Epilog: Milano-Sanremo

null”Det 100 år gamle løb har ellers de senere år været en smule fastlåst i sin opbygning, der nærmeste konsekvent har startet med et langt udbrud med mere eller mindre ukendte ryttere. Dette udbrud er blevet hentet inden opstigningen af Cipressa, hvor så rytterne fra andet geled har spillet ud, mens favoritterne enten har ventet til Poggio eller til Via Roma i Sanremo med at slå til.”



Dette var mine præcise ord i optakten til Milano-Sanremo og uden at skulle ophæve mig selv til et videre profetisk niveau, var det stort set præcist sådan som det foregik. Årsagen er den enkle at ruten i løbet ikke opfordrer til nogen anden udvikling og igen i år var vi desværre vidne til et meget forudsigeligt og ja, kedeligt cykelløb.

Den lette løsning for arrangørerne vil være at smide et par stigninger ind i slutningen af løbet for derved at se om man kan få sorteret ud blandt de spurtstærke ryttere. Jeg er imod denne idé, idet den på papiret så blot vil få løbet til at minde mere om flere af de andre store løb. Charmen i Milano-Sanremo skal efter min mening være at sprinterne kan sidde med i finalen, det skal blot gøres sværere for dem.

Jeg holder på, at man skal beholde Cipressa og Poggio som de afgørende punkter i afslutningen, men så i stedet gøre løbet en smule kortere (derved mister de bakkestærke ryttere ikke deres antrit) og så kunne man overveje at have én eller to længere stigninger med omkring 70-100 kilometer til mål, der kunne sætte sig i benene hos de lidt tungere ryttere, hvilket så samtidig kunne motivere til lidt mere offensiv holdkørsel. Problemet er nemlig ikke blot at sprinterne næsten altid vinder, men også at mange hold har accepteret dette og derved kun kører for deres sprinter. Når 12-15 hold er interesseret i en sprinterafgørelse, så ender den også med det.

Vinderen blev Oscar Freire og intet overraskende i det, de færreste er vel efterhånden i tvivl om, at han er manden der skal slås, når et felt kommer samlet til mål i løb, der strækker sig over 250 kilometer. Går det som det plejer, kan dette desværre også være noget af det sidste man ser til Freire i foråret, brostensklassikerne skulle allerede være sløjfet fra programmet af hensyn til ryggen, og Freire er kendt og berygtet for sin evne til både at time sin form til de store begivenheder og samtidig derefter intet få ud af den efterfølgende.

Den største fadæse stod Alessandro Petacchi for. Ét er at manden ikke har flere kræfter på opløbet, det må man acceptere som en del af gamet. Noget andet er, at den 33-årige supersprinter enten ikke er klar over det eller også bare ignorerede det. For mig at se er det utroligt, hvis en så erfaren sprinter som Petacchi ikke har kunnet føle på sig selv, at han intet havde at skyde med. Min konklusion er derfor at det simpelthen bare var ringe holdånd, han kunne i mine øjne uden problemer have skiftet plads med Erik Zabel inden de sidste halvanden kilometer og givet den aldrende tysker en god chance for at ende på podiet.

Riccardo Ricco gjorde det heller ikke voldsomt fornuftigt. At han angreb på Poggio kunne han have annonceret på forsiden af La Gazzetta tre dage i forvejen for det var det måske mindst ventede i det forudsigelige løb. At han ikke gjorde det i bunden, men omkring halvvejs og indledningsvist kun som følgesvend hos nogle andre udbrydere var en fejl. Poggio skal køres som et holdløb, det skal være 2-3 mand fra det samme hold, der ideelt set kan sætte et så hårdt tempo, at rytterne falder fra bagved. Enkeltmandspræstationer er dødsdømte..

For Team CSCs vedkommende gik løbet nærmest som forventet og med det forventede resultat, idet Stuart O’Grady sluttede som nummer fem. Man valgte på Poggio ikke at udnytte den mulighed Fränk Schleck måske ville have haft for at køre væk og undlod derved at køre at køre løbet offensivt, hvilket det danske hold ellers har haft for vane (med manglende resultater til følge). Det bidrager selvfølgelig ikke til spændingen i løbet, men ingen tvivl om at det virker mere sikkert at satse på en top 5-placering til O’Grady i en massespurt end at satse på, at Schleck 1) kan køre væk på Poggio, 2) At Schleck kan holde til mål efter Poggio og 3) at Schleck kan slå eventuelle medudbrydere i en spurt på Via Roma.

Der var opløftende momenter frem mod brostenssæsonen fra både Karsten Kroon og Matti Breschel, der sammen med Stuart O’Grady og Fabian Cancellara kan blive en frygtindgydende kvartet de kommende 3 ugers tid. På papiret har CSC aldrig haft et bedre mandskab til disse løb og det skal blive spændende at se, hvordan det giver sig udtryk i løbene.