- Johan Bruyneel: Intet forhindrer en kontrakt med Basso
- Barloworld: Skriver kontrakt med tidligere verdensmester
- Jan Ullrich: Holder formen ved lige
- Julekalenderen: Spændende trøje på auktion
- Euskadi-Euskaltel: Holdet klar til 2007
- Peder Pedersen: Urimeligt at bebrejde UCI
- Bjarne Riis: DNA-test er rent pop
- Jakob Piil: Frygter store forskelle
- 6-dages: Zabel og Risi suveræne
- Team Odense Energi: I kamp om Alex Rasmussens underskrift
De korte nyheder opdateres løbendeJohan Bruyneel: Intet forhindrer en kontrakt med Basso
Discovery Channel bliver, som man kan læse her på Feltet.dk, fra flere sider kritiseret for at have skrevet kontrakt med Ivan Basso. Flere team-managers mener, at det amerikanske hold har brudt Pro Tour mandskabernes aftale om ikke at skrive kontrakt med ryttere uden, at der stilles krav om aflæggelse af en DNA-test.
Men det amerikanske mandskabs belgiske sportsdirektør Johan Bruyneel afviser, at holdet har gjort noget forkert.
”Før vi tog denne beslutning undersøgte vi sagen og kontaktede fire specialiserede advokater, en schweizisk, fransk, spansk og italiensk, og de informerede os, at der var intet, der hindrede os i at skrive kontrakt med Basso,” siger han til Eurosport.
Tilbage til toppen
Barloworld: Skriver kontrakt med tidligere verdensmester
Den tidligere U23 verdensmester Kanstantsin Siutsou har ifølge tuttobiciweb.com skrevet kontrakt med Team Barloworld.
Den hviderussiske rytter har siden han blev professionel, kørt for Fassa Bortolo og Acqua & Sapone, og prøver nu lykken på sit tredje mandskab.
Tilbage til toppen
Jan Ullrich: Holder formen ved lige
Den detroniserede stjerne Jan Ullrich har haft en mildt sagt spændende sæson, hvor han først blev udelukket af Tour de
France og siden hen fyret af sit hold T-Mobile. Nu leder han med lys og lygte efter en ny arbejdsgiver, og flere hold har da også været nævnt som mulige emner.
Men selv om han leder efter et nyt hold, og det samtidig er koldt udenfor, arbejder det tyske kraftværk også hårdt på jernhesten. Den 32-årige rytter prøver nemlig på at veksle sit vrede og frustration til energi, og det kan måske blive værst for konkurrenterne.
På dette tidspunkt af året har Ullrich nemlig haft til vane at slække lidt for meget på træningen. Netop den manglende vintertræning har ofte fået skylden for, at tyskeren igennem de seneste mange år har måttet nøjes med sekundære placeringer i Touren. Men nu skal piben altså have en anden lyd, og i nærheden af sit hjem i det sydtyske er Ullrich dagligt ude at træde i pedalerne.
”Jeg cykler hver dag i tre timer, samtidig med at jeg træner i træningscentret. Jeg giver ikke op uden at kæmpe,” siger han til Bild. ”Mit mål nu er at overføre min sammensparede frustration til min cykling. Hvis det lykkes, vil jeg have forbandet meget energi!”
Tilbage til toppen
Julekalenderen: Spændende trøje på auktion
Feltet.dk har i samarbejde med Juhl Cycling (
www.juhlcycling.dk) lavet en julekalender, som startede den 7. november. Hver dag vil der være 5 cykeltrøjer på auktion i 5 størrelser (1 Medium, 2 Large og 2 X-large) i dag er det en militæragtig trøje, som hedder Cold Blooded cykeltrøjen.
Hver trøje sælges naturligvis på hver sin selvstændige auktion, dvs. at der hver dag frem til den 1. december vil åbne 5 auktioner.
Hver auktion vil starte fra 100 kr., men hvis du er helt sikkert på, at du bare må have en af trøjerne, så vil der være en "Køb nu pris" på 549,-. Hvis en bruger vælger at købe en af trøjerne med det samme, så vil auktionen blive afsluttet før tid, og der vil IKKE blive lavet en ny auktion på det pågældende produkt. Der vil IKKE blive lagt porto oveni auktionprisen.
Du finder auktionerne her:
www.feltet.dk/auktion.
(Dagens trøjer findes nederst på siden).
Dagens trøje er:Dagens auktioner starter den 11. november kl. 10.00 og afsluttes den 5. december kl. 20.00Tilbage til toppen
Euskadi-Euskaltel: Holdet klar til 2007
Trods Iban Mayos afgang af det mindre spanske ProTour hold Euskadi-Euskaltel ikke haft svært ved at finde erstatninger, og holdet har allerede 30 ryttere på kontrakt i 2007.
Den sidste ankomne rytter er 26-årige Ivan Velasco, som skifter til holdet fra Orbea-holdet. Holdet har 21 gengangere på holdet fra 2006 til 2007. To af de store talenter Samuel Sanchez og Igor Antón bliver på holdet. Især Samuel Sanchez får en vigtig rolle på holdet næste år, hvor presset også vil være stort på den talentfulde rytter, som i år vandt klassikeren Züri-Metzgete samt flere etape sejre i andre ProTour løb.
Følgende ryttere bliver hos Euskaltel i 2007: Beñat Albizuri, Igor Antón, Andoni Aranaga, Unai Etxebarria, Koldo Fernández, Aitor Hernández, Iban Iriondo, Markel Irizar, Iñaki Isasi, Roberto Laiseka, Iñigo Landaluze, Antton Luengo, Iban Mayoz, Aketza Peña, Alan Pérez, Rubén Pérez, Samuel Sánchez, Unai Uribarri, Gorka Verdugo, Haimar Zubeldia og Joseba Zubeldia.
De 9 nye ryttere, som holdet til holdet i 2007 er: Lander Aperribay (ny-professionel), Mikel Astarloza (Ag2r), Jorge Azanza (Kaiku), Jon Bru (Kaiku), Aitor Galdos (Panaria), Dioni Galparsoro (Kaiku), Andoni Lafuente (ny-professionel), Amets Txurruka (Barloworld) og Ivan Velasco (Orbea).
Tilbage til toppen
Peder Pedersen: Urimeligt at bebrejde UCI
Siden Operacion Puerto sagen startede, har UCIs præsident, Pat McQuaid, været yderst aggressiv i pressen. Hvis ikke de lokale forbund straffede rytterne, så skulle UCI nok tage over og sende sagerne videre til den internationale sportsdomstol (CAS), udtalte McQuaid flere gange.
Siden de udtalelser er Operacion Puerto stille og roligt faldet fra hinanden. De spanske myndigheder har lukket for adgangen til yderligere materiale, samt bliver sagerne en efter en afvist af de nationale forbund. Derfor var det ventet, at UCI ville gribe ind og måske prøve enkelte af sagerne hos CAS. Dette er dog ikke sket, og ifølge Peder Pedersen, som er bestyrelses medlem i UCI, kan man ikke bebrejde unionen noget.
”Det er urimeligt at bebrejde UCI, at unionen ikke skrider ind i ’Operacion Puerto’. Vi kan ikke foretage os mere ud fra de juridiske retningslinjer, der er afstukket. Jeg er bestemt også træt af, at der ikke kommer flere konkrete afgørelser. Men det er bare umuligt. Vi må holde os til reglerne, og så ellers håbe på, at alle andre implicerede parter også er interesseret i, at vi kommer helskindet ud på den anden side,” udtaler Pedersen i dag til Politiken.
Tilbage til toppen
Bjarne Riis: DNA-test er rent pop
I et interview i dagens Politiken fortæller den danske manager for Team CSC holdet, Bjarne Riis, at hele debatten omkring dna ifølge hans mening er rent pop. ”For mig er det slet ikke et spørgsmål om dna. I stedet er det meget vigtigere at få alle implicerede parter til at forstå, at der altså er nogle regler, der skal overholdes. Derfor handler det grundlæggende om, at alle finder ud af, at de skal opføre sig ordentligt. De kan bare gøre, som vi har tænkt os at gøre, så kommer dna slet ikke på dagsordenen,” udtaler Riis til den danske avis.
Dermed lægger Riis sig opad af Rasmus Damsgaard, som tidligere over for DR Sporten har givet udtryk for, at dna-testning er fuldstændig forrykt samt en hån mod rytterne.
Bjarne Riis oplyser desuden, at aftalen med netop Rasmus Damsgaard er tæt på at være på plads.
Tilbage til toppen
Jakob Piil: Frygter store forskelle
Efter Operacion Puerto har de forskellige ProTour hold ageret forskelligt i deres kamp for at sikre en renere sport. T-Mobile holdet har valgt at teste deres ryttere i hoved og røv, som Jakob Piil så frejdigt fortæller i dagens B.T. Andre hold er dog ikke gået lige så aggressivt til værks, hvilket godt kan irritere den danske rytter.
”Det ville være klart bedst, hvis vi havde fælles regler. I stedet er jeg på et hold, der har en stram politik, mens andre slet ingen politik har. Det er jo også forrykt. Jeg siger ikke, at alle andre så doper sig, men jeg kan da frygte, at jeg ikke kommer til at køre på samme vilkår som andre,” siger Piil til den danske avis, og fortsætter, ”Jeg har ikke lyst til at kæmpe mod nogen, som ikke kører på samme niveau med mig. Så kunne jeg lige så godt spille bowling for hyggens skyld. Jeg kører cykelløb for at vinde. Jeg har mine ambitioner og det er rimeligt svært at få opfyldt dem, hvis så mange ryttere, som Operacion Puerto antyder, har snydt.”
Jakob Piil giver dog i interviewet med B.T. udtryk for en enorm gejst, som man ikke har hørt fra den danske rytter længe. Så hvis han kan holde sig fra de skader, som han har været stærkt plaget af de seneste sæsoner, kan man forvente en stor sæson.
Tilbage til toppen
6-dages: Zabel og Risi suveræne
Efter at have kørt afventende på løbets første dag satte favoritparret, Erik Zabel og Bruno Risi, i går resten af parrene under et gevaldigt tryg, da de lagde sig i front af 6-dagesløbet i München. Eneste par som stadigvæk er nogenlunde med fremme, er Franco Marvulli og Iljo Keisse, som kun er en omgang efter. Resten af parrene er minimum tre omgange efter, og har ikke længere en reel sejrschance.
For Marc Hester og hans hollandske makker, Matthé Pronk, var gårsdagens hårde jagter ikke nogen stor succes. Ikke nok med tabte de fire omgange, så de nu er hele syv omgange efter spidsen, men de røg også to placeringer tilbage, så de nu kun ligger nummer 11 ud af 14 par.
Stillingen efter 2. dag1 Erik Zabel (TYS) - Bruno Risi (SWI), 119 p.
1. omgang efter2 Franco Marvulli (SWI) - Iljo Keisse (BEL), 126 p.
3. omgange efter3 Danny Stam - Peter Schep (HOL), 61 p.
4 Juan Llaneras - Isaac Galvez (SPA), 51 p.
5 Robert Bartko - Andreas Beikirch (TYS), 34 p.
4. omgange efter6 Christian Grassmann - Christian Lademann (TYS), 75 p.
5. omgange efter7 Andreas Müller - Alexander Aeschbach (SWI), 37 p.
6. omgange efter8 Paolo Bettini - Marco Villa (ITA), 40 p.
9 Stefan Löffler - Sebastian Frey (TYS), 29 p.
7. omgange efter10 Andreas Kappes - Erik Mohs (TYS), 55 p.
11 Marc Hester (DAN) - Matthé Pronk (HOL), 38 p.
12 Gerd Dörich - Frank Kowatschitsch, 27 p.
9. omgange efter13 Christian Bach - Roger Kluge (TYS), 43 p.
14 Angelo Ciccone - Fabio Masotti (ITA), 33 p.
Tilbage til toppen
Team Odense Energi: I kamp om Alex Rasmussens underskrift
Team Odense Energi offentliggjorde i går eftermiddags, at de i fra den kommende sæson bliver kontinentalthold. Samtidigt fortalte teamchef, Claus Rasmussen, at de tre første kontrakter, Casper Jørgensen, Martin Lollesgaard og Anders Fialla var på plads. Holdets store stjerne, Alex Rasmussen, er dog endnu ikke på plads, og der er lagt op til en kamp om underskriften, da flere andre hold også gerne vil odenseaneren på holdet, der i blandt mindst et af de andre danske kontinentalhold.
”Vi regner med, at det vi kan gøre for ham, er at matche det, andre kan tilbyde,” udtaler Claus Rasmussen, til Fyns Stiftstidende.
Team Odense Energis store mål i den kommende sæson er at få en plads til Post Danmark Rundt. Claus Rasmussen vurderer over for den danske avis, at Team GLS og Designa Køkken er forholdsvis sikre, og det dermed er Glud og Marstrand Horsens holdet, man skal kæmpe med om den sidste billet. ”I sidste ende er det Jesper Worre, der vurderer det, og derfor er det også op til rytterne at vise, vi skal være med.”
For at den kamp skal vindes, kræves det sikkert også at Alex Rasmussen fortsætter på holdet.
Tilbage til toppen