Gensyn med en klassiker: En forårsdag i helvede

Paris-Roubaix.

Der er ikke mange bynavne, der kan gøre mig forfjamsket blot ved at blive nævnt i en bestemt rækkefølge, men det kan ”Paris” efterfulgt af ”Roubaix”. Vejen mellem de to franske byer er nemlig belagt med brosten fra helvede, og det skaber et helt og aldeles forrygende cykelløb år efter år efter år.

Og dog. På grund af coronapandemien har vi nu rundet 900 dage siden, der sidst blev kørt cykelløb på de nordfranske pavéer med afslutning inde på den åbne cykelbane i Roubaix, dengang med Philippe Gilbert som vinder af spurtduellen mod store, stærke Nils Politt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ventetiden er fuldt ud forståelig og forsvarlig, men det ændrer ikke på, at de 900 dage har føltes lange - rigtigt lange endda. Det har de især, hvis man, som undertegnede, har Paris-Roubaix som sin klare favorit blandt alle endagsløb. Her vinder Frankrigs monument på sit uovertrufne væddeløb, der aldrig mangler dramatik eller gedigne overraskelser, men også på den visuelle nydelse ved at se verdens ypperste cykelryttere bumle hen over ufremkommelige markveje, så de enten kommer i mål dækket af støv eller mudder.

Af samme grund kan jeg undre og ærgre mig over, at jeg ikke tidligere har fået den lyse idé til at gense En forårsdag i helvede fra 1977, Jørgen Leths berømmede dokumentarfilm om 1976-udgaven af løbet. Måske jeg var bange for, at jeg bare ville komme til at savne det egentlige cykelløb endnu mere?

Men gudskelov så er Paris-Roubaix jo igen lige inden for rækkevidde, nu endda både for mænd og kvinder, og denne gang kan de (syv-ni-tretten) ikke nå at hverken aflyse eller udskyde. Derfor kunne jeg med ro i sjælen sætte En forårsdag i helvede i DVD-afspilleren som den ideelle optakt til det savnede løb, og, ganske som med cykelløbet, gik jeg ind med høje forventninger til gensynet med filmen, som jeg allerede har set flere gange.

Mine friske indtryk af En forårsdag i helvede vil jeg her opsummere i denne tredje og, umiddelbart, sidste del af artikelserien ”Gensyn med en klassiker” om cykling på film.

Seriøs sport

En mekanisk raslen høres hen over sort skærm, inden første billede i En forårsdag i helvede røber lydkilden: Kæden på en cykel, som en mekaniker er i færd med at oliere med en børste. Kameraet og filmen dvæler ved de koncentrerede forberedelser uden at kommentere på dem, udover at komponisten Gunner Møller Pedersens strygere også blander sig i lydbilledet efter et lille minut af filmen.

Tre minutter varer denne åbningsscene med den tavse mekaniker. Det er en fantastisk åbning, der både er poetisk og betagende i den nærmest meditative effekt, det fremkalder at se denne navnløse mand gøre en cykel klar, men hvor musikken samtidigt ophøjer hans arbejde til en aktivitet af uvurderlig betydning.

Derfor er det også i fortællemæssig forstand en velvalgt introduktion til filmen, for hvis man indleder en film med langsom strygermusik over billederne af en cykel, så illustrerer man også, at denne film tager cykling bundseriøst. Det er altså ikke sport som gemen underholdning, man kan forvente i En forårsdag i helvede, men derimod at cykling også indeholder andre og dybere elementer. Og så er det i øvrigt også en kløgtig indikation på, at selve udstyret vil få stor betydning i cykelløbet.

Roger De Vlaeminck (tv.) og Eddy Merckx (th.) i direkte duel.

Landevejens martyrer

Efter denne ordløse åbning skifter filmen gear. Med Leths velkendte fortællerstemme som vejleder præsenteres efterfølgende de formodede hovedpersoner i netop denne udgave af Paris-Roubaix: Først Roger De Vlaeminck med rockstjernebakkenbarterne og straks herefter Eddy Merckx, der jo, i Leths beskrivelse, har domineret cykelsporten ”på en temmelig enestående måde i flere år.” Persongalleriet udvides dernæst med opkomlingene Freddy Maertens og italienske Francesco Moser, som Leth ikke kan dy sig for at sammenligne med sin elskede Fausto Coppi (tilføj et ekstra ”Fausto Coppi” efter behov).

