor han gav en masse løfter, men hvor ingen af dem blev indfriet og når man ser en rytter som Maaskant brænde igennem på en dag som i går, kan man til tider godt ærgre sig over, at Breschel så sjældent sidder med, når der bliver sjovest.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre