Giro d'Italia-analyse: Da den "forkerte" mand vandt

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Da startskuddet tidligere i dag lød til årets længste etape, var det næsten umuligt at pege på en favorit. Den kuperede tur mellem Parma og Genova var nemlig en af løbets mest udprægede udbryderetaper, og den slags er altid vanskelige at spå om. Det gælder ikke, når etapen har en vanskelig stigning fra start, for i det tilfælde kan man ofte tiltvinge sig en plads i front alene på sin fysiske styrke, men når en etape som i dag starter med et alenlangt og praktisk talt fladt stykke, bliver kampen om at deltage i udbruddet lidt af et lotteri.

Alligevel havde etapen én hovedperson. I et løb, der meget snart bliver særdeles bjergrigt, var etapen måske den sidste reelle chance for Mathieu van der Poel. Efter dagens lange og lynhurtige tur til den liguriske kyst er der nemlig stort set kun bjergetaper tilbage. Undtagelsen er 18. etapes sandsynlige sprinteropgør, den afsluttende enkeltstart og morgendagens potentielle sprinteretape, og medmindre han vinder enkeltstarten eller skaber et eller andet i morgen eller på næste torsdag, ligner resten af løbet lukket land for Van der Poel.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Derfor lå det også i kortene, at hollænderen ville gøre alt for at komme til at køre om sejren. Målsætningen var naturligvis at ramme udbruddet, men i dagens ”breakaway bingo” var der en indlysende risiko for, at den mission kunne gå galt. I det tilfælde kunne man sagtens forestille sig, at Van der Poel og Alpecin ville påtage sig ansvaret for at genåbne løbet og jagte den undslupne gruppe, og dermed talte meget for, at Van der Poel ville komme til at spille en rolle på den ene eller den anden måde.

Skulle man pege på ét navn som den åbenlyse favorit, måtte det derfor være Van der Poel. Problemet var bare, at hans navn måske nok var det mest oplagte, men samtidig lignede det næsten et usandsynligt scenarium, at han faktisk skulle vinde. Der stod nemlig hele to udfordringer i vejen for hollænderen, hvis han skulle omsætte drømmen om en anden etapesejr til virkelighed.

Den ene var terrænet. Nok kan Van der Poel køre op ad, men arrangørerne havde på dagens etape, der ellers mest bestod af bløde bakker, valgt at inkludere så svær en finalestigning, at den på papiret også var for vanskelig for hollænderen - i hvert fald hvis gruppen også talte klatrere. Heldigvis var der efterfølgende tid til at komme tilbage både på nedkørslen og i fladlandet, men den vanskelige opkørsel tårnede sig op som en gevaldig udfordring for en mand, der ikke er kendt for sine evner på længere stigninger.

Den anden udfordring var den sædvanlige, nemlig det fænomen, der kan betegnes som ”Sagan-hovedpinen”. Den tredobbelte verdensmester måtte jo i tide og utide erfare, at han skulle være dobbelt så stærk som andre for at vinde, fordi alle gik ind til løbet med en præmis om, at han var manden, der skulle slås. Den rolle har Van der Poel i denne Giro overtaget, og hvis han havde drømt om, at det ikke ville gå ham helt så grelt som sin slovakiske ”forgænger”, fik han sig en brat opvågnen, da han i Napoli erfarede, at næsten alle hans udbrudskolleger alene havde blik for hans baghjul.

Den hovedpine kunne måske nok løses, hvis Alpecin kunne sikre sig mere end én deltager i dagens udbrud. Faktisk havde Van der Poel jo efter Napoli-etapen erkendt, at hans eneste fejl var, at han ikke havde sikret sig en ledsager, der kunne hjælpe ham i finalens taktiske spil. Problemet var bare, at det alt andet end klatrestærke Alpecin-hold måske nok kunne sikre sig flerfoldig repræsentation i udbruddet, men hvad skulle det hjælpe, hvis Van der Poel alligevel var alene, når den stejle stigning havde ”slået hans hjælpere ihjel”.

Ja, der var vitterligt nok af udfordringer, hvis Van der Poels mission skulle lykkes, men knap var etapen kommet i gang, inden det var klart, at forsøget skulle gøres. Van der Poel signalerede tydeligt, at han ville gøre sit yderste for at sikre sig en billet til udbruddet, og det var samtidig helt åbenlyst, at Alpecin denne gang havde tænkt sig at sikre sig mere end blot én repræsentant.

Første del af missionen lykkedes heldigvis. Da elastikken efter en næsten to timer lang kamp endelig knækkede på det, der endte som en rasende hurtig etape, havde Alpecin ikke blot fået kaptajnen afsted. Hos sig havde han nemlig også Stefano Oldani og Oscar Riesebeek, og det var endda ikke meget ekstra, der skulle have været til, for at også Dries de Bondt havde gjort sine tre holdkammerater følgeskab.

Ét flueben var imidlertid ikke nok. Jo, det stod med det samme klart, at etapevinderen ville blive én af de 22 forreste, for ingen havde skyggen af interesse i at jagte et udbrud på en etape med et design som denne, når nu Alpecin havde sikret sig deltagelse af kaptajnen i front. Problemet var bare, at begge hans to problemer, nemlig stigningen og ”Sagan-hovedpinen”, fortsat var lige så presserende, som de havde været, da man lagde taktikken fra start.

Den ene kunne der heldigvis gøres noget ved. I en gruppe, hvor det ikke var svært at se, at Wilco Kelderman, Lucas Hamiton, Bauke Mollema og Santiago Buitrago ville blive pokkers svære at følge på den sidste stigning, var der 18 øvrige ryttere med en soleklar interesse i at forsøge at sikre sig et forspring. Det gjaldt naturligvis også hele Alpecin-banden, og kunne en af Van der Poels hjælpere sikre sig et minuts penge inden opkørslen, burde der være en chance for, at han efter stigningen havde en hjælper til at løse ”Sagan-hovedpinen”.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I det lys var det ikke mærkeligt, at Alpecin var årvågne, da kampen om forspringet blev åbnet allerede længe inden den sidste stigning. Det lykkedes endda for mandskabet at få den mest klatrestærke af de to ledsagere med, da Oldani gjorde Lorenzo Rota og Gijs Leemreize følgeskab i den trio, der nåede frem til stigningen med et forspring på næsten et minut.

Nu tårnede der sig imidlertid endnu en udfordring op. Leemreize og Rota var ikke just de ideelle følgesvende for den italienske semisprinter, for selvom han senest på Etna viste, at han kører aldeles glimrende opad, talte meget for, at de to på papiret mere klatrestærke ryttere ville ”læsse” ham på den stejle opkørsel. I første omgang lignede hans deltagelse i offensiven derfor også snarere et forsøg på at agere finalehjælper for kaptajnen end et stort forsøg på at vinde etapen.

Det viste sig imidlertid, at den rolle ikke blev aktuel. Nok havde Alpecin gjort deres bedste for at læse det ene af de to problemer, men det andet lod sig ikke løse lige så let. Da Hamilton, Kelderman, Mollema og Buitrago helt forventeligt kørte fra alle andre på stigningen, var Van der Poel nemlig ikke afhængig af taktik, men af gode ben og klatreevner. Her vidste han åbenlyst godt, at han risikerede at komme til kort, for da han - trods Oldanis deltagelse foran - selv forsøgte at få sig et forspring inden stigningen, var det klart, at han vidste alt om, at han var i selskab med skrappe klatrere.

Selv med sine allerbedste ben havde det formentlig været for svær en opgave at holde sig til, da den formstærke Hamilton åbnede for gassen, men med den knap så overbevisende form, vi har set fra hollænderen i de seneste dage, lignede det en lille umulighed. Spørgsmålet var derfor næppe, om han kunne overleve stigningen, men snarere om han ville minimere tabet så meget, at det kunne reddes på nedkørslen.

Svaret kom hurtigt. Van der Poel begik formentlig en fejl, da han forsøgte at bruge samme succesrige taktik som i Flandern Rundt, nemlig at grave så dybt, som han overhovedet kunne, i forsøget på at hænge på. Den strategi virkede på Paterberg for en måneds tid siden, men på en længere stigning førte den blot til en så kraftig eksplosion, at selv eksplosionskongen Julian Alaphilippe må have været lidt småimponeret. Van der Poel raslede så langt ned gennem rækkerne, da først det havde sagt bang, at selv en fornem nedkørsel ikke var nok til at bringe ham tilbage i spillet.

Heldigvis viste det sig at være lige meget. Oldani, der i første omgang mest havde lignet en assistent, bevist nemlig det samme, som vi havde set på Etna. Transformationen fra halvhurtig semisprinter, der alligevel aldrig ville kunne vinde massespurter, til en klassikertype - en transformation, han stillede til skue med sin flotte kørsel i Tirreno og Limburg tidligere på året og senest på Etna - viste sig nemlig fuldbyrdet, da han på imponerende vis fulgte de to ”klatrere” til dørs, endda uden at vise skyggen af svaghedstegn.

I det øjeblik var etapens dynamik forandret. Da først toppen var rundet, var Oldani pludselig Alpecins suverænt bedste kort. Som frontgruppens på papiret hurtigste, var han nemlig manden, der skulle slås, og nu var Van der Poels opgave snarere en anden. Der lurede nemlig konstant en risiko for, at Hamilton, Kelderman, Mollema og Buitrago, der havde al mulig grund til at samarbejde - også fordi Kelderman og Hamilton kunne bringe sig tilbage i klassementet - ville komme tilbage og ødelægge den belgisk-italienske fest. Det kunne Van der Poel forpurre ved at genvinde kontakten på nedkørslen, for med hollænderen som blylod ville alt samarbejde formentlig fordufte som dug for solen.

Den mission lykkedes bare aldrig. Van der Poels eksplosion var for voldsom, men heldigvis behøvede Oldani slet ikke hjælp. De tre forreste gjorde nemlig det, der havde lignet en umulighed, da de med fælles kraft holdt den meget stærke forfølgerkvartet stangen. Det, der lignede et intenst forfølgelsesløb, blev aldrig rigtigt spændende, for den gruppe, der på papiret så svagest ud, viste sig lidt uventet som den stærkeste.

Ét problem var imidlertid kun lige løst, inden der opstod et nyt. Nu kunne man nemlig igen mærke ”Sagan-hovedpinen” smerte. Oldani var nu den mand, alle ville slå, og derfor lå det næsten i kortene, at hans følgesvende ville angribe ham i højre og venstre.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det skete imidlertid aldrig. Kun Leemreize, der som den eneste med sikkerhed var chanceløs i en spurt, forsøgte sig, men det skete alt for tæt på mål. Lidt overraskende tillid Rota sig at stole fuldt og fast på sin egen afslutning, og det betød, at der aldrig kom en offensiv, heller ikke det kontraangreb på Leemreize, der for alvor kunne have sat Oldani på prøve.

Det lignede et sats fra Rota, men det var ikke helt ubegrundet. Rota er trods alt også kendt som en hurtig afslutter, og med et stigende opløb kunne han måske tro på, at han med lidt ekstra friskhed alligevel kunne få skovlen under gruppens ”sprinter”. Derfor kom den ventede Rota-offensiv aldrig, og i lyset af den meget tætte spurt, det endte med, kan man forstå, at forsøget blev gjort. Måske var det også gået anderledes, hvis ikke farten til slut var gået så meget ud af trioen, at det blev en meget eksplosiv spurt til fordel for gruppens mest eksplosive rytter.

I bagklogskabens lys var det en fejl, og dermed endte det med endnu en lige-ved-og-næsten for Rota, der også missede en gylden chance for at vinde San Sebastian, da han styrtede på nedkørslen fra den stejle mur i udkanten af den baskiske storby. Dermed er italieneren fortsat uden sejre, men med den forrygende udvikling, han har gennemlevet siden sidste års Tour, er det utvivlsomt bare et spørgsmål om tid, inden heller ikke han er sejrsløs længere.

Det er Leemreize også fortsat, men også han kan se tilbage på dagens præstation med fortrøstning. Som spurtsvag klatrer havde han ikke mange andre chancer end at angribe finalen, som han gjorde, men når nu Rota ikke ville lege med i angrebsfesten, blev det en ganske svær mission. I det mindste fik han bevist, hvad hans stærke hjælpearbejde i Baskerlandet allerede havde indikeret, nemlig at den hollandske klatrer efter en lidt svær debutsæson er klar til at dokumentere og kapitalisere på sit potentiale.

Kapitalisere gjorde Kelderman og Hamilton også, selvom etapesejren glippede. Begge fik nemlig bragt sig så langt frem i klassementet, at de begge kan øjne en top 10-placering i Verona. Det er måske ikke helt så interessant for hollænderen, der grundet sin dårlige forberedelse synes at mangle ganske mange procent og efter etapen også erkendte, at han slet ikke længere er interesseret i et klassement, han alligevel ikke føler sig stærk nok til at jagte, men Hamilton bliver et spændende krydderi til løbet.

Australierens tidstab på Blockhaus skyldtes nemlig hovedsageligt, at han skulle vente på Simon Yates og siger ikke meget om hans styrke. Tværtimod har han efter det, der lignede en gigantisk krise i hele sæsonens første halvdel, endelig fundet formen, og efter en overbevisende præstation på Etna og i Jesi lignede han i dag den måske stærkeste klatrer i udbruddet. Det er klart, at han aldrig blive podiekandidat, men han kan sikre, at BikeExchange er tilbage med reelle muligheder i klassementskampen, og hvis han endelig genfinder det niveau, han havde i sit fantastiske forår i 2021, er hans deltagelse i klassementskampen i hvert fald noget, der kun kan gøre løbet mere spændende. Man kan så kun ærgre sig over, at han og Kelderman køre en smule med hovedet under armen, da Buitrago og Mollema helt logisk satte sig på hjul i finalen, hvor etapesejren endegyldigt var væk, og derved frivilligt smed nogle temmelig dumme sekunder i en kamp om en ligegyldig 4. plads.

Han fik også sikret, at Trek kom på arbejde. Amerikanerne havde håbet på en let dag, men det fik Kelderman og Hamilton effektivt forpurret. Nu kom de i stedet til at slide voldsomt i det, men spørgsmålet er, om noget af arbejdet kunne være undgået. De holdt nemlig elastikken så stram, at trøjen aldrig var tæt på at være i fare, og spørgsmålet var, om de ikke med en lidt løsere elastik kunne have sikret, at nogle andre klassementshold ville have fået kolde fødder og givet dem en tiltrængt hånd med.

Trøjen forblev dog deres, og klassementet ændrede sig helt i toppen slet ikke. Det var også helt forventeligt på en dag, hvor stigningen kom for tidligt til at spille en rolle, og end ikke Ineos havde lyst til at teste, om en rytter skulle have en dårlig dag. Det ville også have været lidt for voldsom ødslen med kræfterne, når der venter langt vanskeligere udfordringer senere i løbet.

De udfordringer er også lidt for voldsomme for Van der Poel, og det begynder derfor at se sort ud i hollænderens jagt på endnu en etapesejr. Dagens etape var utvivlsomt hans bedste chance i løbets anden halvdel, men dagens to store udfordringer, stigningen og ”Sagan-hovedpinen”, viste sig for voldsomme. Heldigvis fandt Alpecin med en smuk kollektiv bedrift en vej til at løse dem begge. Prisen blev bare, at det blev den ”forkerte” mand, der vandt - men det gør næppe heller det store.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO