Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Epilog: Hvad lærte vi af brostensklassikerne?

Epilog: Hvad lærte vi af brostensklassikerne?

08. april 2013 16:51Foto: Sirotti

Med sejr i de tre løb, han ønskede at vinde, blev Fabian Cancellara endnu en gang den dominerende skikkelse i brostenssæsonen, og Radioshack-kaptajnen fik således den perfekte revanche for sidste års nedtur. Var han virkelig urørlig? Kan han overhovedet besejres næste år? Og hvem skal i givet fald gøre det? Feltet.dk ser tilbage på to en halv uge med toppede brosten, kulde og blæst og en flyvende schweizer, der knuste sine konkurrenter.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Da Fabian Cancellara massakrerede sine modstandere med uimodståelige accelerationer på Oude Kwaremont og Paterberg i E3 og Flandern Rundt, var det vanskeligt ikke at få flashback til den dominerende schweizer, der i 2010 uimodståeligt satte Tom Boonen fra hjul på Muren i Geraardsbergen og en uge senere kørte et felt midt over med en imponerende solopræstation på brostenene syd for Roubaix. Det lignede en genfødsel af en af sin generations største endagsryttere.

 

Billedet af en fuldstændig udmattet Cancellara, der i går kastede sig til jorden på velodromen i Roubaix, efterlod imidlertid et helt andet indtryk af schweizeren. Ganske vist havde han netop hjemtaget sit tredje brostenstrofæ, men det var ikke sket med den majestætiske solopræstation, som en hel cykelverden forventede. Tværtimod var vi meget tæt på at være vidner til en gentagelse af 2011-begivenhederne, hvor løbets store favorit havde smidt den sejr, han nærmest var blevet tilskrevet på forhånd.

 

Slået i 2011

Sammenligningen med 2011 er nærliggende. Det år havde samme Cancellara med en uimodståelig soloopvisningi E3 gjort sig til så altoverskyggende en favorit, at mangen en bookmaker må have overvejet, hvorvidt det overhovedet gav mening at udbyde spil på Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Alligevel endte schweizeren med at blive slået ved begge lejligheder. I et forsøg på at kopiere sin altdominerende 2010-præstation i Roubaix angreb en overmodig Cancellara langt fra mål i den flamske klassiker, men et stærkt og velorganiseret BMC-mandskab fik neutraliseret forsøget for foden af Muren, og tømt for kræfter måtte favoritten se sig henvist til en tredjeplads. En uge senere betalte han prisen for et svagt hold, og en isoleret Cancellara måtte se Garmin og Johan Vansummeren løbe med æren i en velgennemført taktisk genistreg.

 

Et stærkere hold og en mere forsigtig Cancellara

Hvorfor gentog 2011-begivenhederne sig ikke i år? I Flandern Rundt var der primært to årsager til schweizerens succesfulde færd. For det første var han denne gang omgivet af et hold, der var i stand til at kontrollere begivenhedernes gang og sikre, at et stort set samlet felt blev ført hen til foden af Oude Kwaremont for tredje og sidste gang. Og for det andet, fordi Cancellara selv var blevet klogere. Belært af erfaringerne fra 2011 handlede det denne gang om at spille sikkert. Der var ikke hverken plads eller råd til historiske solobedrifter over de sidste 50 km, og i stedet handlede det om at gemme det kraftfulde punch til en sidste forcering op ad løbets to afgørende stigninger.

 

En uge senere var det imidlertid meget tæt på at gå galt. Da det schweiziske tempofænomen for to år siden blev overrumplet skyldtes det to forhold. Dels var han bakket op af et svagt hold, der var ude af stand til at holde Vansummerens farlige udbrud under kontrol og efterlod kaptajnen isoleret alt for tidligt. Dels var han ude af stand til at sætte en meget stærkt Thor Hushovd, hvis spurtstyrke gjorde det umuligt for schweizeren blot at ignorere nordmandens tilstedeværelse.

 

Holdet svigtede

Når det var lige ved at gå galt igen i går, skyldtes det endnu en gang, at holdet løb tør for kræfter for tidligt. Og når det alligevel gik godt for Cancellara, skyldtes det i høj grad fraværet af en modstander, for hvem han nærede samme grad af frygt, som han gjorde for Hushovd.

 

Hvor Hayden Roulston, Stijn Devolder og ikke mindst Gregory Rast havde leveret en formidabel indsats for en uge siden i Flandern, var samme trio ude af stand til at støtte kaptajnen i samme grad på de nordfranske paveer, og specielt førstnævnte kom aldrig til at spille en rolle i løbet. Tømt for hjælpekræfter måtte kaptajnen selv træde i karakter med 55 km tilbage, hvor han med en relativt blød forcering på Auchy-lez-Orchies-Berseé-sektoren halverede et relativt stort felt. Øjeblikke senere forcerede Juan Antonio Flecha på den berømte Mons-en-Pevele-pave og isolerede Cancellara i den afgørende 13-mandsgruppe.

 

På bagkant

Herfra var Cancellara hele tiden på bagkant med løbets udvikling. Som en flok glubske ulve var hans følgesvende alle villige til at sætte nådesløse angreb ind på deres isolerede bytte, og da Cancellara en kort overgang befandt sig med Bernhard Eisel, Niki Terpstra og Lars Boom langt bag 8 af sine værste konkurrenter, så situationen sort ud for det schweiziske fænomen.

 

Nu blev han i stedet tvunget til at bruge de kraftfulde accelerationer, der skulle have gjort det af med konkurrenterne, til at komme tilbage i løbet. Første gang, da han ene mand lukkede hullet til de 8 i front, og senere, da han med Zdenek Stybar på hjul, bragte sig tilbage til frontgruppen bestående af Sep Vanmarcke og Stijn Vandenbergh. Begge forceringer havde imidlertid kostet, og der var ikke kræfter til den tredje acceleration, der havde kunnet gøre det af med Vanmarcke i løbets finale.

 

Til sidst var Cancellara villig til at foretage den gambling, han ikke turde i 2011 med Hushovd på hjul: at slæbe en på papiret hurtigere rival med ind på velodromen i Roubaix. Få har glemt, hvordan samme Vanmarcke satte Tom Boonen til vægs i en spurt i sidste års Het Nieuwsblad, mange vil tilsvarende huske, hvordan hans fremragende afslutteregenskaber var meget tæt på sikre ham en fantastisk gennembrudssejr i sin debutsæsons udgave af Gent-Wevelgem, og undertegnede fik første gang øje på talentet, da han i 2009 blandede sig i massespurter i Tour de l'Avenir. Men efter 254 km er meget anderledes, og Cancellara turde denne gang gøre det, han ikke havde haft modet til to år tidligere.

 

Paradoksalt nok var det måske den påpasselighed, der havde været så succesfuld i Flandern Rundt, som i sidste ende var ved at koste ham sejren i Roubaix. Cancellara turde ikke som i 2011-udgaven af Flandern Rundt åbne op for sluserne langt fra mål, og derfor var hans indledende forcering usædvanlig blød. Hans afgørende accelerationer blev nu i stedet brugt til at komme tilbage til fronten, ikke til at sætte konkurrenterne til vægs. Med tanke på den lethed, hvormed han lukkede hullet til 8-mandsgruppen, da han første gang åbnede op for sluserne, er det en nærliggende tanke, at han kunne have lukket løbet én gang for alle, hvis det var ham og ikke Flecha, der havde sat damp på kedlerne på Mons-en-Pevele med 50 km til mål.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Cancellaras angreb skal foregribes

Den forløbne uges begivenheder må så ubetinget have givet anledning til optimisme i konkurrenternes lejre. Ganske vist hjemtog Cancellara den ventede triumf, men begge de to brostensmonumenter viser også, at schweizeren ikke er usårlig, og de har samtidig leveret en klar opskrift på, hvordan tempofænomenet skal slås: hans uimodståelige ryk skal foregribes.

 

Jurgen Roelandts viste allerede vejen i Flandern, hvor hans tidligere angreb betød, at han pludselig var en uventet ledsager i den forventede Cancellara-Sagan-duel efter den sidste passage af Kwaremont, og indsatsen blev belønnet med en 3. plads. Da Cancellara i går blev presset af Sep Vanmarcke, skyldtes det i høj grad, at schweizeren måtte bruge sine kræfter på at køre op til belgieren og ikke på at sætte Blanco-rytteren af.

 

Fremtidens stjerner

Samtidig har brostenssæsonen leveret usædvanligt opmuntrende løfter om de ryttere, der i fremtiden skal tage over på den største scene, når Cancellara og Boonen i en ikke fjern fremtid tvinges til at abdicere. Specielt 4 navne trænger sig på baggrund af de seneste ugers begivenheder  på, når snakken falder på brostenenes kommende herskere.

 

Sep Vanmarcke har igennem tre år dokumenteret, at han har alle de nødvendige egenskaber til at blive en fremtidens stjerne i brostensklassikerne: stor eksplosivitet på stigningerne, en fremragende evne til at håndtere brostenene og den kraftfulde afslutning, der gør det muligt at færdiggøre arbejdet på stregen. Samtidig har han fra 2.-pladsen i Gent-Wevelgem i 2010 over sejren i Omloop Het Nieuwsblad i 2012 til gårsdagens bedrift på de nordfranske paveer gradvist udviklet den udholdenhed, der gør ham konkurrencedygtig i de længste løb.

 

Det kunne utvivlsomt være blevet til meget mere i år, havde det ikke været for et uheldigt styrt i Tirreno-Adriatico. I det italienske forberedelsesløb udmærkede han sig med at køre - efter hans standard - fremragende i uvant terræn på de lange stigninger, men hans forberedelser led et alvorligt tilbageslag, da han blev tvunget til at holde en uges total pause. Alligevel lod hans talent sig ikke skjule i E3, hvor han faktisk var en del af den lille frontgruppe, der dannedes efter Boonens vanlige forcering på Taaienberg, men få minutter senere betød den manglende form, at han måtte lade sig falde tilbage. Da de belgiske løb samtidig synes at passe ham bedre end Paris-Roubaix, bliver han utvivlsomt et uhyggeligt bekendtskab for konkurrenterne næste år.

 

Sebastian Langeveld har i mange år fremstået som et lysende talent, og det er ikke noget tilfælde, at den unge hollænder længe har stået øverst på Omega Pharma-Quick Step-bossen Patrick Lefevres ønskeseddel. Efter sit store gennembrud med 2011-sejren i Omloop Het Nieuwsblad satte et grimt styrt i Flandern Rundt en stopper for en meget velkørende Langeveld sidste år, men i år var han tilbage ved fuld styrke. I både E3 og Flandern Rundt var han ubetinget den stærkeste efter Cancellara-Sagan-duoen, og i går lykkedes det ham trods begrænset erfaring i løbet for første gang at spille en hovedrolle i Paris-Roubaix, der oven i købet synes at passe ham dårligere end de flamske løb. Med stor styrke på stigningerne, en elegant evne til at tackle brostenene og den nødvendige udholdenhed har han egenskaberne til at blive en faktor i fremtiden. Til gengæld betyder hans manglende spurtstyrke, at han risikerer at blive en ny Flecha: manden, der altid er med blandt de bedste, men aldrig vinder.

 

Zdenek Stybar fik en fuldstændig fabelagtig debut i brostensklassikerne. De færreste havde vel forventet, at den tidligere cykelcrossverdensmester ville være i stand til at køre op med de allerbedste allerede i den første sæson som medlem af Omega Pharma-Quick Steps klassikertrup. Ikke desto mindre lavede han et fremragende hjælpearbejde i den lille forfølgergruppe bag Cancellara i E3, og kun uheld forhindrede ham i en sikker podieplads i gårsdagens nordfranske klassiker. Og så er Stybar tillige så alsidig, at han på sigt utvivlsomt vil kunne gøre sig gældende i Ardennerklassikerne også.

 

Og endelig er der selvfølgelig den bedste af dem alle, Peter Sagan. Den største udfordring for den alsidige slovak bliver i fremtiden at udvælge sig sine mål, for der synes næsten ikke at være begrænsninger på de endagesløb, han kan vinde. De seneste to år har hans satsning fokuseret på Milano-Sanremo, E3, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Amstel Gold Race, mens han har fravalgt Paris-Roubaix. Med tanke på hans debut på de franske brosten i 2010 er der ingen tvivl om, at slovakken vil kunne gøre sig gældende også i klassikernes dronning. Hvor Cancellara åbent indrømmer, at han ofte lider på asfalterede stigninger, mens han håndterer brostensbelagte hellingen med lethed, synes det imidlertid  at være omvendt med Sagan. Der er næppe tvivl om, at hans største force er stigningerne og ikke paveerne, og den mest naturlige langsigtede satsning for slovakken vil sandsynligvis være Ardennerklassikerne. I år får vi en lille forsmag på hans potentiale, idet han overvejer at følge deltagelsen i Amstel op med Fleche Wallonne et par dage senere.

 

Sky og BMC de store tabere

Bag enhver vinder er der naturligvis også en taber, og brostenssæsonen leverer ingen undtagelse fra reglen. Klassikerne nedbrød illusionen om den usårlighed i Skys minutiøse forberedelsesstrategi, som holdets dominans i etapeløbene syntes at fremmane. Belært af sidste års formidable succes forsøgte det britiske mandskab at overføre ideerne bag holdets etapeløbsstrategi til klassikertruppen. Når Wiggins sidste år stillede til start, var det for at vinde, og forberedelsesløb blev set som en overflødighed i et nøje tilrettelagt forløb, der i stedet inkluderede lange træningslejre på Tenerife.

 

Læs også
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

 

På samme måde blev hele Skys klassikertrup sendt til den kanariske ø, mens resten af deres klassikerrivaler forberedte sig i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Der var store forventninger til effekterne af denne nye strategi, men forsøget endte som en stor fiasko. Edvald Boasson Hagen var aldrig i nærheden af noget som helst, og selvom Geraint Thomas var uheldig med styrt i både Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, efterlod waliseren aldrig indtrykket af at høre til blandt de bedste. I stedet var det op til holdets store bredde at redde sig ud af brostenssæsonen med skindet på næsen, men en 6. plads til Ian Stannard i Milano-Sanremo, en 3. plads til Mathew Hayman i Dwars door Vlaanderen, en 4. plads til Thomas i E3 og en 7. og en 12. plads til Bernhard Eisel i Gent-Wevelgem og Paris-Roubaix er uden tvivl milevidt fra at tilfredsstille det ambitiøse britiske holds forventninger.

 

Den anden store taber er BMC-mandskabet, hvis højtbetalte stjerner alle var fuldstændig fraværende i de største begivenheder. Gilbert var en skygge af sig selv i Milano-Sanremo og E3, og med skriften stående med neongult på væggen valgte han at droppe deltagelsen i Flandern Rundt. Hushovd var ramt af ufatteligt uheld i Paris-Roubaix, men hans præstationer i de flamske klassikere havde ikke givet synderligt håb om, at nordmanden var tilbage på sit bedste niveau. Og de store forventninger til Taylor Phinney i gårsdagens franske klassiker blev gjort til skamme, da den unge amerikaner var fuldstændig fraværende i løbets afgørende fase. I stedet var det op til den bemærkelsesværdigt stabile og urimeligt undervurderede Greg Van Avermaet at redde første del af holdets klassikersæson med top 10-placeringer i både Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Og med tanke på Gilberts øjeblikkelige niveau skal holdet nok prise sig lykkelige for, at Van Avermaet hører til den sjældne race, der både kører med blandt de bedste på brostenene og i Ardennerne.

 

Et skræmmende stærkt Omega Pharma-Quick Step

Endelig fortjener brostenenes ubetingede herskere hos Omega Pharma-Quick Step naturligvis en kommentar. Efter sidste års ufattelige dominans er der ingen tvivl om, at Patrick Lefevre sidder tilbage med en tom fornemmelse. Chavanels sejr i de Panne, holdets fiaskoindsats bag Mark Cavendish' 2. plads i Scheldeprijs og Niki Terpstras 3. plads i går endte med at blive holdets bedste resultater i det, der vanligvis er holdets domæne.

 

Lefevre har imidlertid al mulig grund til optimisme for fremtiden, for trods de manglende resultater viste holdet en helt ufattelig bredde. Stybar er allerede nævnt, og samtidig med tjekkens gennembrud tog Stijn Vandenbergh et kvantespring fra rollen som uopslidelig hjælper til outsider i de største løb. Tilføjes holdets to forhåndskaptajner - en ekstremt uheldig Sylvain Chavanel og en Niki Terpstra, der aldrig rigtigt fandt sidste års niveau - tegner der sig billedet af et skræmmende stærkt hold. Næste år må Cancellaras ærkerival, Tom Boonen, samtidig forventes at være tilbage på sit topniveau, og det bringer holdet i en position, hvor de vil sidde i kolossalt overtal i snart sagt enhver tænkelig finale. Det skaber rum og plads til at angribe Cancellara. Og årets brostenssæson har jo netop lært os, at det er sådan schweizeren skal slås!

DEL
INFO
Ronde van Vlaanderen
Nyheder Profil Resultater
Gent-Wevelgem
Nyheder Profil Resultater
E3 Harelbeke
Nyheder Profil Resultater
Classic Brugge-De Panne
Nyheder Profil Startliste Resultater
Dwars door Vlaanderen
Nyheder Profil Resultater
Epilog
Nyheder
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?