Giro d'Italia-analyse: Et britisk tronskifte?

Der har været en del snak om at forkorte Giroen eller Vueltaen med en uge for at give plads til andre løb. Argumenterne har hovedsageligt været kommercielle, mens de fleste med et blik på de sportslige hensyn har været langt mere modvillige over for forandring.

Hvis man har manglet lidt ekstra skyts i forsvaret for de tre uger lange etapeløb, fik man leveret lidt gratis krudt i dag. Skønheden ved grand tours er deres konstante foranderlighed, uforudsete begivenheder og totalt gennemgribende omvæltninger, der med ét kan vende et løb totalt på hovedet. Grand tour-historien er præget af de mest dramatiske kollaps og inspirerende genfødsler, og langt de fleste har én ting til fælles: de er kommet i løbets allersidste del, hvor den menneskelige organisme er presset til det maksimale af sin ydeevne, hvilket skaber grobund for de store dramaer.

Årets Giro er et forrygende eksempel. For 24 timer siden tydede alt på, at Chris Froome var på vej mod en genrejsning, der stod mål med den, Vincenzo Nibali leverede i 2016, hvor han bare fem dage inden afslutningen var 4.43 efter den samlede førsteplads, men med et mageløst comeback alligevel endte med at vinde løbet. Briten leverede i går en magtdemonstration på Monte Zoncolan, der pludselig bragte ham tilbage i spillet som en skræmmende rival for Simon Yates og Tom Dumoulin, der hidtil har været de dominerende skikkelser.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Lige så hurtigt, som han var genopstået, forsvandt Froome imidlertid igen. Da man tidligt på dagens etape så et meget aktivt Sky-mandskab var det ellers indlysende, at der var lagt i kakkelovnen til en storslået Sky-offensiv. Selvom man ikke fik en mand med i front, var alt da også på sporet for Froome, der så overbevisende ud på de indledende stigninger - altså lige indtil lynet slog ned.

Da Yates kommanderede Jack Haig frem og Miguel Angel Lopez forcerede for foden af dagens næstsidste stigning, var der nemlig ikke meget tilbage af den genfødte Froome, der i går gav hele feltet en klatrelektion. Knap var stigningen startet, før briten gled agterud, og herfra lignede han igen den pauvre figur, der har været hans generelle kendetegn gennem de første to uger. Herfra kom han sig aldrig igen, og da han til slut end ikke kunne holde hjul på folk som Rohan Dennis og Alexandre Geniez modtog han en syngende lussing, der endte med - formentlig - én gang for alle at blive sendt ud af kampen om den samlede sejr.

Hvordan kunne det ske, at Froome på 24 timer atter kunne undergå en sådan forvandling? Umiddelbart kan det være svært at forstå for en mand, hvis styrke ellers er hans store stabilitet. Uset er det imidlertid ikke. I den seneste Vuelta knuste han nemlig rivalerne på løbets enkeltstart for dagen efter på den stejle Los Machucos-stigning at gennemleve sin på det tidspunkt vel største krise i grand tour-sammenhæng. Efterfølgende måtte Froome da også indrømme, at han på tidskørslen havde gravet en anelse for dybt, og at han dagen efter havde måttet betale prisen.

Noget kunne tyde på, at det scenarium gentog sig denne gang. I hvert fald var det i går tydeligt, at Froome måtte grave ned i de allerdybeste kraftreserver for at holde Yates bag sig på den sidste kilometer. Som regel er der en pris at betale for en sådan kraftudladning, og i dag kom regningen prompte. Kobler man det med, at Froome tydeligvis blev taget totalt på sengen af den voldsomme forcering på nedkørslen og direkte fra bunden af opkørslen, fik han med det samme tilføjet sig et banesår, han aldrig rejste sig fra.

Spørgsmålet er, hvad det betyder. Vil Froome leve op til sit ord og kæmpe sig hele vejen til Rom, uagtet at sejren næppe længere er inden for rækkevidde? Eller vil han vitterligt kæmpe sig til den bitre ende vel vidende, at det vil have en kompromitterende effekt på hans chancer i Touren? Hans styrt i Jerusalem giver holdet et glimrende alibi for at trække ham ud af løbet. Derfor er det tænkeligt, at han vil gøre sin stilling op efter tirsdagens enkeltstart. En tidlig Froome-exit er pludselig igen en reel risiko.

Årets Giro har været præget af omvæltninger, men én ting har været konstant: Yates har lige siden de allerførste meter i Jerusalems snævre gader været løbets stærkeste mand - punktum! Hvis nogen har været i tvivl om hans evner - og læsere af disse analyser vil vide, at jeg kraftigt har tvivlet på hans holdbarhed - fik i dag endnu et vidnesbyrd om britens klasse. Med sin hidtil mest overlegne magtdemonstration knuste Yates alle rivalerne og tog sit vel hidtil største skridt mod en i alle sammenhænge meget overraskende første grand tour-sejr.

Det betyder ikke, at Yates har vundet endnu. De tvivlsspørgsmål, der har været siden starten, er fortsat ubesvarede. Det har hele tiden været de store bjergetaper i den tredje uge, der har været den store trussel mod Yates, og dem har vi end ikke taget hul på endnu. For hver dag, der går, hvor Yates ikke viser skyggen af svaghedstegn, bliver disse imidlertid mindre og mindre. I går forsvarede han sig for første gang på et langt, relativt svært bjerg, og i dag viste han, at han kunne levere endnu en forrygende præstation på den følgende etape, uden at den forrige dags anstrengelser havde sat sig nævneværdige spor.

Og særligt sidstnævnte er værd at hæfte sig ved. At Yates vinder en etape som denne er ikke uventet - faktisk passede ruten med de korte, eksplosive stigninger ham som fod i hose - men at han gør det dagen efter en vanvittig kraftudfoldelse på Zoncolan er dagens virkelige bedrift. Der er tale om en hidtil uset restitution, som han aldrig tidligere har været i nærheden af. Så sent som i Paris-Nice betalte han en dyr pris for en storslået sejr på kongeetapen, men denne gang var der ingen regning at svare. Der var end ikke behov for at tære på opsparingen - tværtimod blev der blot sat yderligere ind på den efterfølgende svulmende tidskonto.

Derfor må Yates nu også være at regne som favorit. Han kan sagtens stadig knække i den tredje uge, hvor de meget lange stigninger passer ham dårligere end de hidtidige udfordringer, men i øjeblikket er der intet, der tyder på, at det vil ske. Yates har nu så meget tid, at han har en reel chance for endda at forsvare trøjen efter tirsdagens enkeltstart, og sker det, er det kun en reel krise i den tredje uge, der kan true hans sejr.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Logikken tilsiger dog, at Yates får brug for hver en bid af sit forspring på tirsdag. Al logik siger nemlig, at han på de flade veje omkring Rovereto vil tabe 2-3 minutter til Dumoulin. Mange har ganske vist brugt hans præstation i Jerusalem på 1. etape eller hans enkeltstart i Paris-Nice som eksempler på markant fremgang i disciplinen, men sandheden er, at de på ingen måde kan bruges som erfaringsgrundlag. Her var der nemlig tale om kuperede, tekniske og yderst eksplosive udfordringer, der var som skabte til Yates’ punch. Tirsdag venter der 34 km ren powerkørsel, og her vil Yates uvægerligt få store klø af Dumoulin. Han kan sagtens i kraft af sin gode form gøre det bedre end tidligere, men han vil helt sikkert kunne se en stor del af det hårdt tilkæmpede forspring gå op i røg, og et tab af den lyserøde trøje er fortsat en overhængende risiko.

Uanset om Dumoulin erobrer trøjen, virker endnu en Giro-sejr imidlertid nu langt væk for hollænderen. Efter den flotte kørsel på Zoncolan var hollænderen nemlig igen i dag pludselig langt mere menneskelig, og han var slet ikke ved vanlig styrke på en dag, hvor stigningerne ellers burde passe ham glimrende. Det står efterhånden tindrende klart, at Dumoulin ikke er på samme niveau som sidste år, og med tanke på at heller ikke han er skabt til de voldsomme bjergetaper i den tredje uge, synes det kun at være det mulige kollaps til Yates, der vil kunne bringe Dumoulin til Rom i lyserødt klæder.

De store bjerge er imidlertid gode for løbets rene klatrere, og mange af dem synes i fremgang. En voldsomt aggressiv Miguel Angel Lopez leverede sin vel hidtil bedste indsats i dag, og meget kunne tyde på, at han langsomt nærmer sig sin topform. Hans problem er, at han allerede nu er 4.27 efter Yates - formentlig endnu mere efter tirsdagens enkeltstart - og det kan formentlig kun hentes, hvis Yates knækker.

Mange af rivalerne er i samme position. Efter en lidt skuffende Zoncolan-etape rejste Domenico Pozzovivo sig med en yderst overbevisende indsats, og han lignede vel i lange periode dagens næststærkeste rytter. Heller ikke han har dog kurs mod en samlet sejr, og det samme kan siges om Thibaut Pinot, der i rigtigt Pinot-vejr kom flot tilbage efter et par halvsløje dage og sammen med Pozzovivo var afgørende i bestræbelserne på at begrænse Yates’ tidsgevinst. Pinots motor er efterhånden ved at være varm, og med dagens genoprejsning har han atter kurs mod en podieplads i Rom.

Dagen viste også, at Richard Carapaz på ingen måde er på vej ned - tværtimod. Som vi skrev i går, betalte han på Zoncolan formentlig prisen for ungdommens kådhed, og den er altid dyr på en stigning som denne, hvor man betaler prompte, hvis man går i rødt felt for tidligt. I dag var han imidlertid tilbage ved fuld styrke og bekræftede det, han viste i sidste års Vuelta: at han sin begrænsede erfaring til trods har motoren til at køre klassement i de tre uger lange etapeløb.

Det samme har George Bennett, der efter gårsdagens defekt kom flot tilbage, men måske lidt overivrigt angreb tidlige på næstsidste stigning - et forsøg, der nok kostede chancen for at følge de næstbedste bag Yates. Samme voldsomme iver udviste Michael Woods, hvis EF-mandskab må få prisen for løbets mest særegne taktik. Efter at holdet intet initiativ har vist på de etaper, der virkelig passede Woods, valgte man at gå all in på en etape, hvor en Woods-sejr var knap så sandsynlig. At man endda ville erobre den med det, der lignede en mildt sagt hovedløst offensiv langt fra mål, var endnu mere uforståeligt. Regningen kom da også prompte for Woods, hvis top 10-ambitioner som følge af den fejlslagne offensiv led et måske afgørende knæk.

Det gjorde de til gengæld ikke for Rohan Dennis, hvis indsats fortjener applaus. Jeg har aldrig levnet den meget ustabile australier skyggen af chance for at holde til tre ugers klassementskamp. Sandsynligheden for, at han knækker i den brutale tredje uge, som han da også frygter voldsomt, er stadig meget overhængende, men indtil nu har han gjort det forbilledligt. Grand tour-vinder bliver han aldrig, men leverer han en god enkeltstart tirsdag, kan man bestemt ikke længere afskrive ham som top 10-kandidat.

Det kan man til gengæld, når det gælder Fabio Aru. Efter en mildt sagt lidet overbevisende indsats kunne end ikke den italienske mesters ukuelige fighterevne holde ham inde i løbet. I dag sprang elastikken definitivt for Aru, der efter skiftet til UAE aldrig har været i nærheden af sit højeste niveau. Desværre kan man frygte, at det ikke blot er Aru selv, men holdet den er gal med. Kast blot et blik over holdets mange stjerner, og du vil se et mønster bestående af nedtur på nedtur. Aru er blot det seneste eksempel i rækken, der i den grad må kalde på selvransagelse i den arabiske lejr.

Om Aru bliver i løbet er et åbent spørgsmål. Under alle omstændigheder får han nu en kærkommen lejlighed til at komme sig på løbets sidste hviledag. Det samme gør løbets hovedpersoner, men roen er kortvarig. Allerede tirsdag gælder det én af løbets absolutte nøgleetaper, når den 34 km lange enkeltstart tårner sig op som Yates’ næste store udfordring. Hidtil er alt prellet af på den unge Mitchelton-kaptajn, hvis panser endnu ikke har vist blot den mindst sprække. Står den stadig uskadt hen efter på tirsdag, er vi kommet endnu et skridt nærmere et britisk tronskifte.