Giro d'Italia-analyse: Den uforudsigelige Giro med de to konstanter - Vol. 2

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

”Kun to konstanter kan vi finde i løbet, nemlig Damiano Carusos stabilt gode kørsel og Egan Bernals suveræne dominans. Den første kan måske indbringe en forud for løbet meget uventet podieplads. Den anden kan markere det definitive comeback for en mand, der for få uger siden stadig var usikker på karrierens fortsatte perspektiver, men nu i stigende grad synes stærkere og mere dominerende, end han nogensinde har været!”

Sådan sluttede min analyse af lørdagens store Zoncolan-etape, og hvad er mere passende end at fortsætte, hvor jeg slap. Ganske vist havde vi et lille udbrudsintermezzo i går, hvor klassementsrytterne kunne komme sig en anelse, men da der igen blev trykket på klassementskampens playknap på dagens desværre forkortede kongeetape, var billedet på én gang lige så mudret og klart, som det var for 48 timer siden.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

De to konstanter vedbliver nemlig med at være det eneste stabile billede i årets Giro. Stort set alt andet bliver kastet op i luften og vendt på hovedet, så snart det mindste mønster begynder at tegne sig. Det er naturligvis ikke ualmindeligt i en grand tour - faktisk er det hele essensen i de lange løb, at formbilledet kan nå at variere voldsomt i løbet af de tre uger - men det er nu alligevel sjældent, at der er så få faste holdepunkter og klare tendenser i et af de store etapeløb.

På sin vis lå det ellers i kortene, at vi slet ikke kunne regne med det billede, vi hidtil har set. Dagens kongeetape med sine 5700 højdemeter over 212 km var nemlig den første rigtige bjergetape i klassisk og helt traditionelt Giro-forstand, og dermed var den et helt andet dyr end de foregående udfordringer. Dette var Giro Classic med hele tre tårnhøje bjergpas i Dolomitterne fordelt over en stor distance med et hav af højdemeter - alt sammen tilsat den regn og kulde, der kendetegner Giroen mere end nogen af de andre grand tours. Det var Giro Classic og den slags etaper, der gør, at den italienske grand tour er så meget anderles end Vueltaen, hvor bjergetaperne med deres begrænsede distance og eksplosive, hidsige finaler ikke kunne være meget mere anderledes.

Alligevel var der pludselig udsigt til, at vi måske alligevel kunne regne med lidt det, vi havde set tidligere. Som man allerede næsten kunne regne ud, da man gik til køjs søndag aften, var det ikke realistisk at afvikle hele etapen. Aflysninger og ændringer er desværre en næsten lige så fast bestanddel af Giroen, som bjergetaper er det, for Dolomitternes tårnhøje tinder rimer bare ikke specielt godt på køligt og ustabilt forårsvejr. Uheldigvis var det denne gang timet så dårligt, at den vejrmæssigt ringeste dag i den sidste del af løbet skulle falde sammen med en af bare to dage, hvor højderne var store, og dermed kom det vel som Giroens hidtil mindste chok, at vi nok engang måtte acceptere en udvanding af en kongeetape, da både Passo Fedaia og Passo Pordoi blev droppet. Denne gang var lykkens gudinde helt anderledes indstillet end i oktober, hvor hun i den tredje uge sørgede for at lægge den eneste regnvejrsdag på ugens eneste flade dag, mens alle bjergetaperne blev afviklet i det smukkeste solskin!

Så heldige var rytterne ikke denne gang, og pludselig var menuen totalt forvandlet. 212 km med 5700 højdemeter blev til 153 km med 3900 højdemeter, og selvom det stadig er en voldsom udfordring over så lille en distance, mindede etapen pludselig langt mere om de eksplosive sager, vi har oplevet hidtil. Kun et enkelt tidligt bjerg skulle overstås, og derefter var det alt sammen et spørgsmål om gode ben på Passo Giau, præcis som det var i lørdags, hvor kampen reelt var koncentreret til den sidste del af Monte Zoncolan. Pludselig var 14. etape måske alligevel et glimrende pejlemærke på hierarkiet - dog med den væsentlige tilføjelse, at meteorologerne denne gang holdt deres løfte om dårligt vejr, endda så dårligt at tv-produktionen i finalen helt gik fløjten.

Alligevel var der forskelle. Passo Giau er én af Dolomitternes mest frygtede stigninger. Det skyldes først og fremmest dens urimelige stejlhed med en stabil stigningsprocent på knap 10, men også en højde på næsten 2300 m over havets overflade. For første gang skulle rytterne smage på den iltfattige luft, der kan kvæle selv den bedste Alejandro Valverde, og kombineret med et par ekstra hårde dage i benene samt en helt anderledes længde af det afgørende bjerg var grobunden til nye omvæltninger alligevel lagt.

Sådan blev det i den grad også, da boet efter de 153 km skulle gøres op. De ryttere, der havde rejst sig på Zoncolan, fik stort set uden undtagelse en ny lussing, og flere af de slagne fik pludselig igen ny luft. Det mønster af et podium, man måske kunne ane konturerne af i lørdags, blev ikke meget klarere, i hvert fald ikke hvis man ser bort fra de første pladser.

Der er nemlig fortsat kun to konstanter i løbet. Den ene er den mest oplagte, nemlig at Egan Bernal stadig er akkurat så suveræn, som han har været siden første bjergslag i Sestola for nu næsten to uger siden. Hver eneste gang, han har haft chancen, har han - med forskellig grad af iver og suverænitet -sørget for at knuse det beskedne håb, rivalerne måtte have fundet et eller andet sted. Alligevel var det ikke helt indlysende, at det var her, Bernal skulle levere sin hidtil største af efterhånden mange magtdemonstrationer.

Det skyldtes ikke så meget terrænet. Høje bjerge, iltfattig luft og den tredje uge rimer mere på Bernal end bjergnavnet Formigal, og der var vel næppe nogen, der var i tvivl om, at colombianeren kunne give dem alle endnu en røvfuld, hvis han ville. Den mulighed havde han bare også i lørdags, hvor Monte Zoncolan uden en efterfølgende våd og farlig nedkørsel indbød endnu mere til en stor offensiv, men her valgte han den yderst konservative linje - ifølge ham selv med bevidstheden om at forspringet er stort nok.

Det så da heller ikke ud til, at Ineos havde de store planer om at vinde etapen. Da den knaldhårde start helt forudsigeligt førte til dannelsen af et stort udbrud af feltets gode klatrere, var briterne nemlig ikke videre bekymrede. End ikke tilstedeværelsen af de i klassementet stadig lidt halvfarlige Dan Martin, Joao Almeida og Davide Formolo syntes at anspore dem til med det samme at køre udbruddet ind, selvom det havde betydet, at de senere for alvor kunne løsne elastikken. Afstanden fik lov at vokse til de seks minutter, man med sindsro kunne give Martin - og senere Almeida, da udbruddet hurtigt knækkede på den første våde nedkørsel, som ikke uventet kostede dyrt for ellers formstærke Martin - og herefter så der ud til at være mere kontrol end aggression over Ineos-mandskabets kørsel.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Bernal er imidlertid også en historiebevidst nostalgiker, der var meget berørt over første gang at iføre sig maglia rosa for nu otte dage siden, og hans efterfølgende udtalelser kunne indikere, at han hele tiden havde drømt om at vinde kongeetapen med løbets smukkeste trøje på sine skuldre. Om det var tilfældet, fandt vi aldrig ud af under etapen, for Ineos slap helt for at gøre det beskidte arbejde, da EF i stedet satte sig frem for at skabe det hårde løb, der kunne sende dieselmotoren Hugh Carthy op på podiet. Først stjal de tunge folk, Julian van den Berg og Jens Keukeleire, det første minut af udbruddets forspring, og derefter tog Tejay van Garderen over med en stærk føring, der beredte vejen for Alberto Bettiol, som ved brug af sin fænomenale form nærmest ene mand sendte klasserytterne Almeida, Vincenzo Nibali, Davide Formolo og den så uhyre formstærke Antonio Pedrero til tælling. Da først Simon Carr, som ellers var startet løbet så elendigt, endelig viste sit enorme potentiale og sprængte feltet til atomer, så kun klassementsrytterne kunne følge ham, havde Bernal pludselig fået foræret en chance for at tage den sejr, han drømte om - helt uden at slide på sit hold.

I den situation var det også oplagt at udnytte sin overlegenhed til ikke blot at tage en mindeværdig sejr på løbets ganske vist udvandede kongeetape, men også at levere endnu et gedigent nyrestød, der i hvert fald kunne kvæle alle rivalernes tro på, at de stadig havde en lille chance for at vinde løbet. Da løbets nr. 2, Simon Yates, allerede hang i en tynd tråd som følge af landsmanden Carrs tempo med mere end 5 km til toppen, var det åbenbart, at Bernal reelt kunne lukke løbet og skabe de store forskelle, som det ellers kunne se lidt svært ud at etablere, da etapen blev så kraftigt reduceret i sværhedsgrad.

Og det gjorde han så. Med samme overlegenhed som vanligt trådte han fra alle rivalerne, og herfra var det bare et spørgsmål om, hvor risikovillig den dygtige colombianske nedkører ville være på de kringlede veje ned mod Cortina d’Ampezzo. Svaret var åbenbart ganske risikovillig, for Bernal endte med at bevare en pæn del af sit forspring til langt de fleste, og væsentlig tid blev herefter vel kun vundet af den uhyre dygtige nedkører, Romain Bardet, der åbenlyst havde meget mere at vinde med en risikabel adfærd.

Dermed synes løbet effektivt lukket. Kun rygproblemer og uheld kan fortsat true - og sådan har det egentlig været længe - løbets ubestridte hersker, der heller ikke det løb giver spor antydning ikke at blive bedre og bedre, som dagene går. Forskellen til 2019 er bare, at han denne gang også startede løbet som lyn og torden, og dermed er han i gang med at levere sin suverænt bedste og mest helstøbte grand tour-præstation hidtil.

At Bernal ville være konstant god, skulle man ikke være ph.d. i cykelsport for at vide - hvis altså ryggen holdt. Langt mere overraskende er det, at løbets anden konstant er Damiano Caruso, der med dagens ridt nu mere og mere ligner en endda ret sikker nr. 2 i klassementet. Det er selvfølgelig indlysende overraskende af den simple årsag, at han kom til løbet som hjælper, men da Mikel Landa blev sendt hjem til Spanien, var der næppe mange, der havde peget på den italienske veteran som Bernals største trussel - hvis da det ord overhovedet er relevant i den sammenhæng.

Sådan er det imidlertid, for mens alle andre synes at køre med samme uforudsigelighed, som det danske majvejr er stabilt elendigt, har Caruso som den eneste været der hver eneste gang. Det er han nu altid, da han er kendt som en af feltets mest konsistente folk med særligt gode evner i den tredje uge, men det helt nye er, at han pludselig kan køre fra alle stjernerne. Det kunne han ikke i den første uge, hvor han bare var stabilt god, men også i dette løb er han bare blevet bedre og bedre - og nu så god, at han er løbets næstbedste. Da Caruso næppe heller er manden, der går ned - tværtimod - og endda før har kørt meget gode enkeltstarter sent i grand tours, peger meget på, at Bahrain får en 2. plads, der ellers så fjern ud, da Landa sagde farvel, og Pello Bilbao med det samme trådte firkantet i bjergene.

Det var konstanterne. Resten er nærmest rent mudder. Tag nu bare Simon Yates, der forsvandt fra billedet med samme hast, som han var genopstået. Det var nu helt forudsigeligt, at den lille brite ville få det svært i den tredje uge, hvor han altid plejer at lide, men da monsteretapen pludselig blev meget mere yatesk med sin korte distance og lidt mere eksplosive finale, og Yates i lørdags faktisk havde givet indikationer på, at han måske kunne gentage den veldisponerede indsats fra Vueltaen i 2018, var der pludselig alligevel håb om, at han ville dukke op som Bernals største trussel. Med Remco Evenepoels kollaps og med al respekt for Caruso så det nemlig ud til, at kun Yates måske kunne mobilisere det ekstra, som kunne bringe Bernal en smule i vanskeligheder.

Det ekstra havde Yates bare ikke - tværtimod. Det ville også have været i modstrid med hans vanlige kørsel mod slutningen af en grand tour på en dag med mange højdemeter, og bedre blev det utvivlsomt ikke af, at kulden vendte tilbage. Heldigvis kan han se frem til de to målbjerge onsdag og fredag, der i deres design er skræddersyet til hans eksplosive kvaliteter på stejle procenter, men snarere skal vi nok forvente, at dagens resultat var udtryk for det, vi vil se de kommende dage. Yoyokørsel er ikke uset for Yates, men på dette tidspunkt plejer pilen som regel kun at gå én vej, og endnu en genrejsning over kort tid ligger ikke just i kortene.

Mudder er der også, når det handler om Aleksandr Vlasov. Desværre måtte russeren sande, at ikke kun Primoz Roglic kan fumle med regnjakker, og ligesom det gik helt galt for sloveneren på Formigal-etapen i Vueltaen, betød regnjakkegate version 2, at Vlasov fik sig en lussing, hans fysik ikke havde fortjent. Selvom det var svært at vurdere af den mangelfulde billeddækning, virkede Vlasov nemlig som en af de stærkeste på Giau, hvor han også meldte om gode ben, og noget tydede på, at han genfandt de ben, han også havde på 4., 9. og 11. etape. Desværre er det blot en påmindelse om det, vi også så i Vueltaen, at gode og dårlige dage veksler lidt for meget for hinanden, ligesom han flere gange har vist, at hans ellers prisværdige angrebsiver koster dyrt, når han rammer de dårlige dage, som er lidt for talrige. Heldigvis for ham er dårlige dage så stort et tema i årets løb, at hans podiedrømme stadig er spillevende.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Dagens tredje yoyo er Daniel Martinez. På de begrænsede billeder var det ikke meget, han førte for kaptajn Bernal, og alligevel endte han med at blivesat markant til vægs af flere ryttere, som han havde slået på Zoncolan forleden. Nu har stabilitet aldrig været varemærket, men alligevel er det ret bemærkelsesværdigt, hvor enorme udsving der har været for en mand, der var tredjebedst i lørdag og overbevisende på 9. etape, men startede ringe og falmede på 11. og 16. etape. Efter i dag står det i hvert fald klart, at det ikke bliver i denne Giro, at Ineos atter får to mand på et grand tour-podium.

For andre er det lettere at aflæse et mønster. Mest markant er det for Romain Bardet, der jo altid har haft sin største styrke i den tredje uge - bare tænk på, hvordan han i 2016 fra baghjul til allersidste sikrede sig Tourens andenplads, eller hvordan han i 2015 omsatte et tidligt kollaps til en top 10 og etapesejr. I det lys er det slet ikke underligt, at Bardet bare er blevet bedre og bedre, og at hans store styrke er de store bjergetaper i den tredje uge. Det overraskende er snarere, at niveauet stadig er så godt. Det var der ikke meget, der har indikeret i de seneste sæsoner. Desværre for ham ligger der 30 flade kilometer i Milano, som kan gøre det meget svært at omsætte den gode form i en podieplads.

Stabil er Hugh Carthy egentlig også. Ser man bort fra den uhyre overbevisende start i Sestola, har han egentlig været næsten lige så konstant som Bernal og Caruso. Det er forskelligt, hvem han har slået, men han har på hver eneste bjergetape været lige et par trin bag de bedste. Det var også tilfældet i dag, hvor han atter var solid uden at være prangende, men netop den form for stabilitet - i øvrigt et nyere kendetegn for den engang meget svingende brite - har nu bragt ham op på podiet, fordi han bag de to forreste er den eneste, der ikke har haft en regulær offday selv uden at have haft samme klasse som i Vueltaen. Dermed fik EF belønning for det hårde slid, der ikke handlede om at vinde etapen, men om at skabe det blodbad, der kunne passe den britiske dieselmotor, og podiepladsen er nu inden for rækkevidde, selvom en i dag genrejst Vlasov utvivlsomt kan vække nogen bekymring.

Modsat Carthy har Giulio Ciccone haft en dårlig dag, men sådan er det desværre ofte med den svingende italiener. Det må bare ærgre ham voldsomt, for var han ikke eksploderet på gruset, havde han været meget tættere på podiet nu. Ganske vist har han ikke den samme klasse som i den forrygende indledning, men blandt de bedste er han altid. Problemet er bare, at han står til læsterlige klø på Milanos fladbane, og lige nu synes han ikke at have det ekstra, der kan bibringe ham det nødvendige forspring - hvis altså ikke yoyokørslen blandt rivalerne fortsætter.

