Giro d'Italia-analyse: Et effektivt hajbid og en urørlig ecuadorianer

Man har næsten helt glemt, hvor skarpe tænder Hajen fra Messina har. Hvis man ser bort fra den også for ham selv stærkt overraskende sejr i Milano-Sanremo, der vist handlede lige så meget om taktik som gode ben, skal vi nemlig helt tilbage til sejren i Il Lombardia d. 7. oktober for at finde det seneste tilfælde, hvor Vincenzo Nibali får alvor gjorde ondt på sine rivaler. Et trist 2018, der mere eller mere blev spoleret totalt af en uforsigtig tilskuer på Alpe d’Huez sidste sommer og derudover blot bød på et forfejlet forår og en desperat formjagt i efterhånden - som dog alligevel kastede en 2. plads i Il Lombardia af sig - har betydet, at den italienske veteran i lange perioder er gledet helt under radaren, ikke mindst fordi han på sine gamle dage også er blevet en herre, der sjældent er i form.

Jeg er således næppe den eneste, der egentlig var nået til den konklusion, at de dage, hvor Nibali kunne vinde en grand tour, var talte. Hans to tre uger lange etapeløb i 2017 gav ganske vist podiepladser, men uden at han leverede præstationer, der bragte ham i nærheden af sejren, og inden styrtet i sidste års Tour havde Geraint Thomas, Chris Froome og Tom Dumoulin også allerede én gang sat ham til vægs. Det var således heller ikke uden grund, at den meste spekulation forud for årets Giro centrerede sig om Primoz Roglic, Tom Dumoulin, Egan Bernal, Simon Yates og i et vist omfang også Miguel Angel Lopez.

Man skal imidlertid passe på med at tirre en sulten haj, og Nibali har faktisk længe vist, at han i år har været nær sit gamle niveau. I hvert fald viste han i både Tour of the Alps og Liege-Bastogne-Liege mere lovende form i optakten til en grand tour, end han har gjort i adskillige år, og da han senere lagde ud med at køre en fornem enkeltstart på San Luca-stigningen i Bologna, var det indlysende, at den italienske veteran så skarpere ud end længe. Alligevel måtte han sande, at alle hans første forsøg på at nedlægge sit ønskede bytte, nemlig Roglic, de første dage i bjergene ikke har båret frugt, og indtil i dag har den slovenske skihopper effektivt undveget, hver eneste gang Hajen har bidt ud efter ham.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det har dog også været klart, at Nibali har luret slovenerens sårbarhed. Som jeg allerede skrev i går, kunne man næsten ikke læse hans manglende vilje til at udnytte den isolerede Roglics sårbarhed særligt på gårsdagens etape, hvor det reelt var Bahrain, der med Damiano Caruso forhindrede Richard Carapaz i at sætte sig effektivt på løbet, som andet end et bevis på, at han sad med en fornemmelse af, at han selv kunne få ram på Jumbo-kaptajnen i løbets sidste uge, hvor sicilianeren som regel er bedst. Set i det lys var det naturligvis logisk, at Nibali ingen interesse havde i at lukke en farlig mand som Carapaz ind i spillet, når han tilsyneladende var af den overbevisning, at han i en direkte duel med sloveneren over tre uger ville vise sig som den stærkeste.

Og man forstår ham godt. Som jeg har været inde på i de seneste analyser, har Roglic nemlig slet ikke lignet den supermand, han har gjort det meste af året. Det startede allerede på enkeltstarten, hvor han måske nok tog den indlysende sejr, men slet ikke med den skræmmende margin, som det slovenske fænomen ville have gjort med det næsten urørlige niveau, han havde vist igennem den første del af sæsonen. I de seneste dage har han først og fremmest kørt klogt og afventende og alene svaret på sine vigtigste rivaler, men særligt da han i går måtte lade Carapaz køre i en situation, hvor det bestemt ikke var ideelt, blev det tydeligt, at det var en presset Roglic, der ikke længere havde det overskud, han har haft hidtil.

Som regel får en haj hurtigt færden af blod, og det skete også i dette tilfælde. Nibali havde luret Roglics sårbarhed, og da Giroen i dag bød på en næsten tro kopi af den Il Lombardia-finale, hvor Hajen nu to gange har sejret, lå det således også i kortene, at han igen ville forsøge at bide ud efter sin værste rival. Intentionen blev da også tydelig, da han allerede på Madonna del Ghisallo satte Domenico Pozzovivo frem for at føre, og siden lod han Damiano Caruso sætte farten på Colma di Sormano i et synligt bevis på, at 15. etape ikke skulle byde på den våbenhvile, enkelte måske havde frygtet.

Da biddet endelig kom på Civiglio, hvor han altså nu to gange har lagt grunden til en Il Lombardia-sejr, viste Roglic sig at være præcis lige så sårbar, som han havde håbet. Sloveneren forsøgte end ikke at svare denne gang, og derfra måtte han gå direkte i ”damage control”. Og for første gang i løbet var Roglic så presset, at han tabte den ro og kølighed, der hidtil har fået ham til at se kontrolleret ud, da han oversatsede på den tekniske nedkørsel og derved smed 15 sekunder mere, end han havde gjort, hvis han havde holdt sig til Miguel Angel Lopez, Mikel Landa og Pozzovivo, som gjorde ham selskab inden uheldet.

Med sit effektive angreb fik Nibali for første gang tilført Roglic et blødende sår, men alligevel lykkedes missionen kun delvist. Richard Carapaz viste nemlig, at det ikke er uden grund, at man i de seneste dage har siddet med fornemmelsen af, at ecuadorianeren er løbets stærkeste, for med det, der lignede relativ lethed, svarede han effektivt på alle Nibalis forsøg. Kun da italieneren igen viste, at han stadig har sine nedkørselsevner intakt, ved at blæse ned mod Como i et tempo, som han ikke kunne følge, viste Carapaz lidt sårbarhed, men den forsvandt hurtigt igen, da han med få tråd fik lukket hullet, så snart de igen havde ramt det flade terræn omkring den berømte norditalienske sø.

I den forstand kan Nibali kun være delvist tilfreds. På den ene side må han føle sig temmelig overbevist om, at han kan gnave dybere ind i Roglics sår, så forspringet inden enkeltstarten i Verona er så stort, at han kan holde sloveneren bag sig, ikke mindst fordi Nibalis formkurve peger opad, mens den for Roglic tilsyneladende kun er gået i den forkerte retning siden starten i Bologna. På den anden side har han stadig 1.47 op til Carapaz, der lige nu virker ganske usårlig, og selvom Nibali utvivlsomt kan sætte Movistar-rytteren til vægs på vejene omkring Verona om en uge, er afstanden op til førertrøjen lige nu alt for stor til, at han ikke har brug for at vinde tid også inden enkeltstarten.

Det kan blive en overordentlig svær opgave. Da jeg sidste år forud for Giroen udpegede den relativt ukendte Carapaz som en joker til klassementet, skyldtes det nemlig særligt én ting. I Vueltaen i 2017 havde han imponeret mig med sin imponerende holdbarhed i den tredje uge, selvom det var hans første grand tour. Det er som bekendt den form for restitutionsevne, der skaber en god etapeløbsrytter, og derfor kunne man få fornemmelsen af, at ecuadorianeren var skabt til de tre uger lange løb. Det bekræftede han i sin første Giro, hvor han tog de fleste på sengen ved at blive nr. 4 i et løb, hvor hans motor bestemt ikke tabte meget kraft undervejs i det opslidende løb.

Med andre ord er Carapaz formentlig ikke typen, der går ned, og selvom det heller ikke ofte sker for Nibali, kan det lige nu se ganske vanskeligt ud at få skovlen under den lille ecuadorianer. Ganske vist kan han glæde sig over Caruso og Pozzovivo trods nogle lidt svingende præstationer begge ser ud til at have fundet formen, men ser man på kollektivet, er det stadig Carapaz, der står stærkest. I Mikel Landa har han nemlig en løjtnant, som ingen kan måle sig med, og da Antonio Pedrero samtidig endelig er i gang med at forløse det potentiale, han momentvist viste i Vueltaen i 2017, da Andrey Amador stille og roligt har fundet bedre ben, end han har haft i mange år, og da Hector Carretero leverer en indsats, de færreste havde drømt om, er Carapaz ikke som Roglic en ensom skikkelse, man let får bragt i en presset situation.

Carapaz kan også være ganske fint tilfreds med dagens udkomme, og det er vel i virkeligheden ham, der er dagens helt store vinder. Det lykkedes ham nemlig at øge sit forspring til Roglic til 47 sekunder, og selvom han skal bruge mere tid inden enkeltstarten i Verona for at være helt tryg, taler vi nu om så lidt, at han ikke længere behøver at være alt for offensiv. Den ide, jeg luftede i går, om, at Landa skulle bruges offensivt i et forsøg på at presse en isoleret Roglic, ser ikke længere ud til at være nødvendig. I stedet kan det meget vel vise sig klogt at anlægge en defensiv, kontrollerende strategi med Landa i rollen som luksushjælper og satse på, at Carapaz selv kan finde de nødvendige sekunder i nogle få velvalgte opgør med Roglic og Nibali i den tredje uge. Efter dagens etape er det i hvert fald svært at komme udenom, at han har bragt sig i en position, hvor han er den klareste favorit.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det betyder også, at man ikke kan undgå at have ondt af Landa. Selvom han på de seneste to etaper har vist nogle svaghedstegn, man ikke fornemmede på de to første bjergetaper, har baskeren nemlig ganske fine muligheder for at kæmpe med om podiet, ikke mindst hvis Roglic er mere såret end som så. Desværre synes han skæbne bare at være, at han altid ender i rollen som hjælperytter, som det skete for Fabio Aru i Giroen i 2015, for Chris Froome i Touren i 2017 og nu altså også for Carapaz i dette løb. Jeg indledte ellers min beskrivelse af Landa forud for løbet med en bemærkning om, at han nu endelig kunne gå ind til en grand tour uden at skulle tvivle på sin kaptajnrolle, men denne gang har han måttet se sin løjtnant overmatche sig. Og vi vil næppe se en gentagelse af Astana-taktikken fra 2015, hvor den klart stærkere Landa skulle ofre for sin svagere kaptajn, for der kan næppe være nogen tvivl om, hvem der nu er Movistars klare plan A.

I det hele taget var det en etape, der til fulde bekræftede nærmest alt, hvad vi har set de forrige dage. Udover Roglics sårbarhed, Nibalis stigende formkurve, Carapaz’ overlegenhed og de små svagheder, Landa viste i går, må Miguel Angel Lopez nemlig også sande, at han lige nu er et niveau under de allerbedste. I sig selv er det ikke en katastrofe for en mand, der altid topper i den tredje uge, men i en situation, hvor han blot ligger på en 10. plads hele 5.55 bag Carapaz, er det ikke nok at forbedre formen med nogle procent mod slutningen. Heldigvis ved vi også, at en 10. plads ingen værdi har for colombianeren, der allerede to gange er blevet nr. 3 i en grand tour, og han vil formentlig være villig til at sætte alt på ét bræt i løbets sidste uge. Da hans hidtil skuffende Astana-mandskab samtidig rejste sig med en flot indsats i dag, er det lagt i kakkelovnen til et stort sats på en af de sværeste bjergetaper i den vanskelige sidste uge.

Også Rafal Majka måtte igen sande, at han er nr. 6 bag Carapaz, Nibali, Roglic, Lopez og Landa, der lige nu har skilt sig ud som de fem stærkeste, og dermed følger han mønsteret fra de forrige etaper. Til gengæld synes hans holdkammerat Davide Formolo stille og roligt at blive bedre og bedre, som han også gjorde det i 2018. Det er blot en skam, at den talentfulde italiener fortsat er for svingende over tre uger, for når han har sine bedste dage, er han en fremragende cykelrytter, som han viste det i dag, hvor han ikke manglede meget i at kunne følge Nibali og Carapaz.

Man må også tage hatten af for Simon Yates. Den lille brite er åbenlyst langt fra sit højeste niveau, men han har vist en ukuelig fightervilje, som man kun kan beundre. I dag var det således Mitchelton, der som de eneste tog initiativ, efter at et nærmest apatisk og tydeligvis meget mærket felt lod to mand stikke af på en etape, hvor næsten samtlige hold burde have været interesserede i at gå efter en udbrudssejr. Man kan ryste på hovedet over, at den manglende føringsvilje, som de er så berømte for, betød, at de i deres pokerspil fik foræret de to forreste et alt for stort forspring til, at det kunne hentes - en beslutning, der meget vel kan have kostet en etapesejr - men Yates’ initiativlyst kan ikke betvivles. Desværre er hans 3. plads dog nok snarere et resultat af, at rivalerne tilsyneladende nu er så ligeglade med ham, at de bare lader ham køre væk uden videre reaktion, for også på Civiglio stod det klart, at han var overmatchet af både Nibali og Carapaz. Jeg har stadig svært ved at se ”enten-eller”-rytteren Yates rejse sig dramatisk i den tredje uge - faktisk synes jeg stadig i højere grad, at det peger i retning af et kollaps - men sammen med Lopez vil han og hans stærke Mitchelton-hold utvivlsomt sætte ild til løbet på de fleste bjergetaper i den sidste uge.

En lille taber i dagens spil var Pavel Sivakov, der oplevede sin hidtil største krise og så markant svagere ud, end han har gjort hidtil. Den mere eksplosive natur af finalen passede ham heller ikke ideelt, men man kan frygte, at det var et første lille varsel om, at der alligevel er grænser for holdbarheden for den unge russer, der stadig ikke har gennemført en grand tour. Han holder sig dog fortsat langt bedre til end Tanel Kangert, der efter sin lovende start på løbet helt atypisk er eksploderet totalt, præcis som Bob Jungels nu forhåbentlig har indset, at han én gang for alle bør satse på klassikere og ikke etapeløb.

Bauke Mollema var en anelse bedre end i går, men hans præstation understregede hans placering et stykke nede i klatrehierarkiet. Det var ganske forventeligt, men det var det ikke, at Ilnur Zakarin tilsyneladende vitterligt er faldet sammen. For anden dag i træk underpræsterede den normalt så sejlivede russer eklatant - ganske vist i en finale, der slet ikke passede ham - og man kan nu i den grad stille spørgsmål ved, om manden, der for 48 timer siden lignede en potentiel vinder af løbet, for en sjælden gangs skyld vil være ude af stand til at blomstre i den tredje uge, hvor han ellers plejere at være flyvende.

Anderledes er det gået for Hugh Carthy. Efter nogle lidt skuffende præstationer viste briten igen den angrebsiver, der kendetegner ham, og det blev belønnet. Han var sammen med Yates den eneste, der udnyttede den manglende initiativvilje på den nedre del af Civiglio til at sikre sig et forspring, og det indbragte ham i sidste ende en fornem 4. plads. Frygten for, at den i grand tour-sammenhæng stadig uprøvede Carthy var på vej til at eksplodere efter nedturen på 13. etape, kan efter den flotte kørsel i dag midlertidigt afblæses, præcis som en velkørende Jan Polanc også har undgået den nedtur, men kunne frygte, at det benhårde forsvar af førertrøjen kunne have ført med sig.

Midt i al dramatikken glemmer man næsten Dario Cataldos flotte triumf. Den italienske veteran, der i sine unge dage var en lovende rytter, der stræbte efter at køre klassement i grand tours, er ellers endt i en ren hjælperrolle i de seneste mange år. Som Pello Bilbao viste i første uge, og som vi generelt har set et utal af gange i 2018 og 2019, har Astana imidlertid udviklet sig til det et slags Quick-Step, der er det perfekte sted at være, hvis man som hjælper vil have en chance i ny og næ. Allerede i Pinerolo var han tæt på, og i dag tog han så sin første sejr, siden han i 2014 vandt enkeltstarten i Coppi e Bartali. Det skete endda på imponerende vis, hvor han på Civiglio holdt trit med den på papiret bedre klatrer Mattia Cattaneo og til slut viste glimt af den spurtstyrke, der i de unge år gjorde ham til en ganske giftig afslutter i mindre grupper.

I det store billede er alt dette dog bare anekdotiske sidehistorier. Hovedfortællingen er, at årets Giro dÏtalia ligner nu ligner et tremandsopgør mellem Nibali, Carapaz og en såret Roglic, der stadig håber, at han med enkeltstarten som våben kan tage den sejr, som for præcis en uge siden lignede en næsten given ting, men som nu hænger i en ganske tynd tråd. Hajen lugter i hvert fald mere blod, når løbet på tirsdag genoptages med en amputeret kongeetape, der dog stadig byder på frygtede Mortirolo - et bjerg, der lige nu kunne ligne stedet, hvor sloveneren kunne få sit dødsstød. Problemet for Nibali er bare, at der er en ecuadorianer, der foreløbig synes at være helt ligeglad med alle bid og fremstår helt uskadt og tilsyneladende usårlig.

Spørgsmålet er, om Hajen har et endnu mere effektivt angreb i posen. Dolomitterne vil give os svaret.