Giro d'Italia-analyse: Da hollænderne endelig kom til fornuft

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det har længe været en stor historie i cykelsporten, at DSM er et temmelig kontroversielt hold. Egentlig har de haft masser af succes - se bare på de resultater, Marcel Kittel, John Degenkolb og Tom Dumoulin har leveret for mandskabet, der engang var en samling hollandske opkomlinge - men særligt i de senere år har de dårlige mediehistorier skygget for en succesrate, der også er aftaget ganske kraftigt. Den aftagende succes skyldes nemlig, at snart sagt alle holdets profiler er raget uklar med ledelsen og har søgt væk. Det gjaldt således for Dumoulin, Kittel og Degenkolb, men det gjaldt også for Warren Barguil, Michael Matthews, Marc Hirschi, Edward Theuns, Ilan Van Wilder og Felix Gall, der alle sagde farvel under mere eller mindre kontroversielle omstændigheder og mange endda før kontraktudløb. Også andre store navne som Tiesj Benoot, Thymen Arensman, Jai Hindley og Wilco Kelderman søgte væk, selvom det skete under knap så megen palaver.

Holdet er nemlig kendt for at have meget firkantede principper. Det er der mange, der trives i, for ellers havde holdet ikke vundet et hav af massespurter, en grand tour og to monumenter, ligesom de næppe havde fået to mand på podiet i Giroen i 2020. Der er imidlertid også mange, der finder reglerne alt for rigide, og særligt når rytterne når stjernestatus og har en mere markant mening om, hvordan de vil indrette tingene, synes det at gå galt.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Der er imidlertid også ryttere, der nærmest med det samme rager uklar med ledelsen. Der var mange skriverier om, hvordan Gall og Van Wilder, som begge lignede meget lovende talenter, ganske hurtigt blev at i skammekrogen. Van Wilders historie var nok den mest omtalte, da han som belgier fik større opmærksomhed i medierne, og her var begrundelsen, at han ikke levede op til principperne for ”cooperation”. Resultatet blev, at han blev sat i skammekrogen gennem det meste af 2021-sæson og forlod holdet på temmelig dårlig fod med ledelsen.

Sådan har det ikke været med Alberto Dainese. Det var lidt af et scoop, da holdet forud for 2020-sæsonen fik fingrene i den unge italiener. Dengang lignede han nemlig det bedste bud på en kommende supersprinter efter blandt andet at være blevet U23-europamester på den helt flade rute i Holland, og han havde også allerede vundet på den professionelle scene i Tjekkiet Rundt. Det varede heller ikke længe, inden han tog sine første sejre for holdet, for han slog til i Herald Sun Tour i de allerførste uger af sin tid hos holdet, inden corona lukkede verden ned.

Alligevel er Dainese aldrig blevet den supersprinter, han var spået til. Det skyldes ikke manglende fart, for han har flere gange vist, at han er rasende hurtig og bestemt nær toppen af det globale farthierarki. Det kom særligt til udtryk med hans vanvidsspurt, da han sidste år fra en helt håbløs position spurtede sig til karrierens største sejr i Giroen.

Den spurt var imidlertid også meget sigende for, hvorfor han har vundet sig lidt. Han sad nemlig så langt tilbage, at det krævede en vanvidsspurt, hvis han skulle vinde. Den hev han i den grad også op af hatten, men uden det rette held da han fandt vej væk fra den dårlige position, var han som så mange gange før blevet lukket inde. Derfor er Dainese i dag en alt for sejrsfattig sprinter i forhold til det potentiale, hans fart fortæller, at han har.

I det lys kan man måske godt forstå, at DSM har været ved at tabe tålmodigheden med ham. Det var der imidlertid intet, der tydede på for et år siden. Holdet har ikke for vane at ændre planer meget pludseligt, men sidste år betød hans Giro-etapesejr, at holdet ganske overraskende også tog ham med til Touren. Det gav ikke den ønskede succes i en trup, der ikke kunne give ham megen støtte i den forhadte positionskamp, men det viste i hvert fald, at han i den grad var i kridthuset.

Det var således næppe tålmodigheden, den kneb med, men Dainese må som så mange andre have gjort et eller andet galt i forhold til holdets firkantede principper. I hvert fald har det i denne sæson været helt tydeligt, at han har været parkeret på det sidespor, Van Wilder og Gall lærte at kende så godt for et par år siden. Allerede i løbet af vinteren forlød det, at holdets nye førstesprinter var purunge og nyprofessionelle Casper van Uden, mens der slet ikke var tale om Dainese i forhold til holdets grand tour-planer.

Sidesporet var åbenlyst, da sæsonen blev indledt. Til UAE Tour, hvor man typisk sender sin bedste sprinter, sendte man i år ikke Dainese, men Sam Welsford, der med sin vilde sæsonstart hurtig blev nr. 1 i det interne sprinterhierarki. Dainese derimod kørte stort set ingen løb inden Tirreno, hvortil han blev sendt med en rolle som lead-out man for Marius Mayrhofer, der trods en choksejr i Cadel Evans-løbet aldrig havde antydet, at han kunne vinde spurter på det niveau. Det kom han da heller ikke i nærheden af, men da han på sidste etape undervejs følte sig skidt kørende og gav stafetten videre til Dainese, greb italieneren chancen og spurtede sig til en 3. plads bag giganterne Jasper Philipsen og Dylan Groenewegen.

Det fik imidlertid ingen konsekvens for Dainese. I sprinterklassikerne i De Panne og Scheldeprijs blev han brugt som hjælper, og det lignede derefter næsten en ren straffeaktion, da han som løbets absolut eneste sprinter blev sendt til Tour of the Alps, der igen i år bestod af fem bjergetaper og intet andet. Det var svært at se skyggen af mening med det projekt - altså andet end at Dainese skulle straffes for et eller andet.

I Giro-planerne indgik han bestemt heller ikke. Tværtimod har DSM i disse dage haft travlt med at pille af diverse foreløbige startlister til løb, han skulle have kørt, senest denne uges Tour of Norway. Det har de, fordi der ganske overraskende alligevel blev plads til Dainese i Giro-truppen. Nogen forklaring blev der ikke givet, men hvis man havde troet, at alt var blevet fryd og gammen, blev man hurtigt skuffet, da Mayrhofer nok engang har fået langt mere plads end holdets eneste reelle vinderbud i massespurterne.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Noget tyder dog på, at forholdet er under opblødning. Alene udtagelsen indikerer det, og man kan måske godt forstå, at Mayrhofer, der længe har været udset til rollen som sprinter i dette løb, ikke pludselig skal berøves den chance. Alene det forhold at Dainese både på 5. og dagens etape alligevel fik en chance, viser måske, at et Dainese-exit slet ikke er så given en ting, som det så ud til for bare et par uger siden.

Det er nu også klogt, hvis ledelsen har lagt stridsøksen på hylden. Ganske vist endte det i deklassering, og ganske vist viste han igen, at hans positionering halter gevaldigt, da han på 4. etape formøblede et drømme-lead-out fra Mayhofer og Niklas Märkl, men han nåede at bevise, at farten stadig er så god, at han modsat Mayrhofer er et reelt etapevinderbud i dette løb. Det hjalp ham bare ikke, for på de efterfølgende sprinteretaper var det igen Mayrhofer, der var den foretrukne.

Det burde det egentlig også have været i dag, hvor løbet i denne sprinterfjendtlige udgave endelig bød på en rigtig og helt flad sprinteretape. Dainese har nemlig været syg de seneste dage, og selvom holdet havde nævnt, at italieneren skulle have chancen på de lette dage, lå det måske ikke i kortene, at man ville køre for en halvsyg italiener, når han nu længe havde befundet sig på et sidespor.

Heldigvis rådede fornuften langt om længe. Nok var Dainese måske ikke på toppen - efter eget udsagn var han kun på 80% - men skulle dagens etape ende i DSM-sejr måtte Dainese stadig være manden. Derfor var der sikkert også mange, der jublede, da det i finalen efter en lang og meget kedelig dag stod klart, at det var Dainese, der sad bagerst i DSM-toget.

Det var ikke bare klogt, fordi han er hurtigst. Det var også klogt, fordi toget med Mayrhofer og Märkl viste sig fremragende på 5. etape, hvor det var Dainese, der klokkede i det efter et sublimt lead-out. Mayrhofer er nemlig slet ingen ringe cykelrytter, som han viste med sin fornemme kørsel i den hårde finale på 14. etape. Han skal bare ikke vinde massespurter mod de rene sprintere.

Som lead-out man er han imidlertid fremragende, og med sin vanvidsføring sørgede han for, at Dainese fik fjernet den værste hurdle, nemlig hans problematiske positionering. Efter at Michael Hepburn kortvarigt havde givet holdet en puster, viste DSM nemlig klassen, da det var Märkl og Dainese, der gik først igennem det sidste sving i en teknisk finale, der normalt ellers havde spillet Dainese af banen på forhånd.

Det gjorde den heldigvis ikke denne gang, hvad han kan takke sine to tyske holdkammerater for, men alt var stadig ikke fryd og gammen. Det 600 m lange opløb var nemlig for langt i den pæne modvind, og derfor så spurten ud til at være tabt, da Märkl løb tør for kræfter, Dainese tabte al fart, og Campbell Stewart i stedet skød frem med Michael Matthews.

På det tidspunkt var gode råd dyre. Dainese havde tabt så megen fart, at Stewart og Matthews med Simone Consonni på slæb med det samme slog et stort, stort hul, mens den stakkels italiener skulle træde cyklen i gang igen. Da han til gengæld fik den op i omdrejninger, viste han lidt af den fart, der gav ham den vilde sejr i samme løb for et år siden. Efter de mange trængsler må det have føltes som en særlig revanche over for ledelsen, der midt i al glæden over løbets første etapesejr også må lide den tort, at deres absurde dispositioner nu stod tydelige for alle.

Dainese skal imidlertid ikke kun takke ledelsen, sit tog og sig selv for sejren. Han skal også takke Jonathan Milan. Med en vanvidsspurt, hvis vanvid kun bliver større, når man husker på, at det var en modvindsspurt, satte han nemlig igen en fed streg under, at han er løbets i særklasse hurtigste, hvad vi jo allerede så på 2. etape, hvor han knuste Kaden Groves. Problemet var bare, at han i en nærmest tro kopi af 13. etape atter sad alt for langt tilbage i det sidste sving og igen akkurat kom for sent i en tæt, tæt målfotoafgørelse.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det er overraskende. Milan brillerede med sin positionering i løbets første dage, hvor han sad perfekt hver eneste gang, og han har da også i Andrea Pasqualon løbets måske bedste lead-out man. Alligevel er det i de to eneste tekniske finaler gået galt, og det vidner om, at der i hvert fald også for ham er noget at arbejde med, hvis ikke han skal ende som en anden Dainese, dvs. som en lynhurtig sprinter, der i kraft af sin positionering får alt for lidt ud af det.

Til gengæld er han i dette løb braget så kraftigt ind på scenen, at man næsten ikke kan vente med at se ham måle sig mod de allerbedste sprintere. I hvert fald ydmygede han rivalerne i dag. Dainese blev fanget med en vanvidsspurt, og Pascal Ackermann fik efter den lille genfødsel forleden understreget, at hans comeback som beskrevet i analysen fra den dag mere handlede om omstændighederne end om farten. I hvert fald havde han trods en for ham sjældent dårlig position al mulig chance for at gå med Milan, lade ham brænde sig ud i modvinden og derefter gå forbi. Det kunne han imidlertid ikke, og han led i stedet den tort at blive kørt direkte ud af det italienske hjul.

