Feltet Femme: Trek-Segafredo

Et kaotisk 2020 er ved at gå på hæld, og rytterne kan se frem til sæson 2021, der forhåbentlig forløber mere som planlagt. Hos kvinderne er det blot anden sæson med WorldTour-hold, som UCI lancerede i 2020. 

Målet er at have 15 hold i 2022, men for den kommende sæson er det tal blot på ni. Planen er en del af en større strategi, som i sidste ende skal eksponere kvindecykling for flere fans. 

Feltet.dk vil som noget nyt lancere en artikelserie, der vil belyse profilerne på samtlige WorldTour-hold. 

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Ideen er at give læseren en mulighed for at danne sig et overblik over det kvindelige felt, så de er ordentlig klædt på, når den kommende sæson går i gang, og slaget skal slås i de store etapeløb og klassikere. 

Den kommende periode vil vi derfor løbende udgive en optakt for hvert hold jævnfør deres placering på UCI’s rangliste. Slutteligt vil der komme en artikel om profiler, som ikke er på WorldTouren, men stadig er interessante at kigge nærmere på.

Rigtig god fornøjelse - og kom så med den nye sæson!

Trek-Segafredo:

Siden Trek-Segafredo kom til i 2019, har der ikke hersket nogen form for tvivl om ambitionsniveauet. Det amerikanske hold skulle være med i den absolutte elite - og det er de så sandelig også kommet. Således endte de i år øverst på UCI’s rangliste for hold, efter Boels-Dolmans havde siddet solidt på førstepladsen siden 2016.

Truppen afspejler dette med den ene klasse rytter efter den anden. I virkeligheden burde stort set alle ryttere nævnes som værd at holde øje med for den kommende sæson. Tilsammen har de sørget for, at stort set hvert eneste løb i 2020 resulterede i minimum en top ti, hvis ikke mere.

I den netop afsluttede sæson var La Course et symbol for den sublime kørestil, som holdet formår at skabe. Med taktisk snilde lykkedes det Elizabeth Deignan og Elisa Longo Borghini at få skovlen under resten af verdenstoppen, da sidstnævnte lokkede konkurrenterne til at åbne spurten for tidligt. Netop de to er også de to største navne i den stjernebesatte trup.

Foto: Boels Dolmans

Elizabeth Deignan har båret VM-striberne og har desuden vundet i Liège, Flandern, Trofeo Alfredo Binda blandt mange flere. Ligesom Annemiek van Vleuten er det vel kun en olympisk titel, der mangler på CV’et, omend udsigten til et verdensmesterskab i Flandern må få tænderne til at løbe i vand for briten. Briten er en mester i endagsløb, og med sin lynhurtige afslutning er hun altid farlig farlig i finalerne.

I virkeligheden skal man dog kigge væk fra resultatlisten for at finde Deignans mest imponerende løbspræstation. Amstel Gold Race i 2019 var nemlig hendes tilbagevenden til professionel cykling efter at være blevet mor, og her var hun med til at animere løbet, da hun angreb på Cauberg. Hun blev hentet igen, men signalværdien var ikke til at tage fejl af.

Det løb fortalte os nemlig, at trods at have været væk i over halvandet år var såvel viljen som niveauet der stadig til at være blandt eliten. Og eftersom hun efter sigende blev afskræmt fra at indstille karrieren efter at have set ægtefællen Phillip Deignan fortryde sit karrierestop, ja, så får cykelverdenen nok glæde af ‘Lizzie’ lidt endnu, ikke mindst i 2021.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det samme gælder for Elisa Longo Borghini. Det føles ellers som om, hun har været med i en evighed - måske eftersom hendes første VM-medalje ikke var i 2020, men i 2012 - men den italienske mester runder kun sin 29. fødselsdag her i december. 

Longo Borghini har gennem år 2020 været den rytter, der har været tættest på at følge en til tider urørlig van Vleuten. Fra de spanske endagsløb i slut juli til verdensmesterskabet i Imola har deres dueller været medrivende, og styrkeforholdet blev gradvist mere jævnt, omend italieneren gang på gang har måttet se sig slået. Fortsætter denne udvikling ender vi med nogle drabelige dueller i 2021.

Holdet ærgrer sig nok over, at der ikke længere køres VM for hold, for i så fald var Trek-Segafredo nok endt med at få titlen. I deres to deltagelser i holdtidskørsler på WorldTouren er de nemlig endt med sejren. Det kan de blandt andet takke Ellen van Dijk for.

Det hollandske tempomonster er nemlig altid sikker på en gedigen præstation på tempocyklen, og siden sin debut i 2006 har hun årligt hentet en sejr hjem - bortset fra 2020. Det faktum til trods er der ikke grund til at male Fanden på væggen, for også i denne sæson var der flere imponerende bedrifter gemt i van Dijk, blandt andet med medaljen i Imola.

Med tempomonsteret i truppen må holdet gnide sig i hænderne over den første udgave af Paris-Roubaix. Vi ved fra herrernes løb, at en stor motor er nøglen til at komme i finalen i dette løb, og her kan van Dijk gøre en afgørende forskel, enten for sig selv eller sin kaptajn.

Foto:  Argon 18 Denmark / Peter Ebro

Modsat van Dijk har Amalie Dideriksen ikke gjort meget væsen af sig i det komprimerede 2020. Forventningerne var tårnhøje, efter hun som 20-årig blev Danmarks første verdensmester tilbage i 2016, og det har været svært at efterkomme. Der har ellers været gode præstationer, men på et hold som Boels-Dolmans er der næsten altid en anden kaptajn at køre for.

Skiftet til Trek-Segafredo gør ikke mængden af profiler mindre - tværtimod. Faktisk er Dideriksen udset til at skulle agere lead-out for til gengæld at få lov at fokusere på medaljer på banen i Tokyo. En ambivalent udmelding for en rytter, som foruden striberne i Doha også har vundet Ronde van Drenthe samt etaper i Boels Ladies Tour og Women’s Tour, men noget kunne tyde på, at det passer danskeren fint ikke at være udpeget kaptajn på forhånd.

Sprinteren, der skal lanceres, bliver Chloe Hosking, som i 2016 blev anset som feltets vel nok bedste sprinter. Hosking er garant for en sejr, men samtidig må hun konstatere, at der siden da er kommet nye skud på stammen. 

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Hun kommer næppe til at vinde på sin fart alene mod den nye garde, så der skal sættes lid til positionering og manøvrering. Samarbejdet mellem hende og Dideriksen bliver altså essentielt, når der skal opnås succes. Forhåbentlig bliver de to skarpe i kommunikationen, for skulle Hosking ikke have benene er den danske leadout altså en glimrende plan B.

Foto: Eurosport

Der er altså rigtig mange heste at spille på, og den største udfordring kunne blive at pleje alles interesser - hvilket nok også er grunden til at cross-stjernen Lucinda Brand har fået fripas til at lægge alt fokus på cross disciplinen denne vinter, hvor hun lige nu dominerer. 

Igen bør Paris-Roubaix nævnes, for med sin tekniske kunnen, som er i verdensklasse, må Brand være en mester til at danse over brostenene. Samtidig er hun eminent til at lide, og er der noget, som brostenene i Nordfrankrig frembringer, så er det smerte.

Holdet er spækket med talenter, og blandt dem bliver det særligt spændende at følge crosstalentet Shirin van Anrooij i hendes færd på WorldTouren. Det er naturligvis er for tidligt at forvente noget fra den 18-årige allerede nu, ligesom det gælder for jævnaldrende Elynor Bäckstedt, men fremtiden ser lys ud for dem begge.

Formår de at pleje alle rytteres interesser, så vil Trek-Segafredo fortsætte med at blive en dominerende faktor - det gælder for 2021 og sandelig også de følgende år. Henover hele truppen gælder det, at man som konkurrent gør sig klogt i at holde et vågent øje med Trek-Segafredo, for hver og en har det med at kunne gøre tingene færdigt.