Giro d'Italia-analyse: Den omvendte verden

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Hvis en dramatiker for tre uger siden var blevet bedt om at skrive et stykke med titlen ”Giro d’Italia 2021”, er det meget sandsynligt, at han havde tildelt Egan Bernal og Simon Yates hovedroller. Det er også sandsynligt, at handlingsforløbet havde centreret sig om, hvordan Yates med sin forrygende Tour of the Alps-form var kommet bragende ind til løbet og trods løfter om tilbageholdenhed i første del alligevel ikke havde kunnet dy sig for at vinde tid her og der. En magtdemonstration på yndlingsbjerget Monte Zoncolan havde styrket hans position gevaldigt, da han dansede væk på de eksplosive sidste 3 km, mens Bernal havde svært i de første uger. Til gengæld nåede stykket sit klimaks i tredje akt, hvor en genopstanden Bernal forsøgte at genvinde den tabte tid i forhold til en falmende Yates.

Det havde i hvert fald været det naturlige handlingsforløb. Bernals hidtil eneste forsøg på at vinde en grand tour fulgte i hvert fald et lignende mønster. Dengang var det Julian Alaphilippe, der var kommet ind i løbet med ustyrlig form og gang på gang gav colombianeren bank, indtil en genopstanden colombianer satte den lidende franskmand til vægs i de høje bjerge i den sidste del. Også i 2018, hvor jobbet var som hjælper, blev Bernal bare bedre og bedre - alt sammen kulminerende i den tredje uge, hvor han vel var hovedforklaringen på, at det var Chris Froome og ikke Primoz Roglic, der endte som nr. 3.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Anderledes er Yates’ grand tour-historik. I 2018 var det jo ham, der var Giroens svar på Alaphilippe, da han nærmest ydmygede Froome den ene dag efter den anden for siden at eksplodere så voldsomt, at selv eksplosionskongen Alaphilippe måtte se misundeligt til. Ganske vist fik han med konservativ kørsel rettet fejlen i forbindelse med Vuelta-sejren i 2019, men det var stadig et løb, der mest af alt handlede om forsvar, fordi han relativt tidligt fik trøjen. På løbets sidste bjergetape kom han i hvert fald igen gevaldigt under pres og måtte grave dybt for ikke at se Miguel Angel Lopez og Enric Mas løbe med det hele.

Dramaets tegning var i hvert fald på plads, og derfor var det så nedslående at se Bernal flyve og Yates synke i løbets første to uger. Hvordan skulle vi da dog kunne få bare den mindste smule spænding, når tredjeugeskongen var bedst i uge 1, og førsteugeskongen allerede var i problemer? Det var ikke just livgivende for spændingen, slet ikke da mandagens kongeetape fulgte vor kære dramatikers manuskript for tredje akt. Yates kollapse på spektakulær vis, da trætheden blev snor, højdemeterne mange og luften iltfattig, og imens dansede Bernal fra alt og alle i sin hidtil mest suveræne magtdemonstration. Det var ikke mærkeligt, at Yates var temmelig opgivende på hviledagen, hvor han var ærlig nok til at sænke ambitionsniveauet til en podieplads.

Men hvorfor skulle denne uforudsigelige Giro følge det veltilrettelagte manuskript? Det er jo ikke just, fordi løbet har været let at spå om, når man ser på de mange overraskende etapevindere og sejre til små hold, der har domineret løbet. Det har heller ikke just været specielt let at læse udviklingsmønstrene hos ellers ret stabile folk, der allerede i de første to uger kørte, som vinden blæste. I det lys burde Yates vel egentlig have været meget mere optimistisk i tirsdags, når vi indtil nu på mange måder har befundet os i den omvendte verden.

Hvis ikke den var vendt helt på hovedet, er den det nemlig nu. Efter dagens flotte bjergetape til den nye stigning Alpe di Mera har vi nemlig det diametralt modsatte scenarium af det, den ellers mest cykelkyndige dramatiker kunne have udtænkt forinden. Rollerne er byttet helt rundt, og det er nu Bernal, der har overtaget Yates’ defensive rolle fra 2018, og Yates, der leger 2019-udgaven af Bernal.

Det var naturligvis onsdagens etape, der leverede det store chok og ud af det blå byttede helt rundt på opgavebeskrivelserne, og derfor var der stadig lidt usikkerhed om billedets holdbarhed. Havde Bernal blot haft en dårlig dag på Sega di Ala? Og ville Yates fine Sega di Ala-form forsvinde lige så hurtigt, som hans Zoncolan-form gjorde det?

Alpe di Mera gav de første svar. Bernal er vitterligt ikke det overmenneske, han var i de første to uger, hvor man sad med fornemmelsen af, at han såmænd også havde vundet løbet med to minutter, hvis kongeetapen havde haft mål på Valby Bakke. Det stod ellers ikke lysende klart, da Yates på den nedre del af den stejle stigning kom med det angreb, han havde annonceret allerede fra start, da BikeExchange ramte fronten af feltet, nærmest inden det nyligt etablerede udbrud havde nået at opdage, hvem deres udbrudskammerater med.

Her gjorde colombianeren nemlig som lovet. For to dage siden indrømmede han, at det havde været en stor fejl at følge Yates, til hvem han jo har så stort et forspring, at ingen køer render rundt på isen endnu. Den beslutning endte med at sende ham op i den zone, man nødigt vil befinde sig i, når procenterne siger 17 og afstanden til toppen fortsat er lang. Derfor havde han i fuld offentlighed lagt sin taktik på bordet, nemlig at det på Alpe di Mera ville være det skræmmende Ineos-kollektiv og ikke ham selv, der i første omgang skulle forsvare trøjen.

Og det gjorde de med bravur. Jhonatan Narvaez fandt nogle klatreben, han ikke har haft tidligere, inden Jonathan Castroviejo for anden bjergetape i træk tog en føring, så man lige måtte tjekke en ekstra gang, om Pavel Sivakov havde fået lov at blive indskiftet igen til den tredje uge. På egen hånd holdt han snor i ikke blot Yates, men også Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, George Bennett og ikke mindst den Damiano Caruso, som Bernal ellers havde været meget opmærksom på forleden. Da den tidligere tempokonge og nye bjergkonge endelig slog ud, var det en formssag for den mindst lige så formstærke Daniel Martinez at bringe Caruso og co. tilbage, og her sad man stadig med spørgsmålet om, hvorvidt Bernal havde genfundet mandagsbenene, men blot var mere konservativ, eller om der var endnu et nederlag under opsejling.

Svaret kom få kilometer senere. Det så ellers lovende ud, da Martinez slog ud, Bernal selv tog over og hurtigt sendte først Vlasov, siden Caruso og slutteligt også Almeida til tælling. Da den ukuelige portugisiske fighter fik sig kæmpet tilbage, og Bernals ellers lovende tidsspisning på Yates hurtigt ophørte, blev det dog klart, at mandagsbenene stadig ligger et eller andet sted i Cortina d’Ampezzo. Den ellers lidende Almeida kom endda frem for at give en hånd efter en længere pause på hjul, og alligevel var Yates i stand til at holde stangen fortrinligt. Da Almeida slutteligt kørte fra den for fire dage siden så uovervindelige colombianer stod det klart, at teorien om bare én dårlig dag nu definitivt kan afvises.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Alligevel er Bernal ikke 2018-udgaven af Yates. Der er på ingen måder nogen eksplosion i udsigt, og den rolige og taktisk begavede colombianer har fortsat situationen under kontrol. Nok er det sandsynligt, at han som Yates betaler en pris for en alt for aggressiv indledning, men vi skal ikke regne med, at han i morgen smider minutter, som Yates gjorde, da først den lille sprække på 18. etape blev til et gigantisk krater på 19. og 20. etape.

Om det så er træthed eller ryggen, der driller, ved vi ikke. Formentlig er det træthed, men den lille frygt for, at rygsmerterne igen har meldt sig efter tre ugers konstant belastning, er i hvert fald helt til stede. Svaret får vi naturligvis ikke, for Bernal gør ikke sig selv nogen tjeneste ved i al offentlighed at eksponere sin egen sårbarhed. Og spørgsmålet er, om eventuelle rygproblemer overhovedet kommer ud efter løbet. Med tanke på fremtidige grand tours er det næppe den bedste ide at tale vidt og bredt om egne svagheder.

Hvis ryggen holder, burde Bernal kunne føle sig relativt tryg. Hans forsvar i dag var flot og ikke mindst klogt. Når man har så stærkt et hold, at en temporytter kan sende klassementsryttere til tælling, er det dumt ikke at bruge det. Det glemte han i onsdags, hvor han stadig troede, at han var supermand, men den lektie har han nu lært.

