Giro d'Italia-analyse: Den tyske kronprins overtager tronen

Det er ikke en hemmelighed, at dopingspøgelset vel har slået hårdest mod cykelsporten i Tyskland, hvor vores kære sportsgren har været ildeset siden først Jan Ullrichs falde under Operacion Puerto og siden Patrik Sinkewitz’ uheldige exit fra Touren i 2007. Siden da har sporten været betragtet som en paria, der har været bandlyst fra de nationale medier og været ude af stand til at tiltrække sponsorer. Som en konsekvens er den fine tyske løbsscene bombet tilbage til stenalderen, og en kort overgang havde landet ikke ét eneste WorldTour-hold.

Heldigvis er det siden gået fremad. Touren startede i Tyskland i 2017, Deutschland Tour genopstod sidste år, og Bora og Sunweb er nu begge tyske mandskaber på allerhøjeste niveau. Gennem hele krisen har det imidlertid slet ikke haltet på ryttersiden, for landet har i den grad draget fordel af det cykelboom, Ullrich skabte i 90erne. Mange af de drenge, der lod sig inspirere af det tyske kraftværk til at sætte sig på cyklen, opnåede stor anerkendelse alle andre steder end i udlandet, og selvom landet måske har manglet en klassementsrytter på højeste niveau, er det blevet til monumentsejre med John Degenkolb og et hav af verdensmesterskaber med Tony Martin.

Intet andet sted har landet dog haft så megen gennemslagskraft, som de har haft på sprintersiden. Efter at Erik Zabel i 90erne satte sig tungt på rekorden over fleste grønne trøjer i Tour de France og i en karriere, der bød på hele 137 sejre også vandt blandt andet Milano-Sanremo fire gange og i alt 20 grand tour-etaper, har det i dette årtusinde først været André Greipel, der har givet landet en af verdens absolut bedste sprintere, inden Marcel Kittel i de senere år med sine mange Tour-sejre suverænt satte sig på tronen som den allerhurtigste.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Mens de to giganter har siddet blandet sig på højeste niveau, er landet endda fortsat med at fostre lovende sprintere. Degenkolb har været der i mange år, og selvom han nok mere er klassikerrytter end rigtig sprinter, har han dog alligevel et hav af spurtsejre fra Vueltaen på sit cv. Dertil kommer nye helt rene sprintere som Max Walscheid og Phil Bauhaus, der begge har vist, at de har farten til at blande sig på højeste niveau, og sidste år viste Max Kanter, der i år er nyprofessionel, men sat tilbage af en skade, at han har potentialet til at blive en af de helt store.

Det er dog en helt anden, der lige nu fremstår som det varmeste bud på den næste tyske superstjerne. Det holdt ellers hårdt for Pascal Ackermann i sin første sæson som professionel, og faktisk tilbragte han næsten halvandet år i feltet, inden han endelig fik karrierens første sejr. Da først han havde fået hul på bylden på sidste etape i Romandiet Rundt sidste år, gik det imidlertid stærkt. Herefter fugte nemlig en mageløs sommer og et fantastisk efterår, hvor han allerede den 5. august kunne tage sin 6. sejr, og de seks første triumfer var de fem på WorldTouren og den sidste det tyske mesterskab. Siden blev det til yderligere to semiklassikersejre og en WorldTour-sejr i Kina, og efter to mindre sejre først på året kom han til sin første grand tour ved denne Giro med endnu en stor WorldTour-triumf i bagagen, da han vandt et af sit hjemlands to WorldTour-løb, Eschborn-Frankfurt, kun godt en uge inden starten i Bologna.

Alligevel herskede der lidt usikkerhed om hans chancer, for 2019 har ikke været lige så imponerende som hans 2018. Faktisk skuffede han fælt i årets første måneder, og det var faktisk først med sejren i Frankfurt, at man fik fornemmelsen af, at han nærmede sig det forrygende niveau, han havde sidste år. Efter fem dage i Giroen kan vi imidlertid glemme alt om skepsis og tvivl, for efter at han i dag to sin anden sejr i et løb, hvor han også er blevet nr. 3 og 4, har han vist, at det var helt velbegrundet, at mange efter sidste sæson anså ham som en af verdens kommende supersprintere.

Sejren i dag var måske endda kærkommen. Ganske vist virkede ham skræmmende stærk, da han åbnede kontoen med triumfen på 2. etape, men i søndags var det lidt ærgerlige, at løbets på papiret hurtigste, Fernando Gaviria, tilsyneladende manglede løbsrytme og derfor var en skygge af sig selv. Vel var Ackermanns sejr flot - han slog jo trods alt en vis Elia Viviani i et direkte opgør - men den havde haft lidt mere valør, hvis også han på mere regulær vis havde fået Gavirias skalp.

Den fik han heldigvis i dag, da de 140 drivvåde kilometer sluttede med den ventede massespurt i Terracina, hvor den 1500 m lange og helt brede boulevard lagde op til en ren udmåling på topfart mellem løbets sprintergiganter. Og det var præcis, hvad vi fik, i en ganske rodet spurt, hvor intet tog havde styrke til at tage kontrol. Det fik Gaviria til at åbne en lang spurt, da først Fabio Sabatini og siden Jacopo Guarnieri havde kørt lead-outs for hhv. Viviani og Arnaud Demare, og med en fornem afslutning fik colombianeren, der også havde været den klart hurtigste på 3. etape og dermed signaleret, at de gode ben var kommet tilbage, atter vist, at han er sig selv og lige så skarp, som han var, da han vandt etaper i Giroen og Touren i hhv. 2017 og 2018.

Desværre var det ikke nok til at slå Ackermann. Modsat i mandags, hvor den unge tysker lidt for overmodigt kørte en alt for lang spurt i den knaldhårde modvind, gjorde han nemlig alt rigtigt i det regnvåde kaos på de spejlglatte syditalienske landeveje. I stedet for at lade Rudiger Selig træde den hjem for ham lod han sin landsmand holde ham i en perfekt position, og da Gaviria åbnede fra distance, reagerede han årvågent ved at springe ind på hjulet af den lynhurtige colombianer. Her brugte han et par sekunder i slipstrømmen, inden han lukkede op for den enorme power, der allerede havde givet ham sejren i søndags, og med det, der lignede et vist overskud, gik han klart forbi den colombianske supersprinter.

Sejren bekræfter således blot det indtryk, man allerede sad med efter magtdemonstrationen i søndags, nemlig at Ackermann lige i øjeblikket er feltets hurtigste. Samtidig har han nu lagt pointkonkurrencen i et sådant jerngreb, at alle rivalerne nærmest allerede nu er ude af kampen. Ewan og Gaviria ventes at rejse hjem inden Verona, og det er også meget tænkeligt, at Deceuninck overtaler Viviani til det samme, efter at mandagens deklassering sendte ham ud af kampen om den cyclamenfarvede trøjede. Demare er nu den eneste trussel mod tyskeren, men da han i dag for første gang undlod at gå efter point i den indlagte spurt, ser det ud til, at også franskmanden allerede nu har kastet håndklædet i ringen mod den tyske overmagt, som ganske vist stadig skal vise sin holdbarhed i den tredje uge, men som er så robust, at han burde have gode chancer for at komme hele vejen til Verona.

For Gaviria blev det ikke til den ”rigtige” triumf, som han stadig drømmer om efter mandagens skrivebordssejr, men han kan i det mindste glæde sig over, at han efter den pauvre start har fundet sine bedste ben. Desværre har de seneste etaper også vist, at han i den grad savner et tog, der kan yde ham den nødvendige støtte, for ligesom i mandags var han denne gang nødt til at starte sin spurt fra en fjern position, hvorimod Ackermann med støtte fra eminente Selig konstant sad i lå i forreste del af feltet. Gaviria ligner dog en mand, der bare bliver bedre og bedre, og med tre potentielle massespurter, inden han ventes at rejse hjem, er der heldigvis muligheder nok at tage af.

Dagens store taber var naturligvis Viviani. Allerede tidligt fornemmede man, at den italienske mester måske ikke havde diamanter i benene, da han med bare 5 km til mål sad bagerst i det lille felt, der var tilbage, efter at neutraliseringen havde fået hovedparten af rytterne til at sidde op. Det lykkedes dog Florian Senechal og Fabio Sabatini at føre ham frem inden den røde flamme, og for første gang i årets løb kørte det belgiske supertog et decideret lead-out. Desværre havde kaptajnen slet ikke benene til at gøre det færdigt, og efter at han end ikke havde kunnet holde sin position, blev han siddende i sadlen, da alle hans værste rivaler åbnede spurten.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det er ganske sjældent, at den ellers så stabile Viviani ikke ender i top 10 i en massespurt, men helt uset er det ikke. Vi er sikkert mange, der kan huske, hvordan en totalt udkørt Viviani tidligt blev sat af på den regnvåde etape til Imola sidste år. Også den dag var han helt tømt for kræfter, men bare 24 timer senere rejste han sig ved at spurte sig til sin tredje etapesejr. Måske er Viviani bare ikke en regnvejrsrytter? Han viste i hvert fald ganske fin form på de første etaper og har da heldigvis også tre yderligere chancer, inden hans hold muligvis beder ham rette fokus mod Touren.

Etapen blev også endnu en understregning af, at Caleb Ewan og Arnaud Demare ikke helt har topfarten til at matche de bedste i dette felt. Deres tog gjorde det ellers igen ganske glimrende, også selvom de ikke kunne tage den kontrol, de ellers gjorde på hhv. 2. og 3. etape, og sørgede da også for, at begge kaptajner var i en god position inden spurten. Her var de imidlertid klart overmatchet af både Ackermann og Gaviria, der var i en helt anden liga, men det var slet ikke uventet i en boulevardspurt som denne. Heldigvis kan de se frem til en betydeligt mere opslidende etape på lørdag, hvor de begge burde have betydeligt bedre chancer for at gøre sig gældende, inden de igen formentlig kommer til kort på de to helt flade etaper i den anden uge.

Derudover fik Matteo Moschetti med en fin 5. plads atter vist, at han har et stort potentiale, især fordi han modsat de fleste andre sprintere nærmest er helt uden støtte i finalerne. Det er en skam, at Trek ikke har taget et par lidt tungere folk med for at hjælpe ham, for det kunne være meget interessant at se ham måle sig med topsprinterne i en situation, hvor han ikke skal bruge alt for mange kræfter på at holde sig i position. Til gengæld måtte Jakub Mareczko atter sande, at hans positionering er helt til hundene, og på en dag, hvor han ellers virkelig havde chance for at vise sin topfart, kom han aldrig frem, selvom Francisco Ventoso gjorde sit bedste for at støtte sin skrøbelige kaptajn.

En anden ung italiener, der fik vist sig frem, er den meget spændende Giovanni Lonardi, der med sin flotte debut og mange sejre i Asien lidt overraskende allerede i sit første år har sikret sig en plads i Giroen. De første dage har været hårde for den hurtige italiener, men på dagens korte, lette etape kunne han med en 9. plads få lejlighed til at vise, hvorfor Nippo har taget ham med som deres kommende topsprinter, der her skal indhøste vigtig erfaring. Og endelig fik det skræmmende svage Bardiani-hold lidt tiltrængt succes, da deres sprinter, Paolo Simion, som ellers har været i asfalten tidligere i løbet, med en 6. plads viste, at det ikke er helt uden grund, at han har skubbet Andrea Guardini væk fra pladsen som holdets hurtige mand i Giroen.

For klassementsrytterne lykkedes det at komme sikkert igennem en dag, der potentielt set kunne have været ganske farlig. Arrangørerne tog nemlig den nok ganske kloge beslutning om at neutralisere den sidste omgang, og dermed undgik de at sætte liv og lemmer på spil i den syndflod, der forvandlede Terracina til et andet Lalandia. Ganske vist er positionering i massespurter en del af det at køre en grand tour, men på dagen, hvor vi som forventet definitivt måtte vinke farvel til Tom Dumoulin, havde ingen været tjent med, at løbet havde mistet endnu en favorit som følge af et styrt på en ligegyldig etape. Rytterne skal nok få lejlighed til at vise deres evner i positionskampen senere, men der var ingen grund til, at det skulle ske med livet som indsats.

Derfor er det også Primoz Roglic, der fortsat er i front, men spørgsmålet er, hvor længe det varer. Han og Jumbo har i hvert fald med deres kørsel signaleret, at de ikke har til sinds at gøre meget for et trøjeforsvar, og med to oplagte udbrudsetaper de kommende dage, kunne man meget vel forestille sig, at en ny mand sover i lyserødt om 24 timers tid. Til gengæld sidder den cyclamenfarvede pointtrøje stensikkert på Pascal Ackermanns brede skuldre, og der bliver den formentlig siddende helt frem til afslutningen i Verona. Noget tyder nemlig på, at tyskerne igen har produceret en sand topsprinter, der på meget symbolsk vis har fået sit store grand tour-gennembrud mindre end en uge efter, at Kong Kittel abdicerede.