Epilog: Paris - Nice & Tirreno-Adriatico

nullParis - Nice
Årets udgave af Paris – Nice går nok over i historien som et af de mest intensive og afvekslende etapeløb i de senere år. Det var noget så sjældent som et etapeløb uden en eneste regulær massespurt og det skete ikke på baggrund af kollektiv enighed i feltet om ikke at køre udbrydere ind, men derimod næsten dagligt grundet offensiv kørsel fra løbets favoritter. Vejret spillede selvfølgelig også ind og selvom det er noget lort for ryttere, så har jeg altid holdt fast i, at regnvejr og kuling giver fremragende cykelløb.

Den store taber i Paris – Nice var ikke de ryttere, der fik deres løb ødelagt af styrt eller splittelser i feltet. Derimod fremstår UCI i dag som en organisation uden føling med cykelsporten, et forbund, der prøvede at true sig til succes, men som i stedet må lide den tort at være til grin. Jeg havde ingen respekt for de trusler om udelukkelse fra diverse begivenheder som Pat McQuaid rundhåndet delte ud inden løbet, men respekten for den irske leder er faldet til det rene nulpunkt efter det viste sig, at UCI hverken havde intentioner eller magt til at føre truslerne ud i livet.

Resultatet af magtkampen var givet på forhånd og viser desværre, at UCI stadig ikke har forstået den professionelles sports grundlæggende opbygning. Cykelsporten er en kapitalistisk sport styret af store, men få økonomiske kræfter, der kræver forrentning på det bidrag de yder til sporten. Denne forrentning kan kun komme i hus ved eksponering på TV og den eneste måde at komme i TV på, er ved at køre de løb, der bliver sendt. Det er egentlig såre simpelt og derfor bliver holdene nødt til at lefle for de arrangører, der kan garantere dem at komme i TV.

UCI har i denne sammenhæng ikke har nogen vægtige modargumenter på bordet. Den reelle trussel har bestået i udelukkelse fra OL og VM, men modsat i så mange andre sportsgrene, så er disse løb nok væsentlige, men ikke altafgørende løb på kalenderen. Uden at ville kaste mig ud i en nærmere undersøgelse, så er det mit bud, at der er ligeså mange ryttere, der gerne vil vinde Paris - Roubaix som der er ryttere, der vil være verdensmester. UCI har også kunne argumentere for at sammenhold med verdensorganisationen ville gavne holdene på sigt, idet deres investering skulle være garanteret ved deltagelse på ProTouren, men umiddelbart tvivler jeg på, at ProTouren som produkt har højnet eksponeringen for diverse cykelhold de seneste tre år.

Som tilskuer kan man kun være glad for at holdene og rytterne ikke tog truslerne alvorligt for det var som sagt et glimrende cykelløb, der viste sig uforudsigeligt og spændende til de sidste. De første etaper eliminerede ellers en stor del af forhåndsfavoritterne ved sidevind og styrt og efter etapen til Mont Ventoux lignede Robert Gesink (Rabobank, billedet) en sikker vinder. Alligevel blev det dramatisk på næstsidste etape til Cannes, hvor Gesink måtte slippe førertrøjen til Rebellin efter en fantastisk nedkørsel fra Col du Tanneron, der som bjerg efterhånden er blevet synonym med Paris – Nice.

Davide Rebellin (Gerolsteiner) er efter min mening en af de mest underkendte cykelryttere overhovedet og han har kun undgået at blive en superstar på grund af sin personlighed, der af cyklen aldrig har formået at brænde igennem kameraerne. Det er ligeledes glimrende at se, at han i en alder af 36 år fortsat kan producere topresultater og på ingen måde virker som en rytter, der går tilbage. Alligevel kan jeg godt ærgre mig over Gesinks nedtur, den unge hollænder byder nemlig på et interessant frisk pust i en sport, der har brug for nye profiler og selvom kørestilen pænest kan beskrives som alternativ, så har den sin helt egen individuelle charme. En samlet sejr i Paris – Nice ville have været et flot startskud på en karriere, der allerede nu ser ud til at byde på en dominerende rolle i de største etapeløb.

Tirreno – Adriatico
Som traditionen efterhånden byder det, foregik det italienske etapeløb Tirreno – Adriatico samtidig med Paris – Nice. Mens det franske løb også handlede om politik og magtkampe, så kunne de italienske arrangører afslappet se, at de helt store navne tog til Italien.

Jeg ved ikke om man hierarkisk overhovedet skal forsøge at måle de to løb i forhold til hinanden, men det virker som om, at Paris – Nice har en selvstændig interesse hos mange af rytterne, mens Tirreno – Adriatico stadig lider af (eller drager fordel af) at være et opvarmningsløb forud for den italienske klassiker Milano – San Remo. Tirreno – Adriatico er et løb, der er flot at have på resultatlisten, men ikke helt et løb man bygger en del af sin sæson op omkring.

Ruten gjorde det nu ikke lettere og allerede på forhånd var den samlede sejr solgt til en enkeltstartsspecialist. I kampen mod uret er ingen bedre end Fabian Cancellara (CSC) og han skulle som sådan bare holde sig til på de kuperede indledende etaper og så ville chancen for en samlet sejr være oplagt.

Det hele gik efter planen og Cancellara kunne således viderebygge på de meritter, der er eksploderet siden schweizeren kom til CSC inden 2006-sæsonen. Det enestående ved Cancellara er at han er blevet en langt bedre allround-cykelrytter uden at det på den mindste måde er gået ud over sin tidligere spidskompetence – den korte prolog. Rolf Aldag udtrykte efter prologen i Tour of California, at resten af verden nok måtte se i øjnene at når Cancellara er i form, så vinder han de enkeltstarter han kører, men det ser ud til at blive til meget mere end det, når forårets klassikere står for døren.

Jeg køber omvendt ikke det udsagn, at Cancellara må betragtes som en af favoritterne forud for Milano – San Remo. Løbet ligger ikke særlig godt til Cancellara, der i form både kan køre opad og samtidig også spurte, men ingen af delene på det ypperste niveau. I Milano – San Remo er det kun de reneste bakkesprintere eller spurtkanoner, der tager sejren og det oplagte bud må stadig være Oscar Freire (Rabobank). Jeg skal dog medgive denne, at han har en pointe, når han konstaterer at gruppen af ryttere, der kan skabe den afgørende udskilning på Poggio, er større i år end tidligere.