Giro d'Italia-analyse: Det italienske røverkøb

Mon ikke Fausto Masnada har det, som når en snusfornuftig jyde er kommet hjem fra det lokale kræmmermarked og har fået pruttet en prisen på en genstand ned i halvt niveau? Italieneren må i hvert fald have nogle særdeles veludviklede forhandlingsevner, efter at han i dag tog en ganske velfortjent, men alligevel lidt kontroversiel gennembrudssejr på 6. etape af Giro d’Italia.

Det var nemlig ganske tydeligt, at der mod slutningen af det 238 km lange maraton tværs gennem den italienske støvle var indgået en aftale mellem Androni-talentet og hans følgesvend, Valerio Conti, der sammen var kørt væk fra den 13-mandsgruppe, der efter en benhård kamp i løbets indledende fase var blevet etableret og helt som forventet fik lov at afgøre etapen imellem sig. I første omgang kunne det da også se ganske oplagt ud, at der kunne indgås en pagt mellem de to italienere om at dele arbejdet mod, at Masnada ville få etapesejren og Conti den lyserøde førertrøje, som han som udbruddets bedst placerede havde udsigt.

Problemet var bare, at Conti allerede var sikker på at indtage førstepladsen, da duoen rundede toppen af den sidste stigning og tilsyneladende indgik deres handel. Og ikke blot var trøjen sikker, det stod også klart, at han ville få den med en så sikker margin, at han ville have gode chancer for at forsvare den også på søndagens enkeltstart og formentlig helt frem til næste fredags første rigtige bjergetape. Med udsigt til, at han under alle omstændigheder vil tabe sin førsteplads på 13. etapes vanskelige færd mod Lagu Serru, synes det faktisk at være temmelig ligegyldigt, om Conti havde fået de 5.24, han nu endte med at sikre sig ned til Primoz Roglic, eller et minuts penge mindre, som kunne have været prisen, hvis han havde undladt at indgå den italienske pagt med sin følgesvend.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Alligevel var det åbenlyst, at de to landsmænd gjorde fælles front, og dermed kunne Masnada let glide forbi Conti, da denne havde ført hele vejen op ad den lille målbakke, og dermed tage karrierens største sejr. Det lignede i sandhed lidt af et røverkøb, for selvom det var åbenlyst, at Masnada var dagens stærkeste mand, var det også åbenlyst, at Conti ville være storfavorit i en spurt, og dermed kunne den lille italiener formentlig have fået både i pose og sæk, hvis han havde været lidt mere risikovillig. Nu endte det imidlertid alene med en førertrøje, og det er jo trods alt heller ikke et dårligt udkomme, ikke mindst fordi han som sagt formentlig kan holde den en uges tid, men det kunne bare være blevet til så meget mere.

Contis tvivlsomme beslutning sætter imidlertid ingen skår i glæden hos Masnada, der med dagens sejr kroner et gennembrudsforår, der er svært at overgå. I ganske mange år har italieneren været en lovende klatrer, men hans udvikling har været relativt langsom, og selvom han sidste år ikke var langt fra at vinde bjergetapen til Gran Sasso, var han gået en anelse i stå. Det var dog som om gennemførelsen af sidste års Giro gav ham et ekstra skub frem, og da han rundede sæsonen af med den samlede sejr i det ganske pænt besatte Tour of Hainan, kunne han tage hul på 2019 med en vis selvtillid.

Den selvtillid har været helt tydelig, lige siden han endte som nr. 3 samlet i et offensivt og flot kørt Giro di Sicilia. Kort efter fik han et brede gennembrud, da han to hele to etapesejre i det betydeligt stærkere besatte Tour of the Alps, og siden dengang har det også stået klart, at han ville blive en faktor i årets Giro. Sejren kom imidlertid tidligere, end han kunne have turdet håbe på, og det endda efter en imponerende etape, hvor han åbenlyst var den stærkeste i det ellers ret slagkraftige udbrud, der var blevet resultatet af den hårde indledning. Desværre efterlod den lidt lette finale den spurtsvage italiener i en lidt svær situation, men det kunne han heldigvis kompensere for med sin gode forhandlingsevne, der samtidig sikrede, at Androni-mandskabet kan fortsætte en drømmesæson, hvor de siden begyndelsen af april nu har taget i alt 11 sejre, hvoraf Masnada har stået for de tre af nogle af sportens sværeste og stærkeste besatte løb.

Dermed skiller italienerne sig nu også ud som et af de suverænt bedste prokontinentalhold, og man må tage hatten af for Gianni Savios evne til at spotte og udvikle talenter. Det er klart, at det særligt er Egan Bernal og Ivan Sosa, der skiller sig ud og har overstrålet Masnada en anelse, men Savio kan mere end blot at finde sydamerikanske guldfugle. Udover Masnada har Andrea Vendrame også vist et enormt potentiale, og dertil kommer, at det er lykkedes ham at bringe Mattia Cattaneo tilbage på sporet, efter at den tidligere vinder af Baby-Giroen lignede en mand på vej mod et tidligt karrierestop.

Androni er således et af årets mest succesrige mandskaber, men det samme er UAE. Efter tabet af den skadede Fabio Aru så det ellers lidt tamt ud med deres muligheder i årets Giro, men efter seks dage står de nu tilbage med en etapesejr til Fernando Gaviria og en solid lyserød trøje til Conti. Som jeg skrev i gårsdagens optakt lå det da også i kortene, at det arabiske mandskab med hele tre kandidater i Diego Ulissi, Jan Polanc og Conti til at tage trøjen naturligvis måtte have det som en del af deres masterplan at kunne køre sig i lyserødt i en første uge, hvor det fra dag 1 har været oplagt, at Primoz Roglic måtte have en interesse i at aflevere trøjen til et mindre prominent navn.

Roglics og Jumbos kørsel de seneste dage, ikke mindst på 4. etape, hvor sprinterholdene kortvarigt ophørte med at føre, var et synligt bevis på, at sloveneren ikke havde planer om at blive den første rytter siden Gianni Bugno i 1990, der ville køre i lyserødt gennem en hel Giro, og efter dagens vellykkede mission kan Jumbo-mandskabet nu tage en slapper i en uges tid, inden Roglic næste gang for alvor får brug for sit hold. Det er bestemt ikke en dårlig disposition for et mandskab, der ikke hører til feltets stærkeste, og som med Tom Dumoulins exit mistede en mulig allieret i Sunweb, når de skal forsøge at kontrollere Mitchelton, Astana, Bahrain og Movistar i den knaldhårde sidste uge. Og de kan være helt sikre på, at et UAE-mandskab, der ikke har nogen klassementsrytter vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at holde trøjen så længe, som det overhovedet er muligt.

Conti og Masnada blev altså vinderne på dagens etape, mens andre kan ærgre sig over, at de ikke fik det maksimale ud af en oplagt mulighed. Mest ærgerlig må Valentin Madouas være, for som gruppens bedste puncheur stod han med fantastiske muligheder for at tage karrierens største sejr som kulmination på et fornemt forår, der også har indbragt en top 10 i Amstel Gold Race. Desværre måtte det franske talent sande, at benene ikke helt rakte, og at han stadig har nogen vej at gå, inden han kan etablere sig som det verdensnavn, han bør blive før eller siden. Også uopslidelige Pieter Serry har grund til frustration, for belgieren havde med sin gode spurt også en fin chance for at gøre arbejdet, hvis han havde kunnet følge de to italienere.

Det er også svært ikke at have lidt ondt af Jose Joaquin Rojas. Der er få, der er så alsidige som den bundsolide spanier, som klatrer fornemt og i sine unge dage jo også var en ganske habil sprinter. Han har imidlertid altid stillet sig til rådighed for holdet, især i de senere år, og trods sin hurtighed har karrieren faktisk kun budt på 10 sejre, hovedsageligt i mindre løb og den sidste endda helt tilbage i 2016, hvor han tog sit andet spanske mesterskab. Her fik han imidlertid en gylden mulighed, da Movistar måske lidt overraskende lod hele to mand gå med i et udbrud i stedet for at holde tropperne samlet om Mikel Landa og Richard Carapaz, men som det også skete, da han i 2017-udgaven af Vueltaen sidste fik frihed til at vise sine evner som offensiv rytter, måtte han se sig slået. Stakkels Rojas er indbegrebet af en rytter, der er ”jack of all trades but master of none”, og det er formentlig forklaringen på, at den spanske klasserytter er endt som en relativ anonym hjælper, nøjagtigt som det er sket for sin følgesvend i udbruddet, Andrey Amador, der desværre slet, slet ikke har den klasse, da han for nogle år siden blev nr. 4 i dette løb.

Den største overraskelse var måske, at gruppens på papiret bedste klatrer, Sam Oomen, ikke kunne matche de bedste, men det var nu alligevel ikke helt uventet. Allerede hans ringe enkeltstart indikerede nemlig, at han formentlig er kommet til løbet i halvdårlig form med den intention at køre sig ind i løbet, så han kunne være knivskarp for Tom Dumoulin i den sidste uge. Det var nemlig først efter Wilco Keldermans uheld i Catalonien, at Oomen fik til opgave at køre Giro, og derfor har han haft en alt andet end optimal forberedelse. Dagens tidsgevinst har imidlertid sendt ham tilbage i klassement, og kan han finde lidt bedre form over den kommende uges tid, kan han måske nu forsøge at køre sin egen chance efter Dumoulins exit. Lige nu ser han ikke ud til at have benene til det, men med enkeltstarten som eneste vigtige etape i den næste uges tid, kan han måske nå at finde dem i tide. Det var i hvert fald formentlig hans tilstedeværelse i gruppen, der gjorde, at Jumbo ikke gav udbruddet mere tid, end de gav dem.’

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

En anden rytter, der fortjener omtale, er Giovanni Carboni. Den unge italiener er nemlig en ganske lovende klatrer og stort set den eneste, der er værd at tale om på et skræmmende svagt Bardiani-hold. Til gengæld har Carboni også et fint potentiale, og det illustrerede han i dag, hvor han sikrede sig den hvide trøje. Nogen vindertype er han ikke, men som ren klatrer har han evner, og nu kan med sin fine samlede placering og hvide trikot sikre, at Bardiani ikke forbliver helt anonyme gennem hele løbet.

I den anden ende af aldersspektret finder vi Ruben Plaza. Spanieren er slet ikke så stærk, som i 2015, hvor han på fornem vis vandt etaper i både Touren og Vueltaen, men han drømmer stadig om, at han kan fuldende sit hattrick og blive en del af den eksklusive klub af ryttere, der har vundet etaper i alle grand tours. Sidste år var han tæt på på Prato Nevoso, og i dag var han igen med fremme. For den spurtsvage 29-årige Plaza bliver det svært at nå, inden timeglasset rinder ud, men man må tage hatten af for, at det alligevel nu på to år er lykkedes ham to gange at være tæt på at tage den sejr, der er eneste formål med den fortsatte karriere.

For klassementsrytterne blev det som forventet en ganske stille dag. Den afsluttende stigning var alt for let til at skabe drama, og derfor var alle fint tilfredse med at blive fragtet sikkert til mål. Det lykkedes desværre ikke helt for dem alle, da Roglic tidligt blev sendt i asfalten, men heldigvis tyder intet på, at han har pådraget sig væsentlige skader. I morgen kan der være lidt sekunder at vinde på bakken op mod må, men grundlæggende handler den første uges tid for favoritterne bare om at komme sikkert frem til søndagens enkeltstart, og i dag gjorde Roglic den opgave lidt mindre ressourcekrævende ved at overlade ansvaret til Conti og holdkammeraterne på UAE. Det er den lille italiener utvivlsomt glad for, og så må man håbe, at han ikke fortryder, at han solgte en sandsynlig etapesejr lidt for billigt. Det er i hvert fald Masnada, jeg ville sende i byen, hvis jeg skulle bruge en forhandler, der kunne sikre mig et røverkøb.