Giro d'Italia-analyse: Den generøse og overlegne Giro-konge

En grand tour-sejr er ikke bare en grand tour-sejr. Der findes de knebne, hvor det akkurat med det yderste af neglene lykkes at hive en triumf hjem, som det vel mest mindeværdigt skete for Greg Lemond i den berømte Tour i 1989, og som da Juan Jose Cobo med en minimal margin fik skovlen under Chris Froome i Vueltaen i 2011. Og så findes der de helt suveræne, hvor man aldrig er i tvivl om, hvem der er løbets konge, som da Vincenzo Nibali i 2014 var så overlegen i Touren, at han vandt ikke færre end fire etaper undervejs.

Efter dagens afslutning på en uges bjergvanvid i den 102. udgave af Giroen kan vi konstatere, at den triumf, Richard Carapaz i morgen vil blive hyldet for, når han efter 17 km kørsel rundt i Verona når frem til byens arena, hører til i sidstnævnte kategori. Ganske vist ser det ud til, at den samlede sejrsmargin bliver på mindre end to minutter, men det skjuler den overlegenhed, det ecuadorianske vidunderbarn har lagt for dagen gennem det meste af løbet. Det hører nemlig i den grad til sjældenhederne, at en førende rytter har overskuddet til også at agere hjælper på en af løbets sværeste bjergetaper, men det var akkurat, hvad Carapaz så sig i stand til, da han i dag fuldendte sin suveræne dominans af årets Giro med endnu en imponerende præstation.

Carapaz sagde nemlig tak for hjælpen til Mikel Landa, der gennem hele den sidste del af løbet som altid har været loyal i rollen som hjælper, da han for 117. gang i karrieren endte som luksusløjtnant for en stærkere rytter. Selvom han stadig sad med sin på papiret værste rival, Vincenzo Nibali, følte Carapaz sig åbenbart så meget i kontrol, at han ikke var bange for at blotte sig i kampen for at bringe sin vigtigste hjælper med op på morgendagens podium i Verona. Dermed afslørede han da også, af hans meget selvtillidsfulde udtalelser i de seneste dage ingenlunde var noget bluffnummer, for en sådan beslutning tager man formentlig kumn, når man føler, at man er helt urørlig.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Sandheden er da også, at Carapaz gennem hele løbet har virket til at være i en helt anden liga. Allerede da han overraskede med imponerende kørsel på de to første enkeltstarter og ganske overraskende vandt 4. etape viste han, at han var kommet til løbet med ben, der gjorde det muligt at stræbe efter mere end sidste års 4. plads. Det første reelle billede af hans styrke fik vi imidlertid, da han for alvor åbnede for gassen på 13. etape, hvor han uden for kameraernes søgelys kørte en forrygende finalestigning og næsten hentede holdkammeraten Landa, der ellers havde opbygget et solidt forspring. Og da han dagen efter slet og ret kørte fra alle rivalerne på 14. etape, stod det klart, at Carapaz var løbets stærkeste rytter.

Man sidder da også med fornemmelsen af, at han kunne have opnået mere, end han gjorde. Han viste sin sande styrke på 13. og 14. etape, men derudover var det kun, da Nibali overraskende viste svaghedstegn på 17. etape, at han for alvor åbnede op. I dag synes det da også at være hævet over enhver tvivl, at han kunne have vundet etapen, hvis ikke han havde vist sin generøsitet og taknemmelighed ved i stedet at stille sig til rådighed for Landa, og på den baggrund er der ingen, der kan benægte, at den lille ecuadorianer bliver den helt fortjente vinder af den 102. udgave af verdens næststørste cykelløb.

Nogle vil måske hævde, at Nibali kunne have været med i kampen om sejren, hvis ikke han og Roglic havde undervurderet Movistar-rytteren, særligt på 13. etape. Det er imidlertid stærkt usandsynligt, at Nibali har mange søvnløse nætter af den grund, for på 14. etape viste Carapaz tydeligt, at han var bedste mand. Og havde afstanden mellem de to været tættere inden de sidste dage i bjergene, havde Carapaz naturligvis anvendt en helt anden og mere offensiv strategi, der ville have sikret samme resultat.

Carapaz’ overlegenhed blev også anskueliggjort af rivalernes kørsel i dag. Miguel Angel Lopez viste ganske vist det mod, de fleste havde forventet, ved allerede at åbne for gassen på Passo Manghen, men da det hurtigt viste sig, at Landa og Carapaz ikke var til at ryste, syntes alle at strække gevær. I hvert fald var der ingen, der kom med den ventede offensiv på Passo Rolle, og til slut syntes alle indstillede på at affinde sig med sekundære mål. Lopez erkendte, at han i stedet skulle satse alt på at vinde etapen, og da Nibali allerede på Passo Manghen blev sat regulært til vægs af sin direkte rival, accepterede Hajen fra Messina hurtigt, at han i stedet skulle forsøge at sikre sig den 2. plads, som Primoz Roglic var en alvorlig trussel mod.

Det lykkedes da også for den italienske veteran som med en gevinst på 50 sekunder til den slovenske forhåndsfavorit fik styrket det meget beskedne forspring så meget, at top 2 i årets Giro nu reelt er afgjort. Det er imidlertid langt fra givet, at det var gået på den måde, hvis ikke Roglic havde været så uklog at placere sig bag den lidt usikre Rafal Majka på løbets sidste nedkørsel. Polakken styrt betød nemlig, at sloveneren tabte kontakten med Nibali, og da Hajen var hurtig til at udnytte den pludselig opståede mulighed - med god hjælp fra Landa og Carapaz, der øjnede chancen for at bringe baskeren på podiet - var slaget tabt.

Man kan argumentere for, at Roglic selv begik fejlen ved ikke at starte nedkørslen i første gruppe, men ser man alene på hans fysiske styrke, havde han fortjent et bedre resultat. Selvom Carapaz, Nibali og Landa gjorde fælles front mod sloveneren, lykkedes det ham nemlig uden anden hjælp end nogle enkelte føringer fra Pavel Sivakov faktisk at holde de forreste i snor på den sidste del af stigningen. Dermed fik han bekræftet den fornemmelse, man han haft de seneste dage, nemlig at sloveneren faktisk har været i stand til at rejse sig mod slutningen, og at det maveonde, han led af undervejs, formentlig er en stor del af forklaringen på de trængsler, han havde i anden og begyndelsen af tredje uge.

Heldigvis kan han også glæde sig over, at Majkas styrt ikke ser ud til at koste ham podiepladsen. Afstanden til Landa er nemlig kun 13 sekunder, og dem burde han nok kunne finde på de 17 km rundt i Verona i morgen. Det bliver ganske vist ikke til den sejr, han havde drømt om, men han kan alligevel være relativt tilfreds med udfaldet af årets Giro. For første gang har han nemlig skullet løfte rollen som favorit i en grand tour, og det har han klaret ganske fornemt trods styrt og maveproblemer samt ikke mindst et hold, der efter tabene af Robert Gesink og Laurens De Plus ingenlunde kunne yde den støtte, en potentiel vinder kunne forvente. Og da han ingenlunde viste tegn på nedgang i løbets sidste dage, fik han også gjort alle de mange tvivlere, der troede, at han ikke kunne holde niveauet gennem alle tre uger, til skamme - og tager han i morgen sin tredje etapesejr i løbet, er det svært ikke at kalde løbet for en succes.

Landa må til gengæld sidde med en ærgerlig fornemmelse efter atter at være endt i en rolle som luksushjælper og med udsigt til atter at ende på en 4. plads, som han gjorde det i Touren for to år siden. Denne gang bør hans frustration dog være mindre, for faktisk kan man til en vis grad hævde, at han har haft mere fordel end ulempe af Carapaz. I hvert fald er det nok den store fokus på ecuadorianeren, der gjorde det muligt for ham at undslippe på 17. etape, ligesom han i dag fik fremragende hjælp af sin holdkammerat, og da Movistar generelt har gjort det langt bedre end forventet - hvilket var tilfældet igen i dag, hvor Andrey Amador, Antonio Pedrero og Hector Carretero atter imponerede - er det ikke meget, han har skullet føre for sin nye chef. Når det ikke bliver til en podieplads, skyldes det ganske enkelt, at Landa som så ofte før var for formsvag i starten af løbet, hvor to katastrofale enkeltstarter hurtigt satte ham ud af kampen om den samlede sejr.

Dagens mest uheldige rytter var naturligvis Lopez. Med sin fornemme kørsel på Passo Manghen viste den lille colombianer ellers det initiativ, vi alle forventede, og da han satte både Nibali og Roglic af, fik han atter dokumenteret, at han igen i dette løb har fundet sin bedste form i den tredje uge. Hurtigt indså han, at der skulle satses på en etapesejr og ikke et stort comeback mod en Movistar-overmagt, der var for stor, og den kunne han meget vel have opnået, hvis ikke det havde været for en ubetænksom tilskuer. Dermed fortsatte den endeløse serie af uheld, der synes at ride den lille colombianer som en mare, helt frem til slutningen af et løb, hvor han også på 9. og 13. etape havde katastrofale defekter.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Uheldene kostede måske etapesejren i dag, men ikke en podieplads. Når han tabte så megen tid i starten af løbet, skyldtes det nemlig først og fremmest den katastrofale enkeltstart, og den kan Lopez ikke give andre end sig selv skylden for. Derfor blev løbet også endnu en understregning af, at den lille colombianer har et problem i den første del af grand tours, hvor han sjældent har sin bedste form. Den finder han altid først mod slutningen, og derfor kunne det være en ide at overveje, om han ikke snart skal til at køre nogle flere løb som opvarmning i stedet for blot at træne hjemme i Colombia, som han ofte har for vane.

Heldigvis lykkedes det Pello Bilbao at sikre, at etapesejren alligevel blev i Astana-lejren. Det har ellers set sløjt ud for baskeren i de seneste dage, hvor han har været milevidt fra det niveau, han havde i løbets første halvdel, men til slut fandt han alligevel benene, da en pludselig mulighed opstod. Til hans held var der nemlig etableret den klare alliance mellem Nibali, Landa og Carapaz, og det kunne han nyde godt af, da Lopez’ uheld pludselig betød, at han ikke alligevel skulle agere hjælper. Dermed udeblev angrebene, og til slut kunne baskeren vise, at han stadig har lidt af den hurtighed, han ellers kun sjældent viser nu om dage. Og selvom Astana kom til løbet for at vinde, kan de med tre etapesejre, en ungdomstrøje og en top 10 ikke tillade sig at være helt utilfredse.

Nogen top 5-placering bliver det dog ikke til. Uheldet betød nemlig, at den sidste plads blandt de fem bedste nu med sikkerhed tilfalder Bauke Mollema. Det er naturligvis ikke meget for en mand, der tidligere har været meget tæt på at blive nr. 2 i Tour de France, men med tanke på den deroute, han for blot et par uger siden havde kurs mod, må det siges at være lidt af en comeback i etapeløbssammenhæng. Faktisk kunne han måske have været i spil til en mere, hvis ikke han havde haft en lidt atypisk nedtur i den anden uge, for hans kørsel i den tredje uge og ikke mindst de to enkeltstarter viste, at han hørte til blandt de allerbedste.

Det gjorde Simon Yates til gengæld ikke. Manden, der mente, at rivalerne burde ”skide i bukserne” af skræk over at skulle op mod ham, kørte nemlig et helt igennem skidt løb. Heldigvis undlod han det spektakulære kollaps, man kunne have frygtet, da han slap som en af de første på Passo Manghen, og det kan i høj grad takke Lucas Hamilton for, efter at den unge australier i den sidste uge i rollen som babysitter synes at have været sin kaptajn overlegen. Og set i det lys kan Yates måske alligevel bruge løbet til noget. Med tanke på hans historik i grand tours, hvor det kun i Vueltaen i 2018 er lykkedes ham ikke at tabe niveau mod slutningen, var det meget fint, at han holdt ud hele vejen, selvom han oplevede en del modgang. I virkeligheden var han temmelig stabil gennem hele løbet - problemet var bare, at det var på et fir lavt niveau.

Samme stabilitet havde Rafal Majka ikke, men det lykkedes ham heldigvis at redde sig fra det truende kollaps, han ellers havde kurs mod i begyndelsen af denne uge. I stedet var det holdkammeraten Davide Formolo, der igen blev et offer for sin manglende stabilitet i etapeløbssammenhæng, og Majka har nu udsigt til at slutte på enten 6. eller 7. pladsen. Det er måske ikke imponerende for en mand, der tidligere har været på Vuelta-podiet, men da han ligesom Mollema har haft overordentlig svært ved at køre klassement i grand tours i de senere år, er det trods alt et bevis på, at han ikke skal afskrives endnu.

Hans fremtid er dog intet at regne mod den, Pavel Sivakov har kurs imod. Længe har russeren været regnet for et af de største grand tour-talenter, men forud for dette løb havde han stadig til gode at vise, at han kunne holde i tre uger. Det gjorde han imidlertid i sit første forsøg som klassementsrytter, og det viser, at han har den motor, der gør ham til det helt rette materiale til fremtiden. Samtidig må man beundres over den kloge kørsel, der først gav ham sejren i Tour of the Alps og siden nu en 9. plads i dette løb. Hans ro på stigningerne har i hvert fald været beundringsværdig, og med sit solide og stabile tempo har han kørt næsten hver eneste stigning som en enkeltstart uden at bekymre sig om rivalerne, og det har været hovedårsagen til, at han har undgået den eksplosion, man ellers ofte ser hos unge ryttere. Og i dag var han den eneste, der ydede Roglic lidt hjælp til sidst, og det vidner om, at han ikke kommer til Verona som en hængt kat, der stod foran en umiddelbar nedtur, hvis løbet var fortsat.

Også Hugh Carthy holdt stand hele vejen og fik dermed vist, at også han har grand tour-potentiale. Ligesom Mollema kom han skidt fra start i bjergene, ligesom han havde en lille nedtur i dag, men gennem det meste af løbet har han været blandt de allerbedste. Samtidig har han vist, at han nu også kan køre enkeltstart til husbehov, og da man let kan glemme, hvor ung han faktisk er, bør EF ubetinget udvikle det etapeløbspotentiale, han har vist i de seneste uger.

Det potentiale ved vi, at Ilnur Zakarin har, men det fik han kun i begrænset omfang vist i dette løb. Ganske vist tog han en flot etapesejr, men derefter var han aldrig i stand til at finde det forrygende topniveau, vi senest så i Vueltaen for to år siden. I dag kom han ellers med den tredjeugesoffensiv, som han er så kendt for, men den løb helt ud i sandet. Styrtet hjalp naturligvis ikke, men havde det ikke været for Formolos kollaps, var han næppe kommet i top 10. Det blev derfor ikke denne Giro, der gav håb om, at den ellers så lovende Zakarin er på vej tilbage på sporet.

Samme triste skæbne ser det ikke ud til, at Carapaz skal bekymre sig om. Det er ikke mange, der vinder deres første grand tour i bare det andet forsøg, og det viser, at det ikke var helt uden grund, at den lille ecuadorianer fangede min opmærksomhed, da han i Vueltaen i 2017 udviste en bemærkelsesværdig holdbarhed i den tredje uge. Det er som bekendt lige præcis det, der skaber en god grand tour-rytter, og nu har Carapaz i en alder af bare 26 år også nået det topniveau, der gør det muligt at vinde de allerstørste løb. Og når man kan vinde sin første grand tour med en sådan overlegenhed, at man sågar har overskud til at agere hjælperytter for sin løjtnant, synes potentialet næsten at være ubegrænset.

Det kan godt være, at det er Egan Bernal, der har været udskreget som den næste store sydamerikanske etapeløbsstjerne, men noget kunne tyde på, at han får modstand fra Ecuador, der ellers i cykelmæssig forstand er et uland i sammenligning med stormagten Colombia. I hvert fald skal Landa nok glæde sig over, at han i dag havde generøse Carapaz som hjælper. Det bliver næppe meget, den lille ecuadorianer skal optræde i den rolle i det, der tegner til at blive en lang og glorværdig karriere.