Giro d'Italia-analyse: Da én udbryderkonge slog en anden

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Giroen er som Vueltaen kendt for at være særdeles gavmild over for udbrydere. Det skyldes den varierede italienske geografi, der gør det muligt at sammensætte en masse mellemetaper i tillæg til de bjergetaper, der ofte også vindes af udbrydere. Det har da også været helt tydeligt i år, hvor klassementsrytterne kun har afgjort to etaper mellem sig, og hvor den ene af de sandsynlige sprinteretaper for en lille uge siden var meget tæt på at give en udbrudssejr.

I det lys er det vel kun naturligt, at årets udgave også har sat spot på de seneste års største udbryderkonger. Det blev tydeligst, da den største af dem alle, Thomas de Gendt, brød ud af de seneste års næsten totale anonymitet, rejste sig fra de døde og tog sin anden Giro-etapesejr hele 10 år efter den første. Det var ellers ikke nødvendigt at føje ekstra til et generalieblad, der med udbrudssejre i alle grand tours og store etapeløb som Paris-Nice, Volta a Catalunya (endda hele fem af slagsen!!!), Tour de Romandie, Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné har gjort ham til en af alletiders allerstørste udbryderkonger.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det blev også helt tydeligt på Etna. De Gendt er nemlig i de senere år blevet detroniseret af Lennard Kämna, der alene efter coronanedlukningen har taget udbrudssejre i Touren, Dauphiné, Catalonien, Alperne og Andalusien. På den sicilianske vulkan kunne han så føje en Giro-etape til samlingen og dermed tage næste skridt mod definitivt at etablere sig som De Gendts afløser.

I den kamp skal han imidlertid slås med Magnus Cort. Danskeren er lidt mere alsidig end hans udbryderkonkurrenter, der har taget alle deres professionelle sejre med offensiv kørsel. Det har danskeren som bekendt ikke, da de fleste af hans mange Vuelta-etaper er vundet i enten fulde eller reducerede massespurter. I de senere år har han imidlertid primært høstet sine gevinster på den facon, der også har kendetegnet De Gendt og Kämna, og med udbrudssejre i Touren, Vueltaen, Paris-Nice og BinckBank Tour har han en liste, der bestemt kan måle sig med Kämnas.

Derfor var det også lidt upassende, at Cort ikke havde spillet nogen væsentlig rolle i årets Giro, når nu Kämna og De Gendt havde gjort det til udbryderkongernes Giro. Det var til gengæld ikke uventet. Danskeren kom jo til løbet med en skidt optakt forårsaget af styrtet i Tirreno, og da vi i forvejen ved, at hans dieselmotor gerne skal have en grand tour i benene, inden den er varm - det er jo derfor, han alrid vinder i Vueltaen, når han har afsluttet Touren - var det optimistisk at tro, at det ville blive i denne Giro, at Cort ville spille nogen stor rolle.

Det skyldtes også løbets design. Først i den tredje uge var der håb for, at Cort ville nærme sig sit vanlige niveau, men i løbets sidste del er der næsten udelukkende bjergetaper. Dem vinder Cort trods alt ikke, og derfor lignede det længe et løb, der mest skulle bruges som meget værdifuld forberedelse til Touren, der jo med starten i Danmark nu ville være den anden grand tour, hvor danskeren plejer at være bedst.

Der lå dog én lille gulerod og ventede på Cort. Som altid sørger arrangørerne for at lægge én flad etape ind i den sidste uge, og selvom den også er den gulerod, der skulle få sprinterne til at overleve bjergene, viser historien, at de ofte bliver snydt for den gulerod. Faktisk skal vi helt tilbage til 2018 for at finde den sidste spurtsejr i Giroens tredje uge, for i 2019 blev de snydt af Damiano Cima, i 2020 var det Josef Cerny, der gav dem en lang næse, og sidste år var det Alberto Bettiol, der slog til på den eneste fladere etape efter sidste hviledag.

Derfor var det heller ikke på nogen måde givet, at de hurtige folk ville få deres belønning for de foregående dages rædsler. De blev allerede slemt advaret i fredags, hvor de først fik hentet udbruddet på den sidste kilometer, og derfor var der lagt i kakkelovnen til angrebsfest, da starten i dag gik i udkanten af bjergene. Heldigvis for Quick-Step, DSM og FDJ, der var de tre hold, som ventedes at arbejde 100% for en spurt, fik de i sidste øjeblik en vigtig allieret, da Joao Almeidas ærgerlige exit betød, at UAE-mandskabet nu også meldte sig ind i gruppen af dedikerede sprinterhold.

De fik det endda, som de ønskede det. Ganske vist var det en yderst potent gruppe, der slap væk tidligt på etapen, men det var uundgåeligt på en dag, der for hovedparten af feltet var sidste chance for at vinde etape. Til vigtige var, at gruppen blev lille og etableret uden al for mange sværdslag, og det lykkedes for sprinterholdene, der havde indgået en alliance om i indledningen at agere så intimiderende som muligt.

De vidste også, at der ikke skulle tages chancer. Dertil var klassen i udbruddet for stor. Den talte nemlig ikke blot vores danske udbryderkonge, der allerede i går havde vist stigende form, og som ikke var sen til at gribe ud efter sin sidste gulerod. Den talte også en af feltets allerstørste motorer i form af Edoardo Affini, der var guld værd i forsøget på at holde feltet stangen, samt gruppens outsider, Davide Gabburo, der i dette løb er kommet tilbage på sporet efter en svær tid.

Og så talte den endnu en udbryderkonge. Det kan godt være, at Dries de Bondt er relativt ukendt i den bredere offentlighed, men han har i mindre løb været Belgiens nye svare på De Gendt. Ikke blot har han vundet det belgiske mesterskab med offensiv kørsel - og det er en voldsom bedrift i det vel nok stærkest besatte nationale mesterskab - han har også vundet hele tre belgiske endagsløb, som egentlig burde være endt i massespurter. Og så har han også snydt sprinterne i et etapeløb, da han kort inden coronanedlukningen sejrede i Besseges.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Sidstnævnte sejr er måske værd at notere sig, for hvem var det, han snød den vinterdag i Frankrig? Det var såmænd en vis dansker, der i dag kører for EF, og som den dag vandt feltets spurt bare 2 sekunder efter, at De Bondt havde overspurtet Georg Zimmermann i kampen om etapesejren. Hvis Cort kunne huske det resultat, ville han vide, at det ikke var en hr. hvem-som-helst, han var endt i udbrud med, for De Bondt har præcis samme evne til at gøre tingene færdigt, som danskeren selv samt De Gendt og Kämna også har det.

Det var altså et udbrud, der osede af klasse, og derfor kørte sprinterne også med stram elastik gennem det meste af dagen. Det var imidlertid også en balancegang. De kunne ikke bare holde dem på 30 sekunder hele dagen, for så ville der være åbnet for nye angreb. Tværtimod var det vigtigt, at de ikke ramte etapens stejle mur, der var placeret med ca. 50 km igen, med så lille et forspring, at det kunne give løbets eksplosive puncheurtyper mod på at køre op til de forreste og tilføre de friske kræfter, der definitivt kunne knække udbruddet.

Så kloge var de nemlig blevet af skade. Mange vil måske huske Tourens 19. etape sidste sommer. Det var også på papiret en sprinteretape, men i den tredje uge er sprinteretaper sjældent sprinteretaper. Her havde sprinterholdene Alpecin og Quick-Step ellers fået ro på med et overkommeligt udbrud, men pludselig eksploderede løbet igen, netop som det lignede en massespurt. Da dagen var omme, var vinderen hverken Mark Cavendish eller Jasper Philipsen, men derimod Matej Mohoric, der tog sin anden sejr i løbet.

Så galt gik det imidlertid ikke denne gang. Til gengæld havde sprinterholdene sovet i timen, da udbruddet endelig øgede for farten kort inden den stejle mur. Her voksede afstanden nemlig på kort tid med næsten et minut til ca. 2.30, og selvom det var så stort et forspring, at de fik lov at køre langsomt op ad selve bakken - endda uden at tabe tid - var det klart, at elastikken var blevet lidt for lang. Nok var de fire hold til at jagte, og nok reagerede de prompte, da først toppen var rundet, men allerede da stod det klart, at langt fra givet, at det ville lykkes.

Det gjorde det heller ikke. Ganske vist viste Mauro Schmid, der syntes at gøre hele forskellen, da de hentede udbruddet i sidste øjeblik i Cuneo, igen en sand maskine, der egenhændigt reducerede afstanden markant med sine vilde føringer, men det var ikke nok. UAE kastede ellers alle de tiloversblevne Almeida-hjælpere ind, og Quick-Step gravede også helt dybt i ressourcerne. Til sidst ofrede de endda hele toget med først Bert van Lerberghe og siden Davide Ballerini. Det ville ganske vist efterlade Mark Cavendish isoleret til sidst, men et lead-out kunne jo være ret ligegyldigt, hvis der bare skulle spurtes om en 5. plads.

Desværre var Quick-Step alene om at vise den offervilje. Som i Cuneo valgte FDJ at spare hele toget med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, og hos UAE så vi aldrig noget til hverken Rui Oliveira eller Maximiliano Richeze, der tilsammen udgør deres tog. Cofidis bidrog kun halvhjertet, og hos DSM sparede man både Thymen Arensman og Chris Hamilton til de kommende bjergetaper samt Nico Denz som sidste mand til den positioneringssvage Alberto Dainese.

Den slags luksus var der bare ikke råd til. Det havde der været, hvis udbruddet igen havde bestået af Mattia Bais og Filippo Tagliani, som det ”plejer”, men i dag talte vi altså om to af feltets ukronede udbryderkonger, en af verdens bedste temporyttere og en formstærk italiener. Som i Cuneo kom FDJ-toget frem for at køre lead-out til sidst, men da var slaget allerede tabt. I det mindste fik de da vist, at toget stadig er stærkt, hvis de kan bruge det til noget, når de skal evaluere dagens præstation i aften.

De blev dog også hjulpet af, at udbruddet samarbejdede hele vejen. Man skulle ellers mene, at tilstedeværelsen af Cort ville få det taktiske spil til at starte, for danskeren var på papiret manden, der i en spurt skulle slås. Så indlysende var det dog ikke helt. De Bondt er nemlig så lynhurtig, at han allerede to gange i år har været på podiet i massespurter, og derfor var det helt logisk, at han troede på sine afslutterevner.

Mere overraskende var det, at det samme gjaldt for Affini og Gabburo. For Bardiani-rytteren var det dog oplagt, at en top 4 ville være et stort resultat, og ødelagde han først samarbejdet, var de sikkert blevet hentet. Affini har også før blandet sig i massespurter, og selvom han aldrig er gået i top 10, må han have haft en tro på, at han efter en hård dag alligevel kunne true De Bondt og Cort.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den kalkule viste sig at være rigtig. Efter en vanvittig jagt og tre hårde uger er sprinterhierarkiet nemlig sjældent, som det plejer. Det måtte Cort sande, da han rejste sig i sadlen, men hurtigt satte sig ned i erkendelse af, at formen ganske vist er meget bedre end i den første uge, men stadig et stykke fra det, den var, da for et halvt år siden befandt sig i præcis samme situation på 19. etape i Vueltaen. Her havde han også snydt sprinterne, og i et løb, hvor han havde diamanter i benene, var ingen i nærheden af at slå ham.

Det var de til gengæld i dag. Affini havde gamblet, og det var meget tæt på at give resultat, men i sidste ende var der i det mindste lidt af sprinterhierarkiet, der var intakt. Lynhurtige De Bondt viste igen, hvorfor han sagtens kan blande sig i massespurter som den, der nu fandt sted nogle få sekunder senere. Nu var det bare for en ligegyldig 5. plads og derfor for halv kraft, men Dainese lykkedes da med nok engang at bevise, at han er uhyggeligt hurtig, når han en sjælden gang er i position.

Dermed endte det alligevel som endnu en perfekt udstilling af, at det er udbryderkongernes Giro. Det kan godt være, at Cort ikke kunne gøre De Gendt og Kämna kunsten efter, men til gengæld fik De Bondt sat en fed streg under, at han altså også er en udbryderkonge. Måske havde han indtil i dag kun vundet i mindre løb, men nu har han bevist, at han også kan gøre det på den helt store scene - og så fortsatte han i øvrigt Alpecins drømmeløb ved at tage den tredje sejr og atter bevise, at holdet er meget mere end Mathieu van der Poel, mens EF til gengæld fortsatte en trist, trist sæson med endnu et nederlag.

Et drømmeløb har det også været for Trek, men i dag kom der grus i maskineriet. Nok engang blev det bevist, at selv den mindst farlige etape kan være ganske dyr, da Juan Pedro Lopez - et oplagt offer for høj fart i fladlandet - sov i timen og nu smed dumme minutter, der pludselig kan bringe en ellers temmelig sikker top 10 i en smule fare og også kan koste i kampen om ungdomstrøjen.

Den fik han nemlig foræret her til morgen, da hele verdens forhadte coronavirus igen ødelagde noget. Stakkels Almeida så ganske vist ud til at få svært ved at ende på podiet, men hans ukuelige fight havde i hvert fald fortjent en 4. plads. Til gengæld er hans exit måske ikke så skidt for løbet, for indtil nu har meget handlet om at køre portugiseren ud af ligningen inden enkeltstarten. Fra i morgen har Mikel Landa meget at vinde, men ikke særligt meget at miste ved at tage tyren ved hornene, og da han i forvejen er den eneste af topkandidaterne, der for alvor har turdet udfordre Carapaz, er det måske ikke helt skidt for underholdningen, at han nu kan smide de sidste af de hæmninger, han har haft,

Om det også bliver til etapesejr, er mere usikkert. Også denne Giro har nemlig været domineret af udbrud, og med sejre til Kämna og De Gendt må den også have gjort dig fortjent til prædikatet udbryderkongernes Giro. Det billede så kortvarigt ud til at blive bekræftet, da løbets tredje store udbryderkonge pludselig befandt sig i en position, hvor han var favorit. Desværre for Cort findes der bare fire og ikke tre udbryderkonger i årets Giro.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO