Epilog: Paris-Nice og Tirreno-Adriatico
21. marts 2007 23:000
af Mikael Bay
Årets to første større etapeløb er nu vel overstået og på baggrund af resultaterne er en række observationer gjort.
Artiklen fortsætter efter videoen.
For det første viste begivenhederne i begge løb, at der stadig er liv i det gode gamle udbrud langt udefra. I en tid, hvor holdene ellers minutiøst bliver dirigeret gennem radioerne af deres sportsdirektører, var man ellers så småt ved at opgive håbet om en sejr til disse lykkeriddere, men nu har både Alexandr Kolobnev, Yaroslay Popovych, Luis Leon Sanchez, Alexandr Arekeev og Matteo Bono vist os, at enkelte ryttere stadig har evnen til at holde fast på trods af at feltet kommer buldrende bag en.
For det andet kan det undre, at vi var vidne til en række, der jublende strøg over målstregen på trods af at det hverken var dem selv eller nogen fra deres hold, der rent faktisk sejrede. For seeren ser det utrolig pinligt ud, når Tom Boonen giver los over en 2. plads på en etape i Paris-Nice, men det er formentlig intet imod, hvad den jublende rytter føler, når det går op for ham, at sejren tilfaldt en anden.
Jeg rejser et spørgsmål: Er ovenstående eksempler på, at sportsdirektørerne har givet hinanden håndtryk på ikke længere at bruge radiokommunikation?
To unge ryttere satte sig endeligt igennem og havde den store hovedrolle i hvert sit løb. Riccardo Ricco har længe lignet en rytter, der ville bryde gennem lydmuren, og han var helt uimodståelig på alt, hvad der blot lignede en bakke, desværre var han tilsvarende ringe, da løbet skulle afgøres på enkeltstarten.
I Paris-Nice var det Alberto Contador, der på smukkeste måde tiltvang sig den samlede sejr på sidste den sidste etape ind til Nice, hvor jeg ellers i optakten til løbet påpegede, at den aldrig havde gjort sit indtryk i klassementet.
Contador er et sjældent set kæmpetalent, når det først går opad, og det kan undre, at der skulle gå så lang tid, inden han fik tilbudt en kontrakt, når man nu tager i betragtning, at han var én af de mindst belastede, at de ryttere, der oprindelig var involveret i Operacion Puerto.
Med udgangspunkt i Contador må jeg ærligt indrømme, at jeg er skræmt over Team Discoverys styrke, og jeg vil allerede nu byde på, at holdet vil dominere alt, hvad der bare minder om et større etapeløb i denne sæson. Jeg nævner bare Ivan Basso, Levi Leipheimer, Alberto Contador, Tom Danielson, Janez Brajkovic, Yaroslav Popovych, Vladimir Gusev, Stijn Devolder og George Hincapie. Det der holder spændingen oppe er, at holdets måske største trussel rent etapeløbsmæssigt, Astana, også virker som om, at de allerede fra sæsonstart er i gear, og at Andreas Klöden allerede nu vinder cykelløb, var der næppe mange, der regnede med.
Når nu snakken drejer sig om holdpræstationer må særligt Gerolsteiner sidde tilbage med en noget dårlig smag i munden. I begge løb sad deres kaptajn med førertrøjen på løbets afgørende etape og i begge var de fuldstændig blottet for holdkammerater i nærheden, da de havde brug for hjælp. Gerolsteiners sportsdirektører udsender altid den ene mere lalleglade pressemeddelelse om, hvor tilfredse de har været med holdets 57. plads i Tour de California eller 8. plads i Tour of Siam. Dette sker med stor sandsynlighed for at styrke sammenholdet i truppen, men her hvor det for alvor skulle stå sin prøve faldt det fuldstændigt til jorden og på trods af de på papiret gode resultater kunne det have blevet til meget mere.
Team CSC må i etapeløbssammenhæng finde sig i, at de på nuværende tidspunkt er skubbet en smule ned af rangstigen, og at de måske i stedet skal vende fokus mod forårets klassikere som et sted, hvor de kan brillere selvom Fabian Cancellara og Karsten Kroon på nuværende tidspunkt ikke helt er i omdrejninger. I stedet kan man glædes over at Stuart O’Grady virker helt på toppen for når han sidder med langt inde på bjergetaperne, så er han skarp og kan derfor blive et interessant bekendtskab i Milano-San Remo. Ligesom Matti Breschel, der ellers har været sat lidt tilbage i foråret, men som så glimrende ud på stigningerne, noget der særligt lover godt frem mod de belgiske brostensklassikere, hvor man godt kunne unde den lidt uheldige dansker et gennembrud.
Fränk Schleck og Jens Voigt var udset til at være holdets bud på topplaceringer i løbene og det gik hæderligt, selvom jeg personligt er skuffet over Schlecks åbenlyse mangel på aggressivitet. På trods af sidste sæsons store gennembrud virker han stadig ikke som en rytter, der har fuld tiltro til egne evner, og det skal til, hvis han vil lege med i toppen i sommerens Tour de France, hvor holdet er meget afhængig af en stor præstation fra Schlecks side.
Hvad synes du egentligt om Paris-Nice ogTirreno - Adriatico?
Kom med din mening på www.feltet.dk/forum
For det andet kan det undre, at vi var vidne til en række, der jublende strøg over målstregen på trods af at det hverken var dem selv eller nogen fra deres hold, der rent faktisk sejrede. For seeren ser det utrolig pinligt ud, når Tom Boonen giver los over en 2. plads på en etape i Paris-Nice, men det er formentlig intet imod, hvad den jublende rytter føler, når det går op for ham, at sejren tilfaldt en anden.
Jeg rejser et spørgsmål: Er ovenstående eksempler på, at sportsdirektørerne har givet hinanden håndtryk på ikke længere at bruge radiokommunikation?
To unge ryttere satte sig endeligt igennem og havde den store hovedrolle i hvert sit løb. Riccardo Ricco har længe lignet en rytter, der ville bryde gennem lydmuren, og han var helt uimodståelig på alt, hvad der blot lignede en bakke, desværre var han tilsvarende ringe, da løbet skulle afgøres på enkeltstarten.
I Paris-Nice var det Alberto Contador, der på smukkeste måde tiltvang sig den samlede sejr på sidste den sidste etape ind til Nice, hvor jeg ellers i optakten til løbet påpegede, at den aldrig havde gjort sit indtryk i klassementet.
Contador er et sjældent set kæmpetalent, når det først går opad, og det kan undre, at der skulle gå så lang tid, inden han fik tilbudt en kontrakt, når man nu tager i betragtning, at han var én af de mindst belastede, at de ryttere, der oprindelig var involveret i Operacion Puerto.
Med udgangspunkt i Contador må jeg ærligt indrømme, at jeg er skræmt over Team Discoverys styrke, og jeg vil allerede nu byde på, at holdet vil dominere alt, hvad der bare minder om et større etapeløb i denne sæson. Jeg nævner bare Ivan Basso, Levi Leipheimer, Alberto Contador, Tom Danielson, Janez Brajkovic, Yaroslav Popovych, Vladimir Gusev, Stijn Devolder og George Hincapie. Det der holder spændingen oppe er, at holdets måske største trussel rent etapeløbsmæssigt, Astana, også virker som om, at de allerede fra sæsonstart er i gear, og at Andreas Klöden allerede nu vinder cykelløb, var der næppe mange, der regnede med.
Når nu snakken drejer sig om holdpræstationer må særligt Gerolsteiner sidde tilbage med en noget dårlig smag i munden. I begge løb sad deres kaptajn med førertrøjen på løbets afgørende etape og i begge var de fuldstændig blottet for holdkammerater i nærheden, da de havde brug for hjælp. Gerolsteiners sportsdirektører udsender altid den ene mere lalleglade pressemeddelelse om, hvor tilfredse de har været med holdets 57. plads i Tour de California eller 8. plads i Tour of Siam. Dette sker med stor sandsynlighed for at styrke sammenholdet i truppen, men her hvor det for alvor skulle stå sin prøve faldt det fuldstændigt til jorden og på trods af de på papiret gode resultater kunne det have blevet til meget mere.
Team CSC må i etapeløbssammenhæng finde sig i, at de på nuværende tidspunkt er skubbet en smule ned af rangstigen, og at de måske i stedet skal vende fokus mod forårets klassikere som et sted, hvor de kan brillere selvom Fabian Cancellara og Karsten Kroon på nuværende tidspunkt ikke helt er i omdrejninger. I stedet kan man glædes over at Stuart O’Grady virker helt på toppen for når han sidder med langt inde på bjergetaperne, så er han skarp og kan derfor blive et interessant bekendtskab i Milano-San Remo. Ligesom Matti Breschel, der ellers har været sat lidt tilbage i foråret, men som så glimrende ud på stigningerne, noget der særligt lover godt frem mod de belgiske brostensklassikere, hvor man godt kunne unde den lidt uheldige dansker et gennembrud.
Fränk Schleck og Jens Voigt var udset til at være holdets bud på topplaceringer i løbene og det gik hæderligt, selvom jeg personligt er skuffet over Schlecks åbenlyse mangel på aggressivitet. På trods af sidste sæsons store gennembrud virker han stadig ikke som en rytter, der har fuld tiltro til egne evner, og det skal til, hvis han vil lege med i toppen i sommerens Tour de France, hvor holdet er meget afhængig af en stor præstation fra Schlecks side.
Hvad synes du egentligt om Paris-Nice ogTirreno - Adriatico?
Kom med din mening på www.feltet.dk/forum
DEL
