Giro d'Italia-analyse: Held og retfærdighed

Man siger, at heldet forfølger de tossede, men det vil Arnaud Demare nok opponere kraftigt imod. I givet fald står den franske mester nemlig til akut indlæggelse på en tosseanstalt, for der er vel ikke mange, der har været forfulgt så meget af held, som den så succesrige franske mester har været det i denne Giro.

Det er også velkendt, at lykkens og retfærdighedens gudinder sjældent samarbejder. Man får nemlig ikke altid løn som fortjent, og det er vel mere end noget andet sted afspejlet i sportsverdenen. Og mens Demare næppe melder sig som mægler i et forsøg på at få de to gudinder til at samarbejde, må Peter Sagan forbande langt væk, at de to tilsyneladende ikke kan være i samme stue.

Torsdag d. 8. oktober blev nemlig dagen, hvor Demare var forfulgt så meget af held, at han vandt en etape, han ellers forinden havde afskrevet, og hvor sejren kom så meget bag på ham, at han i det efterfølgende vinderinterview lignede en mand, der var drattet direkte ned fra månen. Samtidig blev det dagen, hvor Bora-mandskabet for femte gang ud af de seneste 21 grand tour-etaper leverede en jætteindsats, der i en mere retfærdig verden var blevet belønnet med sejr, men som femte gang i træk førte til absolut nul og niks, men i stedet endte med at forvandle Sagans sikre greb om pointtrøjen til en kolossal føring til Demare i kampen om den cyclamenfarvede trøje.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Man forstår godt, hvis Demare har lyst til at knibe sig selv lidt i armen. Hans byge af held startede allerede i tirsdags, hvor han vandt en millimetertæt spurt. Nu kan man selvfølgelig hævde, at Demare jo slet og ret var hurtigst den dag, men når man vinder med så beskeden en margin, at ingen aner, hvem der kom først, føler man sig utvivlsomt som tilsmilet af en vis velvilje fra Fru Fortuna.

Endnu mere markant var det dog i dag. Faktisk startede bygen af held allerede inden etapen, da Demare kunne vågne op til det blæsevejr, som allerede var varslet forinden. Jeg har ellers altid kaldt Giroen for den grand tour, hvor det aldrig blæser, men i år har to af de første etaper været usædvanligt blæsende. Om det skyldes kalenderplaceringen, ved jeg ikke, men sandt er det i hvert fald, at dagens blæsevejr kom som sendt fra himlen for Demare.

Vinden gjorde nemlig etapen til en uhyre let sag. På papiret så det svært ud for Demare at komme med over den ganske vanskelige Millotta-stigning, der truede med at rydde gevaldigt ud i sprinterne, men da der stod en orkan i ansigtet på vej op ad den pivåbne hovedvejsstigning, gav det end ikke mening at forsøge blot det mindste pres fra de hold, der skulle bruge et hold, særligt UAE, Sunweb og til dels Bora.

I forvejen havde modvinden gjort den første del af etapen let, og selvom udbruddets store forspring førte til en intens jagt over en times tid, kom sprinterne meget lettere frem til hovedmenuen, end de kunne have frygtet. Og modvinden varede endda ved på de første godt 8 km af de 10 stigende km til sidst, og dermed var det først, da man ramte den stejle rampe med 2,5 km igen, at det var muligt for alvor at sætte de tungere folk under pres.

Alligevel var det nok. Matteo Fabbro fik gjort det så vanskeligt, at den franske mester gled så langt ned i feltet, at han selv troede, at løbet var kørt. Sådan så det også ud, da tricoloren stadig var helt usynlig, da Fabbro førte feltet under den røde flamme, og Sagan i stedet sad perfekt helt i front, mens hans unge italienske holdkammerat gjorde det onde ved Demare. Da selv Rafal Majka gik i aktion for Sagan, så det ud som om, at den 8. oktober blev dagen, hvor 15 måneders sejrstørke blev brudt.

Men ak! Majka løb tør for kraftigt for tidligt, og da Patrick Gamper, Cesare Benedetti og Pawel Poljanski var brændt af i føringsarbejdet, finalen havde været for vanskelig for Maciej Bodnar, og man af en eller anden uforklarlig grund måtte spejde forgæves efter Patrick Konrad, gik det præcis som på 14. og 19. etape i Touren, hvor Bora også havde arbejdet hele dagen for at sætte Sagan i scene. De løb tør for kræfter i finalen, og da Majka forsvandt, gjorde farten og dermed også Sagans fantastiske position det samme.

I stedet fortsatte lykkens gudinde med at smile så kraftigt til Demare, at hun må have gevaldigt ondt i kæbemusklerne i aften. Der skete nemlig det helt usandsynlige, at Jakob Fuglsang pludselig skulle køre lead-out for Fabio Felline. Nuvel, finalen var da skræddersyet til den delvist genfødte italiener, der kommer til løbet med frisk spurtsejr fra Memorial Marco Pantani, men der var næppe mange, der havde ventet, at det decimerede Astana-mandskab kunne finde overskud til at lade kaptajnen køre lead-out for holdets semisprinter.

Det var imidlertid Demares held. Mens farten gik ned, skød Fuglsang frem, og den franske mester kunne fra sin håbløse position koble sig på Astana-toget. Og vupti! Da feltet kom bragende igennem sidste sving, var det Demare, der som på Sicilien forleden sad præcis, hvor han skulle, men stakkels Sagan, der jo ellers aldrig fejler i positionskampen og også sad helt ideelt, pludselig var så langt tilbage, at det var hans og ikke længere Demares løb, der var kørt. Og da først stort set alle favoritterne var fanget alt for langt tilbage, og Michael Matthews nok engang skuffede fælt med en spurt, tog Demare ikke blot en for ham selv uventet sejr, men også en af de mere overlegne af slagsen, så tælleren nu står på hele 12 i årets afkortede sæson, hvilket indebærer en meget klar føring på sejrsranglisten.

Og det stopper næppe her. For en gangs skyld vil jeg i en analyse bruge min baggrund som ph.d. i matematik som et lille kuriosum. Under nogle helt rimelige og logiske antagelser kan man nemlig bevise, at held i gennemsnit kommer i klumper af knap 3 (helt præcist tallet e, der for ikke-matematikerne er cirka 2,72). Med tanke på, at Demare nu har været ramt af held to gange i årets løb, ligger der, hvis han er ganske gennemsnitlig, således knap et skud held og venter forude. Og selvom det stadig kan blive svært at vinde pointtrøjen, hvis Sagan drager maksimal fordel af de lidt hårdere etaper, som stadig venter, er det måske netop det skud, der skal til, for at han tager den trøje, han på fuldstændig ufattelig vis nærmest afleverede til Pascal Ackermann for et år siden, da FDJ pludselig tabte forstanden i finalen på 18. etape.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er dog værd at bemærke, at ovenstående er et gennemsnit. Man kan sagtens være meget mere eller mindre heldig. Det er Sagan et godt bevis på. Præcis samme logik kan nemlig bruges til at bevise, at også uheld kommer i klumper på knap 3, men det holder slet, slet ikke for Sagan. På de fem grand tour-etaper, hvor Bora mere eller mindre alene har taget ansvaret, er det endnu ikke blevet til sejr. Det blev til et millimeternederlag forleden, det blev til en tabt kæde på Tourens 7. etape, og efter i dag er Bora-mandskabet nu tre gange løbet så meget tør for kræfter, at det gik galt i sidste øjeblik. Og det er bestemt ikke kun Sagan, der kan føle sig uheldig, for Astana-togets manøvre ved Bora-mandskabets opbremsning kostede også for både Davide Ballerini og Diego Ulissi, der havde satset på, at Sagan nok skulle sidde i den rigtige position, som han plejer.

Og nej, retfærdighed og held har absolut intet med hinanden at gøre. Bora-mandskabet forsøgte ellers længe at spille poker for at tvinge det Sunweb-mandskab, der sjældent arbejder for Matthews, frem for at tage del i føringsarbejdet og måske også for at få en hånd fra Ulissis UAE og Demares FDJ. Det er imidlertid Sagan og ikke Matthews, Ulissi og Demare, der har 15 måneders sejrstørke, og måske var det derfor, at det var Ralph Denks tropper, der først fik kolde fødder. I hvert fald var det Gamper og Benedetti - og absolut ingen andre - der blev sendt frem for at føre, da forspringet med mindre end 100 km igen var helt oppe at kysse de 10 minutter. Hjælpen kom aldrig - heller ikke i finalen, hvor det var Poljanskis lod at slide sig ned i modvinden - og dermed blev resultatet nok engang en hel dag med masser af synlighed og gravøl for Bora-mandskabet, mens champagnen blev drukket på nabohotellet.

Sagan må satse på, at Demares held ifølge matematikken snart er opbrugt. Og så kan han da glæde sig over, at tosseanstalten ikke har gjort et værelse klar til ham.