Supermand er det nu Yates, der er, og det var herligt forfriskende at se, at han gik efter det store. Det nemme havde været at vente til den sidste del, hvor han let kunne sikre sig etapesejr og tidsgevinst på Caruso, men skulle den genantændte lyserøde drøm ikke udslukkes med det samme igen, skulle Bernal testes fra distancen. Det blev han med en modig offensiv, der undervejs også så ud til at være lidt for modig, da Bernal atter begyndte at nærme sig, men i sidste ende var der ingen tvivl om, at Yates var dagens stærkeste.

Nu er spørgsmålet, om risikovilligheden holder. Hvis Yates vil vinde løbet, er morgendagens korte målbjerg ikke nok. Så skal der satses tidligt, men det indebærer også den åbenlyse risiko, at det stærke Ineos-hold får snor i ham igen - og så kan det meget vel betyde, at Caruso kører fra ham til sidst. Spørgsmålet er, om Yates er villig til at satse en mulig 2. plads for et spekulativt, men ikke helt umuligt forsøg på at vinde løbet. Det finder vi ud af i morgen.

Eller gør vi? Morgendagens etape er nemlig meget mere bernalsk, når der er flere bjergpas, mange højdemeter og ikke mindst iltfattig luft. I de betingelser er Yates som regel betydeligt mere rusten, og meget taler for, at styrkeforholdet vil være mere lige - og måske endda omvendt - i morgen. Etapen minder i hvert fald mere om 16. end om 19. etape, og det kan derfor være, at Yates’ angreb slet ikke kommer.

Det vil være godt for Caruso. Italienerens flotte 2. plads blev nemlig mere usikker i dag, men italieneren skal have ros for sin i første omgang mere offensive kørsel. Man kan ellers slet ikke bebrejde en hjælperytter som ham, at han hidtil har haft fokus på en 2. og ikke en uopnåelig 1. plads, men i dag afveg han alligevel fra den nemme løsning, nemlig at følge det bundsolide Ineos-tog. Det kunne være kommet med en stor pris - bare se, hvordan George Bennett og Hugh Carthy betalte for deres lidt for modige kørsel - men selvfølgelig skete det ikke for bundsolide Caruso, der var klog nok til at holde en fart, han kunne. Det gjorde han endda så storartet, at han over de sidste kilometer kørte stærkere end Bernal og helt lige op med Yates. Carusos velfortjente podieplads burde ikke længere diskuteres, men om 2. pladsen kan holdes, er stadig uklart. Heldigvis kan han glæde sig over at have enkeltstarten i baghånden.

Det har Joao Almeida mere end nogen anden, men det kan han ikke bruge til forfærdelig meget. Arbejdet for Remco Evenepoel samt hans eget tidlige kollaps har stadig sendt ham så langt tilbage, at det maksimalt bør kunne blive til en 4. plads - og det virker endda ikke videre sandsynligt. Lige nu forstår man godt, at han ærgrer sig gul og grøn over den rolle, han havnede i, da han kørte sig selv ud af kampen om sejren allerede på dag 4, og i bagklogskabens lys havde Patrick Lefevere utvivlsomt ønsket, at han havde gjort det anderledes.

Bagklogskab er imidlertid en rar ting at have. Der var intet i denne verden, der pegede på, at Almeida skulle kunne køre med om sejren på bjergetaperne i den sidste uge. Forud for dette løb har mønsteret altid været det samme, nemlig at portugiseren har været forsvarsspiller og ikke angriber, når bjergene er blevet svære. Han har hurtigt vist sig som en af verdens bedste i den rolle, men det er sjældent, at en forsvarer omskoles til målscorer helt ud af det blå. Med det tidstab, han allerede havde pådraget sig i Sestola, var det svært at forestille sig den nuværende udvikling, særligt fordi han også fik klø af Evenepoel på både San Giacomo og Campo Felice.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det kan dog næppe ændre Almeidas ærgrelse, men kan han lægge den umiddelbare skuffelse, er han en af løbets helt store vindere. Hans enkeltstart og holdbarhed blev tydelige i sidste års Giro, hvor det var særligt bemærkelsesværdigt, at han kørte sine bedste bjergetaper til allersidst, men hidtil har det bare haltet for meget i bjergene. Det gør det pludselig slet ikke længere, og lige nu synes Almeida at have præcis alle de komponenter, der skal til for at vinde en grand tour i fremtiden. Det er ikke just noget helt dårligt udbytte af dette løb, også fordi nederlaget på Sestola var så stort, at han næppe havde indhentet alle de fire tabte minutter på Caruso senere i løbet og dermed næppe var endt på podiet alligevel.

Det gør Aleksandr Vlasov heller ikke, men han har i det mindste haft holdets opbakning hele vejen. Desværre er det kun ham selv, der er skyld i, at 4. pladsen er det maksimalt opnåelige, for igen i dag satte han en fed streg under sine mangler. Den yoyokørsel, vi så i sidste års Vuelta, bliver nemlig blot tydeligere og tydeligere, som dagene går - alt sammen kulminerende med en fornem bjergetape 48 timer efter den store nedtur på Sega di Ala. Nu er spørgsmålet så kun, om yoyoen går op eller ned på Alpe Motta i morgen. Der er i hvert fald noget holdbarhed, der skal arbejdes med.

Den holdbarhed plejer Hugh Carthy at have, men det har han ikke denne gang. Den langlemmede brite er næsten kun blevet en anelse dårligere fra bjergetape til bjergetape, siden han startede så flot på Sestola, og selvom han i dag nok delvist betalte prisen for et lidt for overmodigt angreb, er det klart, at han har kørt på pumperne i den sidste uge. Til hans forsvar skal siges, at disse meget eksplosive finaler aldrig har været ham, og at han var markant bedre på den ”rigtige” bjergetape i mandags, men det også åbenlyst, at Vuelta-Carthy er blevet i Spanien i denne omgang. Om forklaringen så er den nærliggende, at han kørte sig selv alt, alt for hårdt i foråret, finder vi formentlig først ud af, når han igen får lov at gøre forsøget som grand tour-kaptajn.

Den chance venter Dan Martin helt sikkert også på, efter at han smed det hele væk på gruset, men i dag må han nok sande, at det ikke kun var gruset, der kostede ham en podieplads. Efter det flotte ridt i onsdags kunne man ellers have troet, at han vitterligt var i stand til at køre med om sejren også i dag, men på alle bjergetaperne har billedet været det samme, nemlig at Martin er lige efter de allerbedste. Heldigvis kan han så glæde sig over, at masseudvandringen af favoritter alligevel sender ham i top 10 - i hvert fald hvis ikke han nok engang ryger af cyklen på en af morgendagens nedkørsler - og dermed kommer han fra løbet med to af sine vigtigste mål, nemlig med et generalieblad, der tæller både etapesejr og top 10 i alle tre grand tours. Sammen med to monumentsejre er det jo slet ikke så ringe endda…

Det er det bestemt heller ikke for Tobias Foss. Nordmanden har været denne sæsons udgave af Almeida, nemlig rytteren, der brager igennem på enkeltstarterne og derefter med klog kørsel og stærke fighterevner forsvarer sig i bjergene. Samme bjergevner som portugiseren har han ikke, men Foss synes i hvert fald slert ikke at være ved at knække, og motoren synes rigeligt at række til at sikre sig den top 10, Bennett smed væk i starten af løbet. Den mulighed kan newzealænderen kun ærgre sig gul og grøn over, når Foss og Bouwman i dag beviser, hvor fremragende en støtte han kunne have haft.

Foss har i hvert fald fremtiden foran sig. Det har Romain Bardet nok desværre ikke. Den kortvarige genopstanden, vi så på Giau, hang nok mere sammen med vejret og højderne end en pludselig tilbagevenden til tidligere tiders storhed. I hvert fald har franskmanden i denne uge været mere den Bardet, vi har set i de senere år, og det er svært at tro, at det er et billede, der vil ændre sig i fremtiden.

Det stod dog allerede i manuskriptet. På baggrund af de seneste års udvikling var der næppe mange, der havde Bardet som en af løbets mere oplagte podiekandidater, men det er også et af de få plots fra forhåndsskitsen, der holder. At det er Yates, der i den tredje uge angriber Bernal i et sidste forsøg på at vende løbet, var i hvert fald næppe det mest indlysende handlingsforløb for stykket ”Giro d’Italia 2021 - medmindre da vi var ovre i fantasygenren. Ikke desto mindre er det sådan, det er endt, i den Giro, der har vendt verden helt på hovedet.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER