Forskel i præmiepenge - et symptom

nullDer har været en debat om, hvorfor mandlige cykelryttere får en større sum præmiepenge end de kvindelige cykelryttere. Til dèt kan jeg kun sige èn ting: « Selvfølgelig skal kvinderne honoreres på niveau med mændene. »

Jeg synes dog, at debatten skal trækkes væk fra en disciplin og flytte fokus til en generel debat, som burde være startet for LÆNGE siden. Problemet er for så vidt ikke forskellen på præmieringen af kvindelige og mandlige idrætsudøvere, da denne forskelsbehandling er et symptom. Selve sygdommen ligger i, at kvindernes præstationer/resultater ikke værdsættes og respekteres på højde med mændenes og denne holdning gennemsyrer samfundet.

Selv mandlige idrætsudøvere, som jeg har talt med, mener, at kvindernes præstationer er under niveau. Her hopper "kæden" jo af, da specielt mænd vil sammenligne pærer og bananer. Kvinder og mænds fysik er forskellig fra hinanden, hvilket gør, at når det kommer til f.eks. styrke, så vil mænd kunne løbe stærkere, springe højere og længere end kvinderne. Problemet er så, at det er mændenes niveau, der ubevidst sættes som målestok - også for kvinderne og resultatet, hvor langt, hvor hurtigt, hvor højt etc. bliver et mantra. Den kvindelige vægtløfter kan ikke trække og støde det samme antal kilo som en mand, men træningen har været ligeså benhård for hende. Dertil kommer, at under konkurrence, er spændingen den samme og ligeså stor fornøjelse at se på teknikken.

Det jeg vil frem til er, at kvindernes præstationer ikke skal devalueres og underkendes, fordi man partout vil sammenligne med mands resultater/præstationer. Lad mig også slå fast, hvis nogen er i tvivl. Kvindelige idrætsudøvere er ligeså seriøse som mændene, og vejen til resultaterne har været ligeså lang og hård. Derfor skal kvinder selvfølgelig præmieres på samme niveau som mænd.

Mht. cykling, så vil nogen nok sige: « Jamen, kvinderne kører jo ikke lige så langt som mændene! » Igen sammenligner man pærer og bananer. Hvis kvinderne skulle køre ligeså langt som mændene, vil det ca. svare til, at mændene skal op at køre distancer på 3-400 km. Endnu engang bør fokus flyttes og anskue forskelsbehandlingen i et større perspektiv - det er den generelle holdning til kvindeidræt, den er gal med.

Da det er illusorisk at tro på, at der sker en holdningsændring oppe fra og ned, fra den ene dag til den anden, kan vi jo starte nede fra og op med en ens præmiering for kvinder og mand - i alle idrætsgrene.

Jeg vil slutte af med et tankeeksperiment: "Hvad vil du sige til, hvis hvide og farvede idrætsudøvere blev præmieret forskelligt?"

Læs mere om Dorte Lohse i hendes dagbog.