Det blev også endnu et søm til Fernando Gavirias ligkiste. Der har bestemt ikke været skyggen af genfødsel over det triste løb for colombianeren. Han kan stadig lide under sine styrt, men det var i hvert fald ikke opløftende at se ham i dag. For en gangs skyld havde han sikret sig en i hvert fald hæderlig position med al mulig chance for at gå med Milan, men det var han slet ikke i stand til. Det så ellers lige så godt ud ved sæsonstart, men det har det jo gjort før. Gaviria er stadig en skygge af den supersprinter, han engang var.

Det er Mark Cavendish jo også, men efter endnu en genopstandelse i dette løb var der grund til at tro, at han med det rette held faktisk kunne få den etapesejr, der så helt, helt umulig ud ved løbets start for små tre uger siden. Chokerende har det nemlig været at se den i dag så positioneringssvage brite sidde perfekt to gange i træk. I dag blev vi imidlertid mindet om, at der er langt til tidligere tiders positioneringskonge, da han og Astana for 117. gang i år kom helt til kort i positionskampen og derfor blev efterladt med bare én chance for at tage den forløsende 17. etapesejr.

I stedet for Cavendish-sejr var vi tæt på at blive vidner til en lille sensation, nemlig at Matthews pludselig skulle vinde en helt ren sprinteretape, hvad han ikke har gjort i en menneskealder. Den slags overraskelser kan man nemlig få i tekniske finaler, hvor positionering er vigtigere end fart, og i dag gav Hepburn og ikke mindst Stewart ham alle chancer for at skabe overraskelsen. Det var da også så pokkers tæt på at lykkes, som det kunne være, men desværre for ham var det to af feltets allerhurtigste, der jagtede ham.

De var begge italienere, og i det hele taget var det en god italiensk dag. Niccolo Bonifazio fik efter et skuffende løb nemlig også bevist, hvorfor det er helt uforståeligt, at han hos Intermarché har kørt sine spurter på egen hånd. I dag viste han i en teknisk finale, han elskede, nemlig igen sin storslåede positionering, og der var for første gag i dette løb også lidt af den fart, han havde, da han var bedst. Til gengæld endte holdets foretrukne sprinter, Arne Marit, ganske forudsigeligt alt for langt tilbage i en positionskamp, der altid har voldt ham kvaler.

Det har den aldrig for Simone Consonni, der bekræftede sine evner på det område ved at sidde perfekt i Matthews’ baghjul. Til gengæld var det også det eneste positive, for herfra blev han nærmest ydmyget i en grad, der er endnu mere bekymrende, end hans foregående svage spurter har været. Alligevel blev det til en 5. plads, men det er jo den slags resultater, man kan få i tekniske finaler, hvor rangeringen kan skjule noget helt andet end det indtryk, man var efterladt med.

I det hele taget blev det en spurt, der bekræftede meget. De positioneringsstærke Stefano Oldani, Vincenzo Albanese og Alex Kirsch, der fik en sjælden chance, endte langt fremme, selvom farten aldrig ville række til sejr, men Jake Stewart nok engang tabte en positionskamp. Det var han imidlertid ikke alene om, for der er altid store tabere i tekniske finaler. I hvert fald vil Milan i dag bande og svovle over, at han har en del at forbedre på det område.

Det har Dainese også. Ellers havde han vundet langt, langt mere, for hans fart har der aldrig været grund til at betvivle. Skal den være brugbar, skal han imidlertid have hjælp til at sidde rigtigt, og det kræver som regel et godt tog. DSM er så heldige, at de i dette løb med Mayrhofer og Märkl har haft så stærk en formation, at de har været i stand til at dominere begge de finaler, hvor de har brugt en næsten perfekt kombination af holdets talent i form af et sublimt tog foran en lynhurtig sprinter. Det gør det bare endnu mere uforståeligt, at den kun er blevet brugt to gange - men i dag kom hollænderne heldigvis endelig til fornuft!

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af analysen er det kommet frem, at Marits kæde røg af, da han åbnede spurten.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE