Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Giro d'Italia-analyse: At forvandle fiasko til succes

Giro d'Italia-analyse: At forvandle fiasko til succes

14. maj 2022 13:53Foto: Sirotti

I disse dage køres Giro d'Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 7. etape.

Annonce

> EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

> SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

Det er svært at finde andre sportsgrene, hvor kravene til at kunne rejse sig mentalt, lægge en skuffelse bag sig og finde nye mål er så udtalte, som de er under grand tours inden for cykelsporten. De tre lange etapeløb er altid blandt de allerstørste mål for mange hold, og forud for starten går derfor måneder med en munkeagtig tilværelse på en eller anden gold vulkan, adskillige rejser for at se etaperne ved selvsyn og minutiøse overvejelser om alt lige fra materiel til trup og strategi. Desværre er løbene så brutale, at al det hårde arbejde meget ofte kan være helt spildt bare efter få dage, og så kan tre uger pludselig synes meget lange.

 

Selvfølgelig ser man noget tilsvarende i andre sportsgrene, men her er omstændighederne anderledes. Ofte ryger man bare tidligt ud af en turnering, eller man kan ende midt i et felt i en liga, hvor det er svært i resten af sæsonen at finde nye mål. I en grand tour skal man efter en tidlig fiasko på én gang gennemleve tre uger med bevidstheden om, at de store mål ikke blev indfriet, men samtidig har man et overflødighedshorn af nye muligheder, hvis man kan rejse sig efter skuffelsen og finde nyt fokus.

 

Det kræver noget særligt, men der er et hav af eksempler på hold, der har vendt en tidlig fiasko til en bragende succes. Sidste år lignede Jumbos Tour eksempelvis en gigantisk nedtur, da Primoz Roglic hurtigt forlod løbet, men de endte som bekendt med fire etapesejre og en samlet 2. plads. På samme vis så Bahrain ud til at have fået ødelagt deres Giro, da Mikel Landa for et år siden styrtede ud efter bare fem dage, men holdet endte med både en samlet 2. plads og to etapesejre. Det bedste eksempel er dog nok Ineos i Giroen i 2020, hvor det britiske hold vel mest havde lyst til at rejse hjem, da Geraint Thomas styrtede på 3. etape, men hvor holdet alligevel endte ikke bare med fem etapesejre, men også med alligevel at tage den samlede sejr med Tao Geoghegan-Hart.

 

Det betaler sig således aldrig at give op, og det ved Jumbo mere end de fleste. Som bekendt rejste de sig jo så storslået efter den store skuffelse i Touren sidste år, og derfor var der ingen grund til at hænge med næbet, da deres ellers enormt brede klassementssatsning med ikke færre end tre kaptajner endte som en dundrende fiasko allerede på årets første bjerg. Efter Etna-etapen lød en skuffet Tom Dumoulin som en rytter, der mest havde lyst til at rejse hjem og stoppe karrieren, og humøret var næppe meget bedre hos Tobias Foss og Sam Oomen.

 

Det ville imidlertid have været synd og skam, hvis holdet havde kastet håndklædet i ringen. Et kig på truppen viser jo, at den oser af kvalitet, som kan bruges til andet og mere end at jagte en podieplads. Holdets tre kaptajner har således alle tidligere været i top 10 i dette løb - Dumoulin er endda både blevet nr. 1 og 2 - og Koen Bouwman endte som nr. 12 sidste år. Gijs Leemreize viste på Etna, hvor spændende en ung klatrer han er, og Edoardo Affini og Jos van Emden har enten vundet eller været tæt på at vinde enkeltstarter i dette løb. Der var bestemt ingen grund til at surmule, hvis blot den værste skuffelse kunne fordøjes.

 

Det har næppe været den store udfordring for Bouwman. Hans rolle har aldrig været at køre klassement, selvom han endte som nr. 12 for et år siden, og set ud fra et egoistisk perspektiv åbnede der sig for ham vel blot en meget mere spændende Giro. Ganske vist er det fortsat planen, at Foss og Oomen skal køre lidt klassement, men hovedmålet er nu etapesejre, og her er Bouwman med sin klatrestyrke og hurtighed sammen med Dumoulin det klart bedste kort at spille.

 

For Dumoulin har det været sværere. Han har ikke lagt skjul på, at det, der for alvor motiverer ham på dette stadium i karrieren, er igen at blive grand tour-rytter, og derfor er det ikke mærkeligt, at han lignede en bedemand, da hans mange ugers forberedelse føltes spildt, allerede inden han havde nået toppen af det første bjerg. Når man ved, hvor mentalt skrøbelig hollænderen har været, var det svært ikke at sidde med den frygt, at han kort efter ville snige sig ud ad bagdøren.

 

Det gjorde han heldigvis ikke. Tværtimod rejste han sig tidligere, end nogen kunne have ventet. Både tirsdag og onsdag havde han ellers proklameret, at han skulle bruge nogle dage ti at fordøje skuffelsen, og at han i øvrigt alligevel ikke var god nok til at vinde fra et udbrud. Det var den slags udtalelser, der fik ham til at fremstå så opgivende, at en snarlig hjemrejse var sandsynlig.

 

Heldigvis har man et standpunkt, indtil man tager et nyt. Da røgen lagde sig efter dagens vanvittige åbning på årets første stensikre udbrudsetape, var Dumoulin - ifølge ham selv lidt ved et tilfælde - pludselig havnet i front. Helt tilfældigt har det nu ikke været, for den langvarige angrebsfest i Appenninernes ubarmhjertige og aldrig flade terræn havde været så vild, at det var et sandt klasseudbrud, der var etableret. Alle de lidt tungere folk, der havde drømt om at jagte en etapesejr i en finale, der ikke var alt for svær, blev efterladt slemt skuffede tilbage.

 

I front var syv mand, og af dem havde ikke færre end de fem, nemlig Dumoulin, Bouwman, Wout Poels, Bauke Mollema og Davide Formolo, der havde været i top 12 i en grand tour. Hos sig havde de Davide Villella, der måske ikke på samme måde er en stjerne, men trods alt er blevet nr. 4 i Il Lombardia, samt overraskelsen, Diego Camargo. Den talentfulde colombianer har ellers haft det svært siden ankomsten til Europa, men med sine samlede sejre i både ungdommens og de voksnes udgave af Vuelta a Colombia har han længe været anset som et bud på en kommende colombiansk klassementsrytter, og selvom han gennem hele dagen åbenlyst var med som udbruddets tynde øl, var det en ganske imponerende og meget lovende bedrift, at han overhovedet var kommet så langt.

 

Det var nemlig en stensikker billet til at køre om etapesejren. Det var nemlig meget svært at se, hvem der skulle have nogen interesse i at skabe samling. Nok var etapen med sine næsten 5000 højdemeter brutal, men stigningerne var med en enkelt undtagelse så bløde, at det slet ikke var klassementsterræn. Kun Viggiano-stigningen kunne bruges til at iværksætte en offensiv, men den kom så tidligt, at det ville være det skønne spild af kræfter, når frygtede Blockhaus melder sig om 48 timer.  Kun i den yderste teori kunne man måske forestille sig, at Bahrain og UAE ville gå efter spurtsejre til hhv. Pello Bilbao og Joao Almeida, men da begge de arabiske hold havde ryttere med i front, blev det store spørgsmål hurtigt, om Trek ville være stærke nok til at forsvare trøjen og ikke, om udbruddet ville blive hentet.

 

Det var bestemt ikke givet. Amerikanerne benyttede nemlig en temmelig speciel taktik ved at sende deres stærkeste hjælper, Mollema, i offensiven. Det kunne have været genialt, hvis hollænderen havde været bedste mand i klassementet, men dertil havde han mistet 19 sekunder for meget, da han på Etna hjalp en lidende Mattias Skjelmose til toppen. Naturligvis kunne man drømme om, at han i finalen kunne køre fra Bouwman, men på de bløde stigninger og med den generelle modvind lignede det en meget, meget svær mission, når man husker på, hvor god en klatrer den unge hollænder blev sidste år.

 

Derfor stod holdet pludselig i et dilemma. De manglede deres vigtigste mand til at kontrollere etapen, men samtidig stod Mollema jo med gode chancer for at tage en den sejr, der vil gøre ham til en af de få med triumfer i alle tre grand tours. Holdet valgte at spille på begge heste ved at forsøge at forsvare både trøje og gå efter etapesejren, og det var også det klogeste, hvis ambitionen var at bevare den eftertragtede trikot. Der var i hvert fald større chance for, at Lopez ville holde sig i lyserødt, end der var for, at Mollema skulle finde de 19 sekunder, han manglede.

 

Det langsigtede perspektiv ved at bringe Mollema tilbage i klassementet var heller ikke interessant. Det har nemlig aldrig været hans intention med deltagelsen, og med den klatring, han har vist de seneste to år, ville det også være endt som en fuser, særligt fordi han aldrig ville have fået et stort forspring alligevel. Dertil er både han og Dumoulin for stort et navn, og med et kendskab til Ineos ville man vide, at briterne næppe tog chancer med to så store navne - slet ikke Dumoulin, som de af egen erfaring ved, at man aldrig skal undervurdere.

 

Trek viste sig imidlertid ikke at være stærke nok. Jacopo Mosca og Dario Cataldo gjorde ellers behjertede forsøg, men da Mattias Skjelmose forsvandt efter et styrt, var kampen tabt. Tilbage var kun Juan Pedro Lopez selv og kaptajnen, Giulio Ciccone, der derfor ikke skulle ofres, og uden det, der var Lopez’ bedste kort i trøjeforsvaret, nemlig Mollema, kunne det meget vel være endt med, at Bouwman i nat havde sovet i lyserødt.

 

Heldigvis for amerikanerne kører Ineos som nævnt aldrig med nogen stor risikomargin. Frygten for Dumoulin var større end som så, og knap havde Trek sluppet tøjlerne, inden løbets stærkeste mandskab med stor effekt sørgede for, at et trøjeskifte aldrig kom i spil. Det skyldtes også, at Jumbo-drengene i front valgte at satse på etapesejren frem for den mere spekulative trøjestrategi, som de ellers kunne have praktiseret ved at sætte et hårdt tempo. Nu valgte de i stedet at spare sig så meget til finalen, at Ineos nærmest lukkede hullet af sig, selvom det aldrig var deres intention at hente et udbrud, der hjertens gerne måtte fjerne bonussekunder fra særligt Almeida.

 

Den prioritering fra Jumbo var klog. Trøjeprojektet var hele tiden en spekulativ sag, mens en overtalssituation i et udbrud, hvor Bouwman på papiret var den hurtigste og så ud til at være i overskud, var uhyre gunstig. Problemet var bare, at holdet pludselig kom til at skyde sig selv gevaldigt i foden, da Dumoulin på den sidste ellers ret bløde stigning kom med et temmelig uforståeligt angreb, netop som hans egen holdkammerat havde taget en lang og hård føring. Det eneste offer for den forcering var Bouwman, og pludselig befandt Dumoulin sig alene med Mollema og Formolo, der ikke var sene til at angribe på skift og tvinge hollænderen selv til at lukke så mange huller, at det kan være en del af forklaringen på, at han løb tør for kræfter til sidst.

 

Det kunne være endt helt galt, hvis Dumoulin ikke havde kunnet svare Formolo og Mollema og var på alle måder en alt for tidlig udnyttelse af et overtal, der bedst blev udnyttet nede i Potenza by. Heldigvis viste Bouwmans krise sig kun at være momentan - formentlig grundet føringen forinden - for da han fandt sin rytme, kørte han stærkere end både Formolo, der var alene i front, og de to landsmænd, der jagtede den førende italiener som besatte. På det tidspunkt så det ud til, at Bouwman ville være manden, der skulle slås, for nu var han ikke blot hurtigst, men tilsyneladende også stærkest.

 

Det fornemmede Dumoulin også, og da der næppe er noget menneske, der er så selvopofrende som den tidligere Giro-vinder - husk på, hvordan han i Touren 2020 var så opsat på at bevise sin loyalitet over for Primoz Roglic, at han kom til at køre så stærkt, at han isolerede sin kaptajn, som derefter følte sig tvunget til at lade den dengang stadig ret ufarlige Tadej Pogacar køre væk på Col de Peyresourde - var han ikke sen til at agere hjælper. Det var naturligvis et lidt risikabelt projekt, når de var oppe mod Mollema og Formolo, der begge selv er gode puncheurs, men selvom han sjældent gør brug af den egenskab, havde Bouwman tidligere ved sin etapesejr i Dauphiné og nogle spurter i Tour of the Alps bevist, at han er så hurtig, at han var værd at satse på - også selvom det betød, at overtallet slet ikke blev brugt til andet end at forhindre angreb.

 

Heldigvis var Bouwman værd at satse på, og dermed satte han en fed streg under den enorme udvikling, han har gennemgået siden begyndelsen af 2021. Faktisk var dagens bedrift vel endnu flottere end sidste års 12. plads, for her var han slet og ret stærkeste mand i et udbrud, der osede af så meget klasse, at det nok kunne have taget pusten fra de fleste unge hollændere. Måske undervurderede de også en mand, der aldrig er i form på andre tidspunkter af året end netop til Giroen, hvor han til gengæld år efter år er knivskarp.

 

Det var også fortjent, at det endelig skulle lykkedes. Bouwman har lidt den kranke skæbne to gange at blive indhentet på den sidste kilometer af en Giro-etape. Det skete i regnen på Montevergine di Mercogliano i 2018, hvor den dengang stadig ret ukendte Richard Carapaz kom blæsende ud af feltet på de sidste kilometer, og det skete på Campo Felice sidste år, hvor han og Geoffrey Bouchard blev passeret af suveræne Egan Bernal på den stejle grusvejsrampe til sidst. Tredje gang var imidlertid lykkens gang, og denne gang var det eneste, Carapaz og Bernals hold kunne stjæle fra ham, den førertrøje, som det kun var briterne, der snød ham for.

 

For Mollema og Formolo var det en skuffelse. Én ting er, at de ikke kunne komme af med Bouwman i denne halvlette finale. Noget andet er, at de så ud til at være overmatchet. Det er ingen skam, når man ved, hvor god den unge hollænder er blevet, men det må være et slag i ansigtet på både Mollema, der har været en skygge af sig selv i år, og Formolo, der synes at være faldet gevaldigt i niveau efter styrtet i Touren i 2020, hvor han ellers havde kurs mod at blive en sand ardennerstjerne.

 

Det gik dem dog bedre, end det gjorde Poels. Hollænderen lavede nok engang den ”Poels Classic”, vi har set så mange gang, at vi må være løbet tør for hænder, når vi skal tælle. Gang på gang har hollænderen været så opsat på at ramme et udbrud, at han har kørt alene hele vejen op ad den første stigning, og det ender altid med at koste så mange kræfter, at han flopper fælt i finalen. Udfaldet var præcis den samme af den velkendte og meget lidt succesrige taktik, og så hjælper det heller ikke, at den hollandske lottokupon fra start klart har sendt signaler om, at han har taget nitteformen med til Italien.

 

Sådan så det også ud for Jumbo, da de nåede toppen af Etna i tirsdags. Her var Poels langt fra den eneste hollænder, der var langt under det niveau, han selv forventede. Da Dumoulin sejlede agterud, og det samme skete for Oomen og Foss kort efter, så det ud til, at denne Giro vil blive endnu en grand tour, hvor måneders minutiøs forberedelse kunne ende som det rene spild af energi og kræfter. Heldigvis er fejlslagne grand tours den bedste lejlighed til at bevise, at man er gjort af det særlige mentale stof, der gør det muligt at vende en skuffelse til succes. Det gjorde hollænderne, da Roglics tidlige exit for under et år siden blev omsat til samlet 2. plads og fire etapesejre. Så langt rækker redningsstigningen næppe denne gang, men med Bouwmans sejr er første skridt mod en lignende feberredning i hvert fald taget.

 

> EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

> SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 19/05-22/05

Tour of Japan(2.1) 19/05-22/05

SPIE Internationale Junio...(2.1) 20/05-22/05

Tour du Finistère(1.1) 21/05

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/05

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 21/05-22/05

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 22/05

Rund um Köln(1.1) 22/05

Circuit de Wallonie(1.1) 26/05

Tour of Estonia(2.1) 26/05-28/05

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 26/05-29/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIND JACQUES ANQUETILS CYKEL!