Epilog: Paris-Roubaix

O’Grady virkede nemlig som om, at den gode form var nedadgående, at han havde toppet i marts og at han i dette løb skulle ofre sig 100 procent for holdkammeraten Fabian Cancellara, der omvendt virkede som om, at han var helt hvor han skulle være. O’Grady lagde da også løbet ud med at køre med i det store udbrud, der skulle få afgørende betydning for løbets udvikling, noget løbsfavoritter normalt ikke gør.

I Arenberg blev han sat tilbage af en punktering og valgte efterfølgende ikke at køre efter udbryderne, men i stedet vente på feltet. Det er sjældent, at ryttere der bliver sat fra en frontgruppe kommer tilbage i løbet igen, igen overraskende. Måske var punkteringen i virkeligheden O’Gradys held, idet han slap på at stresse gennem Arenberg og derved kunne han spare sig indtil favoritfeltet nåede frem.

I afgørelsen virkede han som en rytter med stort overskud og overblik, men også som en rytter, der på grund sit holds overlegne styrke kunne tillade sig at angribe på tidspunkter og i situationer, hvor det måske kunne se lidt hovedløst ud. Det skal dog siges, at angriber man i front med omkring 20 kilometer igen af Paris-Roubaix, så er det omvendt nok fordi man har rigtigt meget at skyde med.

Sejren gør pludselig O’Grady først halvanden år i CSC-trøjen til en stor succes efter at mange efterhånden rynkede lidt på næsen over australierens manglende evne til at vinde cykelløb. Nu befinder han sig pludselig i en situation, hvor han samtidig overtager førertrøjen på ProTouren. Selvom han på nuværende tidspunkt ikke står på startlisten til Amstel Gold Race kunne det være en mulighed at lade ham stille til start i et løb, der på trods af sin fuldstændigt anderledes struktur ligger godt til O’Grady, der om nogen må betegnes som alsidig.

Jeg tror dog ikke på, at han stiller til start. Selvom O’Grady har evnerne, så tror jeg ikke, at han mentalt vil være i stand til at sætte sig op til det hollandske, der i prestige ikke kommer i nærheden af Paris-Roubaix. Der ville således være en god chance for at han kun stillede til start for syns skyld, hvilket ikke ville i tråd med den opfattelse jeg har af holdet.

Mon ikke også CSC er godt tilfreds selv uden den eksponering en ProTour-trøje ville have givet. Holdet kan se tilbage på deres bedste brostenssæson nogensinde og med sejren kan man med god ret påstå, at det stiller til start i Ardennerløbene uden det store pres på rytternes skuldre.

Det må betegnes som klasse at et hold i den grad kan dominere en af kalenderens absolut vigtigste begivenheder, når holdets stjerne og løbets storfavorit aldrig kom til at spille en rolle. De sidste seks år er en CSC-rytter sluttet i top 5 og efter to sejre i træk vil det næppe være forkert at påstå, at holdet efterhånden har overtaget den trone som Patrick Lefevres forskellige mandskaber har siddet tungt på i snart ti år.

Omkring selve udviklingen i løbet er der egentlig ikke meget at sige, idet det foregik ganske forudsigeligt, det var som sådan kun navnene på de ryttere, der var i front, der var overraskende, for efter O’Grady kom Flecha, Wesemann, Leukemans og Petito. Både Flechas og Wesemanns præstation er selvfølgelig ikke den store sensation, men siden ingen af dem har gjort noget væsen af sig den sidste måneds tid, var det ikke de første navne, der kom over eksperternes læber, når favoritterne skulle nævnes. Paris-Roubaix er så unikt et løb, at det ved favoritudnævnelser kan være klogere at konsultere sidste år resultatliste frem for resultatet af Ronde van Vlaanderen ugen inden på trods af at begge løb foregår på brosten.

Særligt Steffen Wesemann må fryde sig efter at han helt uforståeligt ikke kunne få en kontrakt med et ProTour-mandskab på trods af sidste års bedrifter, der omfattede en 2. plads i Amstel Gold Race og en 6. plads i Paris-Roubaix.

Storfavoritterne Fabian Cancellara, Alessandro Ballan og Tom Boonen måtte tage til takke med placeringer længere ned på resultatlisten. Ballan havde en decideret offday, mens Cancellara både blev ramt af en række uheld og samtidig heller ikke havde sidste års styrke. Tom Boonen fik masser af TV-tid og selvom han til tider så stærk ud på brostenene, så manglede den sidste saft og kraft. Efterhånden står det også lysende klart, at når Quick-Step-rytterne er overlegne i tal, så er Boonen umulig at have med at gøre, mens han omvendt virker til at have meget end almindeligt svært ved at håndtere undertalssituationer, hvor han virker ubeslutsom. Det ser ud til at han tænker for meget, hvilket er ligefrem skadeligt i et løb som Paris-Roubaix.

Set med danske øjne var der meget at glædes over. Jeg er ikke i tvivl om, at Lars Michaelsen var endt på podiet i sit sidste løb i karrieren, men omvendt så er styrt en del af cykelsporten og skal man være lidt hård, så burde en 38-årig rytter, der har kørt disse løb de sidste 12-13 år, være for rutineret til at styrte under solokørsel i tørvejr. Det hele sluttede med en 11. plads så stadig var det et flot punktum på en karriere, der efter danske standarder må betegnes som nydelig. Arvefølgen virker heldigvis allerede sikret idet den 15 år yngre Matti Breschel kørte ind på en 14. plads efter en dag, hvor han konstant var med i spidsen. Det er kun den sidste rest af råstyrke der mangler, før han kører i top 10.  

Læs også

Medie: Mørkøv har skrevet under med nyt hold