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Med de kompetente kombattanter og deres rivalisering introduceret mangler dog stadig selve løbet. Indtil nu har scenerne koncentreret sig om forberedelserne og har faktisk ikke ofret mange sekunder på den sportslige udfordring, men så skal jeg ellers love for, at filmen kommer efter det.

Musikken slår over i, hvad der bedst kan beskrives som krigstrommer, idet filmens eneste billeder i sort-hvid glider over skærmen. Her ses nu Paris-Roubaix i al sin frygtelige vælde fra en tidligere udgave, hvor rytterne glider rundt på de mudrede brosten - et sandt helvede nordpå. Leth sparer da heller ikke på de højtflyvende gloser og beskriver, med digterens selvfølgelighed, pavéerne med ordene: ”Dette helvede er år efter år skueplads for danteske infernoscener, utrolige strabadser, martyrier.”

Det store overblik

Så er scenen ligesom sat, og der klippes frem til selve løbsdagen og de allersidste forberedelser klokken halv otte om morgenen, herunder De Vlaeminck der fortærer en blodig bøf til morgenmad. I denne morgensekvens viser Leth, at han ikke har droppet det observerende eller sågar antropologiske blik, der også kendetegnede Stjernerne og vandbærerne, idet En forårsdag i helvede ligeledes inkluderer scener og perspektiver, der ikke omhandler selve cykelløbet, men også medierne, tilskuerne og løbets praktiske afvikling.

Efter den store mængde information om både ryttere og løb husker Leth desuden igen på sin poetiske side, og filmens vel nok smukkeste billeder viser Merckx’ Molteni-hold trille forbi slottet Chantilly, mens det står badet i det særlige sollys, som kendetegner den første tid efter solopgangen (og inden solnedgangen) - en tid der ikke uden grund kaldes ”den gyldne time”. Et fantastisk syn.

Herefter går starten i morgendisen, og dermed bevæger filmen sig ind i sin centrale del: Paris-Roubaix 1976. For selv om der som sagt også er mange scener om aktiviteterne uden om cyklerne, så har Leth denne gang et mere sportsligt fokus, end han havde i Stjernerne og vandbærerne, hvor resultaterne ofte blev ignoreret. Med sin tydelige introduktion af favoritterne til løbet har En forårsdag i helvede omvendt lagt op til en drabelig dyst på to hjul, og derfor er udviklingerne i løbet selvfølgeligt også vigtige for filmen.

Her ligger en væsentlig forskel også i selve billeddækningen. Til Stjernerne og vandbærerne var der kun to kameramænd til rådighed, men i denne omgang har Leth mønstret intet mindre end 26, heraf også nogle i helikopter. Med andre ord har filmen alle muligheder for at dække stort set ethvert aspekt af cykelløbet som en topprofessionel produktion.

Francesco Moser.

Simuleret tilskueroplevelse

Men til filmens store ros gengives løbet ikke blot som en forkortet TV-transmission med fokus på højdepunkterne. Helikopterbillederne benyttes således mere i kunstnerisk end praktisk forstand, da de sjældent viser betydningsfulde løbsmomenter, men i stedet er medtaget for det æstetiske aspekt ved dem. Det er således helikopterbillederne, der får æren af at blive akkompagneret af et operakors højstemte messen af ”Paris-Roubaix”, hvad jo er vanskeligt at beskrive som andet end episk. Med dette understreges den tillid, som filmen har til sit eget materiale - her er der plads til at udforske de enkelte momenter i stedet for at ile videre til næste billede med indbygget dramatik.

I modsætning til en live-transmission udnyttes de 26 kameraer desuden ikke til at til enhver tid give det totale overblik, da filmen i stedet insisterer på at lave nedslag i nogle øjebliksbilleder i løbet. Dette kommer til udtryk ved lange indstillinger uden klip, hvor et kamera står stille et sted langs vejen, og man så ser løbssituationen udfolde sig fra dette enlige perspektiv.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Dermed simuleres også noget nærmere en reel tilskueroplevelse af selv at stå langs ruten, end hvad en TV-transmission vil gøre. Særligt slående er en scene hen mod slutningen, hvor Leths fortællerstemme tæller sekunderne mellem to grupper, præcis som man selv ville gøre det som tilskuer for at svare på spørgsmålet ”Kommer de op igen?”.

Hen over filmen er det desuden et gennemgående greb, at man aldrig mister tidsfornemmelsen, da Leths fortæller igen og igen nævner det præcise klokkeslæt. Det bidrager til følelsen af at være til stede på løbsdagen, hvilket kun forstærkes af det udvidede perspektiv med scener med tilskuerne. Derfor formår En forårsdag i helvede ikke blot at indfange et fascinerende cykelløb, men også Paris-Roubaix som enestående begivenhed. Filmen kommunikerer ganske enkelt, at der på et år er 365 dage og massevis af cykelløb, men kun ét Paris-Roubaix.

Når alt det er sagt, så er det heller ikke til at komme uden om, at filmen er velsignet af rytterne, som i høj grad bidrager til dramatikken. Storfavoritten Roger De Vlaeminck er således første mand til at angribe fra feltet, og det gør han endda solo - og allerede på allerførste pavéstykke! Hvilken gave til filmen og cykelløbet, som herefter fortsætter ufortrødent med alt, hvad der hører til af dristige udspil, taktisk nervekrig og de uundgåelige defekter og uheld.

Fænomenal finish

Den nervepirrende afgørelse inde på velodromen serveres som endnu et rent moment, hvor man oplever spurten i realtid med kun de dramatiske billeder til at orientere sig i, mens Leths fortællerstemme forstummer i et lille minut. Dét er diametralt modsat en TV-transmission, hvor en kommentator ofte netop først rammer de høje toner i den sidste spurt, men i En forårsdag i helvede får seeren i stedet lov til at være alene med rytterne i deres sidste kraftudladning. Først i den langsomme gengivelse forklarer Leth udfaldet.

Filmen slutter, næsten som en selvfølge, med en scene i de ikoniske brusebade, der er en del af faciliteterne på cykelbanen i Roubaix. Løbets hovedpersoner ses nøgne, men alligevel omringede af presse, imens de udtrykker deres følelser om rejsen til helvede. I sidste billede indfanges danske Ole Ritter, der i et velfortjent brusebad kæmper med pavéernes støv, inden musikken svulmer ind over rulleteksterne. Korets messen fortsætter endda efter de sidste navne er opremset, så den som et sidste bevis på filmens overlegne tro på sig selv fortsætter i næsten to minutter over sort skærm.

”Mesterværk” er sådan et stort ord, der bliver slynget for meget omkring, men jeg tøver ikke et splitsekund med at kalde En forårsdag i helvede for en betydelig, filmisk bedrift. Modsat mit forrige gensyn med filmen syntes jeg denne gang ikke, at den var til den langsommelige side, da jeg i stedet blot nød at fordybe mig i verdenen ved navn Paris-Roubaix, som måske nok er rytternes helvede, men som er noget nær et paradis for mig.

Derfor skal jeg da heller ikke afvise, at jeg har været farvet af de 900 (vorherre bevares) dage siden seneste Paris-Roubaix, og at jeg derfor ikke kunne forholde mig tilstrækkeligt kritisk. Men faktum er, at jeg ikke kan sætte en finger på det filmiske ved En forårsdag i helvede, som med rette kan kaldes for en klassiker - eller, for nu at låne fra filmens storladne retorik, et monument i sig selv.

Læs også første del af ”Gensyn med en klassiker”, som omhandler Stjernerne og vandbærerne, der ligeledes er instrueret af Jørgen Leth.

Eller læs anden del af ”Gensyn med en klassiker”, der ser nærmere på Overcoming om Team CSC under Tour de France 2004.