Giro d'Italia-analyse: En tyk dunst af blod i hele Italien

Hvem havde troet det? Der var lagt op til en spændende og hektisk dag på Sicilien, hvor vi kunne se frem til de første små indikationer på, hvem der vil kunne blande sig helt fremme i kampen om den samlede, men de færreste havde vel ventet, at vi på den måde skulle se svaghedstegn fra nærmest alle forhåndsfavoritterne. Egentlig er det lidt synd for Tim Wellens, der leverede endnu en regulær pragtpræstation og fortsatte den fantastiske udvikling, han har gennemlevet i de seneste 12 måneder, for hans imponerende etapesejr bliver nærmest overskygget af det drama, der udspillede sig bagude.

Mest chokerende var det, at Chris Froome leverede en nærmest chokerende ringe indsats. Naturligvis skal man ikke lægge alt for meget i en spurt på en 1 km lang bakke, men når man kender briten, ved man, at han aldrig ville lade noget sådant ske, hvis benene havde været i orden. Han er normalt en mester i positionskampen og har et ganske fint punch på korte stigninger, og det virker derfor helt uforståeligt, at han kan smide 23 sekunder i en finale, der passede ham ganske fint.

Det er nærliggende at søge tilbage til i fredags for at finde en forklaring. Froome har hele tiden nedspillet betydningen af styrtet, men det er klart, at han aldrig vil afsløre eventuelle svaghedstegn offentligt - husk bare på, hvordan han i 2015 nærmest var ved at blive kvalt for ikke at hoste på startstregen og derved afsløre, at han var blevet ramt af en forkølelse. Noget kunne imidlertid tyde på, at han er mere mærket end først antaget. Naturligvis skyldes meget også, at briten helt bevidst er kommet ind til løbet med den målsætning at køre sig op undervejs, men det er svært ikke at have andre mistanker. Under alle omstændigheder er der mange rivaler, der nu lugter blod, og der er derfor lagt op til en ganske intens Etna-etape, hvor nogle måske endda øjner muligheder for næsten at sætte storfavoritten helt ud af spillet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Han var imidlertid ikke alene om at skuffe. Tom Dumoulin var skræmmende stærk i fredags, men i dag var det helt anderledes. Den normalt så eksplosive hollænder, der elsker denne type finaler, trådte nærmest firkantet på de stejle ramper og lignede bestemt ikke samme rytter, som vandt Giroen sidste år. Naturligvis er det for tidligt at skrue helt op for alarmklokkerne - manden har trods alt vundet en etape - men noget positivt indtryk efterlod han i hvert fald ikke.

Det gjorde Miguel Angel Lopez heller ikke, men det var nu ikke helt uventet. Vi har nu efterhånden lært, at colombianeren som regel skal bruge et par dage på at finde rytmen, og i forvejen er han ikke en ørn til at holde sig fremme i tekniske finaler. Set i det lys kan man dog undre sig over, at man lod Luis Leon Sanchez køre efter en meget urealistisk etapesejr på en stigning, der var for stejl for spanieren. I rollen som bodyguard er han nemlig sublim, og han havde helt sikkert kunnet give sin kaptajn en bedre håndsrækning.

Hvor Lopez var ude af position, sad Fabio Aru omvendt helt fremme. Alligevel gled han bare baglæns, da der blev åbnet op, og det er bestemt heller ikke opløftende. Naturligvis er italieneren ikke kendt for sin eksplosivitet, men man kunne bestemt have forventet en betydeligt bedre præstation af den italienske mester, der ikke just fik slettet det knap så opløftende indtryk fra Tour of the Alps. Heller ikke Esteban Chaves synes at have diamanter i benene, da han var helt ude af stand til at kapitalisere på det hul, en forrygende Tosh van der Sande skabte i finalen.

Langt bedre så det ud for andre ryttere. Særligt er der grund til at hæfte sig ved Davide Formolo. Italieneren er lidt af en dieselmotor, der ikke excellerer i terræn som dette, men alligevel lykkedes det ham at køre sig frem til en fornem femteplads i en finale, der ingenlunde passede ham. Det kommer som opfølgning på et generelt meget lovende forår. Som jeg har skrevet flere gange i disse optakter, har der været en stribe indikationer på, at han endelig er klar til at indfri sit yderst lovende potentiale. Dagens præstation giver ikke mindre grund til at skrue forventningerne i vejret.

Det samme gælder for Domenico Pozzovivo, der fulgte sin fabelagtige prolog op med endnu en solid præstation i en finale, der ikke just var skabt til ham. Den lille italiener har kørt som en motorcykel siden midten af april, og intet tyder på, at han er i tilbagegang. Tværtimod må han for alvor lugte blod nu, hvor flere af topfavoritterne bløde en anelse.

Michael Woods må sidde tilbage med blandede følelser. Han viste atter, at han har et ufatteligt potentiale i disse finaler, men det kunne måske være blevet til mere end en andenplads. Havde han da bare holdt Nathan Brows hjul til sidst, havde han været på den rette side af det split, der formentlig gav Wellens den afgørende friskhed til at holde ham bag sig. Nu skulle Woods modsat belgieren spurte to gange, og det kostede formentlig den ekstra tændstik, han manglede for i hvert fald at true sine rival.

Lidt samme ærgrelse må Simon Yates sidde tilbage med. Den unge briten bekræftede den gode form, han viste med den sublime enkeltstart i fredags, men også han var ude af stand til at holde sig til sine holdkammerater Jack Haig og Chaves. På den anden side blev han sat klart til vægs af både Woods og Enrico Battaglin, og en sejr havde derfor næppe været realistisk.

Det havde den til gengæld for Battaglin, der var dagens positive overraskelse. Det italienske stortalent viste senest sit format med klassearbejde for Steven Kruijswijk i Giroen for to år siden, men siden da har han befundet sig i et dybt, dybt hul. Der har været alenlang afstand mellem snapsene for den italienske puncheur med den kolossale alsidighed, men i dag var han måske allerstærkeste mand. Det lugter ikke lot af etapesejr, men også af fremragende hjælp til en solid George Bennett, der gjorde det fint i en finale, der ikke passede ham. Også Thibaut Pinot kan være rimelig tilfreds, da det kun var hans dårlige positionering i den tekniske finale, der kostede ham et bedre resultat.

Men dagens helt store vinder var naturligvis Wellens. Belgieren havde sagt, at han efter en lille pause efter klassikerne formentlig ville være temmelig rusten i den første uge, men det viste sig ingenlunde at være tilfældet. Det er helt ufatteligt, hvor store fremskridt han har gjort i det seneste års tid, og det lugter af, at der kunne vente flere etapesejre senere i løbet. Klassementet er ingen ambition, og han vil derfor næppe grave helt dybt på Etna, der er for svær for ham, men derefter ligger vejen åben for belgieren - i hvert fald så længe han kan holde det niveau, der har haft en tendens til at dale betydeligt i løbet af en grand tour.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Og endelig er der Rohan Dennis. Det blev ”mission accomplished” for australieren, der dog fortsat må sande, at han mangler det sidste for at kunne matche de bedste på de stejleste procenter. Heldigvis for ham underpræsterede Dumoulin betragteligt, og dermed kan han iføre sig endnu en lyserød trøje. Eventyret ender formentlig på Etna, men foreløbig kunne han ikke have ønsket sig mere af sit første reelle forsøg på at køre klassement i en grand tour.

Desværre er Froomes nedtur dårligt nyt for Dennis. Dunsten af blod hænger nu tykt over hele Italien, og formentlig kan Sky-kaptajnens rivaler ikke vente med at sætte tænderne i det stadig mere ildelugtende britiske kadaver. Måske sker det ikke på morgendagens kuperede etape, men for Froome er Etna pludselig blevet Europas farligste vulkan!