Filminstruktør vil have os ind i hovedet på Quaade

Uden at samtalen føres i en bestemt retning, bringer Daniel Dencik ’overraskelsen’ ind i billedet. Det har været noget af det vigtigste for ham under udarbejdelsen og klipningen af filmen Moon Rider – Kør til du dør, som har premiere og vises over hele landet i dag.

Det måtte ikke være for oplagt og åbenlyst – filmen skulle netop bibringe os noget nyt og uventet. Ikke de forventede billeder. Vi skal så at sige ind i selve ”maskinrummet” af cykelløb, og hvad det vil sige at være cykelrytter. Derind, vi sjældent kommer eller taler om.

Som når filmens hovedperson, det unge danske talent, Rasmus Quaade, i et cykelløb i Frankrig er sat af feltet og havnet så langt tilbage, at han pludselig selv skal finde vej og helt alene nærmest farer vild i en skov – kun omgivet af et par løbsmotorcykler, som ikke rigtig hjælper ham. Der står han så og venter på at blive samlet op.
 

Modsat filmen om det succesfulde danske firser-fodboldlandshold, Og Det Var Danmark, som Daniel Dencik var klipper og medforfatter på, og som startede med et klip af Hitler, består overraskelserne i Moon Rider af langt mere subtile provokationer. Det ligger snarere i stilen, i filmens sprog og i fravalg af det alt for åbenlyse. Ingen barbering af ben og slet ingen morgenmadsscener. (Den scene har Jørgen allerede lavet til perfektion.)

Konkurrerer ikke med Jørgen Leth
Det er Daniel Denciks debut som filminstruktør, og filmen, som af cykeldanmark har været længe ventet, bliver uundgåeligt holdt op imod cykelfilmlegenden, Jørgen Leths, klassiske film fra 1970’erne. Sammenligningerne er nærliggende, idet også Daniel Dencik benytter sig af et kunstnerisk filmsprog og ligesom ’mesteren’ finder fascination i særligt enkeltstarten: rytterens kamp mod sig selv.

Men sådan ser debutanten ikke selv på det. ”Min værste konkurrent har ikke været Jørgen Leths film – ser man dem, vil man hurtigt opdage, at vores film er meget forskellige. Derimod er det TV-dækningen. Et løb som Tour de France er jo utroligt flot produceret, særligt når man tager i betragtning, hvor vanvittig svært det er at producere gode cykeltransmissioner. Det er jo som en militæraktion. Så hvad kan jeg, med mit meget simple udstyr, som de ikke kan?” reflekterer han og svarer selv på det åbne spørgsmål. Hans film kan vise det, som kun er interessant, fordi han synes det. Fordi han vil vise det. TV-billederne fokuserer på andre ting – på dem, der er foran.

Således er Daniel Dencik, som Feltet.dk møder på en café med udsigt til Rådhuspladsen i København, dér hvor Rasmus Quaade i bogstavelig forstand vandt og fik overrakt sølv i U23 enkeltstarten ved verdensmesterskaberne i 2011, interesseret i at føre os. Ind i cykelsportens logik og helt ind i hovedet på et af de største talenter, dansk cykling råder over i disse år: Rasmus Quaade. En ung mand, næsten for begavet til at være cykelrytter, principfast og ekstremt selvbevidst. Blandt andet om sit måske største talent: Evnen og ikke mindst viljen til at køre sig langt ud over grænsen for, hvor smerte og ubehag ville stoppe langt, langt de fleste.

”Et meget bærende fascinationspunkt for mig var den her dødsdrift, han har. At han skal så tæt på at dø som muligt. Ønsket om virkelig at mærke sig selv, hvor han jo er ekstrem i ikke at lytte til sin krop. Det er et næsten uhyggeligt talent,” forklarer Daniel Dencik og erklærer sig samtidig enig i nogle af de tanker, filmens hovedperson selv gør sig; at den slags drift pirres i vores moderne samfund, hvor mandigheden er under pres.

’Being Rasmus Quaade’
Denne urkraft, som Rasmus Quaade har forstået at omsætte til at køre sig derud, hvor han får sit ’fix’, hvor det føles som at dø, betager instruktøren i en grad, at han vil have os, der ser filmen, os på den anden siden, til nærmest selv at føle det. Som en hallucination, mystisk, cool og så langt inde i hovedet på et andet menneske, ’Being Rasmus Quaade’, at det forplanter sig i minutterne, timerne, dagene efter. ”Ligesom en underlig ting, man kan prøve i Tivoli, og hvor man tænker: Årh, var det lige mærkeligt at være ham i halvanden time. Det er det, som har været filmens mål fra starten af. At være inde i Rasmus Quaade. At man skulle forsøge at forstå, hvordan det er at være ham,” siger Daniel Dencik og laver selv sammenligningen til Spike Jonzes specielle film fra 1999, Being John Malkovich.

Dette lyder unægtelig en kende sært og ledsages endog af en underfundigt smilende Daniel Dencik. Han er dog på ingen måde ude efter at tegne et negativt eller skævt billede af det unge cykeltalent, hos hvem han også ser mange andre og mere almindelige, menneskelige kvaliteter. Disse kommer også frem i filmen, selvom den fastholder at ville skildre hovedpersonen meget alene – en med Daniel Denciks ord moderne munk, uden at det skal opfattes som værende et ensomt liv.

Men det er Rasmus Quaades ensomme kamp, han vil ind til og udlægge. Et anderledes portræt, som Daniel Dencik er sikker på, at den lige dele komplicerede og fuldstændig ukomplicerede unge mand selv har været interesseret i at få frem. Skulle Rasmus Quaade lave en film om sig selv, ville han nå frem til samme resultat, siger Daniel Decik.

Og det kan der være noget om. I et telefoninterview med Rasmus Quaade selv, få timer inden denne samtale med instruktøren af Moon Rider, tilkendegiver han klart, at han ikke føler, han har ”ageret på nogen speciel måde. For at det skulle blive en god film om mig, har det været vigtigt, at jeg opførte mig normalt. At jeg ikke ændrede på nogen som helst ting.”

Meget tæt på
Det spændende projekt, som han blev involveret i, da Daniel Dencik i sin tid tog kontakt til ham (efter at have læst flittigt med på Quaades blog), har han også fint kunne tilpasse sig. ”Og jeg har mange ting at fortælle,” som han siger og afviser samtidig at projektet har været et forstyrrende element. Der har været lange pauser imellem, og kamera eller ej, så er han i stand til at fokusere og lukke alt forstyrrende ude. Tanker såvel som smerte. Det er det, der gør ham til en enestående enkeltstartsrytter. Den egenskab, hans hoved klarer bedre end andres.

Det hoved, instruktøren vil have os ind i, ikke nødvendigvis for at forstå det – men for at føle det, (gen)kende det. Så lærer vi ham egentlig at kende ved at se filmen? Tilbyder filmen et retvisende portræt af ham? ”Ja, det gør den, men ikke kun. Der er jo mange andre sider af mig, som filmen ikke viser, hvilket jo er meget naturligt, når Daniel ikke har været med mig over det hele. Men det er tæt på at være mig, man lærer at kende,” forklarer han og understreger, at ”man kommer meget tæt på”.

Måske er det af samme årsag, at han grinende i den anden ende af røret og med en lethed, man i glimt også ser i filmen, konstaterer, at han synes, det er en god film. ”Den handler jo om mig – og jeg kan godt lide mig.” Hvorefter han bemærker, at selvom den i hans øjne er flot, mener han ikke at kunne fortælle, om det nu også er en flot sammensat film eller ej. En faglig vurdering vil han altså helst ikke ud i, hvilket er sigende for bevidstheden om egne evner og kundskaber. Den samme modne bevidsthed, som får ham til at sige, at et af filmens vigtigste budskaber er det simple, at man som han bør tage sin studentereksamen, før man eventuelt satser på sin sport. ”Det er vigtigt, at der er noget at falde tilbage på.” At studenterscenerne i filmen kom med, handlede for instruktøren i højere grad om, at det var gode billeder – en vigtig dag i den unge mands liv.

Ned fra Månen
Hovedperson og instruktør komplementerer dermed hinanden. Daniel Dencik udtrykker det også ved, at de udvikler en slags ”musikalitet” i deres tid sammen, der strækker sig over tre-fire år og blandt andet involverer længere rejser og ophold i blandt andet Colombia og Australien. De skiftevis nærmer og fjerner sig hinanden – der opstår den fortrolighed, som får Rasmus Quaade til også i skrøbelige perioder at smide sine reservationer og åbne sig i tilstrækkelig grad til, at filmen får en unik indholdsmæssig tyngde. Selv på et tidspunkt, hvor rytteren trækker sig tilbage fra almindelige medier. Instruktørens ikke-aktualitetsstyrede, journalistiske ’hvordan føles det’-tilgang giver Quaade en mulighed for at sætte ord på sine mange tanker og følelser.

Også på et andet punkt viser det sig, at de to fæller har to forskellige indgangsvinkler, der tilsammen bliver meningsfulde. Titlens henvisning til og filmens kredsen om månen kommer oprindeligt af, at Daniel Dencik forstod, at den distance, en cykelrytter vil køre i løbet af sin karriere på topniveau, svarer til afstanden til månen, hvilket  fascinerede ham – og vil overraske mange uden for sporten. Titlen er ”en slags visualisering af det sindssyge i projektet, selvom jeg godt ved godt, at han ikke er unik i den sammenhæng,” siger Daniel Dencik. I den forstand er måne-metaforikken ikke en henvisning til en egenskab hos Rasmus Quaade.

Men ”folk, der kender mig, ved også, at min træningsmængde ikke har ligget helt deroppe, og på den måde er der meget langt til månen for mig,” bemærker Rasmus Quaade i telefonen. ”Men titlen rammer mig faktisk på en anden måde, for jeg har engang fået at vide af min sportschef, da alle på banelandsholdet under VM i Ballerup i 2010 hver især fik påpeget, hvad de kunne gøre bedre, at jeg skulle lade være med at ligne en, der lige var faldet ned fra månen.”

”Men det har jeg svært ved at ændre på, for når jeg begynder at fokusere stærkt på en konkurrence, så bliver jeg meget fjern og kan lukke ting helt ude, og der ser jeg faktisk ud som en, der lige er faldet ned fra månen. På den måde kan man faktisk sige, at titlen bliver meget rammende, selvom det ikke er i dens oprindelige forstand. Filmen kommer måske alligevel til at fortælle noget om mig som person, selvom alt det om månen måske ikke kommer fra mig og som noget, jeg ville sige.”

Vinde eller styrte
Rådhusklokkerne kimer i baggrunden og minder om det specielle sted, interviewet med Moon Rider skaberen foregår. Men det vækker faktisk ikke særlige minder, forklarer han. Dagen for U23 verdensmesterskabet i enkeltstart var spændende, men især hektisk, da han indtil da havde filmet alt selv med sit gammeldags Super8-kamera – en slags selvvalgt kunstnerisk udfordring. Men på dagen var han for første gang i forløbet general for en hel hær af fotografer – 47 i alt – samt lydmænd og produktionsassistenter. Der var ikke et øjeblik at slappe af i eller nyde begivenheden. Den, han vidste, skulle være filmens klimaks.

”Og da han blev toer, synes jeg også, det var irriterende. Nu synes jeg jo, at det er en gave for filmen. Det er nærmest det bedste, at han blev toer. Etter havde også været godt, eller hvis han var styrtet. Men så havde jeg jo været nødt til at filme et år mere,” siger han og slår en latter op. ”Når jeg ser på Rådhuspladsen i dag, forbløffes jeg mere over, at det kunne lade sig gøre at afholde et cykelløb her.”

Dermed er vi tilbage ved overraskelsen, som Daniel Decik bevidst arbejder med. Den bratte overgang fra de grovkornede, poetiske billeder, han selv har skudt med sit Super8-kamera, og til den gennemproducerede dækning af VM-enkeltstarten, skiftet i metode, fungerer for instruktøren også som et overraskelseselement. Nu skulle det med ét være endnu vildere, end hvad TV-stationerne er i stand til.

Den svære enkeltstart
”Enkeltstart er jo svært at filme på en fed måde. Det er tit bare, at du ser en rytter bagfra, så hvordan kan vi komme foran han, se hans ansigt. Det var en stor udfordring. Derfor får det en effekt i filmen, fordi det pludselig bliver så bombastisk.”

Samtidig var det instruktørens held, at han havde udvalgt kun at filme de tre senere medaljetagere, og at enkeltstarten indeholdt alt det drama, han havde kunnet håbe på. Men heldet forfølger som bekendt de tossede, og selv tossede skal ind imellem være rigtig dygtige. Enkeltstarten gav i hvert fald alt, hvad Daniel Dencik drømte om. Rasmus Quaade kollapser, vælter livløs af cyklen efter at have sikret sig sin sølvmedalje, og kameraet er helt tæt på.

Det overvældende cykeldrama, filmen i sin afslutning har vist, efterlader tilskueren i næsten åndeløs spænding. Foruroligende er det at se Rasmus Quaade gøre netop det, filmen har kredset om så længe – det han selv har sat så mange ord på.

Hvordan er der mon inde i det der hoved?

Læs også Feltet.dk's anmeldelse af Moon Rider - Kør til du dør, og se her, hvor filmen vises.

 

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie