Giro d'Italia-analyse: Det sydafrikanske mirakel i sensationernes Giro

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Grand tours adskiller sig fra de fleste andre WorldTour-løb ved, at sejrene i en vis forstand er billigere til salg, end det ellers er tilfældet. Den påstand vil mangen en rytter nok stille sig yderst skeptiske overfor, for der er naturligvis ingen andre løb, der fysisk er så krævende som de tre længste etapeløb. Samtidig adskiller de sig fra de fleste af selv WorldTour-løbene ved, at de er absolutte sæsonhøjdepunkter for langt hovedparten af de deltagende ryttere, hvorfor farten og niveauet generelt er tårnhøjt.

Til gengæld er en grand tour også lang. I løbet af de tre dage er der altid etaper, hvor et relativt upåagtet udbrud kan få lov at køre efter sejren, og derfor er døren til succes også åben for ryttere, der ellers i sæsonens andre WorldTour-løb stort set altid er henvist til hjælperroller. Man skal således ikke lade blikket glide ned over listen over nyere etapevindere længe for at finde adskillige navne, der aldrig ville have skyggen af chancen for at vinde en klassiker eller i et af de ugelange WorldTour-løb, hvor den begrænsede længde betyder, at det næsten altid er favoritterne, der kører om sejrene, uanset om terrænet er fladt, kuperet eller decideret bjergrigt.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den form for fastlåsthed findes ikke i grand tours, hvor feltet naturligt nok tager sig sine hviledage. Et tre uger langt løb er et spørgsmål om at vælge sine kampe med omhu, og derfor må de store hold altid lade et par etaper sejle. Det åbner til gengæld døren for nogle af de mindre hold, der ellers har meget svært ved at sikre sig WorldTour-sejre andre steder, men her får muligheder, som de sjældent bydes andre steder på den fineste kalender.

Årets Giro er et sjældent godt eksempel på dette. Faktisk kan man vel tale om sensationernes Giro i den forstand, at løbet har været spækket med ganske upåagtede vindere. En tung fyr som Taco van der Hoorn, der hverken er klatre- eller spurtstærk burde reelt være afskåret fra at sejre på den store scene, det er bemærkelsesværdigt, at den ganske vist talentfulde, men stadig sejrsløse Victor Lafay tager karrierens første gevinst i så stærkt besat et løb, ingen havde drømt om, at nyprofessionelle Mauro Schmid, der forud for løbet ikke havde vundet noget som helst siden juniortiden, skulle vinde en af løbets mest prestigiøse etaper, og det var vel de færreste, der anså det som realistisk, at løbets mindste hold, Eolo, skulle vinde på løbets mest mytiske bjerg, Monte Zoncolan, med Lorenzo Fortunato, der forud for Vuelta a Asturias i slutningen af april slet ikke havde vist klatreevner, der blot gjorde det muligt at drømme om den slags bedrifter.

Ikke blot har rytterne været overraskende. Det samme har holdene. Det lille Eolo-holds sejr på Zoncolan var på alle måder naturstridigt, ligesom det var bemærkelsesværdigt, at Intermarché, det klart svageste af WorldTourens 19 mandskaber, tog årets første sejr i et af de allerstørste løb. Cofidis er bestemt heller ikke forvænte med sejre, men har allerede en gevinst i bogen, Ag2r havde forud for løbet kun vundet én gang i 2021 - endda på årets allerførste dag - og det relativt profilfattige Groupama-FDJ, der efter tabet af Thibaut Pinot er et hovedløst dyr, har ført løbet i flere dage. Androni var blot få kilometer fra at snyde Van der Hoorn for sejren i Canale, og Bardiani har haft flere top 5-placeringer og været langt mere end blot det tv-hungrende udbryderhold, de har været i de seneste år.

Men måske kommer det største mirakel fra Sydafrika. Bevares, Qhubeka-mandskabet er skam en del af WorldTouren, og holdet var endda på vej til at blive en helt lille magtfaktor, da de på uhyre fornem vis vandt ikke færre end fem etaper i Tour de France. Det er imidlertid så længe siden, at man næsten har glemt det, og i de seneste tre sæsoner har holdet mest af alt været kendt som WorldTourens sejrsfattige fiasko, der år efter år har været inventar i den absolutte bund af diverse ranglister. Giacomo Nizzolo var i 2020 en sand enmandshær, der gjorde holdet en anelse mindre anonymt end tidligere, men 7 sejre i 2018 og 2019 og 8 sejre i 2019 fortæller historien om et hold, der desværre mest har været kendt for at få deres ellers mange dygtige ryttere til at underpræstere.

Den status har bestemt ikke ændret sig i år. Da det rebrandede hold stillede til start i årets Giro, havde holdet blot vundet ét cykelløb, det relativt lille Clasica de Almeria, der endda blev afviklet helt tilbage i den spæde sæsonstart. Naturligvis var det enmandshæren Nizzolo, der stod for den hidtil eneste sejr, ligesom han blev en flot nr. 2 i Gent-Wevelgem, men generelt har navne- og identitetsskiftet intet hjulpet for sydafrikanerne. Ganske vist kunne holdet gå ind til årets Giro med en 15. plads på verdensranglisten - en klar forbedring i forhold til tidligere - men det skyldtes mere andre holds fiasko end deres egen succes. Én enkelt sejr siger vist det hele om et igen i år temmelig anonymt sydafrikansk hold.

Desværre så det ikke ud til, at Giroen ville blive spor anderledes. Da vi efter 10 etaper gik på hviledag halvvejs inde i løbet, stod sejrstælleren stadig på 0. Holdets kaptajn Domenico Pozzovivo havde lignet en mand, der i bjergene var næsten urimeligt alene, inden han desværre styrtede ud ad af løbet, og Nizzolo havde trods sine to andenpladser også mest givet indtryk af at agere på egen hånd i finalerne. Holdets eneste tilbageværende klatrer, Kilian Frankiny, var milevidt fra noget som helst i bjergene, og derudover bestod holdet primært af ryttere, der enten var tiltænkt hjælperroller for Nizzolo, var for urutinerede eller som ryttertyper uegnede til at vinde etaper, hvis man ser bort fra Victor Campenaerts’ nu endda neddroslede tempoevner.

Nej, det lignede endnu en fiasko for Qhubeka - indtil altså miraklernes Giro kastede flere mirakler af sig. Nok var de første 10 dage en tynd kop te, men efter seks af de syv etaper i løbets anden løbsblok kan vi nu højst sensationelt konstatere, at Qhubeka har vundet de tre! Det var altså holdet, der forud for starten havde præcis én sejr, og i sidste sæson foruden Nizzolos to sejre blot vandt én gang på WorldTouren, nemlig med den nu bortrejste Ben O’Connor i netop Giroen for et halvt år siden.

At Nizzolo vandt i Verona, var nu ikke overraskende. Efter to andenpladser tidligere i løbet var det klart, at hans fart rakte langt i dette felt. Som bekendt har vi også vænnet os til, at Nizzolo er Qhubekas enmandshær, og derfor var det kun naturligt, at det måtte være ham, der indhøstede holdets succes - også selvom det var karrierens første grand tour-etapesejr.

Langt mere sensationelle er de to andre etapesejre. Nyprofessionelle Schmid havde end ikke i sin vildeste fantasi drømt om, at han ville vinde den højst eftertragtede etape over de toscanske grusveje. Og selvom Victor Campenaerts er et stort navn i sporten, skyldes det alene hans evner i kampen mod uret. I linjeløb er han nemlig slet ikke en vindertype, og da han i dag stillede til start på løbets 15. etape, var hans eneste sejr i andet end en tidskørsel hans triumf på kongeetapen i 2019-udgaven af Belgium Tour, hvor taktikken i den grad magede sig for ham.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Derfor var Campenaerts også en usandsynlig vinder, da rytterne i dag stillede til start i kystbyen Grado. Nok var han en god udbrudskandidat til en etape med en flad start, for hans store motor har faktisk gjort ham til en hyppig udbrudsdeltager i Giroen, som vi så med hans 2. plads på 19. etape sidste år og senest med hans offensiver på 8. og 12. etape. Problemet er bare, at Campenaerts som spurtsvag tempomaskine uden videre klatreevner ikke just er prototypen på en mand, der rent faktisk kan gøre det færdigt.

Han var bestemt heller ikke den åbenlyse favorit, da det efter en kaotisk etapestart og en hård kamp for at ramme udbruddet, endelig stod klart, hvilke 15 mand der fik kappet elastikken, og at de uden videre modstand fra feltet også vil få lov at køre om sejren. Nok betød den flade start, at langt hovedparten af de indlysende favoritter til en udbrudssejre havde trukket nitten i fladlandslotteriet, men der var nu langt mere oplagte vindere end Campenaerts.

Modstanderne var mange. Der var Quinten Hermans, der som klatrestærk og lynhurtig klassikerspecialist, var nærmest skræddersyet til den kuperede rundstrækning samt den eksplosive finale, arrangørerne havde designet på grænsen mellem Slovenien og Italien. Der var Nikias Arndt, der før har vundet en udbrudsetape i Vueltaen og som klatrestærk sprinter hele tiden lignede et oplagt match til denne rute. Der var de måske knap så holdbare, men stadig tilstrækkeligt klatrestærke sprintere Simone Consonni og Juan Sebastian Molano, for hvem terrænet bestemt ikke var uden for rækkevidde. Der var klasserytteren Bauke Mollema, for hvem afslutningen bestemt ikke var ideel, men som dog fandt stigninger nok til, at han kunne drømme om at gøre forskellen. Og der var den alsidige og formstærke Dario Cataldo, der både kan klatre og spurte, og som tidligere har taget udbrudssejre i både Giroen og Vueltaen.

Og så var der Campenaerts. På papiret ubetinget en af den spurtstærke gruppes ringeste afsluttere. På papiret en af de tungere folk, i hvert sammenlignet med gruppens bedste klatrere, der endda alle var at regne som hurtigere end ham. Og på papiret måske gruppens bedste temporytter, men med lidt for lidt fladland i finalen til for alvor at kunne gøre brug af de evner i ønskeligt omfang.

Heldigvis kender Campenaerts sine begrænsninger, og derfor griber han altid udbruddene ens an. Det gjorde han på 19. etape sidste år, hvor han angreb i ét væk for på en ellers flad rute at undgå en spurt, men akkurat missede båden, da Josef Cerny sejlede væk. Og det gjorde han i udbruddet på 8. etape, hvor han spillede sine kort optimalt ved i fladlandet at opbygge et forspring, der i sidste ende bare var for spinkelt regnet op mod den ganske svære målstigning.

Betingelserne var helt de samme denne gang. Campenaerts vidste, at den uhyre stejle stigning på etapens rundstrækning var for vanskelig til, at han havde gode chancer for at overleve, og selv hvis det skulle lykkes, var han prisgivet mod gruppens mange hurtige folk. Den sidste lille bakke var bestemt heller ikke en gave for en mand, der ikke just kan karakteriseres som eksplosiv.

Nej, Campenaerts’ eneste reelle mulighed var at få et forspring inden stigningerne, og det projekt gik han så i gang med. Det lykkedes med godt 20 km igen, da han sammen med to af gruppens andre elefanter, sprinteren Albert Torres og den ellers i år så imponerende brostensrytter Oscar Riesebeek, fik slået et lovende hul, der straks sendte samarbejdet blandt forfølgerne på prøve. Dermed var det deja-vu i forhold til etapen for otte dage siden, hvor han desværre havde fået en klatrer, nemlig Giovanni Carboni, med sig på slæb.

Det havde han ikke denne gang, hvor det var helt indlysende, at han og Riesebeek nok skulle får skovlen under Torres på den svære stigning. Langt mindre oplagt var det, at forspringet også var tilstrækkeligt til at holde de bedre klatrere bag sig. Heldigvis var klatreudfordringerne denne gang betydeligt mere moderate end for otte dage siden, og da først Campenaerts og Riesebeek havde overlevet stigningen med et stadig komfortabelt forspring til en forfølgergruppe, hvis samarbejde ikke altid var lige velfungerende.

Alligevel var der lang vej igen. Heller ikke de to førende samarbejdede lige godt hele vejen, og det var helt uklart, hvem af de to spurtsvage førende ryttere der ville have evnen til at gøre det færdigt i et opgør på stregen. Faktisk var Riesebeek vel at regne som en anelse hurtigere, men heldigvis for Campenaerts handler en spurt efter en hård dag, slutteligt endda i regnvejr, ofte mere om friskhed end om fart. Den friskhed havde Campenaerts, der fysisk var den overlegne og flere gange satte sin rival under pres på de sidste kilometer.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det viste sig, at den overlegenhed også satte sig igennem i finalen. Riesebeek fik måske kolde fødder ved udsigten til at kunne tage karrierens første sejr på den helt store scene og fik åbnet en spurt, der så ud til at være for lang. Det viste den sig også at være, og Campenaerts kunne dermed tage den usandsynlige etapesejr for en mand med et så ensidigt repertoirespektrum som ham.

Alene det forhold var bemærkelsesværdigt. Lige så bemærkelsesværdigt var det, at han med sejren sørgede for en firdobling af Qhubekas sejrshøst på blot seks dage. Og paradoksalt nok skete det på dagen, hvor holdets enmandshær, Nizzolo, tog hjem for at forberede sig til Touren og efterlod Qhubeka-mandskabet som et hovedløst misfoster, der var totalt fejlcastet til en sidste uge, der stort set kun handler om klatring. Men når chancerne er få, må man gribe dem, der er, og det gjorde Campenaerts til UG med kryds og slange. Når man betænker, hvor offensiv han har været i både dette løb og i årets klassikere, som han lidt kontroversielt valgte at prioritere til fordel for en nedprioritering af spidskompetencen på enkeltstarten, er det svært at have noget imod den sejr.

I stedet blev gruppens stjerner efterladt tomhændede. Det gjaldt for Arndt og Consonni, der ellers gjorde det krævede ved at overleve stigningerne og spurte sig til sejren. Det gjorde det for Hermans, der som type var den mest velegnede til denne finale, men som sammen med Mollema ikke var i stand til at gøre den forskel på stigningerne, som tillod ham at komme af med de folk, der trods alt var hurtigere end den ellers hurtige belgier. Og det gjaldt for Cataldo, der ellers brugte sin hjælperytter Torres til at rette den fejl, de kollektivt havde begået ved at lade gruppens bedste temporytter undslippe i fladlandet.

Dermed blev det altså til endnu en etapesejr til en af løbets miniputter og ikke til det Bora-mandskab, der ellers på denne etape havde den nok bedste chance for at tage endnu en sejr med Peter Sagan. Forud for etapen så det da også ud til, at slovakken var tvunget til at jagte etapesejren - enten fra udbrud eller i en spurt - for ellers risikerede han at tabe pointtrøjen til Nizzolo på torsdag. Så snart europamesteren var rejst hjem, steg oddsene for en udbrudssejr imidlertid betragteligt, fordi Sagan nu er så tæt på at sikre sig den cyclamenfarvede trøje, at det nu pludselig lå i kortene, at Bora gjorde klogere i at spare på kræfterne for at jagte Emanuel Buchmanns podium på morgendagens kongeetape i stedet for at brænde holdet af på endnu en Sagan-sejr, der skam var rar at have, men nu sjovt nok risikerede at kompromittere og ikke styrke hans overordnede perspektiver i pointkonkurrencen.

Derfor var det pludselig heller ikke op til Sagan og Bora at jagte, da slovakken trods sine forsøg missede udbruddet. Ganske vist var Buchmann på tragisk vis styrtet ud af løbet allerede i etapens spæde begyndelse, men hvorfor skulle Bora hente et udbrud, der nu fjernede de point, der kunne bringe Davide Cimolai tilbage som en reel trussel i kampen om den trøje, Sagan så gerne ville vinde? Selvom Bora ikke længere havde Buchmann at tænke på, kunne det aldrig blive Boras opgave at jagte.

Og så var der ingen tilbage. Ganske vist havde Cimolai øjnet en chance, især da hans hold missede udbruddet, men han turde næppe satse på at overleve den vanskelige finale - særligt når Dan Martin har brug for det decimerede holds støtte i morgen. I det lys var det ret oplagt, at etapen måtte ende som den søndagstur, det jo sådan set også var, for et felt, der trængt til hvile inden en brutal afslutning på løbet. Og sådan blev det da også, da Ineos stille og roligt fragtede feltet til Gorizia.

Alligevel blev en af de mest begivenhedsfattige dage en af de mest dramatiske - nøjagtig som det var tilfældet, da den monotone 5. etape kostede os deltagelsen af Mikel Landa og Pavel Sivakov. En grand tour vindes desværre ikke kun i bjergene og på enkeltstarterne, og denne gang var det Buchmann, det gik ud over. Ganske vist var det efter gårsdagens lille nedtur på Zoncolan klart, at tyskeren næppe ville være i nærheden af at røre Zoncolan på en rute, hvor det i den sidste uge kun er mandagens bjergetape og til dels lørdagens 20. etape, der passer ham, men hans stabile dieselmotor gjorde ham stadig til en ganske god podiekandidat. Den kandidat er han nu ikke længere, og Buchmann må således stadig spejde langt efter den top 3, han så inderligt drømmer om. Desværre for Bora skete hans exit endda på et tidspunkt, hvor holdets anden stjerne, Sagan, har meget lidt at komme efter i den resterende del af løbet.

Desværre var han ikke alene. Vincenzo Nibali, der jo ellers var 24 timer fra et sandsynligt og meget klart signaleret monsterridt på mandagens tappone i Dolomitterne, er nu forslået og måske endda på vej ud af løbet - netop som han havde sørget for at miste den tid, han skulle bruge, for at levere det smukke comeback på den etape, der passede ham allerbedst. Hugh Carthy mistede sin nøglemand i bjergene, Ruben Guerreiro, og det resultatfattige Jumbo-hold mistede chancen for at bekræfte Jos van Emdens genrejsning som temporytter i Milano. Og så har jeg endda slet ikke nævnt alle de ryttere, der lige nu slikker deres sår efter et ublidt møde med asfalten.

På sin vis er det måske meget symbolsk, at ofrene for løbets styrt i altovervejende grad har været profiler og store navne. Den 104. udgave af verdens næststørste løb har nemlig i uhørt stor grad været de små holds og sensationers legeplads. Etapevinderne har i sjældent omfang været relativt små ryttere, og de mindste hold har overgået de store hold i succes. Og alt sammen kulminerede det med, at det ellers så sejrsfattige Qhubeka-hold i dag blev mandskabet, der vandt halvdelen af de foreløbig seks etaper i løbets anden uge!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER