Giro d'Italia-analyse: Den tredje uges mørke skygge

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det kan være lidt som en tidlig juleaften, når grand tour-arrangørerne præsenterer deres ruter for den kommende sæson. Det er det naturligvis mest af alt for rytterne, der skal finde ud af, om de skal satse på det ene eller det andet løb, men det er det i mindst lige så høj grad for alverdens cykelfans. Alle drømmer jo naturligvis om det mest spektakulære. Man vil gerne have en masse store bjergetaper og en masse spektakulære stigninger. Grusvej og brosten er også altid underholdende, og mens meningerne om enkeltstarter er mere delte, vil mange nok mene, at også de bidrager til underholdningen - i hvert fald hvis feltet har den rette sammensætning.

Man kan imidlertid også få for meget af det gode. Én ting er, at en alt for hård rute måske kan skræmme stjerner væk, som det i hvert fald har været tilfældet for Giroen, da Angelo Zomegnan i slutningen af sin regeringstid designede nogle vanvidsruter, der nærmest var ”all inclusive” af alt, hvad et cykelhjerte begærer. Noget andet er, at en hård rute også kan lægge en dæmper på selve løbet, fordi frygten for kommende udfordringer bliver for stor.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Noget tyder på, at det er, hvad der er ved at ske i årets udgave af den italienske grand tour. Inden løbet beskrev jeg ellers bjergmenuen som relativt afmålt - i hvert fald i forhold til enkeltstarterne - for der er ikke voldsomt mange bjergetaper i årets. Nej, faktisk var det jo inden løbet helt klart, at vi nok skulle frem til dagens 13. etape, inden vi for alvor ville få en ide om det klatremæssige styrkeforhold. Nok var der to bjergetaper i løbets første uge, men de var aldrig designet til at gøre væsentlige forskelle.

Den tredje uge byder til gengæld på nogle heftige sager. Der venter både den hårdeste bjergenkeltstart i mands minde og to gigantiske bjergetaper med mange stigninger og mere end 5000 højdemeter. Det er imidlertid ikke en menu, der er sjælden for Giroen, som jo altid har en voldsom sidste del i landes nordlige del, og når nu den første del af løbet var så let, er det svært at betegne årets løb som noget ganske særligt.

Men det er svært at komme uden om, at bjergetaperne i sjælden grad er koncentreret til sidst. Særligt for Giroen og Vueltaen er det usædvanligt, at man skal helt frem til 13. etape for at finde det første virkelige bjergslag, og at man derefter skal helt ind i den tredje uge for at finde den næste. Måske er årets rute ikke sig selv noget helt særligt, men den er så bagtung, at mange frygter det, der venter.

Det førte i hvert fald til passiv kørsel på 4. etape, og sammen med den voldsomme modvind neutraliserede det også 7. etape. Alligevel er mange nok forundrede over, at frygten tilsyneladende er så stor, at det, der lignede det første sikre bjergslag, også endte i noget, der ikke kan betegnes som andet end en enorm fuser. Primoz Roglic havde jo på 8. etape ellers indikeret, at han var klar til at gribe ud efter alle de reelle muligheder, der var, og når dagens etape kom som en ensom ø blandt etaper, der ikke bliver afgørende, kunne man godt brænde kræfter i dag.

Det var imidlertid også klart, at initiativet nok skulle komme fra sloveneren. Alle forventer, at det er ham, der er den stærkeste, og derfor vil alle andre gerne vide, hvor de står i forhold til ham, inden de selv åbner ballet. Nok er Geraint Thomas næppe komfortabel med sit nuværende forspring inden bjergenkeltstarten, men han skal ikke risikere noget, så længe han risikerer at få en overlegen Roglic i nakken. For alle andre handler det også om at forstå, hvad de kan stræbe efter, inden de tør tage alt for store chancer.

Derfor var alle øjne rettet mod sloveneren, da den forkortede etape efter en lovende start nåede det forventede klimaks på den nye opkørsel til det klassiske mål i Crans Montana. Forventningen blev ikke mindre, da det indtil nu ret rustne Jumbo-hold imponerede stort ved at sidde med seks mand i feltet, da det på første stigning var allermindst, hvormed Roglic havde alle de redskaber, han skulle bruge til at iværksætte den ventede offensiv, som han jo med sit angreb i lørdags havde varslet. Thomas havde i hvert fald også forventet noget action, som han gav udtryk for i går, men som tiden gik, blev ventetiden længere og længere, og angrebet kom aldrig.

I skrivende stund er der ikke kommet nogen reaktion fra Roglic, men det er nærliggende at tro, at hans passivitet skyldes frygten for en tredje uge, hvor han har masser af terræn til at sætte kniven ind. Der er imidlertid også andre forklaringer, der kan have bidraget til endnu en våbenhvile.

Én ting er stigningens karakter. Det var hele tiden klart, at dette jævne alpepas, som vi kender dem fra Schweiz og særligt Frankrig, ikke i sig selv var designet til at skabe enorme forskelle, og når etapen var svær, handlede det mere om, at man forinden skulle over to store bjerge. Eller skulle have været, for etapen endte nu som en komprimeret sag med kun to bjerge over 74 km, og det gjorde alt andet lige etapen betydeligt lettere. Pludselig var det lette finalebjerg måske slet ikke værd at bruge kræfter på, når chancerne er bedre i næste uge.

Efter etapen nævnte Thomas også noget om vinden. Når jeg tjekker vejrmålingerne er det nu klart, at vinden som varslet var i vest, hvorfor der ikke burde have været modvind, men der var heller ikke en gunstig vind før til allersidst. På den slags relativt lette bjerge er man svært afhængige af, at vinden i hvert fald ikke er dræbende, og når nu etapen blev lettere end planlagt, var det nok påkrævet, at vi havde haft en regulær medvind.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Måske er det bedst eksemplificeret ved udbruddets kørsel. Det er svært at se det på anden måde, end at Thibaut Pinot var udbruddets klart stærkeste, og selvom han åbenlyst brugte mange flere kræfter end rivalerne, både tidligt og sent i løbet, er det nærliggende at tro, at franskmanden på en vanskeligere stigning kunne have gjort en forskel. At Einer Rubio, der ikke tog én eneste føring på hele bjerget, endte med at vinde etapen, fortæller vel også historien om, at det var en finale, hvor man havde stor gavn af at sidde på hjul.

I det lys gjorde Roglic måske endnu klogere i at lade den tredje uges skygge hænge tungt over etapen, og han opnåede også en anden fordel. Ved at gribe løbet passivt an blev det op til Ineos at tage slæbet, og det fik han et ganske fint udbytte af. Først betød Hugh Carthys angreb på første stigning, at der skulle bruges kræfter på at hente en stor og farlig gruppe, og siden betød Pinot, at man ikke kunne gå helt i stå. Selvom Ben Swift klatrede bedre, end han har gjort siden sin vilde Giro i 2020, hvor han som hjælper endte i top 20, og Pavel Sivakov trods smerterne kæmpede heroisk, blev der slidt på både Laurens De Plus og Thymen Arensman, der nu begge mistede tid. Dermed er den kollektive trussel, der måske kan blive en af Roglics udfordringer i hvert fald mindre udtalt, end den var - og så er han næppe heller helt utilfreds med, at det e Thomas og Ineos, der i de kommende dage skal bruge kræfter på interviews, podiet og kontrollere løbet, selvom han og waliseren jo reelt ligger helt lige i klassementet.

I det lys kan man imidlertid diskutere Ineos’ taktik. Gik der lidt for meget vanetænkning i den hos briterne, der jo har kørt de fleste af deres grand tours med deres kontrollerende tog? Som jeg skrev, da jeg opdaterede optakten med ruteændringens konsekvens for etapen, betød den nye, hårde start, at Ineos pludselig kunne sætte Jumbo under pres ved at bruge Arensman og De Plus offensivt. Hvad var der eksempelvis sket, hvis de to, der jo begge ligger i top 10, var gået med i den store gruppe på første stigning? Jumbo havde nok lukket det, men så var det hollænderne og ikke stakkels De Plus, der var blevet slidt. Hvis holdet skal bruge overtallet, skal det jo gøres, inden det er for sent, og så længe man slider på de to løjtnanter, løber det timeglas ganske hurtigt ud.

Der er imidlertid folk, der er glade for Roglics passivitet. Da det stod klart, at Pinot ikke satte Ineos i panik, var det indlysende, at Carthy næppe heller ville gøre det. Derfor var briten snu nok til at gribe nogle sekunder, der kom næsten gratis. Eddie Dunbar forsøgte det samme, men kom desværre en anelse for sent til at få noget ud af anstrengelserne, og Lennard Kämna må vel i den grad ærgre sig over, at han ikke forsøgte det samme. Hans passivitet var imidlertid helt forventet, for da det for ham er helt nyt at teste sin holdbarhed over tre uger, er han naturligvis meget opmærksom på ikke at bruge dumme kræfter. Det kom han jo til at gøre på muretapen, hvor han efterfølgende bittert fortrød, at han var gået med i Roglics angreb.

Men han holdt stand til sidst, og det var en første bestået test for tyskeren, hvis evner i bjergene jeg jo ellers har betvivlet. Vi blev imidlertid ikke meget klogere. Vi fik set, at Carthy i hvert fald er godt kørende, men meget kan vi ikke læse af en frihed, der blev ham givet. Vi fik også at se, at Thomas, Roglic og Joao Almeida forventeligt er de stærkeste, og det var vel kun lidt overraskende, at Damiano Caruso viste lidt svaghedstegn til sidst. Det kan imidlertid nok forklares med, at manden, der engang blev kritiseret for passivitet, i dette løb har været den mest aggressive, og at det kneb ham lidt med at svare til sidst, handlede vel mest af alt om de kræfter, han havde brugt forinden.

Vi fik også at se, at tiden arbejder for Jumbo. Sepp Kuss begynder som altid at finde benene til sidst, og den i år så skidt kørende Rohan Dennis har ikke klatret så godt som i dag i meget, meget lang tid. Unge Tom Gloag, der jo ellers kom katastrofalt fra start - sikkert fordi han pustede ud efter Romandiet og først blev ringet op mindre end 24 timer inden starten - nu begynder at vise sit potentiale. Koen Bouwman virker lige så overbevisende, som han har gjort hele vejen, og dermed har Roglic alle redskaber ved hånden, når han engang vælger, at frygten for den tredje uge må have en ende.

Vi fik også at se, at Andreas Leknessund har skiftet standpunkt. På hviledagen sagde han, at han stadig havde fokus på etaper, men nu er det ret åbenlyst, at han forsøger at se, hvor langt det kan bære - og det var en efter hans klatrestandard lovende begyndelse. Vi fik også at se, at Ilan Van Wilder stadig har sin begrænsninger i bjergene, nu hvor han får chancen for at teste sig selv - akkurat som Aurelien Paret-Peinte naturligvis stadig har det.

Men det er alt sammen kosmetisk. Det er det imidlertid ikke, at Jack Haig nu også skal streges fra listen over favoritter. Det er nærmest tragisk at se, hvordan den ene favorit efter den anden er faldet, uanset om det skyldes styrt eller sygdom. I dag betalte australieren prisen for gårsdagens møde med asfalten, og dermed er klassementsfeltet nu så fattigt, at chancen for en top 10 må kaldes historisk god. Det siger i hvert fald meget, at De Plus fortsat er blandt de 10 bedste, selvom han har ageret ren hjælper og ført i tide og utide.

Det betyder også, at Pinot meget vel kan ende sin sidste Giro med en samlet top 10, men at han i dag kom et betydeligt skridt tættere på det mål, er næppe nogen trøst. Han er formentlig ganske utrøstelig efter at have smidt det, der vel var en sikker etapesejr væk. Det var faktisk lidt overraskende at se ham i offensiven, for efter de seneste dages sygdom havde jeg regnet med, at han ville se denne etape som en test, men det var herligt at se, at han har tænkt sig at sige farvel til løbet med bravur.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Desværre må vi også sande, at han ikke har forandret sig. Som den suverænt mest generøse i frontgruppen spildte han et hav af unødvendige kræfter. På papiret var han nemlig den i særklasse hurtigste, og det var en spurt, han på ingen måde burde kunne tabe. Alligevel angreb han i tide og utide, og mod slutningen valgte han endda bare at føre den hjem fra spids - på en stigning, hvor der altså var meget vundet ved at sidde på hjul. Jumbo havde jo ellers givet ham en gave ved at være så passive, at han sagtens kunne spare på kræfterne, men den slags har aldrig ligget til ham. Det er prisværdigt og underholdende, men i dag kostede det ham måske karrierens sidste store sejr,

I stedet blev det den første helt store sejr til Einer Rubio, der til gengæld spillede spillet helt perfekt. Ingen kan være i tvivl om, at han var gruppens svageste, men hvor Pinot ødslede med kræfterne, og Jefferson Cepeda formentlig regnede med, at han var slået i en spurt, fik Rubio al den læ, han kunne, ved at agere gruppens svageste. Det var han formentlig også, men strategien fungerede så strålende, at de to kamphaner tilsyneladende ikke frygtede ham spor - og til sidst kom den ekstra friskhed ham til gode i en duel mod en mand, der ellers burde være betydeligt hurtigere. Dermed fortsætter han sin fornemme gennembrudssæson, der også gav en sejr i UAE Tour, og han fik oprejsning, efter at vejret, der for ham heldigvis viste sig uventet godt i dag, ødelagde hans klassement - og Movistar fik reddet deres løb efter nogle svært uheldige dage med et hav af styrt.

Cepeda havde nok ønsket, at han havde haft Rubios kølighed. Han lignede ellers også en mand, der længe spillede spillet ved som landsmanden Richard Carapaz i Touren i 2021 at se meget lidende ud, men til sidst bekræftede han alligevel det, vi har set hele året, nemlig at skiftet til EF har gjort ham til en helt anderledes stærk og ikke mindst stabil rytter. Til sidste tabte han vel hovedet med en alt for lang spurt, men det var måske i erkendelse af, at han slet ikke er spurtstærk og derfor skulle forsøge at vinde etapen på styrke og ikke fart. Den strategi mislykkedes, men om ikke andet sikrede han vel en sejr til Sydamerika, for uden hans og Pinots interne magtkamp var det nok blevet til fransk solosejr.

Heldigvis kom EF og Pinot ikke tomhændede hjem. EF fik en tidsgevinst med Carthy, og Pinot er nu tilbage i bjergtrøjen og røget ind i top 10. Spørgsmålet er så, om de kommer til at betale en pris for dagens anstrengelser, når løbet engang endelig åbner sig op. Indtil nu har den tredje uge i hvert fald hvilet som en stor, mørk og stærkt lammende skygge over løbet. På et eller andet tidspunkt hører ventetiden op, og så vil det blive afsløret, om frygten var ubegrundet eller ej. Indtil nu har dens eneste effekt været, at løbsdirektør Mauro Vegni måske vil ønske, at han havde gjort det lidt anderledes, da han på cykelsportens tidlige juleaften i oktober præsenterede så skævvredet en Giro med al tyngde i den allersidste del.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE