Giro d'Italia-analyse: Favorittens lammende uppercut

Nok er han tidligere skihopper, men der kunne nu egentlig godt være lidt bokser over Primoz Roglic. Med sin lille, lidt kompakte statur kunne han sagtens forveksles med en god letvægter eller en anden kæmper fra en af boksesportens lettere kategorier. Og formentlig kunne man godt bilde hans Giro-rivaler ind, at de ved en fejl havde forvildet sig ind i en boksering på dagens indledende enkeltstart. I hvert fald må de have samme følelse, som hvis de havde gået 12 omgang mod Mike Tyson, efter at de fik serveret et lammende uppercut af den slovenske forhåndsfavorit, der knuste al modstand på de 8 km i Bologna.

I sig selv var det ikke uventet, at Roglic vandt og dermed fik den lyserøde førertrøje, han akkurat missede i forbindelse med sin chokerende 2. plads i Apeldoorn for tre år siden. Nej, det var snarere den enorme sejrsmargin, der må have forundret selv de mest pessimistiske af hans rivaler, for det må nærmest betragtes som en absurditet, at det kan lade sig gøre at vinde en 8 km lang enkeltstart med hele 19 sekunder ned til nr. 2. Sidste år var mange ved at falde ned af stolen af forbløffelse, da Stefan Küng på den 12,7 km lange enkeltstart i BinckBank Tour sejrede med hele 14 sekunder ned til Victor Campenaerts, men selv ikke den sejrsmargin står mål med den, Roglic leverede i dag - og det endda selvom enkeltstarten trods dens specielle rute tog endnu kortere tid, end den gjorde i Holland sidste år. I det hele taget er det meget vanskeligt at erindre en tilsvarende overlegen præstation på så kort en tidskørsel, heller ikke fra Fabian Cancellara eller Rohan Dennis, der ellers har været førende specialister i de lynhurtige enkeltstarter.

Sejren understreger blot, at Roglic i år har været i absolut særklasse i år, hvor han er endt på podiet på de 14 af de 16 løbsdage, han har haft, hvis man fraregner sprinteretaper. Og denne gang kan ingen henvise til, at sejren kom i et løb, der for mange af rivalerne blot var forberedelse, for alle vidste, at de 8 km i Bologna var så svære, at der kunne gøres forskelle. Og det blev der i den grad på en dag, hvor kun 26 mand sluttede inden for et minut af vindertiden, og hvor Roglic kørte så stærkt, at stakkels Hiroki Nishimura faldt for tidsgrænsen, og Matti Breschel blot var 22 sekunder fra at gøre det samme.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Sejren er specielt opløftende, fordi den ikke blev grundlagt på det flade. Tværtimod gjorde han den største forskel på bakken, hvor han med en tid på 6.06 var den næsthurtigste - kun overgået af min forhåndsfavorit til bjergtrøjen, den lille klatrer Giulio Ciccone, der tog den med ro frem til bakken for derefter at målrettet efter bjergpointene - og det var kun Simon Yates, der med sin tid op 6.07 var inden for 10 sekunder af Roglics tid. Med andre ord sendte sloveneren ikke just et signal om, at han kun har tænkt sig at vinde løbet via enkeltstarterne, men at han også blive umådelig svær at matche på stigningerne - og så har vi endda slet ikke talt om de mange bonussekunder, han med sin gode spurt kan samle op undervejs.

Roglic kan samtidig lune sig ved, at han ikke var den eneste Jumbo-rytter, der præsterede. Det står ellers klart, at hans mandskab kan blive hans måske største svaghed i de kommende tre uger, og derfor var det af afgørende betydning, at hans løjtnant, Laurens De Plus, kørte sig til en fornem 8. plads. Dermed bekræfter den belgiske klatrer, der ellers har haft lidt svært ved at leve op til de tårnhøje forventninger i hjemlandet, de meget lovende takter, han allerede viste i UAE Tour, hvor han leverede et fabelagtigt arbejde for kaptajnen. Naturligvis er der meget lang vej til Verona, men baseret på det, han viste i dag, kan De Plus være en meget vigtig nøgle til den sejr, Roglic drømmer om at hjemtage om 22 dage.

Selvom Roglic var i en anden liga, var han imidlertid ikke den eneste favorit, der kan være tilfreds med dagens udfald. Faktisk var det yderst opløftende at se, at fem af de seks forhåndsfavoritter til den samlede sejr satte sig på de første fem pladser, og kan man abstrahere den enorme sejrsmargin, må man glæde sig over, at de store navne allerede med det samme viser, at de er klar. Det gælder naturligvis særligt Yates, der heldigvis ikke endte med at betale en pris for den lidt spøjse udfordring af lykkens gudinde, hvor han som den eneste af de store navne valgte at trodse risikoen for regn og starte som en af de sidste. Ganske vist lykkedes det ham ikke at bekræfte sine forbedrede tempoevner på den flade del, men med en opkørsel af San Luca, som kun var et sekund langsommere end den ellers så suveræne Roglic, fik han vist, at han er klar til at gentage sidste års succesridt. Og hvis man husker på, at han ligesom i sidste års Vuelta har tænkt sig at lægge blødere fra land og langsomt køre sig ind i løbet, er det utvivlsomt den lille brite, der udover Roglic har mest grund til at være tilfreds.

Miguel Angel Lopez gør ham dog rangen stridig. Blandt de seks forhåndsfavoritter var det nemlig ham, der sammen med Mikel Landa stod med de dårligste kort på hånden forud for dagens enkeltstart, og han havde da også kalkuleret med et vist tidstab. Det udeblev imidlertid næsten fuldstændigt, da han med en nærmest chokerende 4. plads kørte stort set lige op med alle sine væsentligste konkurrenter. Hvis nogen forud for etapen havde spået, at han ville køre i samme tid som Tom Dumoulin, havde vedkommende i hvert fald næppe fået udgangstilladelse fra psykiatrisk afdeling, og Lopez kunne således ikke have ønsket sig en bedre start, ikke mindst fordi det faktisk primært var på det flade stykke, at han imponerede. Dermed kan der være håb om, at han har forbedret sine tempoevner så markant, at han måske også kan begrænse tabene på de to længere enkeltstarter senere i løbet. Til gengæld var det kun den ene af hans to løjtnanter, Pello Bilbao, der med en 11. plads levede op til forventningerne, mens Ion Izagirres deroute som temporytter desværre fortsatte med endnu en skuffende præstation i den efterhånden endeløse serie af halvdårlige præstation i den disciplin, han tidligere mestrede som få.

At Lopez kunne matche Dumoulin, skyldtes nu ikke kun colombianeren selv. Selvom han har travlt med at erklære sig tilfreds med præstationen, kommer Dumoulin nemlig fra etapen som en af de største tabere. I sig er en 5. plads ganske hæderligt, men hvis man betænker, at han formentlig skal vinde løbet på de tre tidskørsler, var det helt sikkert en del af den ellers velgennemtænkte hollandske drejebog, at han efter den indledende af disse skulle være bagud i forhold til fire af sine fem værste rivaler. Naturligvis er det den lange enkeltstart på 9. etape, der virkelig passer ham, og det synes da også givet, at han i sidste ende vil vinde tid på alle andre end Roglic over alle de tre tidskørsler, men han kan bestemt ikke være tilfreds med ikke at have vundet tid på Landa, Yates og Lopez i dag. Omvendt er det også velkendt, at Dumoulin kan være en langsom starter, og at han altid er bedste i den tredje uge, og derfor er der absolut ingen grund til at tænde nogen alarmklokker i et løb, hvor den næste alvorlige test først venter om otte dage.

Også Vincenzo Nibali er kendt for at toppe sent i sine grand tours, og derfor må også han betragtes som en af dagens vindere. Naturligvis lå det i kortene, at han burde være blandt de bedste på en rute som denne, men han må alligevel være svært tilfreds med at ende som nr. 3 og vinde tid på Dumoulin på en eksplosiv enkeltstart, der bestemt ikke passede ham perfekt. I forvejen har det været tydeligt, at Nibali ikke har været bedre ved starten af en grand tour siden Touren i 2014, og det billede fik han til fulde bekræftet i dag. Om det rækker til at slå de yngre navne, kan man måske have sin tvivl om, men Nibali viste i hvert fald i dag, at det ikke er utopi at drømme om en tredje Giro-sejr, ikke mindst fordi Bahrain med Damiano Caruso og Domenico Pozzovivo - der i parentes bemærket slog sig slemt i Fleche Wallonne - som hhv. nr. 10 og 19 kom flyvende fra start

Det gjorde Bora også. I de senere år har Rafal Majka kørt forfærdelige enkeltstarter som led i hans generelle deroute, og derfor kom det som en pæn overraskelse, at den lille polak blev nr. 6 på etapen og endda klatrede så hurtigt, at kun Ciccone, Roglic og Yates var bedre op ad San Luca. Med tanke på den fine kørsel, han allerede viste i Tour of the Alps, kan der derfor være et begrundet håb om, at løbet her kan blive stedet, hvor Majka rejser sig igen - i hvert fald, hvis han kan undgå de styrt, der har været hovedtemaet for karrieren i de senere år. Da også Davide Formolo med en 18. plads kom hæderligt fra en etape, han bestemt ikke var fan af, kan tyskerne bestemt ikke være utilfredse med udfaldet.

Til gengæld må stemningen være trykket på Movistar-hotellet i aften. Selvom Richard Carapaz med en 14. plads kom flyvende fra start på en etape, han bare skulle overleve, leverede Mikel Landa, der ellers siges ikke at have været bedre i flere år, en meget skuffende præstation, hvor han tabte hele 1.07 til Roglic. På en etape, hvor alle klatrerne var med i front, skulle Landa naturligvis også være det, og tidstabet er langt, langt mere, end han har råd til, hvis han vil være en seriøs podiekandidat. Heldigvis ved vi også, at Landa bestemt ikke er skabt til korte, eksplosive enkeltstarter, og med tanke på, at den første bjergetape først melder sig om 13 dage, har han heldigvis god tid til at genfinde de fine ben, han viste i Liege-Bastogne-Liege.

Ilnur Zakarin glæder sig helt sikkert også over den lange ventetid inden bjergene. Det er ganske vist velkendt, at russeren ikke ejer skyggen af eksplosivitet og derfor næsten ikke kunne undgå at tabe tid på så kort en enkeltstart, men alligevel var en 53. plads langt, langt under det forventede, og et tidstab på 1.20 til Roglic kan allerede være det, der eliminerer ham fra kampen om podiet. Heldigvis ved vi også, at Zakarin er kendt som en yderst langsom starter, og at han altid er bedst i løbets tredje uge, hvor denne uge som bekendt afgøres. Det er derfor næsten stensikkert, at han vil være langt skarpere, når det for alvor gælder. Spørgsmålet er bare, om ikke dagens tidstab allerede er for stort et handicap at slæbe rundt på.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Ineos græder sikkert stadig over tabet af Egan Bernal, og derfor kan de være ganske opmuntrede over, at Tao Geoghegan Hart med en 7. plads kom fornemt fra start. Med tanke på hans kørsel i Tour of the Alps var det dog næsten givet, at han ville gøre det godt, og for ham er den virkelige udfordring ikke de første etaper, men derimod holdbarheden over de tre uger. Det er det også for hans medkaptajn, Pavel Sivakov, der til gengæld skuffede med en 28. plads, og formentlig stadig er en anelse for uprøvet til at køre klassement i en grand tour. Holdets virkelige joker, Ivan Sosa, kom med en 116. plads ikke uventet dårligt fra start, og det er stadig uklart, om han har tænkt sig at holde sig til i klassementet. Forventningen er, at han vil kunne køre sig ind i løbet og vise sine guddommelige klatreevner i den tredje uge, men skal han være en langsigtet trussel, har han i hvert fald ikke råd til at kaste tid væk med den lemfældighed, han gjorde i dag.

En anden, der kan være yderst tilfreds, er Bauke Mollema, der med en 9. plads bekræftede den meget lovende kørsel, vi også så i Ardennerne, og som ligner en mand, der kunne have kurs mod en delvis genrejsning som klassementsrytter. Også EF, der i Hugh Carthy har en af mine store outsidere til løbet, fik begge sine kaptajner godt igennem med briten som nr. 16 og Tanel Kangert som nr. 15, og særligt for Carthy var det opløftende at ende så langt fremme i en eksplosiv disciplin, han ikke elsker. Da han samtidig var 12. hurtigst op ad en bakke, der ikke passede ham, er der al mulig grund til at have forventninger til en overraskelse fra briten i de kommende tre uger.

Endelig imponerede veteranen Victor De La Parte, der efter år som hjælper på Movistar, nu får chancen for at køre klassement i en grand tour, ganske meget, men om han også kan klare mosten i den meget svære tredje uge, er stadig et åbent spørgsmål. Modsat ved vi, at Bob Jungels med sin motor altid er god til sidst, men da luxembourgerens deroute som temporytter fortsatte med endnu en trist enkeltstart i dag, hvor han skulle have sat point i banken i forhold til de lettere folk, virker det stadig meget usandsynligt, at han kan ende specielt langt fremme i et løb, der byder på så mange og svære bjerge.

Heldigvis er der for ham og alle de andre af dagens tabere god tid til at finde benene og ryste skuffelsen af sig. Årets Giro er så skarpt inddelt i en nem og en svær del, at klassementsrytterne formentlig kun vil spille biroller i den kommende uges tid frem til enkeltstarten på næste søndag. Der kan være bonussekunder at vinde for de mest eksplosive af dem - og mon ikke en vis slovener har tænkt sig at nappe et par stykker af dem - men det næste seriøse slag ventes først at skulle slås om en uges tid. Og det er nok meget heldigt, at Roglic får et par dage til måske at blive lidt mærket inden de vigtigste etaper. Der er i hvert fald ikke plads til mange flere af de kæberaslere, han leverede i dag, hvis hans rivaler skal undgå et knockoutnederlag i Verona om tre uger.