Er U-23-klassen blevet overflødig? Hvordan vil DCU agere i en ny virkelighed?

På baggrund af indsigterne fra min tidligere artikel, hvor jeg undersøgte aldersudviklingen i cykelsporten, tænkte jeg, at det kunne være interessant at blive klogere på, hvilken betydning den aktuelle udvikling har for de unge danske ryttere.

For at blive klogere på emnet kontaktede jeg U-19-landstræneren, Michael Berling, der om nogen har kendskab til en gruppe af ryttere, der historisk ikke har været forbundet med de professionelle rækker, men som i stigende grad må forholde sig til samtidens forventninger til dem.

Berling havde flere pointer om den aktuelle udvikling, men det var især hans beskrivelse af de problemer, der følger med en kortere ungdomskarriere, der var særligt interessante.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den korte ungdom

”På relativt kort tid går man fra at køre cykelløb i børneklasserne til voksenklasserne. Altså den periode, hvor man kører cykelløb som et ungt menneske, den er blevet kortere, men det er jo ikke ens betydende med, at det, man skal lære, er blevet mindre,” forklarer den danske U-19-landstræner.

Det giver sig selv, at større krav inden for en kortere tidsramme leder til et øget pres på den enkelte rytter, men det er også vigtigt at huske, at den unge rytter i dag ikke er den samme, som vi så for et par årtier siden.

Da jeg spurgte landstræneren ind til, om han oplevede, at de unge er blevet mere professionelle i en tidlig alder, var han klar i spyttet.

”Den pointe, du kommer med, den er helt korrekt. Der er ingen tvivl om, at det, som vi har set i de senere år, som stort set alle kan se, men som vi især ser i samtiden, når man arbejder i den branche, vi gør, det er jo, at de unge mennesker i dag er meget bedre skolede,” siger Berling og forklarer:

De er meget mere professionelle i deres tilgang. De har en meget større viden, end man havde for 15 år siden. Man træner mere, end man gjorde tidligere, og man træner meget mere struktureret. Flere og flere ryttere har jo en personlig træner, så det er jo blevet mere professionaliseret.”

Når man undersøger denne udvikling, er det klart, at det er vigtigt at have in mente, hvilken slags rytter det er, vi ser i dag sammenlignet med de tidligere generationer. Men Berling pointerer, at det er vigtigt ikke at lade sig rive med af den tilsyneladende udvikling.

”Vi kan jo se, at der er nogle eksempler på helt unge ryttere, som træder ind fra dag ét og virkelig leverer. Men det er jo ikke ens betydende med, at alle de unge mennesker kan gøre det samme.”

Med de unge superstjerner, vi har i dag, er det nemt at lade sig forblænde af deres fremragende resultater, men U-19 landstræneren er ikke klar til at deklarere en ny normal på baggrund af de exceptionelle ryttere, vi ser.

Foto: Sirotti

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

”Man ser ryttere som Remco Evenepoel og Tadej Pogacar, som fra deres første sæson på WorldTouren mere eller mindre går ind og leverer store resultater og er blandt verdens bedste. Så er det jo vigtigt at oplyse til den næste generation, at det er de her exceptionelle atleter, som kan gøre de her ting og tage det vilde spring, men det er jo ikke ens betydende med, at alle kan gøre det samme.”

Den opmærksomme læser vil have noteret sig, at de to ovenstående citater afsluttes på samme vis, og det skyldes i høj grad, at Berling som U-19-landstræner repræsenterer et DCU, der ikke ønsker at lave nye strategier på baggrund af den ringe mængde data, som der er tilgængelig netop nu.

Hvordan forholder DCU sig til udviklingen?

Det er tydeligt, at DCU og Berling er opmærksomme på den udvikling, der foregår i cykelsporten, men de er samtidig også forsigtige med at konkludere noget for tidligt.

De vælger i stedet at fokusere på de ting, som de føler sig sikre på. Det er især det famøse ’vindue’, man har som topatlet, der er fokus på. For selvom rytterne i visse tilfælde peaker tidligere, er det ikke en garanti for, at de får en længere karriere.

”Det, som vi ved, som vi rent faktisk kan sætte to streger under, er jo, at en topatlet har en udløbsdato. Man har en rimelig defineret årrække på 8-12 år, hvor man kan være på topniveau.”

U-19-landstræneren tror tilsyneladende ikke, at man kan sætte lighedstegn imellem det, at rytterne bliver professionelle tidligere, og at man af den grund kan forlænge sin karriere på topniveau.

”Der er jo ingen tvivl om, at når man er ung atlet, så vil man bare frem i verden, og det kan kun gå for langsomt. Man har måske ikke altid sådan helt for øje, hvad der er vigtigt for en selv. Det bliver meget resultatfokuseret, og det gælder om at nå videre til det næste niveau så hurtigt som muligt.”

Både Mattias Skjelmose, Tobias Lund Andresen og Frederik Wandahl er nylige eksempler på danske ryttere, der har taget springet til WorldTouren i en tidlig alder.

Foto: Dorte Adelfred

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Jeg spurgte Berling, om han har oplevet, at de unge ryttere, han arbejder med, i dag er udsat for et større pres i en ung alder end tidligere generationer, men landstræneren mener, at presset altid har været til stede.

”Det synes jeg altid har været der. Der er et ekstremt pres på atleterne, fra hele miljøet, til at præstere tidligt og ikke komme bagud,” forklarer Berling og nuancerer:

”Men der er i hvert fald kommet mere opmærksomhed fra de professionelle hold mod de unge ryttere, end der var for fem-seks år siden.”

Denne aldersforskydning kan få en til at sætte spørgsmålstegn ved U-23-kategoriens berettigelse, for selvom den kan være sund for et ungt menneskes udvikling, kan den blive irrelevant, hvis de unge talenter skriver under med WorldTour-holdene som 20-årige eller tidligere.

Hvordan ser fremtiden ud?

”Der er ingen tvivl om, at det udgangspunkt, vi havde for de her klasseinddelinger for et par år siden, der har vi set et skred, og en anden tilgang til det nu på grund af nogle få unge atleter,” forklarer U-19-landstrænenren og uddyber:

”Den lange udviklingsperiode som professionel er blevet kortere. Det er der ingen tvivl om. Det (tendensen, red.) kommer vi nok til at se fortsat. Men at man kommer til at overflødiggøre U-23-klassen på sigt, det kan jeg ikke forestille mig.”

Berlings holdning til overflødiggørelsen af U-23-kategorien skal ses i lyset af hans perspektiv på den nye virkelighed, hvor han ikke mener, at man kan bygge et helt system op om nogle enkelte eksempler.

U-19-landstræneren tror, at der over tid vil ske en form for normalisering igen, fordi der ifølge Berling er mange unge ryttere, der har brug for de lærerige år i U-23-klassen. Derfor vil det ikke blive en norm at køre på WorldTouren i en meget ung alder.

”Jeg tror at, at når man har fået trukket nogle juniorer op, hvor læringskurven er for stejl for dem, så tror jeg holdene forhåbentlig lærer, at det ikke er alle juniorer, man nødvendigvis bare vil kunne trække op på WorldTouren og så fra dag ét forvente, at de inden for relativt kort tid er konkurrencedygtige.”

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

I tråd med hans tidligere pointer om ikke at generalisere på baggrund af exceptionelle eksempler, forklarer han, at DCU ikke ønsker at presse de unge til at præstere i en tidligere alder.

”Vores målsætning er ikke at skabe en super atlet, der er på toppen i en kort periode. Vi vil gerne skabe mange atleter eller understøtte arbejdet med atleterne, så de kommer til at præstere på højeste niveau i så mange år som muligt.”

Foto: DCU

DCU har tilsyneladende en holistisk tilgang til de unge ryttere, hvor man ikke forsøger at presse dem på alle parametre i en tidlig alder, hvilket er i tråd med den tilgang, som Mattias Skjelmose gav udtryk for at bruge i forhold til hans egen træning, da Feltet.dk talte med ham i vinter.

Da jeg spurgte Berling om, hvad DCU konkret gør for at skubbe rytterne i en holistisk retning, når det kommer til livet som cykelrytter, var landstræneren ret konkret.

”Vi sørger for at monitorere de ryttere, som vi har inde i vores system. I U-19 har vi 30 ryttere i bruttotruppen, og vi har de her timemæssige anbefalinger, der i sin tid blev lavet på baggrund af de data, der var til rådighed, for at kunne understøtte, hvad der skal til, for at man kan præstere internationalt i juniorklassen. Men samtidig også, så man har mulighed for at passe sin skolegang derhjemme.”

Selvom den ovenstående udlægning af talentarbejdet kan lyde en smule generel, er det et vigtigt område. For det er den balance, mellem livet af og på cyklen, der kan afgøre, om de unge ryttere kan holde til livet som cykelrytter.

”Det er vigtigt, at man ikke får sagt ja til alt mange ting i løbet af sæsonen. Fordi det egentlig bare slider de unge mennesker i stykker. De mangler stadig den der erfaring og ro i at kunne rejse til cykelløb i udlandet og have træningslejre og så videre. Så det er vigtigt, at man får skåret ind til benet og ikke laver mere, end hvad der er højst nødvendigt i en tidlig alder.”

Ultimativt er det risikofyldt at være en ung topatlet, eftersom man udover at presse sig selv helt ekstremt fysisk udsætter sig selv for en livsstil, der stiller store krav til det mentale helbred.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

”Der er rigtig mange, som ikke kun kører på landevejen, men også har flere aktiviteter (konkurrencedage, transport, red.), rundt omkring, og når sæsonen bliver lang, og der har været mange rejsedage, så er det lige pludselig, at det slider på det mentale overskud. Det er måske ikke altid, at det er cyklen eller kroppen, der er slidt i stykker.”

Men selvom nogle af de danske ryttere og DCU har en tilgang, der er bygget på et langsigtet fokus, så er der andre interessenter i cykelsporten, der kan skubbe udviklingen.

Fristelsen fra øverste hylde

”Det som, jeg synes er skræmmende, det er, at vi i dag ser ryttere helt ned til U-17-klassen blive kontaktet af ikke bare danske, men også udenlandske agenter og de her store internationale teams, som har development-teams tilknyttet, for allerede at bygge relationer til de unge mennesker og komme foran i køen,” forklarer Berling og uddyber:

”Det er i hvert fald ikke fordrende for det enkelte unge menneskes udvikling, at man allerede, imens man går i skole, skal tage stilling til kontraktlige forhold.”

Men den indflydelse, som DCU kan have på den enkelte rytter, er ret varierende. De er i et vist omfang styret af den enkelte situation.

”Helt konkret skal vi først have viden om, hvad der sker hos den enkelte. Er vi ikke informeret, har vi svært ved at gøre noget, men i de tilfælde, hvor vi har dialog med de unge mennesker, så inviterer vi dem indenfor for at give dem den bedst mulige vejledning.”

Men vejledningen af de unge ryttere er et komplekst felt. For udover den enkelte rytter er der ofte flere andre parter involveret i processen.

”Der er mange interessenter. Det er ikke kun os, men også deres egne trænere og de folk, de har omkring sig. Hvis man har sig en agent i juniortiden, så har de også indflydelse på, hvordan rytteren bliver påvirket.”

Foto: Sirotti

I sidste ende kan DCU ikke diktere, hvad de unge ryttere skal gøre, men de kan agere vejledere, og selvom man som ung eliterytter er omringet af rådgivere, er det stadigvæk en kompleks tilværelse.

”Det må ikke gå for langsomt, for så går man i stå i sin udvikling. Men det må heller ikke gå for hurtigt, for så er det, at atleterne som regel knækker.”

DCU forsøger fortsat at give de unge ryttere plads til at udvikle sig, men de kan over tid blive tvunget til at forholde sig til en ny virkelighed, hvis der bliver etableret en ny norm.

Hvis tiderne skifter, må DCU gøre det samme, men for nu vælger de at holde fast i et holistisk fokus, der fortsat giver de unge ryttere tid til at blive voksne, inden de bliver mødt med de forventninger, der følger med livet som professionel cykelrytter.