Og nu vi er ved det stabile… Stabilitet har Remco Evenepoel jo altid været, for han har vænnet sig til bare at være stabilt overlegen. Lige nu befinder han sig i en helt anden tilstand, hvor han dag for dag bare betaler en større og større pris for deltagelsen i den første grand tour - alt sammen på baggrund af en tvivlsom forberedelse. Heldigvis har han lovet at forsøge at gennemføre og måske jagte en etapesejr, mens hans drøm om at brage ind på grand tour-scenen er godt og grundigt begravet.

Var det så en fejl at ofre Joao Almeida for Evenepoel, som nu lover sin fulde støtte til portugiseren? Det var åbenlyst en risiko, men en risiko, der var værd at tage. Almeida kørte sig selv ud af billedet så eftertrykkeligt, at hans podiedrømme var helt knust, og han har aldrig haft det ekstra, der kunne have fået ham til at vende situationen på hovedet. Dertil er han alt for begrænset i bjergene, som han også viste i dag, hvor han til gengæld i udbruddet nok engang understregede den kunst, han mestrer bedre end de fleste, nemlig at æde sig selv og begrænse de forudsigelige tab på fornemste og smukkeste vis - præcis som han gjorde i Burgos og i Giroen sidste år. Evenepoel så tværtimod så overbevisende ud med en endda stigende formkurve de første dage, at hans historik tilsagde, at det var langt mere relevant at gå med vidunderknægtens podiedrømme end med den top 10-placering, Almeida med sit tidstab havde kunnet sikre sig - en top 10-placering, han med dagens udbrud alligevel synes at have kurs mod.

En tilsvarende top 10 kan Tobias Foss lugte. Løbet har ganske vist nok engang vist os, at der er forskel på de to seneste Tour de l’Avenir-vindere, Tadej Pogacar og Foss, men nordmanden har den helt rette stabilitet. Monte Zoncolan var med sine stejle procenter ikke skabt til ham, men på dagens mere klassiske bjergetape forsvarede han sig flot med de klatreevner, der lige nu er hans. Den form for stabilitet er som bekendt den første forudsætning for en god grand tour-rytter, og så må vi se, hvor langt klatringen rækker. Han ligner i hvert fald ikke en mand på vej mod kollaps. Snarere er det åbent, om de to kommende målbjerge ikke er for stejle og eksplosive igen, selvom de ikke har Zoncolans urimelige procenter. I hvert fald har han et solidt forspring til Formolo og Martin, hvis forsøg på at køre sig tilbage i klassementet blev effektivt forpurret af EF, der også ødelagde drømmen om den store genrejsning af Vincenzo Nibali, der ellers trodsede smerter og gik på det store kongeetapetogt, han så klart varslede med sit tidstab i lørdags.

Den dag varslede Bernal og Caruso os også om, at de var de eneste forudsigelige elementer i årets Giro. Selvom der måske tegner sig et lidt klarere billede i forhold til udviklingstendenserne hos en serie af formkurverne, er det stadig efter den forkortede kongeetape de to væsentligste konstanter, der står tilbage. Måske røres der mere rundt i mudderet på de kommende tre bjergetaper, eller måske stabiliserer mønstrene sig endnu mere, men kun ét synes usandsynligt: at de to konstante tredjeugesmaskiner skulle knække. Og det er trods alt rart med lidt forudsigelighed i en Giro, der ikke just har været præget af netop det!

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne analyse er jeg blevet bekendt med et interview med Dave Brailsford, hvor han i mere direkte sprogbrug end Bernal gør det klart, at det hele tiden var colombianerens drøm at vinde etapen. Ineos havde derfor formentlig jagtet udbruddet, hvis ikke EF havde gjort det.

OPDATERING: Jeg er senere blevet opmærksom på, at Martinez på toppen af Giau sad sammen med Carthy, Ciccone og Almeida, men at han havde et uheld på nedkørslen. Som bekendt var der ikke tv-billede fra finalen. Ineos har været helt tavse om årsagen til hans tidstab, der ikke er specificeret nærmere, men der går rygter om et styrt.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER