Giro d'Italia-analyse: Er der nogen, der har Pogacars nummer?

Er det nogen, der har Tadej Pogacars nummer?

Mon ikke det er det spørgsmål, der lige nu stilles på Sunwebs direktionsgange? Den samlede sejr, der efter 15. etape lignede et meget sandsynligt udkomme af de tre uger på de italienske landeveje ser nemlig nu ud til at være gledet tyskerne så meget af hænde, at der er brug for et mirakel af Pocagar’ske dimensioner, hvis maglia rosa alligevel skal sendes til Tyskland og ikke til England.

Situationen er nemlig helt parallel til det, vi oplevede for en måned siden i Frankrig. Selvfølgelig er det denne gang den temposvage af de to duellanter, der er iført førertrøjen, men Jai Hindley og Tao Geoghegan Hart er i samme tid, er det jo hip som hap, hvem der kører i lyserødt, og hvem der kører i hvidt. Ellers er scenariet stort set det samme, nemlig at en relativt tempostærk rytter er storfavorit mod en rytter, der ikke har den store historik på enkeltstarter. Selvfølgelig er Geoghegan Hart ingen Primoz Roglic i kampen mod uret, men til gengæld havde Pogacar trods alt også inden Touren nogle enkeltstartsresultater. Det har Hindley slet, slet ikke, og derfor er det indbyrdes styrkeforhold stort set lige så entydigt, som det var for en måned siden.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Sunweb må i dag spørge sig om, hvordan de dog fik formøblet den uhyre gunstige situation, hvor de havde både en tempo- og en klatrestærk rytter, der havde fanget Geoghegan Hart i en trio. I bagklogskabens ulideligt klare lys kan man selvfølgelig altid sige, at de skulle have udnyttet britens svaghed på Etna-etapen, men dengang anede ingen overhovedet, at han skulle spille en rolle i kampen om sejren. Og selvfølgelig havde det i dag været rart, om Hindley på Piancavallo var gået i offensiven og ikke havde leget slagtekvæg for Kelderman, men dengang var der naturligvis ingen, der overhovedet stillede spørgsmål ved, at man naturligvis skulle køre for den mest dekorerede af de to holdkammerater.

Løbet blev nok snarere tabt i torsdags. Da man satte sig mellem to stole ved ikke at satse enten på Keldermans tempokvaliteter og således lod Hindley falde tilbage til sin kaptajn eller at tro 100% på Hindleys klatreevner og således lade denne angribe Geoghegan Hart, smed man den absolut mest gunstige position på gulvet. Det var nemlig den dag, briten var presset, fordi han på den ene side skulle føre så hårdt, at Kelderman tabte tid, men samtidig skulle holde så meget igen, at han ikke fik Hindley i nakken.

Sunwebs håb var, at samme sårbare situation skulle opstå i dag, og sådan så det da også længe ud. Ganske vist gik det som frygtet, da Ineos iværksatte det forudsigelige attentat på den hollandske førertrøje, for en stadig mere mærket Kelderman havde ikke noget modsvar til Rohan Dennis’ vanvidstempo på første tur op til Sestriere. I det øjeblik var det klart, at det ikke gav mening at satse på Keldermans tempoevner, for selv hvis Hindley var blevet hos kaptajnen, var de blevet kørt midtover af Dennis og Geoghegan Hart nede i dalen.

Nej, vi endte hurtigt i det andet af de to scenarier, jeg opregnede i gårsdagens optakt. Dengang skrev jeg, at Dennis ville blive nøglen til hele forløbet. Var han stærk nok til at knække Kelderman på første opkørsel, skulle det naturligvis være et opgør mellem Hindley og Geoghegan Hart til sidst, hvor australieren stod relativt stærkt i et nyt Stelvio-scenarium, hvor han kunne angribe en Geoghegan Hart, der var tvunget til at føre for ikke at lade Kelderman komme tilbage. Hvis til gengæld Dennis ikke havde samme monstrøse power som på Stelvio, og Kelderman ville klare første opkørsel, kunne det have givet mening at lade de to Sunweb-ryttere hold så sig sammen på sidste stigning og tro på, at Kelderman kunne begrænse tabet nok til alligevel at vinde løbet i morgen.

Dennis blev vitterligt nøglen til løbet, men i langt, langt højere grad, end jeg havde troet. Min formodning var nemlig, at han naturligvis atter måtte slå ud i bunden af sidste stigning, for i dalen var han nødt til at køre fuld gas. Sidstnævnte var i sandhed også rigtigt, for selvom Kelderman fik hjælp af Nibalis to hjælpere, Nicola Conci og Julien Bernard, og Mikkel Honoré arbejdede stenhårdt for Joao Almeida i Keldermans gruppe, lykkedes det det australske wattmonster at distancere Kelderman så voldsomt, at han reelt var ude af billedet allerede inden sidste opkørsel.

Nu skulle Dennis så være slået ud og have anbragt Geoghegan Hart i den sårbare position, vi så i torsdags. Men nej! Denne gang var australieren om muligt endnu vildere end forleden, for selvom en velkørende James Knox i sit arbejde for Almeida faktisk næsten fik halveret forspringet, blev Dennis ved. Og da Almeida gjorde det onde ved Kelderman og kørte fra den lidende hollænder, så denne nu pludselig selv skulle stå for arbejdet, tippede balancen tilbage til etapens ukronede konge, den kontroversielle Dennis, der for et år siden kun i sidste øjeblik fik kastet en livline af Ineos efter at have gjort sig så ud til bens hos Bahrain-Merida, at han lignede persona non grata inden for cykelsporten.

Nu endte han i stedet som årets mest værdifulde transfer, for med ham som trækhest kunne Geoghegan Hart spare al den energi, han skulle bruge, til let at afparere Hindleys forudsigelige og helt nødvendige angreb. Og med et stort forspring til Kelderman - alt sammen skabt af Dennis - var det pludselig Geoghegan Hart, der havde råd til at sidde på hjul og vente på, at en holdkammerat kom tilbage for at fortsætte arbejdet. Og vupti! Den gunstige situation, Hindley forsømte at udnytte i torsdags, blev i kraft af Dennis’ vanvid i dag til ”advantage Geoghegan Hart” i så fuldt et omfang, at det blev en formssag for briten af spurte sig til sin anden og Ineos’ sjette etapesejr i et løb, der for knap tre uger siden lignede en fortsættelse af den Giro-forbandelse, der har martret holdet siden Bradley Wiggins’ exit i 2013. Og uanset om Ganna vinder enkeltstarten i morgen eller ej, vil løbet ende som holdets næstbedste nogensinde, kun overgået af Touren i 2012, hvor det ganske vist kun blev til seks etapesejre mod de forventelige syv denne gang, men hvor holdet endte med at besætte både 1. og 2. pladsen i klassementet.

Det gør de ikke denne gang, men alligevel er der ligheder mellem de to løb. Dengang var Bradley Wiggins ganske vist suveræn på enkeltstarterne, men man kan vel med nogen ret spørge, om han ikke havde været sårbar i bjergene, hvis ikke holdet havde været så stærkt. På samme er det stensikkert er Geoghegan Harts forventede samlede sejr her uden tvivl først og fremmest sikret via holdet og særligt Dennis. Havde australieren ikke fundet klatrebenene fra Tour de Suisse - endda i markant stærkere udgave - er det næsten utænkeligt, at Sunweb ikke havde vundet løbet. Havde Geoghegan Hart i torsdags skullet slæbe Hindley med hele vejen opad Stelvio, havde han enten fået Kelderman tilbage eller fået Hindley lige i nakken på sidste stigning. Og præcis på samme måde var det gået i dag, hvis ikke han kunne have sat sig på bagsmækken af det australske wattmonster.

Det var lige så meget holdets sejr som Geoghegan Harts egen, præcis som det i dag var lige så meget holdets fortjeneste, at en genfødt Joao Almeida bragte sig tilbage i kampen om 4. pladsen. En fornem Deceuninck-strategi og et par gode portugisiske ben, der vidner om en vis holdbarhed også i den tredje uge, da stigningerne igen blev kortere og passede ham bedre, bragte ham nu så tæt på, at han i hvert fald kan drømme om at gå forbi den ellers dybt imponerende og utrættelige Pello Bilbao i morgen. Tre mand blev sendt i udbrud, hvoraf den ene, Davide Ballerini, blev brugt som så god arbejdshest, at Pieter Serry kunne holde sig fri nok til at bidrage på sidste stigning, hvor holdets tredje mand, Mikkel Honoré, allerede havde hjulpet med at føre i dalen. Og dermed kan der alligevel blive mulighed for, at top 3 i ungdomskonkurrencen vil være at finde i den samlede top 4.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Det var meget symbolsk på dagen, hvor de veteraner, der var ventet at skulle spille hovedrollerne, alle blev reduceret til ligegyldige statister. Vincenzo Nibali måtte nok engang kigge slukøret på dåbsattesten, da ungdommen satte ham til vægs, og den korte opblomstring til Jakob Fuglsang var desværre undtagelsen, der bekræftede reglen om, at danskeren ikke er holdbar over tre uger. Helt galt fik det for Rafal Majka, hvis nedadgående formkurve fortsatte så brat, at det endte i et regulært kollaps, og veteranerne kan i virkeligheden kun glæde sig over den pludselig opblomstring fra Domenico Pozzovivo, der desværre for 117. gang i sin karriere var så uheldig med en defekt, at han formentlig mistede en samlet 10. plads grundet det dumme uheld.

Uheld var til gengæld ikke årsagen til Sunwebs fald. Det skyldtes dels, at Wilco Kelderman desværre var så begrænset i de høje bjerge, som jeg frygtede, da jeg forud for løbet kun kastede to stjerner efter ham, at man dummede sig i en gylden situation i torsdags, og at Dennis forvandlede en svær Ineos-situation til et vildt comeback, der ikke helt matcher samme holds ditto i 2018, men dog minder derom. Hvis det alligevel skal blive til Sunweb-sejr i Milano i morgen, er der vist brug for et mindre mirakel.

Det var det med Pogacars nummer…