Mens O'Grady, Lars Michaelsen og Matti Breschel stadig kæmper på brostenene, så har junior-rytterne afsluttet deres løb, og det blev til et flot dansk resultat.
Artiklen fortsætter efter videoen.
En Forårsdag i Helvede var ingen underdrivelse til junior udgaven af Paris-Roubaix. 127 km med hele 28 af den på de fæle nordfranske brosten!
På trods af styrt og punkteringer lykkedes det at få 4 danskere i top 15, og dermed hentede de også rare UCI point.
Bedste dansker var Mikkel Schiøler (Roskilde) på en flot fjerdeplads, og i gruppen efter, som bestod af 11 mand, som kom i mål ca. 1:30 minut efter den franske vinder, sad to Festina Vejle ryttere, Ricky Jørgensen og Christopher Juul Jensen samt Mikkel Lund fra Roskilde.
Vigtige danske UCI point i Paris-Roubaix
En fjerdeplads til Mikkel Schiøler og en ottendeplads til Mikkel Lund i dagens juniorudgave af Paris-Roubaix gav Roskildes juniorhold UCI point efter en varm dag på brosten.
Med en støvsky hængende efter feltet og en servicebil sidst i kortegen skulle der arbejdes hårdt i dagens løb. Taktikken forud for løbet var at sidde så langt fremme som muligt på de første 40 km uden paveer og ramme brostenene i front af feltet. Det lykkedes nogenlunde, selvom der skulle kæmpes for det i et felt af ryttere med samme taktik.
Efter de første paveer havde Mads Meyer haft de første to punkteringer, også Michael Kjergaard havde stået i vejkanten med et fladt dæk, og Morten Dyrkilde havde været indblandet i et af de obligatoriske små-styrt.
I takt med at trætheden indfandt sig minimeredes feltet, og en 17-mands gruppe med Mikkel Schiøler, Mikkel Lund og de to Vejle-ryttere Ricky Enø Jørgensen og Christopher Juul Jensen var tilbage i front. En fransk landsholdrytter kørte fra gruppen og kom i mål alene ½ minut før yderligere to ryttere, der kørte væk med fire paveer igen.
Efter yderligere frafald i gruppen sad 11-mand nu tilbage stadig med hhv. to Roskilde- og to Vejle-ryttere. På paveerne blev gruppen flere gange splittet, men samlede sig igen hver gang.
Med 5 km igen stak Mikkel Schiøler fra gruppen med en italiener og vandt klart spurten om fjerdepladsen, mens Mikkel Lund sluttede som nummer tre i ni-mands gruppen og blev dermed otte. De to Vejle-ryttere kom ind efter Mikkel Lund i gruppen.