Danmark stiller lørdag med et stærkt U23 mandskab ved
VM i Salzburg, hvor alle fem ryttere har mulighed for at tage medalje. Det mener den danske landstræner Lars Bonde Nielsen. Landstræneren mener ligeledes, at de danske ryttere er så stærke, at alle fem ryttere har en fremtid i professionel cykelsport.
”De er hver især gode nok til at tage en medalje, men konkurrencen er så hårdt blandt U23 rytterne, at vores ryttere skal møde op i topform for at være med. Men gør de det, vil de også kunne tage en medalje, hvis det hele flasker sig. Selvfølgelig har vi i
Anders Lund en snart meget erfaren mesterskabsrytter og en rytter, som satser utrolig meget på ved det her VM. Han er sammen med Chris Anker ligesom vores topmænd, men de tre andre har rig mulighed for at køre med om medaljerne, og det får de også lov til. Det er et godt hold,” pointerer Lars Bonde Nielsen overfor Feltet.dk, der foruden Anders Lund (Team GLS) og Chris Anker Sørensen (Team Designa Køkken) har udtaget Jonas Aaen Jørgensen, Kristoffer G. Nielsen (begge Team GLS) og André Steensen (Glud & Marstrand Horsens).
”Sidste år havde vi Martin (Pedersen, red.), som vi mente kunne vinde VM. Det satsede vi hele butikken på. Han var med feltet hjem og spurtede om tredjepladsen, men det gik så ikke rigtigt. I år synes jeg, at vi har rigtig gode muligheder for enkeltmandspræstationer. Derfor kører vi ikke udelukkende for en enkelt mand. Selvfølgelig vil vi have et oplæg i forhold til hvilke ryttere, der skal satses på i de forskellige faser. André, Anders og Jonas er rigtig hurtige ryttere. Chris er rigtig dygtig til at køre udefra. Det viste han både ved
EM og for nylig i Treptyque. Det er helt klart angrebsterræn, og Kristoffer er en angrebsrytter. Har han en af de dage, hvor han kan køre solen sort, så er han en rigtig god mand for os. Både i forhold til det offensive, men også i forhold til at kunne hjælpe de andre. Han er en rigtig god holdrytter, og derfor også en mand vi har brug for. Derfor er det et rigtig spændende hold, hvor hver enkelt rytter kan nå helt til tops.”
Klar til-prof-karriereLigesåvel som at alle de danske ryttere kan blande sig i medaljestriden ved VM, ligesåvel har de alle potentiale til at fortsætte som professionelle. Både Anders Lund og Chris Anker Sørensen har længe været på tale hos Team CSC, men også de andre står med gode muligheder, mener landstræneren.
”Kristoffer blev nummer to ved U23 Paris-Roubaix. Han kørte i top i Slovakiet Rundt. Der er ligesom ikke noget at rafle om. Han har klassen! Det er bare et spørgsmål om held og om det rigtige hold på det rigtige tidspunkt melder sig,” vurderer Lars Bonde, der dog forventer, at der nok går et år eller to før André Steensen og Jonas Aaen Jørgensen er at finde i det professionelle felt.
”André bliver fulgt tæt af adskillige hold, men er vi enige om, at han skal vente et års tid,” siger Lars Bonde. ”Jonas Aaen har gjort det rigtig godt i Italien og er også en rytter, der er brudt rigtig igennem i år. Han kunne også godt blive professionel i løbet af et par år,” siger Lars Bonde, der selv forsøger at være opsøgende i forhold til den udenlandske professionelle mandskaber.
”Under Post Danmark Rundt snakkede jeg både med Henrik Redang fra Lotto og jeg snakkede med sportsdirektøren på Skil-Shimano. Jeg synes, det vil være positivt for dansk cykelsport, hvis vi kunne sprede nogle af rytterne ud - udover på Team CSC. Også fordi Team CSC ikke kan blive ved, i hvert fald i deres nuværende form, med at opsluge alle de danske ryttere, hvis man ser på juniorerne eller de nuværende U23 årgange,” fortæller Lars Bonde.
”Jeg sagde til både Lotto og Skil-Shimano, at de blot skulle se på juniorverdensranglisten for at se, hvad det er for talenter vi producerer. De meldte ret positivt tilbage, at jeg skulle vende tilbage. Selvfølgelig skal Lotto f.eks. have en masse belgiere. Skil-Shimano skal have nogle japanere og nogle hollændere. Der handler det selvfølgelig også om, hvor der er et marked rent salgsmæssigt.”
André Steensen i tæt kontakt med T-MobileLars Bonde Nielsen nærer dog størst forventning til T-Mobile, der længe har vist interesse for André Steensen.
”Det skal så siges, at der hvor de henvendte sig til mig i første omgang, der var det T-Mobiles gamle ledelse. Jeg ved ikke, hvor varmt det spor stadig er, men de henvendte sig til mig, og jeg har hele tiden været med i den tætte dialog. Men vi synes alle sammen, at André skulle tage minimum et år mere, næsten lige meget, hvad der skete,” fortæller Lars Bonde.
”Jeg forventer da også – ikke at han tager alle danskerne ind – at Brian Holm også har blikket rettet mod vores unge danskere, når han nu går i gang med sit arbejde. Det ville være unaturligt andet. Jeg ved også, at Rabobank er opmærksom på danskerne. Jeg snakkede med Nico Vierhoven og han spurgte til et par af dem. Dels om hvad de skulle og hvad de kunne - så de har også følerne ude. Men vi skal også være opsøgende og det er jeg også,” pointerer Lars Bonde Nielsen.