Giro d'Italia-analyse: De italienske tometermænd og tyngdekraften

Når det er Tour-tid, og alverdens kommentatorer skal have tiden til at gå, er en af de faste anekdoter historien om Eros Poli og Mont Ventoux. Det er nemlig en knaldgod fortælling, at den 194 cm høje og 87 kg tunge italiener, der var vant til at regne på tidsgrænser i gruppettoen, med et mirakuløst soloridt ophævede tyngdekraften og sejrede på en 231 km lang etape, der gik hen over Det Skaldede Bjerg i Provence.

Måske er der et eller andet med Italien og tometermænd. Nok er Filippo Ganna med sine 193 cm heller ikke helt to meter, og med sin opgivne kampvægt på 82 kg er han jo faktisk lidt af en letvægter i forhold til Poli, men det var svært ikke at føle sit sat 26 år tilbage i tiden, da den store tempomaskine var lige så ligeglad med tyngdekraften, som landsmanden var det den julidag i 1994, og sejrede på det første af de fem bjergmaratoner i denne Bjergmaratonernes Giro.

Sensation er et stort ord, men vi nærmer os noget i den retning. Selvfølgelig havde Ganna to gange tidligere med sine to 2. pladser i Vuelta a San Juan vist, at han godt kan klatre, men der er altså forskel på et argentinsk opvarmningsløb i januar og verdens næststørste cykelløb. Dels er målbjerget i Argentina, Alto Colorado, kendt som en meget blød vare, der aldrig byder på stejle procenter, og som derfor passer godt til et muskelbundt som Ganna. Dels køres løbet på en tid af året, hvor banerytteren Ganna har et formmæssigt overskud i forhold til de ryttere, der først lige har spist den sidste risalamande og er hoppet op på cyklen igen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Derfor var der næppe nogen, der satte kryds ud for Gannas navn, da otte ryttere slap afsted efter en times knaldhård kamp om at ramme udbruddet på løbets første rigtige udbrudsetape. Det havde de da heller ikke hos Ineos selv, for de bad muskelbundtet om at slide sig ihjel for holdkammeraten Salvatore Puccio, der måske heller ikke er en bjergged, men trods alt måtte regnes som mere klatrestærk end en af feltets tungeste ryttere. Derfor sled og slæbte Ganna hele dagen, for at udbruddet kunne få det forspring, som tilstedeværelsen af Carl Fredrik Hagen aldrig tillod at blive alt for stort.

Bookmakerne troede heller ikke på Ganna. En bruger skrev under dagens live-opdatering, at oddsene undervejs på etapen lå på 75, og alt pegede da også i retning af, at Ganna bare skulle føre sig ihjel hen til bunden af bjerget for derefter at sige tak for i dag og lade Puccio om resten. Men da Hector Carretero åbnede ballet i kampen om etapesejren, og udskilningen startede, var det den helt omvendte verden.

Det kom ikke som et chok, at Jhonatan Restrepo, der med alderen er blevet mere sprinter end puncheur, faldt hurtigt fra. At Puccio røg tidligt, kunne næppe heller ryste nogen, ligesom det ikke var uventet, at Jan Tratnik fik det svært. Det kunne det derimod, da de på papiret mest klatrestærke ryttere i den dog ret klatresvage gruppe, nemlig Hagen og Valerio Conti, måtte strække våben som de første. Og selvom Carretero, der jo ellers stort set aldrig viser noget, med sin kørsel sendte os tilbage til Mortirolo for et år siden, hvor han ud af det blå fandt nogle klatreben, han ellers ikke har vist siden, og den engang så lovende, men nu hensygnende klatrer Edoardo Zardini, der tidligere både har vundet kongeetape i England og bjergetape i Trentino, genfandt lidt af sine gamle ben, var der en 82 kg tung og næsten 2 m høj krop, der var meget svær at misse tilstedeværelsen af.

Det var i sig selv et mindre mirakel, men de fleste ville nok mene, at miraklernes tid var forbi, da Thomas De Gendt, som igen synes flyvende i sin anden grand tour og så ud til at have en af de dage, som alle frygter, og klatreren Einer Rubio, der sidste år kørte på podiet i Baby-Giroen, blæste op til fronten og sendte både Zardini og Carretero til tælling. Men selvom De Gendt sled og slæbte, vejede frontgruppen stadig 82 kg for meget, indtil al logik hørte helt op, da den mand, der havde slidt og slæbt for Puccio i mere end 100 km pludselig kørte fra de to friske folk, der havde gemt sig i feltet hele dagen, og som med deres hhv. 69 og bare 56 kg jo tilsammen kun vejede halvanden gange så meget som udbruddets gigant. Og sådan gik det til, at onsdag d. 7. oktober 2020 nu kan blive dagen, diverse tv-kommentatorer skal bruge, når det i det italienske etapeløb bliver anekdotetid, og der er en kedelig sprinteretape, der skal slås ihjel.

Det mest utrolig er næsten, at han ikke blot kørte væk, men også holdt feltet bag sig. Det, der lignede en stensikker udbrudsetape, blev næsten forvandlet til et opgør mellem favoritterne - ikke så meget som en bevidst handling, men snarere som en tilfældighed. Deceuninck-mandskabet kørte med uhyre stor sikkerhedsmargin i forhold til førertrøjen og tillod end ikke Hagen at komme inden for tre minutter af den lyserøde trikot, og da positionskampen frem mod de 117 nedkørsler hver eneste gang kostede et lille minut, som tørre veje gjorde det vanskeligt for det mere risikovillige udbrud at genvinde nedad, var gruppen næsten hentet i bunden af stigningen, selvom ingen egentlig havde planer om at gøre det.

Gannas sejr afspejler imidlertid andet og mere end blot hans egen styrke og udbruddets begrænsede klatrepotentiale. I lige så høj grad var det endnu et kapitel i historien om Giroen uden stærke hold. Med al respekt for Gannas og Jonathan Caicedos evner havde de aldrig overlevet, hvis vi havde talt Tour de France, og Jumbo-maskinen havde åbnet for gassen.

Den slags mandskaber har vi bare ikke i dette løb. Uanset om det var Sunweb, der lugtede muligheden for en lyserød oplevelse med Wilco Kelderman, eller Trek og Astana, der begge forsøgte at sætte deres kaptajner i scene til at vinde lidt tid på en stigning, der ellers var så let, at alle vidste, at det ville blive svært, kom de aldrig rigtigt tættere på Ganna. Helt galt gik det, da den store italiener åbnede for gassen, og slet og ret kørte fra et felt, der ellers blev anført af først Giulio Ciccone og siden Oscar Rodriguez - på papiret de to bedste hjælpere for hhv. Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang. Naturligvis kan man vente, at den coronaramte Ciccone bliver bedre undervejs, men det må være urovækkende, at nøglehjælperne har svært ved at køre en træt 82 kg tung italiensk tometermand ind på et næsten 25 km langt bjerg!

Det var nok også bidragende til, at etapen blev så lidt selektiv, som den gjorde. Vi vidste godt, at det ville blive svært at gøre forskelle, men at 22 mand ligefrem skulle sammen til mål, havde de færreste nok ventet. Derfor blev vi heller ikke meget klogere på hierarkiet i årets løb, andet end at Jakob Fuglsang og Domenico Pozzovivo, der også havde lignet de stærkeste på Etna, med deres forceringer i finalen fik bekræftet, at de lige nu har overhånden. Så fik vi set, at Simon Yates ikke bare havde en dårlig dag forleden, men kender man lidt til hans historik, ville man også have forventet, at det nok bliver en gentagelse af 2019 for den lille brite. Endnu værre gik det dog for den ellers genfødte Louis Meintjes, der stadig uden en officiel grund eksploderede totalt, hvorfor enhver, der har læst min forhåndsoptakt, vil vide, at jeg lige nu frygter meget for en perforeret mavesæk.

I stedet endte Joao Almeida vel som dagens vinder, da han dels fik fjernet truslen fra Caicedo, der næppe var regnet som en reel trussel alligevel, og dels fik spurtet sig til 4 bonussekunder. Alligevel var det urovækkende for portugiseren, at han virkede mærket på stigningen, hvor alle vidste, at man skulle runde toppen i front for ikke at risikere at ryge af på den regnvåde nedkørsel, hvor Nibali da også lige testede rivalerne. Det var utvivlsomt et svaghedstegn fra den førende rytter, der dog reddedes af, at nedkørslen ikke var så svær endda, og at selv Ilnur Zakarin fik slæbt sig sikkert ned ad de våde veje, og således i stedet endte med at sætte fire sekunder i banken -  4 sekunder, som Kelderman gevaldigt må ærgre sig over at have misset, efter at han ikke fik holdt hjul, da Sam Oomen og Jai Hindley ellers flot satte ham op.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er dog alt sammen småtteri, når det store regnskab gøres op om godt to uger i Milano. Til den tid vil 5. etape først og fremmest have tjent det formål, at de 225 km og 4600 højdemeter har bidraget til at mørne et felt i det, der med rutens karakter meget vel kan blive et løb, som handler om netop nedslidning. Og dagen vil blive husket for, at det blev den dag, tometermanden Ganna gik i sin landsmand Polis fodspor og ophævede tyngdekraften. I det lys må man næsten tro, at Hermann Pernsteiner, Domenico Pozzovivo og Louis Meintjes gør sig klar til at spurte om sejren de kommende to dage. Og mon så ikke Ganna har sat et fedt kryds ved de 208 km og 4500 højdemeter, der venter på søndag på løbets andet bjergmaraton? Han og Poli har jo vist, at logik ikke altid hører til i cykelsporten.