Epilog: Hvad lærte vi af Ardennerklassikerne?

Da Maxim Iglinskiy fulgte op på holdkammeraten Enrico Gasparottos overraskende sejr i Amstel Gold Race ved på nærmest sensationel vis at sætte hele verdenseliten til vægs i sidste års Liege-Bastogne-Liege, afsluttede han en på mange måder forfriskende Ardennersæson. Efter Philippe Gilberts dominans i 2011 var 2012-udgaven af de kuperede forårsklassikere en helt anderledes uforudsigelig oplevelse.

Da Peter Sagan og Philippe Gilbert knuste rivalerne i opvarmingsløbet Brabantse Pijl og således begge indikerede strålende form, tydede meget på, at årets Ardennerløb ville blive en sag mellem en række formstærke favoritter. Samtidig havde de to spanske klassikeresser Alejandro Valverde og Joaquin Rodriguez begge forberedt sig nøje på de hårde løb i Holland og Belgien, og da begge var omgivet af stærke mandskaber med rigelig styrke til at kontrollere løbene, var der lagt op til et fascinerende Gilbert-Sagan-Valverde-Rodriguez-show, hvor det resterende felt med stor sandsynlighed kun ville spille biroller som livgivende statister.

Sådan endte det som bekendt ikke, og ingen af de fire forventede hovedpersoner kan se tilbage på en sejr i det, der længe har været planlagt som sæsonens første højdepunkt. Hvor de to spaniere begge kan trøste sig med podieplaceringer bag nogle af løbenes overraskende vindere, måtte både Gilbert og Sagan rejse tomhændede hjem.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Gilbert stadig langt fra fordums styrke

Specielt for Gilbert må forårssæsonen have været en smertefuld oplevelse. Da han som belgisk kaptajn massakrerede alle konkurrenterne på Cauberg ved VM sidste år, drog 2011-sæsonens dominerende skikkelse utvivlsomt et lettelsens suk. Efter et turbulent og problemfyldt år med et kolossalt forventningspres fra hjemlandets cykelfans tydede alt på, at den nykårede verdensmester igen var tilbage ved fordums styrke, og forventningen var ikke overraskende, at han ville være i stand til at gentage tidligere tiders dominans.

Allerede i det tidlige forår under Paris-Nice blev det imidlertid klart, at alt ikke var tilbage ved det gamle, og da en desillusioneret Gilbert måtte frasige sig deltagelsen i Flandern Rundt i et desperat forsøg på at redde Ardennersæsonen og således i stedet drog til Baskerlandet for at forberede sig på de stejle spanske stigninger, ringede alle alarmklokker. Det viste sig ikke at være ubegrundet, og trods et glimt af håb efter den stærke præstation i Brabantse Pijl endte 5. pladsen i Amstel Gold Race som verdensmesterens bedste resultat i de tre løb, hvor han skulle have blomstret.

Man kan ikke bebrejde Gilbert for ikke at have forsøgt sig. I alle tre løb gennemførte han sine velkendte accelerationer, men hvor han tidligere var i stand til at efterlade alt og alle bag sig, var det ingenlunde tilfældet i år. I Amstel Gold Race så det kortvarigt ud til, at BMC-kaptajnen ville massakrere sine konkurrenter og tage en suveræn 2. plads bag den ensomme Kreuziger, men Valverde lukkede uden større problemer hullet til belgieren med Simon Gerrans i sit hjul. I både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege forsøgte han sig med sine velkendte "hug" på løbets to nøglestigninger - henholdsvis Mur de Huy og Cote de Saint-Nicolas - men i begge tilfælde var han ude af stand til at opretholde tempoet, og i stedet blev han passeret af sine værste konkurrenter.

Da Gilbert skiftede til BMC, var der nogen bekymring for, om holdet havde styrken til at assistere en rytter med en så overvældende favoritstatus, som Gilbert forventedes at have i 2012-udgaven af Ardennerklassikerne. Disse overvejelser blev gjort til skamme, og igen i år har Gilbert ingen grund til at bebrejde holdet den manglende succes. Stærke klatrere som Greg Van Avermaet, Amael Moinard, Dominik Nerz og Mathias Frank havde alle stor ære i, at både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege blev holdt samlet frem mod løbets afgørende punkter, og store, stærke Marcus Burghardt viste helt nye sider af sit ganske alsidige talent. Igennem alle tre løb tog BMC et kolossalt ansvar, og det er kun kaptajnens manglende styrke, der gør, at det ambitiøse amerikanske mandskab kan se tilbage på noget, der endnu en gang ligner en helt igennem mislykket klassikersæson.

Gilbert kan nu kun gøre sig håb om at redde sin sæson på samme måde, som han gjorde det sidste år: ved at sikre sig endnu en regnbuetrøje på vejene nær Firenze i  september. Ruten kan imidlertid vise sig at være for hård for den belgiske kaptajn, og med tanke på hans nuværende niveau ligner det en sæson, hvor stjernen får vanskeligt ved at retfærdiggøre den givetvis betragtelige hyre, han indkasserer hver måned.

Sagan har brug for et stærkere hold

Cannondale-mandskabet har fortsat en forsigtig tilgang til deres supertalent Peter Sagan, og som det var tilfældet sidste år, fik stjernen kun starttilladelse i nøje udvalgte klassikere. Slovakken blev således fortsat holdt ude af Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege, mens al fokus var rettet mod Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Amstel Gold Race. Som led i en gradvis introduktion af talentet til det fulde klassikerprogram fik han i år tillige mulighed for at teste sig af i Fleche Wallonne.

Sagan fik sin længe ventede klassikersejr i Gent-Wevelgem og vandt desuden Brabantse Pijl, men med tanke på hans store favoritstatus i adskillige af forårets løb er der næppe tvivl om, at der er nogen grad af skuffelse i Cannondale-lejren. Efter hans knusende overlegne håndtering af en meget vanskelig "alle-mod-Sagan"-situation i finalen af Brabantse Pijl, havde han samme rolle som ubetinget storfavorit i Amstel Gold Race, som han havde haft det en måned tidligere i Milano-Sanremo, og endnu en gang gik det galt.

I virkeligheden er  der næppe grund til at hæfte sig så meget ved Sagans egen fiasko, hvor han ramt af krampe var ude af stand til at matche Gilberts ryk på Cauberg. Sådant uheld kan ramme de fleste, og slovakken har tidligere i Flandern Rundt, Milano-Sanremo og sidste års udgave af den hollandske klassiker vist, at han ingen problemer har med at stå distancen.

Hvad der derimod må vække grund til bekymring, er snarere, at sejren allerede var løbet slovakken af hænde, inden musklerne satte ud i bunden af Cauberg. På det tidspunkt stod det klart, at ingen ville være i stand til at hente Kreuziger, og udover at det naturligvis var et resultat af tjekkens egen styrke, var det i ligeså høj grad et udslag af Cannondale-mandskabets nærmest totale kollaps. De to forventede nøgleryttere Moreno Moser og Damiano Caruso var begge totalt fraværende i alle tre Ardennerløb, og det var kun en behjertet indsats af den altid stabile Alessandro De Marchi, der gjorde, at favoritfeltet i det mindste havde en 2. plads at køre om i Amstel.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Cannondale-mandskabet har i mange år ført en bemærkelsesværdig passiv indkøbspolitik, og selvom de har haft overvældende succes med udvikling af egne talenter - Sagan, Moser, Caruso og Elia Viviani er indlysende eksempler - er der behov for en kraftig oprustning, hvis de i fremtiden skal være i stand til at levere Sagan den fornødne støtte. Hans favoritstatus bliver ingenlunde mindre i fremtidens klassikere, og det stiller endnu større krav til holdets evne til at holde sammen på feltet forud for løbets nøglepunkter. Slovakken synes at være loyal overfor sin nuværende arbejdsgiver, men skal det internationaliserede hold gøre sig håb om fortsat at holde på sportens største supertalent, er der næppe tvivl om, at støtteniveauet skal hæves.

Ardennerklassikerne gav imidlertid også et klart eksempel på, at Sagan fortsat har begrænsninger. Det var forventet, at den stejle Mur de Huy ville være en tand for barsk for slovakken, og trods et behjertet forsøg endte han da også med at eksplodere, da de nærmede sig toppen. Med sejren på Chieti-etapen i 2012-udgaven af Tirreno-Adriatico og Porto Sant Elpidio-etapen i årets version af samme etapeløb har Cannondale-kaptajnen vist, at han er vanskelig at sætte på selv meget stejle stigninger, og det er således ikke utænkeligt, at han i fremtiden kan begå sig i Fleche Wallonne. I modsætning til den belgiske klassiker havde begge ovenstående etaper en relativ flad afsluttende kilometer, og skal Sagan gøre sig forhåbninger om at kæmpe med specialisterne på muren i Huy, kræver det sandsynligvis et vægttab og en ændring af hans rytterprofil. Omvendt må man håbe, at han næste år stiller til start i Liege-Bastogne-Liege, som holdet vurderer endnu er for hårdt for ham, men på sigt er der intet til hinder for, at han også kan spille en fremtrædende rolle i den mest prestigiøse Ardennerklassiker.

Bekræftelse for Valverde

Det blev ikke til den ønskede sejr, men modsat Gilbert og Sagan har Alejandro Valverde alligevel grund til at forlade Nordeuropa med nogen tilfredshed. Sidste år vendte en af sin generations ubetinget bedste Ardennerryttere tilbage til de kuperede klassikere efter sin Operacion Puerto-relaterede karantæne, og det hele endte i en stor fiasko. Efter en relativt succesfuld åbning på sæsonen viste spanieren sig ude af stand til at begå sig i de betydeligt længere løb i Ardennerugen, og han var ikke i nærheden af et resultat i nogen af de tre begivenheder.

Som det så ofte er set før, kan en grand tour gøre underværker, og det samme synes at gøre sig gældende for Valverde. Efter et uheldsramt Tour de France, der blev reddet af en flot etapesejr på den store bjergetape til Peyragudes, var Movistar-kaptajnen tilbage ved fordums styrke i efteråret, hvor han tog en fornem 2. plads i Vueltaen - det kunne måske endda være blevet til sejr, var han ikke blevet fanget i et styrt i løbets første uge - og en 3. plads ved VM dokumenterede, at han nu igen var i stand til at blande sig med de bedste også i de længste løb.

I den forstand har den forløbne uge stået i bekræftelsens tegn. Vel kan han ærgre sig over, at han ikke ofrede sine stærke hjælperyttere Andrey Amador og Giovanni Visconti i den afsluttende fase af Amstel Gold Race, så favoritterne kunne have kørt om sejren i stedet for den 2. plads, han endte med at sikre sig, og vel må det være frustrerende, at han ikke var i stand til at udnytte den helt perfekte situation, han befandt sig i for foden af den afsluttende stigning op til Ans i Liege-Bastogne-Liege, men med en anden-, en syvende- og en tredjeplads endte han som den mest stabile rytter i hele Ardennerserien, og han fik leveret endnu et bevis på, at han fortsat har styrken til at begå sig i de hårdeste endagsløb. Med tanke på årets VM-rute har han al mulig grund til at gå ind til kampen om årets regnbuetrøje med stor optimisme.

Uheldig Rodriguez

Den af favoritterne, der har størst grund til at spekulere over, hvad det kunne være blevet til, er Joaquin Rodriguez. Den lille spanier tog et kvantespring frem i løbet af sidste sæson, hvor han pludselig for alvor viste sig konkurrencedygtig i de højeste bjerge og endelig tog sine første klassikersejre i Fleche Wallonne og Lombardiet Rundt. Forventningerne til hans indsats i Ardennerne var derfor store, men vi fik aldrig for alvor lov til at se, hvad han virkelig kunne.

Et styrt i Amstel Gold Race kom i vejen, og mens det tvang ham til at udgå af den hollandske klassiker, er det utænkeligt, at det ikke også spillede en rolle i hans middelmådige indsats i Fleche Wallonne, der som bekendt har en afslutning, i hvilken han som regel er næsten umulig at slå. I Liege-Bastogne-Liege var han betydeligt bedre, og selvom det er vanskeligt at være utilfreds med en 2. plads i det største af løbene, er der næppe tvivl om, at Katusha-kaptajnen spekulerer over, hvad han kunne have opnået, hvis hans optakt havde været perfekt.

Ikke desto mindre leverede præstationen i La Doyenne endnu en bekræftelse på Rodriguez' hævede niveau. Ikke siden 2009 har han været i stand til at blande sig med de bedste i den ældste af alle klassikerne, men i år var det kun en forrygende stærk Daniel Martin, der viste sig bedre end sidste års vinder af WorldTouren. Det var måske oven i købet kun frygten for Valverde, der forhindrede Rodriguez i at triumfere i det løb, han allerhelst vil vinde. Havde hans hurtigere landsmand således ikke været til stede i gruppen, er det nærliggende at forestille sig, at Rodriguez havde gemt sit punch til senere på stigningen op mod målstregen i Ans, og han havde dermed måske kunnet opretholde forceringen hele vejen til toppen.

Ikke desto mindre udmærker også Rodriguez sig som en oplagt favorit til VM-løbet i Firenze, og der venter øjensynligt den spanske landstræner, der endnu ikke er udpeget, en vanskelig opgave med at forene to kaptajner om det fælles spanske mål at tage den første spanske VM-titel siden Oscar Freires sejr i 2004.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Martin fremtidens mand i Ardennerne?

Med overraskende triumfatorer i alle tre Ardennerløb er det indlysende, at flere fremstår som oplagte vindere af denne uges begivenheder på de hollandske og belgiske landeveje. Alligevel er det nærliggende at pege på Daniel Martin og hans Garmin-mandskab som de aktører, der har allermest grund til tilfredshed.

Et styrt satte Martin ud af spillet i Amstel Gold Race, men man fornemmede, at noget stort kunne være under opsejling, da Giro-vinderen Ryder Hesjedal for første gang i år spillede med musklerne og iværksatte en voldsom forcering på løbets stejleste stigning, Keutenberg, for senere egenhændigt at lukke hullet til forfølgergruppen inden for de sidste 5 km af løbet.

 I Fleche Wallonne var holdet forfulgt af uheld, og både Hesjedal og Martin måtte kæmpe sig tilbage efter punkteringer i den afgørende fase af løbet. Alligevel endte holdets irske kaptajn på en 4. plads - han var kun få centimeter fra at snyde Betancur for den sidste plads på podiet - og man kan kun tænke sig til, hvad det kunne være blevet til, hvis han havde ramt bunden af stigningen med alle sine energireserver i behold.

Kulminationen kom naturligvis i Liege-Bastogne-Liege, hvor Martin endegyldigt sprang ud som den perfekte Ardennerrytter. Med en fornuftig eksplosivitet, en hurtig afslutning og stor holdbarhed i de længste løb synes ireren at være skræddersyet til de kuperede klassikere. Egentlig har det været åbenlyst i adskillige år, men alvorlige allergiproblemer har gjort det umuligt for Garmin-rytteren at præstere i foråret, og først sidste år lykkedes det ham at finde en løsning på sine helbredsmæssige vanskeligheder. Med en 2. plads i Lombardiet Rundt og Giro dell'Emilia og sejr i Tre Valli Varesine havde han allerede i efterårets store endagsløb dokumenteret sine evner, og han leverede prompte på løfterne med top 10-placeringer i både Fleche og Liege sidste år.

Sejren i Liege er den foreløbige kulmination på en ganske forrygende sæson, der  indtil videre også har leveret den irske stjerne en samlet sejr i Volta a Catalunya. Hvor sejren i det spanske blev til via en blanding af lige dele held, mod og styrke, var det imidlertid hovedsagligt det sidste, der sikrede ham søndagens triumf, og i virkeligheden fremstår Martin som et oplagt eksempel på en rytter - Bauke Mollema er et andet - der muligvis aldrig kommer til at indfri løfterne i de store grand tours, men som har alle de fornødne egenskaber til at blive en af sin generations bedste Ardennerryttere.

Den anden overvældende grund til tilfredshed i Garmin-lejren må være de første indikationer af, at Hesjedals Giro-sejr sidste år ikke nødvendigvis var en engangsforestilling. Efter en sen og stille sæsonstart udmærkede canadieren sig muligvis som den stærkeste i søndags, og med tanke på, at han sædvanligvis kun bliver bedre og bedre, som tiden går, og hans konkurrenter mærker trætheden, er det meget tænkeligt at navne som Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali har al mulig grund til at skæve lidt mere til den forsvarende vinder, end de i første omgang havde tænkt sig at gøre på de italienske landeveje i maj.

Endelig reddede duoen Hesjedal og Martin det, der tegnede til at blive en katastrofal klassikersæson for det amerikanske mandskab, der tidligere spillede så afgørende en rolle i de store endagsløb, og samtidig synes det at fuldende en langsom transformation af det amerikanske mandskab. Med navne som Hushovd, Haussler og Vansummeren var man tidligere en magtfaktor i brostensløbene, men med en skadet Nuyens og en uheldsramt Vansummeren var holdet et af de mest usynlige i de løb, man tidligere dominerede. Til gengæld har holdet gradvist satset mere på klassementet i etapeløb og klatrestærke ryttere, og hvor holdet tidligere var kendt som den succesrige underdog, der år efter år producerede den store Tour-overraskelse, skal Jonathan Vaughters' mandskab i kraft af specielt Hesjedal og Martin nu tages alvorligt som en seriøs udfordrer også i de største etapeløb og i de kuperede klassikere.

De store nationer floppede

Ikke nok med at Ardennerklassikerne på ryttersiden bød på overraskende vindere og tabere, så efterlader slagmarken i Holland og Belgien også store sår i den nationale selvforståelse hos flere af cykelsportens traditionelt mægtigste nationer.

Efter en katastrofal brostenssæson, hvor forhåndshåbet Filippo Pozzato aldrig fandt sit normalt ellers høje niveau, havde italienerne håbet på, at navne som Damiano Cunego, Enrico Gasparotto og Rinaldo Nocentini kunne tage revanche i Ardennerne. Førstnævnte var imidlertid endnu engang en skygge af den rytter, der tidligere vandt Amstel Gold Race og tre udgaver af Lombardiet Rundt, mens de to sidstnævnte leverede solide, men langtfra spektakulære præstationer. Det krævede således en fra Trentino ankommet Michele Scarponi i søndagens sidste klassiker, før støvlelandet kom til at spille en seriøs rolle i finalen i et af årets store endagsløb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Mere grund til optimisme er der ikke hos belgierne, der for første gang i mere end 100 år ikke viste sig i stand til at vinde ét eneste af forårets store endagsløb. På brostenene blev nationalhelten Tom Boonen sat ud af et styrt, og Gilberts problemer i Ardennerne er beskrevet ovenfor. Samtidig forhindrede sygdom i optakten Gilberts naturlige afløser, Jelle Vanendert, ham i at finde det topniveau, der sidste år havde gjort ham til Ardennerugens mest stabile rytter. Efter Gilberts jubelsæson i 2011 og Boonens dominans i 2012 har foråret utvivlsomt været som en kold spand vand i hovedet på det sejrsvante belgiske cykelpublikum.

Mens de store cykelnationer lider, springer nye frem på scenen, og vi ser i disse år de første mærkbare resultater af den globalisering af sporten, der er et af UCIs erklærede mål. Ikke mindst Colombia står foran en guldalder, der om føje år kan gøre landet til en helt dominerende magtfaktor i visse af landevejscyklingens discipliner.

Store colombianske præstationer i bjergene i de store tours er ingen nyskabelse, men det er til gengæld helt usædvanligt at se ryttere fra det sydamerikanske land blande sig helt i toppen i de største endagsløb. Indtil Rigoberto Uran besteg podiets nederste trin i 2008-udgaven af Lombardiet Rundt - en præstation, han i øvrigt gentog sidste år - havde ingen colombianer hjemtaget en top 3-placering i et af cykelsportens monumenter.

Den statistik blev ikke forbedret i Liege-Bastogne-Liege, men colombianerne spillede en hovedrolle gennem hele Ardennerugen. Sergio Henao fulgte en 6. plads i Amstel op med en 2. plads i Fleche Wallonne, og Carlos Betancur benyttede sin fantastiske evne til at udnytte favoritternes tøven til at sikre sig en 3. plads i onsdags og en 4. plads i søndags. I virkeligheden har det altid været et mysterium, hvorfor det krævede et pointhungrende Ag2r-mandskab, før at sidstnævntes åbenlyse talent blev belønnet med en kontrakt hos et ProTeam.

Lægger man dertil, at Uran aldrig fandt sit topniveau i forårets løb, og at Nairo Quintana - der måske nok i højere grad er en mere ren bjergrytter end sine landsmænd, men utvivlsomt har potentiale i Fleche Wallonne - var ramt af sygdom, tegner konturerne sig af en kommende stormagt. Hvis italienerne og belgierne således håber på, at årets resultatfattige klassikersæson er en engangsforestilling, risikerer de at få sig en slem skuffelse. Ardennersæsonen 2013 blev nemlig ikke kun præget af overraskende vindere, den blev også billedet på en mere global cykelsport. Og på dagen hvor Natnael Berhane fra Eritrea strøg til tops på kongeetapen i Tour of Turkey, er der al mulig grund til at forvente, at det også vil være billedet, når Belgien og Holland igen inviterer til klassikerfest næste år.