Epilog: Giro d'Italia

Giroen blev på godt og ondt en mindeværdig begivenhed i cykelsporten, der indeholdt både spænding, markante nedture og uforudsete gennembrud. Undervejs blev løbet overskygget af ydre omstændigheder, idet dopingdebatten herhjemme nåede nye højder i kølvandet på Bjarne Riis’ indrømmelser, men det virkede som om, at løbet levede i sin egen verden i hele denne periode.

Selvom jeg i mange situationer har ladet mig begejstre af præstationerne på de italienske landevejen, er der omvendt også grund til at være varsom med at uddele alt for store roser til de italienske arrangører.

På papiret lignede det ellers en fremragende rute og interessant var det i hvert fald også med den store afveksling etaperne bød på. På trods af Danilo di Luca var ganske suveræn var tidsforskellene heller aldrig større end at én sort dag ville kunne vælte klassementet og dermed blev spændingen bevaret lige til det sidste.

Dette skyldtes dog ikke nødvendigvis rytternes indbyrdes styrkeforhold, men derimod i måske lige så høj grad arrangørernes strategiske planlægning. Giroen manglede i år den ”store” bjergetape, der virkelig kunne sætte den samlede stilling og i stedet blev bjergetaperne afgjort længere oppe på de afsluttende stigninger som der i alt var fire af i årets løb. Ingen af disse stigninger formåede for alvor at skabe store tidsforskelle i toppen af klassementet og i stedet udviklede det sig til en sekundstrid hele løbet igennem, hvor selv bonussekunder kunne vise sig at være afgørende. Etapen til Tre Cime de Lavaredo kunne have været mytisk med sine mange bjerge, men desværre var den afsluttende opkørsel ikke lang nok til for alvor at skabe afstande.

Denne ruteopbygning lagde det hele i Danilo di Lucas hænder. Får han lov til at spurte opad 3-6 kilometer lange stigninger, så er der ikke mange i verden, der rører ham. Minimerer man ligeledes antallet af enkeltstartskilometer, så ligner endnu mere en sejr til di Luca eller Simoni eller Cunego for den sags skyld.

Løbet var bygget således at en af italienernes helte skulle vinde. Det gør det hverken mindre seværdigt eller mindre underholdende, men det forårsager måske, at mange internationale stjerner ikke gider lægge vejen forbi det italienske. I den sidste ende gavner det ikke Giroens status, at årets udgave nærmest udviklede sig til et italiensk mesterskab i etapeløb.

De nøgne facts taler sit tydelige sprog. 17 italienske etapesejre. Fem ud af top 6 var italienere. 14 ud af top 20 kom fra støvlelandet.

Giro d’Italia udviklede sig til en kamp mellem tre hold Liquigas, Lampre og Saunier Duval, hvoraf sidstnævnte selvfølgelig kommer fra Spanien, men som i Giroen var præget af italienere. Disse hold kom til start i stærkest opstilling spækket med bjergryttere, der primært skulle hjælpe de tre kaptajner, Danil di Luca, Gilberto Simoni og Damiano Cunego.

På en eller anden måde var der bare ikke plads til de andre hold i kampen om klassementet og det tager lidt på spændingsniveauet, at så få hold dominerer bredt over hele linien. Faktisk så det i starten ud til at det var i sprinterne at alle de internationale hold kunne redde sig lidt succes, men da Alessandro Petacchi først havde fået skudt sig ind, var der heller ikke mere at komme efter her og den italienske sprinterstjerne lignede til sidst sig selv for tre år siden.



Det er ikke kun arrangørernes skyld, at løbet udviklede sig som det gjorde. Faktisk må størstedelen af skylden placeres hos de professionelle hold, hvoraf mange tydeligvis ikke brugte voldsomme ressourcer på løbet. Storhold som T-Mobile, Rabobank og Team Discovery havde sendt deres B-hold til Italien og resultatet blev derefter. T-Mobile kunne glæde sig over en smule succes med Pinotti (igen en italiener) i førertrøjen over flere dage, mens alt bare gik galt for Discovery og Rabobank.



Alle de franske hold havde sparet deres bedste ryttere, ligesom flere af de nordeuropæiske hold heller ikke kan prale af at have sendt klassementsrytterne af sted. Det virker stadig som om, at en placering i top 10 i Tour de France tæller mere for diverse hold/sponsorer end en podieplads i Giro d’Italia. Det er forståeligt at holdene vælger at gemme deres profiler til dér hvor eksponeringen er helt i top, men det kan stadig ærgre, at det skal gå ud over et så flot løb som Giro d’Italia.

Omvendt er det herligt at se at de hold, der modtager Wild Cards ikke blot stiller til start for at få lidt tv-tid hvor det er muligt, men derimod søger at præge løbet i alt terræn. Panaria, Aqua & Sapone og Team Tinkoff blandede sig i stort set alle udbrud hele løbet igennem og hver især er de blevet belønnet for indsatsen enten i form af sejre, klassementsplaceringer eller indlagte konkurrencer.

Faktisk kan Team CSC heller ikke sige sig fri fra at have nedprioriteret Giroen. Det mindede lidt om et opportunistisk ungdomshold, der ankom til Italien, hvor det skortede på rutinerede etapeløbsryttere. Hvad man egentlig ville i løbet, lod til at skulle opfindes hen ad vejen.

Resultatet af dette projekt blev et enestående gennembrud for Andy Schleck, der sluttede som samlet toer og som vinder af ungdomskonkurrencen. Hele cykelsporten er nærmest enig om, at unge Schleck bliver en fremtidig vinder af Tour de France og det ligger også i kortene, at det måske kan blive resultatet. Jeg savner noget aggressivitet og noget sejrsvilje, men det ligger lidt i familien, at ingen af brødrene skal blive kendt for deres mange sejre, men derimod mere for størrelsen af sejrene.

Som hold kan Team CSC også glæde sig over Kurt-Asle Arvesens flotte etapesejr over Paolo Bettini, mens eksperimentet med sprinteren Haedo fuldstændigt mislykkedes. Team CSC bar lidt præg af at være en sammenbragt flok uden noget egentlig mål fra start af, men i den sidste ende er det resultatet, der tæller og her kan ingen tillade sig at være utilfredse.

Fotos: Sirotti

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold