Giro d'Italia-analyse: Da historien gentog sig selv - med omvendt fortegn

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Uanset om man holdt med den ene eller den anden slovener, kan der ikke være ét eneste menneske i denne verden, der ikke havde en klump i halsen, da en rystet Primoz Roglic på en solrig septemberdag i Vogeserne afbrød vinderinterviewet med Tadej Pogacar for at give sin gode ven og landsmand et lykønskningsknus. Det er naturligvis ikke i sig selv tårefremkaldende, at en mand lykønsker en god ven, men når forhistorien er, at selvsamme ven i minutterne forinden har knust en livsdrøm, forstår man, at det krævede en helt særlig karakter at afbryde Pogacars talestrøm for at sige tillykke med sejren.

Det var nemlig det, en rystet cykelverden var vidner til på La Planche des Belles Filles for små tre år siden. Bare en times tid tidligere var der intet, der stod i vejen for, at han skulle krones som vinder af verdens største cykelløb efter en gennemført kontrolleret og overlegen præstation. Han gik nemlig ind til den afsluttende enkeltstart med et ganske komfortabelt forspring til en mand, hvis tempohistorisk var temmelig begrænset og aldrig ville antyde, at han overhovedet skulle kunne vinde etapen - og da slet ikke med en margin, så Tour-sejren kunne skifte ejermand.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I dag er vi alle klogere. Den dag fandt vi ud af, at Pogacar var et større fænomen end først antaget, da hans vanvidsridt i Vogeserne skrev sig ind i ikke blot cykel-, men hele sportshistorien som et af de mest vanvittige comebacks i så stor en sportsbegivenhed. Om det havde dulmet smerten, hvis Roglic på forhånd havde vidst, at hans sejr faktisk slet ikke var så sikker, som det så ud til, er svært at vide, men sandt er det i hvert fald, at den rystede slovener med sit forvildede blik fremstod som en groggy bokser, der netop var blevet knockoutet.

I dag ved vi også mere om, hvad der gik galt den dag. En fordel ved at være oppe mod sin ven er nemlig, at man kender lidt til rivalen. Pogacar har siden afsløret, at han vidste, at han formentlig kunne knække sin landsmand mentalt, hvis han med et hårdt udlæg kunne skabe i tvivl i det slovenske sind, der ellers var så sikker på at vinde. Derfor lagde han en plan om at brage afsted frem til første mellemtid, hvor Roglic for første gang fik en fornemmelse af, at en sensation var under opsejling, og derfra blev hans tråd blot mere og mere firkantet og blikket mere og mere forvildet, indtil den rystede storfavorit krydsede stregen som den triste hovedperson i et drama, ingen havde drømt om samme morgen.

På mange måder var det paradoksalt, at Roglic i dag befandt sig i en næsten identisk position - bare med omvendt fortegn. Nok vil jeg ikke betegne Tour-etapen fra 2020 som en bjergenkeltstart, når det meste af etapen blev tilbragt i fladlandet, men sandt er det i hvert fald, at Roglic i dag for anden gang i karrieren gik indtil en afsluttende grand tour-enkeltstart, der sluttede med et bjerg, og hvor han var i duel om den samlede sejr. Forskellen var bare denne gang, at det var Roglic, der var udfordrer og derfor havde alt at vinde, mens han i 2020 havde alt at tabe.

Situationerne er naturligvis ikke parallelle. I dag havde Geraint Thomas et betydeligt mindre forspring, end Roglic havde for tre år siden. Derudover var det en helt anderledes åben kamp. I morges kunne ingen vide sig sikre på, om sejren ville gå til den ene eller den anden, mens der i 2020 ikke kan have været mange på denne jordklode, der gav Pogacar blot en spinkel chance for at vende løbet på hovedet.

Når der i dag vitterligt var tale om et helt åbent opgør, skyldes det, at man kunne finde pokkers gode argumenter for både den ene og den anden vinder. Der er ingen tvivl om, at Thomas i hvert fald gennem løbets anden halvdel har lignet løbets stærkeste rytter. Der er imidlertid heller ingen tvivl om, at dagens etape næsten var designet efter Roglics hoved. Måske havde han ønsket sig en etape uden en flad indledning, hvor man som udgangspunkt ville give Thomas en fordel, men når man skal pege på en mand, der mestrer kunsten at køre stærkt op ad bare én relativt kort stigning, kommer navnet Roglic frem som et af de første. Når man så samtidig vælger en stigning, der er den hårdeste i mands minde og med procenter, der i den grad favoriserede murspecialisten Roglic over den store Thomas og endda placerede den så tæt på Slovenien, at alle ville have troet, at Roglic var på hjemmebane, hvis ikke de havde helt styr på geografien, var det helt klart, at etapedesignet pegede på Roglic som vinder. Spørgsmålet var således, om rutens design og rytternes karakteristika ville overtrumfe formen, for når Thomas i går kørte lige op med Roglic i en finale, der var designet efter slovenerens hoved, var det svært at argumentere for andet, end at Thomas lignede bedste mand.

I sidste ende vandt karakteristika over form - og det gjorde de endda med afstand. Undervejs var det ganske tæt, og Thomas’ beskedne tidstab på den nedre del kunne antyde, at han var en mand i kontrol, men den slags kan man aldrig vide sig sikker på, når vi taler om så stejle stigninger som denne. Her betaler man en dyr pris, hvis man kører over evne, og det var utvivlsomt det, Thomas gjorde, da han på Roglics stejle hjemmebane stort set matchede sloveneren på den nedre del.

Desværre for Thomas efterlader den slags procenter ingen kære mor. Regningen kommer altid, hvis man forsøger noget, man ikke magter, og den er som regel dyr. Naturligvis er det voldsomt at sige, at Thomas gik ned, når han endte som nr. 2 - akkurat som Roglic ikke gik ned i 2020, hvor han trods alt endte som nr. 5 - men sandt er det i hvert fald, at sekunderne i Thomas’ forspring forsvandt med en helt anderledes hast på stigningens anden del, ikke mindst når man indregner Roglics defekt. Ja, faktisk kørte Joao Almeida og Damiano Caruso jo begge hurtigere end den lidende waliser over etapens sidste 3 km, og det fortæller meget fint, at Thomas forsøgte at gøre noget, der var umuligt.

Men hvad pokkers skulle han ellers gøre? Han var etapemæssigt på udebane på en rute, der var designet efter Roglics hoved, og hans forsvar af trøjen kunne ikke være smukkere. Men man fornemmede gradvist, hvordan panikken bredte sig, efterhånden som den grusomme virkelighed åbenbarede sig, selvom blikket aldrig blev så rystet og fortvivlet, som det skete for Roglic, da han for tre år siden langsomt erkendte, hvilken skæbne der var ved at ramme ham.

Det er umuligt ikke at være pokkers splittet. Begge havde nemlig fortjent at vinde. Thomas fordi han i en alder af 37 var tæt på at gøre det, der i denne vidunderbørnenes tidsalder burde være en umulighed ved at blive den næstældste grand tour-vinder nogensinde og endda få sin revanche efter sine to uheld i 2017 og 2020, hvor han begge gange lignede en meget sandsynlig vinder af løbet. Roglic, fordi han har været ramt af så ufatteligt meget uheld de seneste år, blev snydt for sin livsdrøm for tre år siden og vel egentlig havde lidt krav på en Giro-sejr, når nu han i 2019 formentlig kun smed en sikker sejr som følge af styrt og sygdom.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Men måske lander sejren alligevel det rigtige sted. Thomas har ganske vist været en fremragende rytter, men det er svært at hævde, at hans generalieblad gør ham til en af cykelsportens helt store. Nok har han sine sejre, men han har aldrig været den dominerende skikkelse, Roglic har været. Der mangler den Tour-sejr, han ikke fik i 2020, men han har sin plads blandt sportens helt store. Han har sammen med Roberto Heras rekorden for flest Vuelta-sejre, han er olympisk mester, han har vundet et monument, og han mangler blot Tour de Suisse for at blive den første rytter i historien til at have vundet alle sportens historiske ugelange løb. En Giro-sejr hører med til på hans generalieblad, end det gør på Thomas’.

Det kan nemlig også meget vel være, at det var sidste chance. Det var det jo nok desværre også for Thomas, for selvom alt lugter af, at han tager endnu en sæson, og selvom han har vist sig skræmmende langtidsholdbar, må alderen da for pokker også indhente ham. Det gjorde den jo trods alt selv for Alejandro Valverde, hvilket ellers lignede en umulighed. For Roglic kan det imidlertid også have været sidste udkald. Nok ender han som løbets vinder - i hvert fald hvis ikke han (Gud forbyde det) styrter ud af et løb, han reelt har vundet, som han har for vane at gøre det - men de seneste tre uger har også sat en fed streg under, at han ikke er det monster, han var engang.

Når han vandt, skyldtes det nemlig i vidt omfang rutens design. Dagens etape var som sagt skræddersyet til Roglic, og det samme gjaldt om torsdagens etape, hvor hans comeback blev indledt. Det gjaldt ikke om fredagens etape i sin helhed, men det gjaldt om selve finalen, hvis etapen blev kørt relativt roligt.

Det blev den som bekendt, og det er en anden god grund til, at Roglic har fortjent at vinde. Som jeg skrev i går, skød han sig selv gevaldigt i foden ved i tirsdags at skabe det udmarvende løb, der kun gavnede Thomas’ og Almeidas dieselmotorer. Han lærte imidlertid hurtigt af sine fejl og gjorde alt rigtigt de efterfølgende dage, ikke mindst da han i går lod etapesejr være etapesejr og gav sig selv det rolige løb, hans eksplosive natur skulle bruge. Til gengæld skød UAE og Ineos sig gevaldigt i foden ved ikke at gentage den nedslidningsopskrift, Jumbo jo ellers havde lagt på deres bord nogle dage forinden.

Det hænger måske også sammen med Ineos’ uheld. Holdet var reduceret til fem mand, og derfor havde de et særligt behov for at spare på holdet. Pavel Sivakov kunne måske have været den nøgle, der havde givet så anderledes en kongeetape, at Thomas i dag havde stået i lyserødt. Og det helt store spørgsmål er naturligvis, hvad der var sket, hvis Tao Geoghegan Hart var blevet i løbet. Efter at have set den tredje uge til ende og set, hvor vild briten var i den første halvdel, føler jeg mig ret overbevist om, at Storbritannien ikke tabte deres Giro-sejr i dag. Det gjorde de formentlig på løbets ellers ligegyldige 11. etape, da den genfødte brite med den store tredjeugesmotor bragede i asfalten. Til gengæld føler jeg mig langt fra overbevist om, at Roglic blev reddet af den positive coronatest, der sendte Remco Evenepoel ud af løbet.

Uanset om de antagelser er rigtige eller ej, har Roglic naturligvis været heldig. Hans vel nok to største rivaler gled i svinget, men på et eller andet tidspunkt måtte hans kvote af uheld jo være opbrugt. Sådan så det jo ellers ikke ud i dag, hvor en tabt kæde kortvarigt så ud til at være nærmest kulminationen på hans endeløse byge af uheld, men heldigvis blev det hverken Magnus Corts bonussekunder eller en dum kæde, der afgjorde løbet i Thomas’ favør. Det havde heller ikke været til at bære, hvis Roglic skulle have tabt sin duel af den grund.

For en duel fik vi. Det blev bare ikke som ventet mellem Roglic og Evenepoel, men derimod med Thomas som slovenerens modstander. Det viste sig nemlig, at de to var løbets bedste. Almeida lignede ganske vist i tirsdags en mulig vinder, men efter løbets afslutning står det klart, at han trods sin lovende udvikling stadig mangler lidt. Han skød sig selv i foden med sin tilgang til 18. og 20. etape, hvor han undlod at slide Roglic ned, men i dag blev han også slået ganske klart af sin slovenske rival, endda på en etape, der passede ganske storartet til en mand, der kan klare stejle procenter og jo kører alle bjergetaper, som var de en bjergenkeltstart. Men heldigvis for ham ender han som vinder af ungdomstrøjen, og det fortæller jo alt om, hvem af de tre der har fremtiden foran sig. Løbet har i hvert fald bekræftet hans potentiale.

Fremtiden foran sig har Damiano Caruso ikke, men det er svært ikke at beundre italieneren. Ved årsskiftet lignede han en affældig veteran, der aldrig igen ville komme i nærheden af toppen af en grand tour, men han har rejst sig på forbilledlig vis. Måske er han endda slet ikke så meget ringere, end han var i 2021, hvor han blev nr. 2, for renser man feltet for Egan Bernal var det for to år siden helt uden den klasse, som Roglic og Thomas tilførte årets felt. Og Caruso har særligt med de to seneste dage vist, at hans tredjeugesmotor i hvert fald ikke er blevet ringere med alderen.

I det hele taget endte løb som et i disse år helt usædvanligt veteranshow. Nok er Thibaut Pinot med sine 32 år den næstyngste i top 5, men på vej mod sit karrierestop må han stadig kaldes en veteran. Han fik ikke sin etapesejr trods to bitre nederlag, men han fik alligevel præcis den afsked, alle må have drømt om. Der kan ikke være mange, der ikke under en af sportens mest uheldige skikkelser, at han i morgen kan indkassere både top 5 og bjergtrøje - og ikke skal ende på et romersk hospital med lungebetændelse, som da løbet i 2018 senest sluttede i hovedstaden, og sygdom kostede ham en stensikker 3. plads. At det så endda skete efter en vild genrejsning både i dag og i går, hvor vi har set den bedste Pinot siden det ærgerlige styrt i 2020 gør kun afskeden endnu smukkere.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Veteranerne gav i hvert fald for en sjælden gangs skyld ungdommen baghjul, men der var nu masser af lyspunkter for de unge også. Thymen Arensman fik efter et skuffende forår bekræftet sin enorme tredjeugesmotor, selvom jeg måske havde ventet mig en marginalt bedre enkeltstart i dag, hvor procenterne dog heller ikke gjorde ham mange tjenester. Det gjorde de bestemt heller ikke for Andreas Leknessund, der alligevel kørte en sublim etape, og selvom løbet tydeligt har vist, at hans potentiale i bjergene trods alt er begrænset, må man beundre ham for at have grebet en chance, som hans udbrud i den første uge åbnede, og som hans tredjeugesmotor, der blev åbenbaret i Touren, hjalp ham med at tage.

Perspektiver er vel også fine for Eddie Dunbar. Ja, han gik voldsomt ned de sidste to dage, der måske stiller spørgsmål ved evnerne over tre uger, mens hans topniveau viste sig langt højere end ventet og gør ham i hvert fald spændende i ugelange løb. Trods en skuffelse i dag viste Einer Rubio også hidtil usete evner i bjergene, mens Laurens De Plus, der stadig blot er 27, nu endegyldigt kan erklæres som værende genfødt efter næsten fire år i helvede. Det var vel også en hæderlig uventet kaptajndebut til Ilan Van Wilder, der klatrede bedre end tidligere, men som også må være en smule bekymret for, at trætheden meldte sig til sidst.

Det gjorde den også for Lennard Kämna. Han får sin top 10, men jeg vil stadig overveje, om det er værd at satse på en grand tour-karriere. Også han blev træt til sidst, og han fik i hvert fald ikke overbevist mig om, at han pludselig er blevet stærk nok i bjergene - akkurat som det gælder for Leknessund. Uden de mange exits var han i hvert fald næppe endt i top 10, og når man ved, hvad han kan som etapejæger vil jeg stadig regne det som en mere spændende fremtid.

Fremtid er der også for Jay Vine, selvom han i dette løb har bekræftet, at stabilitet fortsat er et meget stort og bekymrende issue, for selvom han kørte hæderligt i dag, var han de seneste to dage ikke i nærheden af det niveau, han kortvarigt viste i søndags. Fremtid er der også for Brandon McNulty, der på dagens meget stejle stigning var en meget positiv overraskelse, men som desværre også giver et indtryk af, at han er bedst, når han får lov at køre for sig selv.

Det er i hvert fald helt anderledes med Sepp Kuss, der i dag fik en sjælden chance for at gøre netop det, og selvom han ikke var lige så flyvende, som jeg havde troet, han kunne være, fik sat en fed streg under, at han trods en sløj tid fortsat er en af verdens bedste klatrere. Og måske vente den kommende amerikanske topklatrer allerede, efter at Matthew Riccitello i dag efter et lidt svært løb endelig udfoldede det potentiale, han viste i Alperne og løbets første uge, og som satte et flot punktum for et løb, hvor sportens israelske alderdomshjem har beriget også alle med det ene talentgennembrud efter det andet.

Måske vil vi om nogle år se tilbage på denne lørdag som dagen, hvor en kommende amerikansk stjerne blev født, men det vil aldrig være hovedfortællingen. I dag blev der nemlig skrevet højdramatisk cykelhistorie på præcis samme måde, som der gjorde på La Planche des Belles Filles for tre år siden. Og akkurat som dengang skete det på en enkeltstart med et afsluttende bjerg og med Roglic en hovedfigur. Historien har det nemlig med at gentage sig selv. Heldigvis for Roglic af og til også med omvendt fortegn.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE