Giro d'Italia-analyse: Alsidighedens walisiske jernmand på kurs mod grand tour-historie

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Der er to ting, der adskiller etapeløbsrytteren fra endagsspecialisten. Den ene er naturligvis restitutionsevnen og holdbarheden, som er den helt afgørende komponent, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde løb, der strækker sig over flere dage. Det er naturligvis mest udtalt i grand tour-sammenhæng, for hvor mange kan vinde et kortere etapeløb, er det den mytiske tredje uge, der mere end noget andet end noget andet tester kroppens evne til at komme sig efter den ene kraftpræstation efter den anden.

Den anden er naturligvis alsidigheden. Hele ideen med grand tours er, at de i den ideelle verden skal teste rytterne over det bredest mulige spektrum af cykelsportens mange facetter. Nu er den fysiske verden sådan indrettet, at det altid vil være evner i bjergene og på enkeltstarter, der vil vægte mest, men man skal også mestre nedkørsler, positionskamp i fladlandet, af og til også sidevind samt måske endda brosten eller grusveje.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Og så skal man kunne håndtere forskellige former for stigninger. En bjergetape er nemlig ikke bare en bjergetape. De potentielt mest afgørende er naturligvis de gigantiske bjergdage med de mange bjergpas og de mange højdemeter, som vi havde det i tirsdags og har det igen i morgen, men afgørende etaper kan også være designet anderledes. De kan bestå af kortere og mere eksplosive stigninger - hvis da ikke de nærmest består af rent puncheurterræn, som vi så det på Tirrenos mure for nu snart to uger siden.

Denne Giro har fået megen kritik for sin bagtunge rute, der gav et to uger langt ventespil, men den frygtede sidste uge, hvis blotte tilstedeværelse har været årsagen til passive kørsel, er godt designet, hvis man drømmer om at teste alsidighed i bjergene. Rytterne bliver nemlig testet på hele spektret.

Det startede med tirsdagens monstrøse bjergetape, der sluttede med et alenlangt, men ikke specielt stejlt målbjerg. I dag blev rytterne udfordret af helt anderledes eksplosivt terræn med korte, stejle stigninger, og på morgendagens kongeetape venter så igen en af de gigantiske bjergdage, men denne gang med en helt anderledes finalestigning, nemlig den korte, stejle mur op til målet i Tre Cime di Lavaredo. Og minsandten om rytterne så ikke til slut skal testes på en bjergenkeltstart, der måler deres evne til at køre stærkt op ad bare ét bjerg.

Ja, vil man ud af denne tredje uge som løbets vinder, skal man mestre alle slags bjerge og bjergetaper, og med tanke på den store dosis enkeltstart, løbet har budt på, er det faktisk en uhyre alsidig prøve, løbsdirektør Mauro Vegni har designet. Nej, sidevind spiller kun meget sjældent en rolle i Giroen, løbet er lidt fattigt på, men ikke blottet for puncheurterræn, og vi berører ikke grusvejene fra Strade Bianche, men vi kommer sjældent godt rundt i hele spektret.

Det har de fleste ryttere fået at mange. Eddie Dunbar, der mere og mere fremstår som løbets klassementsåbenbaring vil forbande, at man også skal kunne køre flade enkeltstarter i denne Giro. I tirsdags måtte Primoz Roglic så sande, at han fortsat synes at være knap så god på de store bjergdage, som han har været i mere eksplosivt terræn, da han led sit store nederlag på Monte Bondone. Og i dag måtte Joao Almeida så sande, at der er forskel på en gigantisk bjergetape og at skulle matche Roglic på en af de eksplosive stigninger, han elsker.

Efter i dag kan man koge løbet ned til fire hovedkombattanter, og de har næsten alle blottet deres svagheder. Dunbar mestrede ikke fladlandet, Roglic ikke den store bjergdag, og Almeida fik det svært, da man testede hans eksplosivitet og ikke hans dieselmotor. Der er imidlertid én mand, der er stået tilbage som vinder, uanset om Vegni har kastet det ene eller det andet i hovedet på ham.

Det er løbets walisiske jernmand. På den lange, flade enkeltstart var Thomas mindre end et sekund fra at slå det ganske vist sygdomsramte tempomonster Remco Evenepoel. I tirsdags efterlod han det klart stærkeste indtryk på kongeetapen. Og i dag kunne han som den eneste matche Roglic, da han åbnede op i terræn, der var hans hjemmebane. Ja, selv på de eksplosive mure, der bestemt ikke er hans kop te, lykkedes det Thomas at komme hjem sammen med den slovenske murspecialist.

Dermed er vi også tilbage ved udgangspunktet, nemlig at en grand tour-vinder skal mestre hele det alsidige spektrum af udfordringer til UG med kryds og slange, og det er der i dette løb kun én, der har gjort. Det har jernmanden endda gjort med bravur uden at vise andre skygger af svaghedstegn, end da han ikke helt var med Roglic på toppen af muren i Fossombrone. Det var imidlertid dengang, han fortsat var formsvag og i gang med at indhente det formunderskud, sygdom i vinterperioden efterlod ham med, men derfra er han bare blevet stærkere og stærkere. I denne uge har der ikke været én eneste sprækkes i jernmandens panser.

Var der da ikke det i dag? Vi så jo i tirsdags, at han kørte for sit liv i et forsøg på at vinde tid på Roglic. I dag var han langt mere tilbageholdende i føringsarbejdet, da Roglic gav ham chancen for afgørende at distancere den Almeida, der jo havde fulgt ham til dørs i tirsdags. I stedet overlod han det meste af den lille målbakke til sloveneren, mens han lod Roglic og Sepp Kuss tage al ansvaret på den længere stigning.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nej, det var der næppe. I stedet var det snarere udtryk for, at Thomas er opmærksom på den anden af de to faktorer, der definerer den gode etapeløbsrytter, nemlig holdbarheden. Nok var dagens etape svær, men det er de kommende to dage, der er løbets i særklasse vigtigste, og derfor var der grænser for, hvor dybt man skulle grave for at vinde et par ekstra sekunder på Almeida. Den regning kan nemlig komme tilbage med dobbelt kraft, og det ved en mand med Thomas’ erfaring naturligvis.

Og så er det vel også udtryk for, at Thomas har en klar rangering af sine rivaler. Han må i tirsdags have følt, at han nok skal få skovlen under Almeida de kommende dage, for ellers havde han grebet den chance, der i dag blev ham givet. Til gengæld synes han stadig at frygte løbets tilbageværende forhåndsfavorit, Roglic, langt mere, formentlig fordi det er ham, der har den x-faktor og det topniveau, han for alvor kan frygte - ikke mindst på en etape, der var Roglics hjemmebane. I hvert fald gav han interviewet efter etapen udtryk for, at det var frygten for monsteret, der fik ham til at holde igen - samtidig med at han erklærede, at han havde været i fuld kontrol.

Sådan så det da også ud. Roglics angreb havde heller ikke i dag samme eksplosivitet og punch, som det havde i gamle dage, men det til trods var Thomas meget overbevisende. Aldrig gav han blot skyggen af en meter, og det endda til trods for, at den sidste stignings procenter og en generelt langsomt kørt finale lagde det hele an til slovenerens eksplosive højreben. Når Jumbo-chefen ikke kunne ryste Thomas i en finale som denne, virker det ikke sandsynligt, at det vil lykkes i morgen heller.

Det var nemlig næppe nogen genfødsel af Roglic, vi var vidner til denne eftermiddag. Snarere var det udtryk for, at han var mere på hjemmebane på denne etape, for der var altså ikke den bund i angrebet, man ville forvente fra en mand, der engang var et overmenneske i en finale som denne. Sepp Kuss kunne relativt hurtigt komme tilbage, og Jay Vine lykkedes med at holde afstanden mellem fronten og Almeida på 15 sekunder i den fase, angrebet stod på.

Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at dagens etape gav Roglic masser af selvtillid, og han har da heldigvis også grund til at håbe. Procenterne på fredagens og lørdagens helt afgørende målbjerge rimer langt mere på ham end på Thomas, og selv hvis højdemeterne i morgen skulle blive så mange, at han ikke kan komme væk fra jernmanden, er afstanden til førstepladsen fortsat så lille, at det snildt kan klares på bjergenkeltstarten, der fortsat fremstår som en etape, som nærmest er designet til sloveneren. Problemet er bare, at Lussari-stigningen er så voldsomt et bæst, at man ikke kommer hele vejen alene på at passe godt til etapen. Man skal også være stærkeste mand, og lige nu ligner det, at det er en waliser mere end en slovener.

Men Roglic jubler i aften. Det gør Almeida til gengæld ikke. For et par dage siden lugtede det ellers af en mulig portugisisk overraskelse, men den ser nu ud til at være fjernere. Spørgsmålet er nu bare, om dagens nedtur mest af alt skyldes, at Thomas bare er et par niveauer over ham, eller om det mest af alt skyldes etapens design. I gamle dage var vi jo vant til, at Almeida var meget eksplosiv, men nu om dage er han jo kendt for at være indbegrebet af en dieselmotor, der kører enhver finalestigning som en bjergenkeltstart.

Den strategi plejer bare også at føre til et comeback. Uventet var det ikke, at han måtte slippe ved Kuss’ efterfølgende acceleration, men herefter plejer han at komme sig frem mod en slutspurt, der plejer at være fremragende. Denne gang forsøgte han sig også med selvsamme spurt, men det endte alligevel med en lille eksplosion på målbakken - og det skete endda på en dag, hvor det var Vine og ikke ham, der endte med at køre en bjergenkeltstart.

Nej, det er svært at se det som andet end ildevarslende, selvom de kommende to etaper utvivlsomt passer ham bedre, særligt fordi Thomas også havde overhånden i tirsdags. Også han synes i stedet primært at skulle hænge sin hat på, at det er procenterne, der måske kan knække Thomas. I hvert fald har Almeida i Burgos vist, at han er stærk, når det er stejlt. Til gengæld forholder det sig anderledes, når det regner, og derfor skal han nok håbe på, at der ikke kommer alt for mange og lange tordenbyger i morgendagens finale.

Uanset hvad har han en fighting chance, når de kommende dage passer ham bedre, men det skal han takke Vine for. Det var nærmest en forløsning at se, at australierens trængsler vitterligt skyldtes hans sygdom og ikke manglende stabilitet eller manglende evner sent i en grand tour. I dag lignede han igen den mand, der inden starten måske kunne have taget alle favoritterne på sengen, og dermed synes grand tour-fremtiden fortsat lys. Det er bare en pokkers skam, at han ikke fik lov at køre sin egen finale, for det havde været sjovt at se ham måle sig med Thomas og Roglic.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

I det hele taget var det dagen, hvor hjælperne stjal showet. Det har været en sløj tid for Kuss, der de seneste år har været et stykke fra sit bedste, men i denne tredje uge har han igen lignet den mand, der måske kunne have vundet Angliru-etapen i Vueltaen i 2020, hvis ikke han havde været babysitter for Roglic. Det er Jonas Vingegaard næppe ked af, når vi nu ved, at amerikaneren er bedst i sin anden grand tour og efter dette løb har kurs mod Frankrig, hvor danskerens bjergstøtte ikke ser alt for skræmmende ud.

Mere ubemærket var Thymen Arensman måske, men hans hjælperindsats var mindst lige så prangende. Det var nemlig ham, der førte i hele dalstykket frem til sidste stigning, og alligevel kørte han stort set op med de bedste i en eksplosiv finale, der slet ikke passede ham. Dermed står det igen klart, hvor imponerende hans tredjeugesmotor er, og han får samtidig bevist, at han vitterligt er ”the real deal” efter et forår, hvor man godt kunne begynde at tvivle. At Laurens De Plus samtidig fortsætter med at ligne den mand, der fragtede Steven Kruijswijk på Tourens podie i 2019 gør kun Ineos endnu mere imponerende i et løb, hvor de fortsat sidder med tre mand i top 10, selvom de er næsten halveret og bruger deres to øvrige topkandidater som næsten rene slaver.

Det havde i hvert fald været sjovt at se Arensman og De Plus måler sig med rivalerne på mere lige vilkår, for det var formentlig endt med et godt resultat. Havde det ikke været for Dunbar, mærker vi nemlig nu for alvor, hvor mange favoritter der er forsvundet. Det står i hvert fald klart, at der er tre ryttere, der er et niveau over de andre kaptajner - og så er der én, der ikke er alt for langt fra dem.

Det er naturligvis Dunbar, der har været løbets helt store positive overraskelse. Nok havde han talent i starten af sin karriere, men der var en grund til, at Ineos kun brugte ham i én grand tour. Jo, han kørte flot i mindre løb og vandt endda to af slagsen, men der var ikke meget i sol, måne og stjerner, der tydede på, at han efter 18 dage skulle være en offday, et styrt eller en coronatest fra at ende på Giroens podium.

Det så jo ellers ud til, at det var Damiano Caruso, der skulle være den potentielle trussel mod top 3, men sådan er det slet ikke gået. Den italienske veteran er måske nok bedre end i det katastrofale 2022, men den totale genfødsel er udeblevet. I det hele taget er løbet endt som lidt af en nedtur for det så stærke Bahrain-hold, for Jack Haig er stadig langt fra sit niveau, og i dag fik vi igen at se, at Santiago Buitrago altså er mere puncheurtype end etapeløbsrytter.

Alligevel har Caruso kurs mod en top 5, men modstanden er altså heller ikke længere prangende. Løbet har i hvert fald bekræftet, at Lennard Kämnas klatrepotentiale er begrænset, og i dag så vi også, at Ilan Van Wilder fortsat mangler en del, endda på en etape, der burde have passet ham. Andreas Leknessund lignede længe dagens sensation, men endte alligevel nogenlunde der, hvor han klatremæssigt plejer at være, og også Einer Rubio fandt tilbage til sit vante niveau efter den flotte etape i tirsdags. Det siger vel trods alt en del, at store Bruno Armirail stadig ligger nr. 11, selvom det er svært ikke at beundre hans præstation i dag stort.

Desværre vækker den næppe megen glæde i FDJ-lejren. Her fældes der formentlig igen talrige tårer, efter at Thibaut Pinot nok engang måtte se den smukke afskedssejr glide ham af hænde. Endnu engang var det endda et tilfælde, hvor den kloge narrede den mindre kloge, for atter lignede franskmanden den klart stærkeste mand. Man er i hvert fald ikke i tvivl om, hvem der brugte flest kræfter, og efterhånden som føringerne blev flere og flere og længere og længere, lurede endnu et hjerteknusende nederlag som en større og større trussel. Men det er jo også i nogen grad det, der har gjort Pinot så elsket, nemlig at han kører så naivt og er mere kendt for sine store nederlag end sine sejre - og efter i dag kan han drømme om, at han alligevel siger flot farvel med en samlet top 10 og ikke mindst en bjergtrøje. Og hvis han vil have sin etapesejr, må han jo bare sørge for at blive fransk mester, for han har lovet os alle, at det er det eneste, der kan få ham til at forlænge karrieren med et år.

Han vil nemlig gerne prøve at køre i tricoloren, og i dag fik han rig lejlighed til at fornemme, hvordan det er, efter at have tilbragt en hel dag i selskab med Filippo Zana, der nu også fremstår som en af løbets åbenbaringer. Han lignede ellers et talent, der ikke var så stort, som det så ud til, da han i 2021 vandt både Tjekkiet Rundt og Adriatica Ionica Race, men jeg skal da love for, at han er blevet forvandlet over hviledagen. Man kunne ellers have troet, at hans vilde ridt i tirsdags var et spørgsmål om den ene gyldne dag, man af og til kan finde, men i dag viste han, at han kunne bakke det op - og så endda gøre det, alle italienere drømmer om, nemlig at vinde en Giro-etape i den trøje, italienerne synes er allerflottest.

Eller næstflottest. Den flotteste er måske stadig maglia rosa, men den kommer de ikke i nærheden af, nu hvor drømmen om en genfødsel af Caruso på den triste, triste italienske etapeløbsscene udeblev. I stedet skal den italienske cykelstolthed nok en tur til Wales, hvor den ser ud til at kunne få huse hos en rigtig jernmand. Uanset hvad man kaster mod Thomas, preller det i hvert fald indtil videre af på ham i en sådan grad, at det mere og mere lugter af, at vi på søndag får historiens næstældste grand tour-vinder - og det vil være en smuk én af slagsen, for han har vist akkurat den alsidighed, som en sådan helst skal være gjort af.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE