Giro d'Italia-analyse: Dødsstødet?

Man forstår godt Primoz Roglic, hvis han havde svært ved at sove i nat af bare skræk. Nu er skihoppere - heller ikke de tidligere af slagsen - ikke just kendt for at være klodens mindst frygtløse folkefærd, men mon ikke sloveneren alligevel dirrede en anelse af nervøsitet, da han rullede til starten på årets kongeetape i morges? Det var i hvert fald ikke svært at gennemskue, at etapen kunne meget vel kunne være den, der stod i vejen for en samlet sejr, for designet var helt optimalt til at effektivt at tilføje sloveneren det banesår, der én gang for alle kunne sende ham ud af kampen om den samlede sejr.

Det var nemlig ikke svært at gennemskue, hvad der kunne ske. På de seneste etaper har det været oplagt, at Vincenzo Nibali og Richard Carapaz har haft et ekstra gear i forhold til Roglic, og sandsynligheden for, at de ville kunne bringe ham i vanskeligheder på Mortirolo - en af cykelsportens mest frygtede stigninger - var så overhængende, at alarmklokkerne også må have blinket kraftigt i Jumbo-lejren. Samtidig bød den sidste del af etapen på et let modvindsstykke, hvor en isoleret Roglic meget vel kunne taber masser af tid til sine to værste rivaler. Som jeg skrev i optakten i går, var det nemlig ikke svært at se, at de ville kunne se en fælles interesse i at samarbejde, hvis de skulle havne i den situation, hvor de én gang for alle ville kunne eliminere Jumbo-kaptajnen fra kampen om den samlede sejr og dermed reducere det til en helt enkel duel mellem de to på løbets fire sidste afgørende etaper.

Det var da også præcis, hvad der skete. Man skulle ikke have studeret mange cykelbøger for at en selvtillidsfuld Nibali naturligvis havde planlagt endnu et af sine frygtede hajbid på løbets sværeste stigning, og hans intentioner blev ikke mindre tydelige, da han sendte både sin lillebror og den yderst formstærke Damiano Caruso i udbrud - en perfekt strategi på en etape, hvor hjælp efter Mortirolo meget vel kunne være forskellen på succes eller fiasko. Derfor var det også helt forventet, at den stadig mere velkørende Domenico Pozzovivo blev sendt til fronten, da stigningen for alvor tog fat, og kort efter huggede Hagen selv til med samme effekt, som han gjorde det på Civiglio i søndags.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I første omgang kæmpede Roglic heroisk, og han holdt sig længe til Movistar-trioen bestående Antonio Pedrero, Mikel Landa og Carapaz, der i første omgang kørte med den ro og kølighed, der ellers hidtil har været Roglics varemærke, i hvert fald på løbets første bjergetaper. Det blev imidlertid også hurtigt tydeligt, at elastikken hurtigt var spændt til bristepunktet, og da først den sprang, måtte Roglic sande, at han vist havde gravet lidt for dybt i forsøget på at hænge på. I hvert fald mistede han lynhurtigt et minut og sejlede agterud til Yates-gruppen, hvor han kortvarigt fik mulighed for at komme sig. Det gav ham fornyet luft til den sidste del af stigningen, men da var det allerede for sent. Selvom han atter viste sin frygtløshed og eminente nedkørselsevner ved næsten at halvere forspringet på den livsfarlige og spejlglatte tur ned fra den mytiske tinde, var slaget allerede tabt. Nede i dalen kunne Carapaz og Nibali nemlig lukrere på deres stærke hjælpere Andrey Amador, Landa og Caruso, og selvom Roglic var heldig med, at Yates hurtigt kaldte Mikel Nieve tilbage fra udbruddet, var de tre klart over matchet af de fem fra Bahrain og Movistar, der endda fik hjælp af Miguel Angel Lopez, for hvem etapen også havde udviklet sig til en chance for at tage et ordentligt hop i klassementet.

I den forstand blev etapen et strålende eksempel på, hvorfor det er svært at vinde en grand tour, hvis ikke man er bakket op af et stærkt hold. Hovedproblemet var naturligvis, at Roglic ikke selv havde benene, og næsten uanset hvor flot holdet havde kørt, havde et tidstab næppe kunnet undgås. Det kunne dog formentlig have været betydeligt mindre end de 1.23, det blev til, hvis hans hjælpere havde haft samme ben som Caruso og Amador. Det lykkedes imidlertid kun Jumbo at få Koen Bouwman med i den store frontgruppe, der blev etableret i en knaldhård indledende fase, og han viste sig slet ikke god nok til at overleve Mortirolo. Derfor var han overladt til sig selv og den hjælp, Yates, Nieve og Mollema kunne yde, og det var for meget mod Bahrain og Movistar, der i dag for alvor spillede med de kollektive muskler.

På den baggrund kan man også diskutere, om Jumbo ikke burde have reageret anderledes, da først det stod klart, at Movistar ikke havde tænkt sig at holde det store udbrud i snor. Som jeg skrev i optakten i går, havde jeg forventet, at spanierne ville undlade at give frontgruppen megen luft, ganske enkelt fordi det ville være for farligt at give Nibali mulighed for at få hjælp efter Mortirolo. Den risiko var spanierne imidlertid villige til at løbe, men det burde Jumbo nok ikke have været. Med den valgte taktik fik Roglic nemlig slet ikke glæde af sine i forvejen begrænsede hjælperessourcer, og man kan spørge, om ikke de var bedre brugt på at have bragt forspringet så langt ned allerede inden Mortirolo, at Amador og Caruso ikke var kommet med over. Var det sket, havde det været et mere reelt opgør mellem Landa, Lopez, Carapaz og Nibali på den ene side og Yates, Mollema og Roglic på den anden, og det kunne have givet en langt mere jævn spillebane, hvor afstanden formentlig havde været langt mindre.

Nu ser det til gengæld næsten umuligt ud for Roglic at tage den grand tour-sejr, han havde kurs mod, da han knuste sine rivaler på løbets to første enkeltstarter. I forvejen var afstanden til Carapaz så stor, at han ikke længere bare kunne være sikker på at kunne indhente det tabte på søndag i Verona, og nu er afstanden så stor, at det er udelukket. Dermed er Roglic tvunget til at hente tid på den lille ecuadorianer på de kommende tre bjergetaper, og med tanke på at Movistar-talentet hidtil har været klart den stærkeste af de to, synes Roglic allerede nu at skulle indstille sig på at kæmpe for sin podieplads og måske forsøge at avancere til 2. pladsen.

Selv det sidste bliver svært. De 22 sekunder, han nu har op til Nibali, er måske nok noget, han vil kunne hente på søndag, men det virker ikke videre sandsynligt, at italieneren ikke vil vinde yderligere tid, inden vi når så langt. I dag viste Hajen nemlig igen tænder i et omfang, så han som den første i løbet faktisk kørte fra Carapaz, men i sidste ende var han ikke god nok til at få skovlen under den imponerende Movistar-maskine. Hurtigt måtte han derfor gå efter det næstbedste resultat, nemlig at distancere Roglic, og han valgte da også klogelig ikke at sætte liv og lemmer på spil med et angreb på den regnvåde nedkørsel. I stedet slog han pjalterne sammen med Carapaz i en til lejligheden konstrueret alliance, så han nu på de kommende tre bjergetaper alene skal forsøge at få skovlen under ecuadorianeren uden at skulle bekymre sig alt for meget om en Roglic, der får nok at gøre med at forsvare sig.

Det kan til gengæld også blive lidt af en mundfuld, selvom vi vel ikke har set en bedre Nibali i mange, mange år. Ganske vist kørte han i dag i første omgang fra Carapaz, men noget kunne tyde på, at ecuadorianeren kunne have fulgt ham, hvis han ville. I hvert fald tydede meget på, at det imponerende Movistar-kollektiv bevarede roen, inden de stille og roligt trak deres værste rival tilbage. Først var det Antonio Pedrero, der med nærmest chokerende flot kørsel endelig konfirmerede det talent, han ellers kun momentvist har givet prøver på, siden han første gang åbenbarede det med nogle flotte præstationer i bjergene i Vueltaen i 2017. Dernæst måtte Mikel Landa atter bide i det sure æble og erkende, at han for Gud ved hvilken gang er endt som luksushjælper i en grand tour, og loyal, som han altid har været i den rolle, han ellers så desperat har forsøgt at undgå, trak han stille og roligt Nibali ind igen.

Den kollektive præstation må kunne få selv Nibali til at blive lidt bekymret, også selvom han ikke just er kendt som en rytter, der er specielt let at hyle ud af den. Selvom Caruso vel har vist som løbets hidtil mest værdifulde hjælper, og Pozzovivo stille og roligt er ved at finde den form, der har givet ham et hav af topplaceringer i Giroen, er det stadig Carapaz, der er bedst rustet. I Landa har han nemlig en af løbets fire bedste klatrere som en luksushjælper, og hvis den ellers meget ustabile Pedrero kan fortsætte dagens takter også i de kommende dage, bliver spanierne ikke lette at knække. Og som jeg også skrev i min seneste analyse, er Carapaz’ store styrke den enorme motor, der gør ham holdbar også i den tredje uge, og da han både er bakket op af det stærkeste kollektiv og kan tillade sig at køre defensivt, peger alt lige nu på, at vi om fem dage skal fejre den første ecuadorianske grand tour-sejr i historien.

Landa må naturligvis være gul og grøn af ærgrelse. Umiddelbart efter den dybt frustrerende 4. plads i Touren i 2017, hvor han smed podiet med et enkelt sekund, udtalte han ellers, at han aldrig igen ville havne i en situation, hvor han ikke kunne køre sin egen chance. Det er imidlertid netop, hvad der er sket igen i dette løb, og noget kunne endda tyde på, at han ulykkeligvis igen må nøjes med den utaknemmelige 4. plads. Heldigvis kan han måske lukrere på Nibalis forventede angreb til atter at distance Roglic og dermed måske alligevel sikre sig en podieplads, men selv får han ikke mulighed for at røre sig. Fra nu af handler alt hos Movistar om defensiv kørsel og om ikke at formøble den drømmeposition, Carapaz har bragt sig i.

Etapen havde på mange måder et design, der mindede om sidste års Finestre-etape, hvor Froome med sin mageløse offensiv vendte løbet totalt på hovedet. Også Miguel Angel Lopez’ kørsel sendte tankerne tilbage til den mindeværdige majdag i 2018. I hvert fald kørte han Mortirolo på præcis samme måde, som han gjorde med Finestre sidste år. Længe så han ud til at være lige ved at knække, men gang på gang kom han tilbage, endda så stærkt at han havde overskud til at angribe henover toppen. I sidste ende måtte han betale prisen for sin flotte offensiv, da Caruso åbnede for gassen til allersidst, men etapen bekræftede alligevel den efterhånden stensikre tendens, at Lopez altid finder sine bedste ben til den tredje uge.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Forventningen må således være, at han fra nu af blot bliver bedre og bedre, men podiet er formentlig for langt væk. Til gengæld burde han i hvert fald kunne lure en 5. plads og med den stigende formkurve ikke mindst en etapesejr. Det er dårligt nyt for potentielle udbrydere, for nu ligger det i kortene, at Lopez og det stærke Astana-mandskab vil gå benhårdt efter, at colombianeren skal vinde en af de sidste bjergetaper. Han har i hvert fald tanket selvtillid i dag, og da han ikke er nogen videre trussel mod de fire forreste, vil han havde den frihed, der gør det muligt.

En anden rytter, der har tanket selvtillid i dag, er Bauke Mollema. Meget kan man sige om hollænderen, men man må tage hatten af for hans ukuelige fightervilje. Efter nogle svære dage kunne mange foranlediges til at kaste håndklædet i ringen, men det gjorde han ikke. I stedet kørte han Mortirolo så flot, at han rundede toppen umiddelbart bag Carapaz-gruppen - ikke overraskende hvis man huske på, at han altid har gjort det godt på de stejle stigninger - og det blev belønnet med en foreløbig samlet 5. plads, som han bestemt ikke havde udsigt til ved etapens begyndelse. Om han kan holde Lopez bag sig, er nok tvivlsomt, men da han har enkeltstarten som et sidste våben, kan man ikke længere udelukke, at fighteren Mollema kommer fra løbet med en top 5-placering.

Det bliver formentlig på bekostning af Rafal Majka, der endte som en af etapens tabere. Hidtil har der ellers ikke været mange svaghedstegn at spore hos polakken, og derfor var der næppe mange, der havde set ham blive sat som en af de første på Mortirolo. Heldigvis kunne han lukrere på den stadig mere velkørende Davide Formolo, der hurtigt lod sig falde tilbage, men med udsigt til yderligere et tidstab ser det nu pludselig meget svært ud for Majka at få den top 5-placering, han ellers var en god kandidat til efter de første etaper i bjergene.

Simon Yates fortsatte også med at kæmpe heroisk, men som forventet ligger der ikke en stor genrejsning om hjørnet. Som påpeget i tidligere analyser tilsiger britens grand tour-historik nemlig ikke ligefrem, at han skulle være typen, der pludselig finder benene i den tredje uge. Foreløbig har han vist fin fighterånd og undgået det totale kollaps, som vi sikkert er flere, der har frygtet, men med mindre han kan lukrere på den frihed, han drog fordel af på 14. og 15. etape, ligner han ikke en mand, der vil komme fra løbet med hverken en top 5 eller en etapesejr. Og bedre blev det ikke af, at den ellers normalt så usvigeligt sikre Nieve, som gang på gang har reddet æren, når kaptajnerne har svigtet, ganske overraskende ikke kunne køre med om etapesejren, selvom han på papiret var en af de klare favoritter i den gruppe, der skulle kæmpe om sejren.

Med tabet af ungdomstrøjen lignede Pavel Sivakov umiddelbart en af dagens tabere, men sådan bør man ikke se det. At holde Lopez bag sig var nemlig på forhånd at betragte som en umulighed. Tværtimod mp man igen lade sig imponere af den ekstremt kloge kørsel, den unge russer leverede først i Tour of the Alps, som han vandt, og siden i dette løb. Gang på gang har han ladet sig falde hurtigt tilbage, hvorefter han har kørt etapen som en enkeltstart og dermed på forbilledlig vis begrænset sit tidstab. Det gjorde han igen i dag, hvor den stejle Mortirolo ellers ikke var nogen gave til en stor fyr som ham, og det kollaps, man kunne frygte fra så ung en fyr, er i hvert fald ikke umiddelbart på vej.

Det er det heldigvis heller ikke for Ilnur Zakarin. Ganske vist har han slet ikke fundet den superform til den tredje uge, som han plejer, men i dag var han dog betydeligt bedre end på 14. og 15. etape. Desværre kostede den regnvåde nedkørsel ham igen dyrt, da han var ude af stand til at følge Roglic og Yates og i stdet endte i samme gruppe om Majka, men han kan glæde sig over, at han nok burde kunne køre sig ind i top 10 på bekostning af den stadig flot kæmpende, men betydeligt svagere Jan Polanc, der foreløbig gør sit bedste for at holde fast i sin placering i toppen af klassementet.

For Hugh Carthy er det desværre nok for sent at komme ind i den kamp. Desværre havde briten nogle dårlige dage, da de ramte bjergene, og det kostede ham måske et absolut topresultat. I de seneste dage har han ellers virkelig levet op til den tillid, jeg gav ham, da jeg pegede på ham som årets joker til klassementet. Særligt imponerende var det, at han ene mand kunne køre fra Carapaz og op til Nibali. Heldigvis kan han glæde sig over, at hans position i klassementet bør kunne give ham nogle muligheder for måske at vinde en etape, som ikke ville have haft, hvis han havde undgået sin nedtur på etapen til Lagu Serru. Til gengæld lykkedes det ikke Joe Dombrowski at fortsætte sin genrejsning, selvom han befandt sig i en gruppe, hvor han burde have haft gode muligheder for at tage den sejr, der endegyldigt ville vise, at hans sejr i Baby-Giroen ikke var nogen tilfældighed.

I stedet gik sejren til Giulio Ciccone, og det kan der vist ikke være mange, der har noget imod. Den lille italiener har nemlig været en af løbets helt store animatorer, lige siden han kørte sig i bjergtrøjen ved at køre stærkere end selv Roglic op ad San Luca-stigningen i Bologna, og den kørelyst havde fortjent at blive belønnet med en etapesejr. Ganske vist befandt han sig i en vanskelig taktisk situation, hvor den på papiret langsommere Jan Hirt - som igen viste, at han altid finder benene, når feltet rammer de sværeste af de svære stigninger - i første omgang nægtede at føre, men da det først lykkedes at få tjekken frem, var det ikke svært at gætte, at Ciccone ville spurte fra den tjekkiske dieselklatrer og dermed tage sin anden sejr tre år efter, at han som nyprofessionel bragede ind på scenen ved at vinde en anden bjergetape i sit hjemmebaneløb.

Dermed ser Giroen pludselig ud til at bringe noget meget tiltrængt succes til det kriseramte Trek-mandskab. Det amerikanske mandskab, der havde en forfærdelig klassikersæson og har kunnet se Richie Porte blive syg igen og igen, står nu med både etapesejr og en næsten stensikker bjergtrøje samt med Mollema i position til at sikre sig en mulig top 5. Desværre kan man så frygte, at det er sket på bekostning af Porte, der ikke ligefrem har udsigt til megen støtte i Tourens bjerge, nu hvor det meste af klatreskytset er blevet sendt til Italien.

Dermed kunne man også sagtens forestille sig, at Porte risikerer at havne i samme situation, som Roglic har været det i dette løb, nemlig som en isoleret skikkelse mod nogle meget potente mandskaber. I sidste ende er det nok ikke det manglende kollektiv, der ser ud til at have kostet ham sejren, men som sagt kunne han måske stadig have haft ”en fighting chance”, hvis styrkeforholdet mellem holdene havde været anderledes. Nu lykkedes det i stedet for Nibali og Carapaz at tilføje ham det banesår, han formentlig allerede frygtede i morges. Og med tanke på det mønster, vi har set i bjergene indtil nu, ligner det også det endelig dødsstød, der har vist, at forårets supermand trods alt bare er et menneske.