Giro d'Italia-analyse: Da Carapaz pludselig havde to hold

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

I cykelsporten findes der en regel om, at man ikke må deltage i samme løb som sit eget udviklingshold. Det giver naturligvis god mening. Det ville være slemt urimeligt, hvis eksempelvis Jumbo-Visma mødte til start i ZLM Toer på deres hollandske hjemmebane, hvis også deres talentmandskab var at finde i feltet. Det vil nemlig betyde, at holdet pludselig havde dobbelt så mange ryttere at gøre godt med, og det går trods alt ikke i en sport, der jo i mange år har kæmpet på at genvinde den fairness, som manglede i 90erne.

Den slags kvaler har man ikke på WorldTouren. De er nemlig lukket land for kontinental- og dermed også udviklingshold, og derfor er der ikke behov for særlige regelsæt til at sikre den tilstrækkelige fairness. I et stort etapeløb har alle kaptajnerne præcis syv holdkammerater, i hvert fald indtil sygdom, styrt eller andre årsager har decimeret antallet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sådan er det også for Richard Carapaz, der til gengæld nyder det privilegium, at han har et af de klart stærkeste mandskaber. Ganske vist havde de en offday på Torino-etapen, hvor han blev fanget i en kritisk situation, som han dog løste til UG med kryds og slange, men siden da har der ikke været spor at udsætte på briternes kørsel. Tværtimod har Richie Porte og Pavel Sivakov i denne uge begge imponeret og vist, at det ikke burde være holdet, der koster Carapaz sejren.

Der synes i hvert fald ikke at være brug for en ekstra håndsrækning til et hold, der så fint klarer det uden hjælp. Ikke desto mindre har Carapaz i disse minutter nok travlt med at finde listen over julekortmodtagere frem, for han har pludselig fået et akut behov for at sende en julehilsen til Bora-mandskabet. I dag havde han nemlig ikke bare ét hold til at hjælpe sig. Han havde to - og det andet var endda det hold, der skulle forsøge at få skovlen under ham.

Jeg har allerede flere gange været svært kritiske over for Bora-mandskabets taktik. På løbets kongeetape lod de deres vigtigste hjælpere gå efter en etapesejr i stedet for at bakke op om kaptajnen og iværksætte et attentat på Carapaz. Dagen efter lod de endelig alle deres hjælpere blive hos chefen, men det kunne være helt lige meget, for holdet tog igennem en af løbets vigtigste etaper intet initiativ overhovedet.

I dag fik de så en gylden mulighed præsenteret. Ganske vist var dagens 19. etape langt fra den vanskeligste i denne brutale tredje uge, men den havde potentiale til at gøre større skade end selv den største bjergetape. Den havde nemlig et design, der mindede om 20. etape i Vueltaen sidste år, hvor en tidlig forcering på en stejl stigning inden en lettere finale sendte Miguel Angel Lopez og Egan Bernal helt til tælling. Den kunne også minde om Torino-etapen, og derfor burde Bora-mandskabet om nogen vide, at det ikke altid er de store bjergetaper, der skaber de største forskelle. Det var jo netop det tyske hold, der forvandlede lørdagens etape til den hidtil mest dramatiske i løbet.

I dag fik de chancen for at forsøge at overgå det kunststykke. Det kan godt være, at dagens halvslovenske etape blot sluttede på en relativt kort, men ganske stejl stigning, der i sig selv kun ville skabe mindre forskelle. Til gengæld skulle man forinden over et sandt slovensk monster i form af den brutale Kolovrat-stigning, der er med i kampen om at være løbets sværeste stigning. Designet var så nært beslægtet med sidste års dramatiske Vuelta-etape, at det burde have givet både Bora og Bahrain ideer om, hvad der kunne ske, hvis de forsøgte at isolere Carapaz inden den relativt lette del efterfølgende,

De fik endda en uventet, men trist gave. Stakkels Richie Porte havde set frem til at runde sin grand tour-karriere af med at være en del af det vindende team i Verona, men nu sørgede et dumt maveonde for, at hans altid svigtende helbred også skulle stå i vejen til allersidst. Det betød til gengæld, at Carapaz pludselig var sårbar, for selvom Sivakov har imponeret, er han også så svingende en fyr, at ingen kunne vide, om han havde en offday. Og så kunne ecuadorianeren pludselig være i gevaldige problemer, hvis han blev angrebet på Kolovrat.

Drømmen havde selvfølgelig været at få et par forposter sendt i forkøbet, så man havde hjælp på stykket efter bjerget, men den del af missionen lykkedes ikke. Det havde også været for meget at forvente i en flad start, hvor det var ret let for Ineos at sikre, at hverken Bora eller Bahrain fik lov at få folk foran. Det ændrede dog ikke på, at mulighederne for at presse ecuadorianeren på andet end hans blotte fysik var akkurat lige så gode, som de var det i Torino.

Det så da også ud til, at der i den grad var lagt i kakkelovnen, da Bora-mandskabet satte sig frem for at jagte et udbrud, der i den flade start var endt med næsten udelukkende at bestå af så tunge folk, at de fleste ville komme tilbage af sig selv. Det virkede ganske vist helt unødvendigt at give dem et forspring på mere end 11 minutter, men det er den slags, der kan ske, hvis der er pokerspil mellem favoritholdene. Ineos signalerede tydeligt, at de ingen intentioner havde om at bruge unødige kræfter inden i morgen, og Bahrain havde heller ikke umiddelbart en interesse i at bringe bonussekunder i spil på en dag, der ikke passede Mikel Landa alt for godt. Araberne kunne sagtens bruge Kolovrat til at sætte Carapaz under pres, men etapesejren var ikke deres mål.

Det var den til gengæld tilsyneladende for Bora, men det kostede dyrt at holde styr på udbruddet på stykket frem til Kolovrat. De tre eneste klatrere i udbruddet, nemlig Koen Bouwman, Attila Valter og Mauro Schmid, havde nemlig alle været så kløgtige, at de havde taget sig et muskelbundt med sig til at holde feltet stangen i fladlandet. Da Edoardo Affini, Clement Davy og Davide Ballerini alle tømte sig fuldt ud frem mod den brutale stigning, skulle Bora virkelig gå til stålet for, at Patrick Gamper og Cesare Benedetti kunne holde snor i dem. Det lykkedes heller ikke rigtigt, for afstanden, der ellers var nede på næsten 7 minutter, rundede igen de 9 minutter, da de ramte stigningen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Nu skulle næste trin i planen iværksættes, og Carapaz må have følt sig en smule urolig, da han ramte bjerget. Bora havde jo tydeligt vist deres intentioner, for det eneste formål med at føre i dalen var naturligvis, at etapen skulle vindes. Ellers tjente det absolutte intet formål - andet end at give Ineos en hånd - og derfor lå det i kortene, at der skulle gås til stålet på Kolovrat, hvor Lennard Kämna, Wilco Kelderman og måske endda Emanuel Buchmann sad klar til at skabe samme blodbad, som de gjorde i Torino.

Carapaz ventede. Han ventede lidt mere. Og så ventede han lige yderligere nogle minutter, men intet skete. Ben Zwiehoff førte stort set hele vejen op ad bjerget, og først til allersidst tog Kelderman over. Det skete endda i så moderat et tempo, at Carapaz formentlig skal i forbindingskassen i aften for at få styr på alle de blå mærker, han har pådraget sig af at knibe sig selv i armen.

Bahrain så vi heller ikke noget. Også det var skuffende, når vi ved, at Mikel Landa normalt ikke lader en god chance gå til spilde, og med sit tidstab og ringe enkeltstart har han heller ikke råd til at kaste mulighederne væk. Bahrain viste jo ellers på sidste stigning, at de er skræmmende stærke, men i det mindste var der sammenhæng i deres taktik. Finalen passede ikke specielt godt til Landa, og selvom det kan være svært at forstå, at de aldrig forsøgte at isolere Carapaz på Kolovrat, når Joao Almeidas exit betyder, at baskeren kan angribe uden den store risiko for at miste podiet, gav det i det mindste logisk mening, at man sparede kræfterne til ét stort attentat på morgendagens store dag i Dolomitterne.

Boras taktik savnede derimod både logik, hoved, hale, og hvad man ellers kan komme i tanker om. Etapesejren solgte de i det øjeblik, de rullede op ad Kolovrat i samme tempo som udbruddet, og ideen om, at de i det mindste forsøgte at gøre det bare lidt hårdt, så Carapaz måske kunne angribes på sidste stigning, løb også ud i sandet, da Jai Hindley endte med at være den mindst aggressive af de tre favoritter. Eneste resultat af det store, store arbejde, som Gamper, Benedetti, Zwiehoff og Giovanni Aleotti leverede gennem det meste af dagen, var, at Ineos slap for at føre. Mens kræfterne langsomt løb ud af Boras ressourcetank, fik Ineos-hjælperne sig vel næsten den letteste etape, de har haft - i hvert fald hvis man alene ser på de mulige klassementsdage. Bora er ikke Ineos’ udviklingshold, men i dag må Carapaz have følt det sådan, at han næsten var i konflikt med UCI-reglerne, når han havde to hold til at køre for sig, og det hold, der brugte kræfterne, var endda det, der slet ikke på papiret var hans eget.

Paradoksalt nok var det endda Carapaz selv, der forsøgte at følge op på Bora-mandskabets slid. Da først Kolovrat-muligheden var blevet skammeligt misbrugt, skulle der i det mindste udkæmpes et slag på den sidste stigning. På det eneste tidspunkt, hvor det faktisk gav mening for Bora at føre, når nu de havde solgt etapen, var de imidlertid totalt fraværende. I stedet var det bare Ben Tulett, der fik lov at rulle op mod toppen, men det blev trods alt for passivt for chefen selv.

Carapaz er måske nok den på papiret bedste temporytter, men da han ikke er en tempoørn, og Hindley i Budapest viste, at han har forbedret sig enormt efter skiftet til Bora (og deres gode materiel), kan han bestemt ikke vide sig sikker på noget som helst i Verona, slet ikke når man indregner risikoen for defekter. Derfor skal Carapaz gerne ud at vinde tid for at kunne sove trygt i morgen aften, og det forsøgte han jo allerede at gøre i onsdags, hvor Porte satte ham i scene. I dag blev det så ham, der fulgte op på Bora-mandskabets arbejde, da Sivakov igen stillede sin gode form til skue, men heller ikke denne gang var det muligt at få bare det tyndeste stykke papir ind mellem de tre favoritter, der var lige så jævnbyrdige som hidtil. Det var måske også for meget at forvente, når etapen var foregået i et roligere tempo, og stigningen nok var lidt for let til at skabe forskelle, når Kolovrat ikke var blevet udnyttet.

Derfor bliver det først i morgen, at vi måske får et billede af, om der faktisk er én af de tre, der er stærkere end de andre. Til gengæld fik vi tydeligt at se, at de tre befinder sig i deres helt egen liga, og bag dem fik vi bekræftet det billede, der har tegnet sig de seneste dage. Vincenzo Nibali havde en god dag i Verona, men hans niveau i en alder af 37 rækker ikke til et grand tou-podium. Pello Bilbao er som altid pokkers stabil, Jan Hirt topper nok engang i den tredje uge, og Hugh Carthys formfremgang er nu så markant, at han kan blande sig med favoritterne. Domenico Pozzovivo er igen ved at falde sammen i den tredje uge af en grand tour, som han ofte gør det, og Alejandro Valverde må sande, at onsdag ikke bare var en offday, men et udtryk for, at han nok ikke helt har den restitution, han havde, da han som ungt supertalent i en alder af 39 senest endte på et grand tour-podium. Juan Pedro Lopez kæmper heroisk og har undgået et kollaps, og Guillaume Martin er fortsat lige så yoyoagtig i sin kørsel, som han plejer.

Kun én rytter endte som en større taber, og paradoksalt nok gik det ud over Bora, der vel også havde fortjent en straf for deres mærkværdige og meningsløse taktik. Emanuel Buchmann er jo ellers kendt for sin tredje uge, men denne gang er det gået i den helt modsatte retning. Når end ikke restitutionen er tilbage, må vi nok sande, at den ellers så lovende tysker toppede i det øjeblik, han styrtede ud af Dauphiné for små to år siden.

I det mindste kan han se frem til et julekort. Faktisk kan han glæde sig til to, for det er ikke bare Carapaz, der skal have sendt noget til Tyskland til december. Det skal Bouwman også, for bedst som det så ud til, at han fik ødelagt en gylden mulighed, da Bora satte sig frem, betød den særegne tyske strategi, at der slet ikke var fare på færde. Han var i den flade start endt i et sjældent klatresvagt udbrud på en bjergetape, og selvom sejren ikke var så billig, som da Angel Madrazo tog den mest bizarre bjergetapesejr i Vueltaen i 2019, må den regnes som en af de billigere. Ganske vist var hollænderen oppe mod Valter og den i dette løb så fabelagtigt kørende Schmid, men i dette terræn burde Jumbo-rytterne normalt have overhånden.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det gik dog ikke helt så let endda. Efter helt fortjent at have sikret sig bjergtrøjen for et flot løb var benene åbenbart mere slidte end som så. Det var ellers helt oplagt, at Bouwman skulle bruge sine bedre klatreevner til at køre alene, men det skete aldrig. I stedet valgte han hurtigt at gamble på sin spurt i det, der udviklede sig til en bjergsprintermatch i stil med den, Alberto Contador og Andy Schleck kørte på Ax-3-Domaines i Touren i 2010. Det var et sats, for selvom Bouwman på papiret var hurtigst i en spurt, der var så stejl som denne, var han trods alt oppe mod Schmid, Valter og Andrea Vendrame, der alle er kendt som gode afsluttere.

Den vovede strategi lykkedes da også, selvom det endte i kontrovers i det halsbrækkende sving inden stregen. Efterfølgende var Schmid svært utilfreds med Bouwmans manøvre, men det var svært at se, at han gjorde meget forkert. Tværtimod havde han læst på lektien og sørgede for med sit gode punch at gå først igennem svinget, og det var i hvert fald ikke helt oplagt, at det var ham, der havde skyld i Schmid, Vendrames og Valters uheld. Til gengæld var det en skam, for en spurt mellem Bouwman og Schmid havde været spændende at se, og Schmids forrygende kørsel i en Giro, der må betegnes som hans gennembrud, selvom han vandt en lidt billigere grusvejsetape i 2021, havde fortjent at blive kronet med etapesejr.

Den får han ikke nu, for han vinder næppe i weekenden. I morgen er der nemlig lagt op til det sidste og højintense bjergslag, og efter dagens passive kørsel må man i hvert fald formode, at Bahrain har lagt i kakkelovnen til et sidste stort attentat fra Landa. Det burde Bora også have, men det er måske mere tvivlsomt, om kræfterne rækker til det. I dag fik de i hvert fald brugt en del af dem på at sørge for, at fredag d. 27. maj blev dagen, hvor Carapaz var til start med to hold til at hjælpe sig.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO